Datamaten — hård tyran eller nyttigt værktøj?
DER verserer en edb-historie som får nogle til at gyse, andre til at trække på smilebåndet: Flere af verdens største nationer bliver enige om at sammenkoble deres mest avancerede datamater for at få hjælp til at løse deres komplicerede problemer. Enorme mængder information stilles til rådighed for det gigantiske anlæg. For at teste om sammenkoblingen er lykkedes, koder man følgende afgørende spørgsmål ind i det integrerede system: „ER DER EN GUD TIL?“
Magnetbånd snurrer og kontrollamper blinker mens det hidtil mest raffinerede edb-anlæg i verden gennemgår de store datamængder og analyserer oplysningerne, ja, sætter hele sin kapacitet ind på at besvare spørgsmålet. Efter nogle minutters forløb ophører al aktivitet, kun skrivemaskinens klapren høres et øjeblik, mens den skriver det endelige resultat af milliarder af logiske slutninger. De folk der er til stede, stirrer forfærdet på edb-anlæggets lakoniske svar: „DET ER DER NU!“
Hvordan reagerer folk på denne historie? Det afhænger for en stor del af hvilke erfaringer de har haft når det gælder elektronisk databehandling. I den ene ende af skalaen har vi dem der ikke kan blive trætte af at beundre datamaterne og deres formåen, i den anden ende af skalaen dem der fyldes af en blanding af frygt og afsky.
For nogle er datamaten det mekaniske geni der øjeblikkelig kan bekræfte at pladsbestillingen til en 15.000 kilometer lang rejse er i orden, som kan hjælpe en advokat med at finde relevante oplysninger frem i forbindelse med en vanskelig retssag, og som i sine mere afslappede stunder kan gøre det ud for en dygtig modspiller i et parti skak eller lignende. For andre er datamaten den gale maskine der laver kludder i saldoen på deres bankkonto, som bliver ved med at rykke dem for beløb som de for længst har betalt, og som fører kartotek over dem med ærekrænkende data som alle og enhver kan skaffe sig underretning om ved at trykke på en knap.
Hvad er dit syn på datamater? Kunne du tænke dig at vi så lidt nærmere på disse alsidige elektroniske vidundere?
Hvorfor blev datamaten udviklet?
Mennesket har i tidens løb gjort meget for at fremskynde eller helt undgå mere rutinemæssigt arbejde, arbejde som bare består af gentagelser. I mange år har man brugt arbejdsbesparende mekaniske redskaber til en lang række fysiske opgaver, såsom at pløje, at producere varer i større mængder og at bevæge sig fra et sted til et andet. Men længe troede man ikke at hjernefunktioner lod sig automatisere, selv om der også her kan være tale om mange gentagelser.
Lad os for eksempel betragte fabrikanten der skal lægge en lang række tal sammen for at finde frem til sin lagerbeholdning. Oprindelig regnede man den slags ud i hovedet. Senere kom additionsmaskinen til og efterhånden også mere alsidige regnemaskiner. Hermed skete sammentællingen maskinelt, hvorimod selve indrapporteringen af tallene stadig foregik manuelt. Regnemaskineoperatørens bevægelser blev den langsomste del af processen. En yderligere ulempe var at operatøren let kom til at kede sig og være lidt skødesløs med sit arbejde.
Kunne man måske konstruere en maskine som „læste“ tallene, udførte en funktion der svarede til fingrenes tryk på tastaturet, afgjorde hvornår der skulle adderes og subtraheres, og til sidst skrev resultatet ud? Det kunne man godt, viste det sig! Man kunne „fodre“ en datamat med de nødvendige data, enten via hulkort, magnetbånd eller lignende, som man havde registreret oplysningerne på, eller via en såkaldt optisk læser som hentede tallene direkte fra grundbilagene. Men hvordan kunne maskinen vide hvad den skulle stille op med disse data?
Edb-programmet viste sig at være løsningen på problemet. Mens den gammeldags regnemaskine kun kunne udføre en eller to operationer for hver tast der blev trykket på, så kunne datamaten ved hjælp af et program som blev indlagt i dens lager, i dens „hukommelse“, udføre vidt forskellige ordrer, afhængigt af en forud fastlagt analyse af inddata. Efterhånden som datamatens lagerkapacitet og processernes tempo øgedes, dukkede nye muligheder op som ingen havde drømt om.
Øget udnyttelse af datamaten
Kan du sætte dig i fabrikantens sted når han overvejer hvilken nytte han kan have af sit nye værktøj, datamaten? Han tænker måske som så: ’Hvis maskinen kan foretage en optælling af det vi producerer og trække salget fra, hvorfor kan vi så ikke lade den holde regnskab med vores lagerbeholdning og fortælle os når beholdningen er ved at blive for lille? Eller endnu bedre: Kan den sige os hvornår vi kommer under 200 enheder for de varer som vi har størst omsætning på, og under 20 for varer med ringe omsætning? Men vent nu lidt! Vi har jo tider på året hvor der er ekstra stor omsætning. Lad den få sidste års salgsregnskab, så den kan give os besked om det forventede salg uge for uge. Vi ved også hvad hver af vore filialer havde behov for sidste år. Får maskinen oplysning herom, kan den vel styre forsendelsen af tilsvarende mængder i år. Kan den forresten ikke læse en ordre ind, bryde den ned i komponenter og underkomponenter og sige os hvornår vi skal begynde produktionen af de enkelte komponenter for at kunne levere den færdige vare til tiden? Kan den . . .?’
Selvfølgelig kan den det. Og i virkeligheden udretter datamaten dette og meget mere for en mængde virksomheder i dag. Dens ydeevne er kun begrænset af den tid den har til rådighed, dens lagerkapacitet og dens udstyr i øvrigt, samt af brugerens fantasi og alsidighed.
Hurtigere og hurtigere
For at få et bedre begreb om den hastighed moderne datamater har opnået, kan vi forestille os en kontormand som har fået til opgave at tælle 100.000 syvcifrede tal sammen på en regnemaskine. Skrives disse tal på papir i A4-format, med enkelt linjeafstand og i 10 kolonner, vil de fylde omkring 150 sider. Hvis det tager kontormanden ét sekund at skrive syv cifre og trykke på additionstasten, må den stakkels mand arbejde i næsten 28 timer for at løse opgaven. Men hvad nu hvis man samtidig sætter en datamat i gang med nøjagtig samme opgave? Forestil dig kontormandens ansigtsudtryk når datamaten skriver det endelige resultat ud endnu inden han har nået at trykke på additionstasten efter det første syvcifrede tal!
Vor travle datamat arbejder som enhver anden maskine — uden at blive træt eller kede sig — og med en helt uhyggelig præcision, hvis ellers den er ordentligt programmeret. Men hvor meget koster det at bruge den? Ifølge en amerikansk beregning kostede det i 1950erne én dollar og 26 cent for 100.000 regneoperationer, mens det samme kan gøres i dag for under én cent. Lageret i datamaten kan måske formindskes tusind gange ved brug af de nye såkaldte „magnetiske bobler“, ja, teknikerne forestiller sig at man en dag kan konstruere en komplet „hukommelse“ på en metalspån på godt og vel en halv centimeter!
Frygter du disse perspektiver? Har du det som den forsker der mente at om et par hundrede år vil vort eneste håb være at datamaterne går med til at holde os som kæledyr? Vil datamaterne udvikle sig til de rene tyranner? Før vi forsøger at svare på dette, er det vist på tide at vi ser lidt på deres begrænsninger.
Datamaternes begrænsninger
Sin store regnekapacitet til trods er datamaten stadig en maskine. Som Encyclopædia Britannica udtrykker det: „Datamaten har hverken dømmekraft eller almindelig sund fornuft, og man må med pedantisk omhu via programmet instruere den om hvordan den skal bære sig ad i enhver tænkelig situation.“ Ja, det er programmøren der må bruge sin fornuft og sin fantasi, idet han opbygger de instruktioner der skal lede processerne. Datamaten kan lige så lidt som nogen anden maskine gøre noget som helst andet end at følge den rute programmøren har anvist. Hvis den har instrukser om det, kan den afgøre om et bestemt udsagn (statement) fra programmøren er rigtigt eller forkert ifølge programmeringssprogets regler, men den kan ikke afgøre om udsagnet rent logisk er rigtigt eller forkert i forhold til det forventede resultat.
En væsentlig del af programmørens arbejde består i at lokalisere og rette programfejl som datamaten ikke kan registrere. Det sker ved at han tester programmet med inddata konstrueret specielt til formålet, og sammenligner uddata med den facitliste han har lavet på forhånd. Datamatens fuldstændige afhængighed af programmøren er et tydeligt udtryk for dens totale mangel på dømmekraft. Al sin fine elektronik til trods må den, som en lærer i programmering har udtrykt det, karakteriseres som „en lynhurtig sinke“.
Datamaten adlyder blindt sine ordrer, den har ingen samvittighed der kan reagere hvis noget er galt. En programmør vil for eksempel kunne indkode „fordomme“ i den ved at ændre på programgennemløbet afhængigt af visse bogstavkombinationer i en ansøgers for- eller efternavn. Der er også mulighed for at en samvittighedsløs programmør kan „vildlede“ datamaten til sin egen fordel. Ifølge New York Times for 3. juli 1977 anslår man i De forenede Stater at bedragerier gennemført ved hjælp af edb-anlæg beløber sig til 300 millioner dollars om året, og at det gennemsnitlige „udbytte“ er 500.000 dollars!
Det siger sig selv at datamaten ikke kan løse flere opgaver end mennesket kan, eller løse opgaverne bedre — den kan bare gøre visse ting hurtigere. Tidsskriftet Natural History har foretaget følgende sammenligning mellem mennesket og datamaten: „Hvis man forstørrede en af de datamater der anvendes i dag indtil den havde en lagerkapacitet som svarede til menneskehjernens, ville den have et stadigt energiforbrug på en milliard watt — halvdelen af forsyningen fra Grand Coulee-dæmningen — og optage det meste af pladsen i Empire State Building. Den ville koste noget i retning af 10 milliarder dollars. Maskinen ville rumme en enorm kunstig intelligens, men den ville kun være en klodset efterligning af menneskehjernen.“ Samme tidsskrift kom også med denne betragtning: „På næsten alle punkter kommer verdens mest avancerede elektronhjerner håbløst til kort når de sammenlignes med de mindre end tre kubikdecimeter grå masse som sidder i menneskets kranium.“
I modsætning til mennesket har datamaten ikke mulighed for at afvige det mindste fra det den har fået besked på at gøre. Dette vil sikkert stå endnu klarere for os når vi nu ser nærmere på en lille del af et edb-program.
Edb-programmet
Programmet forsyner datamaten med beskrivelser af de oplysninger der går ind i systemet, af de beregninger der skal udføres, og af de oplysninger der skal gå ud af systemet. Lad os nu vende tilbage til fabrikanten og hjælpe ham med at skrive et lille program der kan holde regnskab med hans lagerbeholdning. Vi skriver programmet helt på dansk, selv om de programmeringssprog der er almindelige i Danmark, betjener sig af engelsk i større eller mindre udstrækning. I eksemplet vises først de indrapporterede oplysninger om dagens produktion og salg (inddata) og indholdet af lagerregisteret:
INDDATA
VARENR. IND-UD ANTAL
12 IND 120
150 IND 32
201 IND 88
201 UD 35
208 IND 1134
301 IND 78
301 UD 12
404 IND 1234
GAMMELT LAGERREGISTER (FRA DAGEN FØR)
VARENR. VAREBETEGNELSE PÅ-LAGER MIN.
12 METALHÆNGSLER 700 150
150 GUMMILISTER 1201 200
201 MESSINGHÅNDTAG 320 30
208 STORE TRÆSKRUER 980 500
301 VINDUESKARME 300 90
404 SPECIALSØM 15600 5000
Vi forudsætter at de forskellige oplysninger i inddata og lagerregister er defineret i programmet som angivet i overskrifterne, således at ANTAL altid er antal enheder i inddata og PÅ-LAGER er antal enheder opdateret i lagerregisteret. IND betegner produktion og UD betegner salg. MIN. er minimumsbeholdningen. Datamaten behandler nu ét varenummer ad gangen, idet følgende lille stykke program anvendes:
HVIS IND-UD ER LIG MED ’IND’
SÅ ADDER ANTAL TIL PÅ-LAGER.
HVIS IND-UD ER LIG MED ’UD’
SÅ SUBTRAHER ANTAL FRA PÅ-LAGER.
Efter at dagens transaktioner (inddata) er anvendt, vil lagerregisteret se således ud:
NYT LAGERREGISTER (EFTER EDB-KØRSEL)
VARENR. VAREBETEGNELSE PÅ-LAGER MIN.
12 METALHÆNGSLER 820 150
150 GUMMILISTER 1233 200
201 MESSINGHÅNDTAG 373 30
208 STORE TRÆSKRUER 2114 500
301 VINDUESKARME 366 90
404 SPECIALSØM 16834 5000
I virkeligheden kan datamaten ikke styres af vort lille danske program; den må først oversætte det til maskinsprog ved hjælp af et specielt program. I vort program bruger vi for eksempel udtryk som „ANTAL“ og „PÅ-LAGER“, men disse betegnelser har ingen mening for datamaten. Den bruger kun udtrykkene som henvisninger til bestemte steder i lageret der skal bruges under processen. Man kunne for den sags skyld have valgt betegnelserne „HANS“ og „GRETE“ i stedet for, og fået nøjagtig den samme maskinkode ud af det. Programmeringssprogene er lavet for at lette arbejdet for folk der har med edb at gøre.
Mulige problemer
Vort lille program skulle kunne virke nu, men vi har endnu ikke taget højde for at der kan være fejl i inddata. Hvad vil der ske hvis man har indtastet ordet „DU“ i stedet for „UD“? Så aner datamaten ikke hvad den skal gøre. Der er altså en brist i logikken i det program vi har skrevet, selv om man ofte på selve inddateringsudstyret kan hindre at en sådan fejl slipper igennem. Et lignende problem opstår hvis man uhindret kan indtaste værdien „12×4“ i stedet for „1234“. Datamaten må da have instruks om at kassere sådanne transaktioner og skrive en anmærkning herom. Men sæt nu at der på de bilag som man bruger at indtaste efter er byttet om på to varenumre, eller at man ved en fejl indtaster for mange eller for få enheder? Eller hvis oplysningerne er rigtige nok, men tre dage for gamle? Hertil kan kun siges at man ikke får tilfredsstillende uddata medmindre inddata er i orden.
Programmøren må altså prøve at forestille sig hvilke fejl der kan opstå i inddata og dernæst indlægge forskellige procedurer i programmet som skal tage sig af hver enkelt fejltype. Bogen The Mythical Man-Month beskriver det således: „At undfange store ideer er en fornøjelse, men at lede efter irriterende småfejl er bare et stykke arbejde. Med enhver form for skabende virksomhed følger mindre spændende timer hvor der må arbejdes flittigt med nok så trættende opgaver, og programmering er ingen undtagelse.“ Selv om programmøren har gjort sig de hæderligste anstrengelser, må uddata fra ethvert edb-system stadig underkastes menneskers kontrol og om nødvendigt rettes. Hverken datamater eller programmører bør betragtes som ufejlbarlige.
Det rette syn på datamaten
Datamaten er med sin store hastighed og præcision et nyttigt værktøj for mennesket. Den er som en slave for mennesket og adlyder dets mindste vink. Bliver den programmeret rigtigt, kan den befri os for en hel del af den kedsomhed og frustration der kan følge med stærkt rutinepræget arbejde. Den kan frigøre os så vi i højere grad kan beskæftige os med noget der er en udfordring til vore åndsevner. Men menneskelige egenskaber som medfølelse, initiativ, dømmekraft og fantasi kan ikke indkodes i en maskine. Mennesket må i egenskab af maskinens herre styre den, gå dens arbejde efter i sømmene, og korrigere dens rutiner så snart det er nødvendigt.
Det er sandt at datamater og andre maskiner kan udføre imponerende tekniske opgaver. Alligevel er der ikke tale om nogen forbedring af Guds værk, kun om en udvidet udnyttelse af skaberværkets muligheder. Datamaten er kun en maskine. Den skal hverken æres eller frygtes, men udnyttes til at lette visse byrder for os og give os større frihed til at glæde os over livet.