Vi betragter verden
Farligt at sidde på skødet
● En gruppe forskere i USA er nået til det resultat at det farligste sted et barn kan sidde når det kører i bil, er på skødet af en anden passager. Ved frontale sammenstød kastes barnet og den voksne fremad ved bilens bratte standsning, hvorved barnet kvæstes mellem den der holder det og bilens indre, som for eksempel vinduesrammer, instrumentbræt, dør eller gulv. I ét tilfælde blev et 14 måneder gammelt barn, der havde siddet på skødet af en passager på bilens bagsæde, fundet med ansigtet nedad og den voksne over sig. Barnet døde af kvæstelser i hjernen, og havde desuden fået adskillige brud og skrammer ved at blive klemt mellem den voksne og forsædets ryglæn. En niårig passager der sad ved siden af den voksne og var fastspændt i en hoftesele, slap uskadt.
Bakteriedræbende krebsdyr
● Visse små bitte havdyr er mere effektive til at dræbe bakterier end noget andet dyr mennesket kender. Videnskabsmænd har opdaget at pælekrebs udskiller et stof der dræber alle de mikroorganismer der findes i deres træholdige føde. Man har hidtil ment at alle dyr havde visse bakterier i deres fordøjelsessystem; men disse små krebsdyr har slet ingen. Man håber på grundlag af denne opdagelse at kunne fremstille en ny slags kraftigt virkende, sygdomsbekæmpende medicin.
Metalplader til kraniebrud
● I rubrikken „Ny viden“ i Berlingske Tidende fortæller Bent Henius om en ny metode til helbredelse af kraniebrud. På et hospital i Belfast dækker man nu huller og revner i kraniet med plader af metallet titan. Tidligere fyldte man dem med plastic i forbindelse med knogletransplantationer. Den nye metode har medført mindre risiko for infektion, større velbefindende for patienterne — og en hurtigere operation. Foreløbig har man sat omkring 100 plader på uden problemer. Oftest har der været tale om skudofre for terror i landet. — 14. maj 1978.
Ikke noget at le ad
● Dinitrogenoxid eller „lattergas“ er et bedøvelsesmiddel som tandlægen kan give sine patienter for at få dem til at slappe af mens han gør sit arbejde. Men fra USA meldes det at nogle tandlæger har fået for vane at inhalere lattergassen for dens berusende og afslappende virkninger, og er blevet afhængige af stoffet. Nogle har fået symptomer der minder om symptomerne på dissemineret sklerose, en sygdom der nedbryder centralnervesystemet. Blandt symptomerne er svigtende blærekontrol og gangbesvær.
Død efter leg med spraydåse
● Spraydåser med deodorantmidler bør placeres uden for børns rækkevidde. Det er konklusionen på en artikel i det engelske lægetidsskrift The Lancet, som beretter om en fireårig dreng der døde i badekarret efter at have leget med en spraydåse. Drengen tog bad i et kar med 7,5 centimeter vand i badeværelset, og da moderen kiggede til ham efter et kvarter var han besvimet og lå med ansigtet opad. Der lugtede stærkt af deodorantmiddel i rummet, og hun fandt en tom spraydåse flydende på vandet. Den var fuld da drengen fik fat i den. Alle genoplivningsforsøg var forgæves, da drengen allerede var hjernedød. Undersøgelser tydede på at han havde brugt deodorantdåsen til at blæse bobler i badevandet med. De udstrømmende drivgasser havde fortrængt ilten og medført forgiftning. — Jyllands-Posten, 25. april 1978.
Forslag til familien
● Den vesttyske kansler, Helmut Schmidt, mener at tyskerne bruger alt for meget tid til at se fjernsyn og at det skader familielivet. Han opfordrer nu familier til at lukke for fjernsynet én dag om ugen og at tale sammen. „Vi taler ikke nok med hinanden, hverken ægtepar indbyrdes, eller forældre med deres børn, eller venner med hinanden,“ sagde han for nylig. „Vi er blevet mere og mere tavse, og det foruroliger mig.“
Afvænning af narkomaner
● Dr. Alfred Libby ved narkoafvænningshospitalet i Riverside i Californien har ved en pressekonference udtalt: „Vi har uden undtagelse kunnet gennemføre [patienternes] afvænning uden abstinenssymptomer.“ Dr. Libby behandler sine patienter med store doser natriumaskorbat, en form for C-vitamin der kun sælges på recept. Narkomaner, sagde han, lider ikke blot af proteinmangel, men også af mangel på C-vitamin. Han erklærer at han kan gøre en patient der er forfalden til heroin „stoffri“ på syv dage, men at det varer 10 til 14 dage at behandle en der tager metadon.
Faldende fødselstal
● Verdensfødselstallet faldt i 1977 til det laveste i befolkningsstatistikkens historie, oplyser den private organisation Befolkningskontrolkontoret. Det årlige fødselstal på verdensbasis er nu for første gang faldet til 29 pr. 1000 mennesker fra 30 pr. 1000 i det foregående år. En af grundene til dette ses i de massive anstrengelser for familieplanlægning i udviklingslandene. Det hedder endvidere i rapporten, at hvis den nuværende årlige befolkningstilvækst på 1,7 procent fortsætter, vil verdensbefolkningen på 4,2 milliarder være blevet fordoblet i år 2019. — Jyllands-Posten, 8. maj 1978.
Højere uddannelse i „den tredje verden“
● I udviklingslandene er der større behov for læger end for sagførere. Alligevel har de fattige lande, ifølge det engelske tidsskrift New Scientist, i regelen flere jurastuderende end lægestuderende. Ét afrikansk land har tre jurastuderende for hver lægestuderende. I modsætning hertil har Canada næsten tre gange så mange der studerer til læge som til sagfører. Hvorfor lægges der i udviklingslandene så megen vægt på det juridiske studium? „I den tredje verden foretrækker man tydeligvis juraen,“ siger New Scientist, „på grund af dets højere status og dets muligheder som en vej til politisk magt.“
Abort legaliseret i Israel
● I Israel har Knesset vedtaget en ny abortlov som træder i kraft et år efter sin offentliggørelse. Den tillader abort for kvinder under 16 eller over 40, hvis svangerskabet skyldes kønslig forbindelse uden for ægteskabet, hvis barnet vil blive født handicappet, hvis moderens følelsesmæssige og fysiske helbred er i fare eller hvis fødselen vil føre til alvorlige økonomiske vanskeligheder. Ortodokse jøder har kraftigt modstået loven, idet de hævder at abort ifølge den jødiske lov er manddrab og kun bør tillades når moderens liv er i fare. Med den nye lov har man dog blot legaliseret noget der allerede er almindeligt i Israel. En undersøgelse har for nylig vist at 46,7 procent af de israelske kvinder har fået foretaget mindst én abort når de fylder 40.
Pas på med råt kød
● Nogle sværger til tatarmad, store saftige bøffer og masser af spegepølse. Ifølge danske og tyske undersøgelser af råt okse- og svinekød er disse mennesker i fare for at blive angrebet af snyltedyrene sarkocyster. Snyltedyrene er i levende live meget vanskelige at få øje på. De viser sig først når de er døde, som små hvide prikker på kødet. Af den grund går der sandsynligvis meget kød gennem kontrollen med snyltere i. Skal man sikre sig mod snylterne må man sørge for at det rå kød har været frosset først. Det oplyses at mennesker reagerer på snylterne med forgiftningssymptomer — fra svimmelhed og diarré til konstante brækninger og kredsløbsforstyrrelser. — Politiken, 4. maj 1978.
Dalende agtelse
● Det franske blad Le Monde har offentliggjort en analyse af præsteskabets stilling i Frankrig, skrevet af Henri Fesquet, der betragtes som en af Frankrigs mest skarpsindige og respekterede religiøse kommentatorer. „Aldrig før har præstegerningen været regnet for så lidt,“ siger han. „Det der engang blev betragtet som noget ærefuldt og privilegeret, regnes nu i tiden for intet, ikke så meget på grund af ringeagt som på grund af ligegyldighed.“ Han tilføjer at „præsten nu mistænkes for at være et unyttigt oldtidslevn“ og at „der i dag kun er få franske borgere der kommer i kirke, medmindre de skal have forrettet en dåb, en vielse eller en begravelse“.
Husdyr og hudsygdomme
● Årsagen til kløe og udslæt hos mennesker skal ofte søges hos eventuelle husdyr. Det fremhæver dyrlæge Steen Kristensen fra Landbohøjskolens klinik for mindre husdyr. Det anslås at cirka 5 procent af alle udslæt hos mennesker skyldes utøj overført fra dyr. Her i landet er det især katteloppen der er synderen. „Den har vi fundet på 62 procent af hundene og 95 procent af kattene,“ oplyser Steen Kristensen. „Hvis en familie med kæledyr bliver angrebet af udslæt med knopper på benene sidst på sommeren eller om efteråret, er det overvejende sandsynligt, at miseren skyldes lopper fra det firbenede familiemedlem.“ — Berlingske Tidende, 14. maj 1978.
Overvægt et problem
● En rapport fra det østrigske sundhedsministerium viser at østrigerne spiser for meget, så meget at cirka halvdelen af befolkningen må betragtes som overvægtig. Ifølge rapporten er cirka 50 procent af kvinderne over 30 år og 40 procent af mændene over 45 år, overvægtige. I rapporten blev det også påvist at overvægtsproblemet kan starte meget tidligt — i de første tre måneder af livet, mens fedtcellerne dannes. Det viste sig at spædbørn der ikke fik bryst, ofte fik for meget at spise.
Permanente deltidsarbejdere
● Ifølge en undersøgelse, offentliggjort af De forenede Staters arbejdsministerium, er én ud af hver 12 lønmodtagere i Amerika ansat på deltidsbasis. Flere og flere firmaer ansætter nu permanente deltidsarbejdere. Hvorfor? De har opdaget at disse arbejdere ikke er så dyre som heltidsarbejdere og at de ofte er mere produktive og pålidelige.