Blodtransfusion — hvorfor mange reviderer deres syn
„DE FORKYNDER ORDET — OM BLODTRANSFUSIONER.“ Dette var overskriften på en artikel hvori det amerikanske lægeblad Medical World News for den 28. november 1977 meddelte følgende til tusinder af læger i De forenede Stater:
„I denne måned vil 370.000 amerikanske læger og hospitalsledere få overrakt en 64-siders traktat i lommeformat: Jehovas vidner og spørgsmålet om blod. En million autoriserede sygeplejersker vil også modtage brochuren, og det samme vil 320.000 sagførere og dommere, alle sammen ved personlige henvendelser fra frivillige blandt Jehovas vidner.“
Men de ovennævnte var kun en brøkdel af alle de mennesker med tilknytning til medicin og jura som Jehovas vidner henvendte sig til. De samme oplysninger blev givet til deres kolleger her i Danmark, foruden i Canada, England, Finland, Frankrig, Italien, Japan, Sverige, Tyskland og mange andre lande.
Vi interesserer os alle for vort helbred, vor samvittighed og vore fundamentale rettigheder. Men nogle vil måske spørge: Hvorfor blev denne kolossale kampagne iværksat? Havde det virkelig så stor betydning? Hvordan reagerede disse fagfolk inden for medicin og jura? Hvad blev resultatet?
Som nævnt i lægetidsskriftet Medical World News drejede den særlige kampagne sig om uddelingen af en ny brochure (og en firesiders folder som kan vedlægges en patients sygejournal) der forklarer hvorfor millioner af kristne på hele jorden ikke vil modtage blodtransfusion. Materialet behandlede også de vigtige moralske og etiske sider spørgsmålet har både for patienter og læger. Og det præsenterede tankevækkende vidnesbyrd om at der er et solidt lægevidenskabeligt grundlag for brugen af alternative behandlingsmetoder.
Hvordan var reaktionen?
I Berlin sagde en specialist i intern medicin efter at have læst brochuren: „Jeg finder at disse forklaringer er af største betydning for enhver læge. For første gang forstår jeg Deres holdning, som jeg nu kan agte og respektere.“
Lederen af en hospitalsklinik i det nordlige Indiana, U.S.A., sagde til en kvindelig forkynder, mrs. Don Hahn: „Indholdet er simpelt hen enestående.“ Han havde ligefrem bedt sine lægekolleger om at læse den. Nogle uger senere havde Fletcher Earles behov for en operation og talte med en af de andre læger. Hvordan var reaktionen? „Der bliver ingen problemer.“ Lægen fortalte at klinikkens leder havde bedt dem alle om at gennemgå brochuren sammen. Hvordan gik operationen uden brug af blod? Perfekt.
På Curaçao, en ø i De nederlandske Antiller, sagde en af de ledende kirurger til T. R. Yeatts: ’Jeg har allerede et eksemplar af brochuren, og jeg har læst den. I har ret; blod er farligt.’ Han sagde at han selv var blevet opereret af dr. Denton Cooley i Texas, og at han derfor med interesse havde læst om de mange hundrede operationer på åbent hjerte som dr. Cooley i den senere tid havde udført uden brug af blod. Lægen gav på eget initiativ et gavmildt bidrag til Jehovas Vidners arbejde.
Reaktionerne varierede naturligvis. Mange læger, sagførere og dommere tog blot høfligt imod brochuren og lovede at læse den. Nogle få reagerede meget negativt, for eksempel ved at sige at de holdt sig urokkeligt til en bestemt kirke og ikke ville læse noget der var udgivet af andre trosretninger. En læge i Seattle, staten Washington, fnyste: „Jeg lever af at give folk blodtransfusioner, så jeg skal ikke have noget af at læse det der!“
Dette var dog undtagelser. Mange forstod straks værdien af oplysningerne. En læge der underviser i pædiatri ved University of New Mexico, kastede et blik på titlen, slog hænderne sammen og sagde:
„Det sætter jeg virkelig pris på. Vi har prøvet at lære vores læger at indtage en mere liberal holdning over for Jehovas vidner; men ærlig talt har vi ikke selv været helt sikre på hvilken holdning vi havde. Det vi har behøvet, er netop noget i retning af dette.“
Nogle læger har været så glade for brochuren Jehovas vidner og spørgsmålet om blod at de har omtalt den i begejstrede vendinger over for deres lægekolleger. En læge i Los Angeles i Californien fik et eksemplar af den, og to uger senere fik en af hans medarbejdere en henvendelse. Da denne medarbejder så brochuren sagde han: „Jeg var bange for at De havde glemt mig. Jeg har gået og ventet på at få min brochure, for jeg har hørt så meget om den! Jeg vil læse den med det samme og beholde den på min bogreol, så jeg kan bruge den i fremtiden.“
Brochuren annonceres og hilses velkommen
Mange lægelige publikationer havde bemærket denne oplysningskampagne. For eksempel bragte bladet Patient Care (15. december 1977) en artikel om anvendelse af blod, men tilføjede i en ramme en særlig paragraf med overskriften „Når religiøse principper forbyder blodtransfusion“. Det nævntes heri at Jehovas vidner siger nej til blod af religiøse grunde og er villige til at underskrive en godkendt formular som fritager hospitalet og dets ansatte for ansvaret for eventuelle følger af dette; bladet opfordrede derefter sine læsere til at skaffe sig et eksemplar af den nye brochure hos udgiverne. Lægetidsskriftet The Journal of the Medical Society of New Jersey bragte i sin udgave for januar 1978 en ord-for-ord-gengivelse af den firesiders folder som ethvert Jehovas vidne underskriver og afleverer til sin læge.
En læge i San Antonio, Texas, hørte Patsy Cross, et af Jehovas vidner, tale om blod, og brød ind: „Jeg er leder af blodbanken her. Hvad er det De har der?“ Hun begyndte med at fortælle at hun var et af Jehovas vidner, og han afbrød glad: „Ja, jeg havde tænkt på hvornår I ville komme! Der stod i Texas Medicine at I ville komme og aflevere noget. Jeg har været meget opsat på at få fat i det. Jeg har allerede set brochuren og læst noget af den, og jeg kunne godt tænke mig at få en selv. Jeg er meget interesseret i den historiske side af sagen. Jeg håber at alle får et eksemplar.“
I snesevis af læger, advokater, biblioteksfolk og andre har skrevet til Vagttårnsselskabet efter brochuren. For eksempel skrev en docent i filosofi fra Pittsburgh i Pennsylvanien:
„Jeg underviser i lægeetik, og jeg er meget interesseret i at præsentere klassen for de problemer som Jehovas vidner stilles over for når de nægter at tage imod blodtransfusion. Jeg vil sætte pris på at modtage et eksemplar af Deres traktat.“
Andre har skrevet breve efter at de har læst brochuren. Dr. L. H. Cohn fra den kirurgiske afdeling ved Harvard Medical School skriver:
„Jeg har for nylig modtaget noget lægevidenskabeligt materiale om hvordan Jehovas vidner stiller sig til spørgsmålet om blodtransfusion. Jeg sætter meget stor pris på at have fået disse oplysninger, som vil være til hjælp i situationer hvor operationer på åbent hjerte er nødvendige. Vi har på mange patienter, ikke blot Jehovas vidner, udført et større antal operationer på åbent hjerte uden brug af blod, og vi har også udført operationer på en del af deres tilhængere. Endnu en gang tak.“
Dr. Richard Roelofs, en ledende lærer i bioetik ved Montefiore Hospital and Medical Center, skriver i et brev til Vagttårnsselskabet:
„Jeg har med stor interesse læst Deres nylig udgivne publikation . . . De spørgsmål og argumenter der behandles i denne publikation har ikke alene interesse for læger, men også for hospitalsledere og advokater og filosoffer som beskæftiger sig med lægeetiske studier. Jeg kunne godt bruge 25 ekstra eksemplarer.“
Mange andre hospitaler og læger henvendte sig til lokale menigheder af Jehovas vidner for at udtrykke deres værdsættelse og forsikre om deres samarbejdsvilje. Dette skete endda i nogle tilfælde hvor Jehovas vidner ikke havde kunnet træffe lægen selv men havde måttet efterlade brochuren hos en sekretær eller sygeplejerske.
Nogle fortalte om glimrende resultater de havde haft med behandlingen af patienter der var Jehovas vidner. En fødselslæge og gynækolog fra Delaware fortæller:
„En gravid kvinde der var et af Jehovas vidner blev ført ind på intensivafdelingen på det hospital hvor jeg arbejdede. Hun blødte og syntes at lide af den komplikation der kaldes placenta prævia (forliggende moderkage). Personalet havde allerede fundet donorblod frem og undersøgt forligeligheden, men jeg respekterede hendes overbevisning og behandlede hende for chok. En undersøgelse viste at en nødoperation i form af kejsersnit var nødvendig, og jeg udførte denne. En ’blodtælling’ viste et kritisk lavpunkt på 3 gram; personalet ringede til en dommer og fik en telefonisk retskendelse om at der skulle gives blod. Jeg nægtede alligevel at gøre det, på grund af hendes religiøse overbevisning, og fik at vide at jeg kunne blive arresteret for foragt for retten. Med dextran og jernindsprøjtninger fik hun det bedre; hendes hæmoglobintal steg. Moderen og hendes velskabte barn blev udskrevet fra hospitalet i god sundhedstilstand.“
En stabslæge ved det medicinske fakultet på University of California skrev og udtrykte sin værdsættelse af brochuren, og fortalte:
„Sidste år udførte en af verdens mest fremragende kirurgiske professorer [her] den yderst vanskelige ’Whipple-operation’ for kræft i ampulla Vateri, uden blodtransfusion, fordi patienten insisterede på dette. Jeg er glad for at kunne fortælle at patienten kom til kræfter på storartet vis.“
Den omtalte operation er ’yderst vanskelig’ fordi den kræver store indgreb i underlivet og ’genopbygning’ af de indre organer. Lægen skrev imidlertid at det gode udfald af denne operation bekræftede den antagelse at „man med godt resultat kan operere Jehovas vidner uden transfusion ’ved hjælp af koldblodighed, den største omhu og en vis dygtighed, i forening med et godt samarbejde med narkoselægen’“.
En god hjælp
Mange var så venlige at hjælpe Jehovas vidner med at gennemføre kampagnen på grundig måde.
Et hospital i Newfoundland satte sig i forbindelse med vort kontor på stedet og bad om at få „300 brochurer til uddeling til hospitalets sygeplejersker“. En læge ved det stedlige Memorial University bad om at få 65 ekstra eksemplarer til alle de lægestuderende. Fra Auburn i New York fortælles om en sygeplejeelev som næsten var færdig med sin uddannelse. Hun var så begejstret for materialet og så opsat på at gøre andre delagtige i det at hun „tog brochuren med til skolen og fik den kopieret fra ende til anden. Til gavn for andre sygeplejeelever opsatte hun nogle eksemplarer af den på skolens opslagstavle“.
En talsmand for University Hospital i San Diego, Californien, blev spurgt hvor mange brochurer hospitalet ønskede, og svarede at man kunne bruge 300, ’sådan at der var nok til alle afdelingslederne og andre som har brug for oplysningerne’. Det besøgende Jehovas vidne havde kun 50 brochurer med, og måtte komme tilbage senere med 250 ekstra. En hospitalsdirektør i Ann Arbor i Michigan bad om at måtte få 66 eksemplarer af brochuren og folderen. Så sendte han et memorandum til alle andre hospitalsledere angående det besøg de ville få. Det Jehovas vidne der aflagde besøgene, fortæller: „Jeg blev modtaget hjerteligt og venligt. De tog 30 til 40 eksemplarer hver. De sagde også at de ville tage spørgsmålet frem og oplyse om det ved deres ordinære møder.“
Et stort hospital i Los Angeles i Californien ønskede 800 brochurer, som man ville uddele sammen med lønudbetalingerne. En leder ved Harbor General Hospital huskede en erfaring han havde haft med et af Jehovas vidner som led af en uhelbredelig, dødelig sygdom. Hver af de fire gange hun skulle opereres ’fastholdt hun roligt sit standpunkt med hensyn til blod og forklarede ud fra Bibelen sine grunde til det’. Han havde så stor beundring for hendes mod og hendes positive holdning at han, da hun døde af sygdommen, gik med til hendes begravelse; det eneste tilfælde hvor han selv havde overværet en patients begravelse var dette Jehovas vidnes begravelse. Han bad om at få 50 eksemplarer af brochuren til hospitalets afdelingsledere og deres assistenter.
Også sygeplejersker havde gavn af denne hjælpende hånd. En hospitalsleder i Missouri indvilligede ikke blot i en samtale på nogle få minutter, som man havde bedt ham om, men tilbragte halvanden time med at stille spørgsmål til det Jehovas vidne der besøgte ham. Idet han udtrykte sin påskønnelse af „de tiltrængte oplysninger“, sørgede han for at alle sygeplejerskerne fik en brochure hver. Så ordnede han det sådan at tre Jehovas vidner „gav en halvtimes redegørelse over for sygeplejerskerne på alle tre skift. Sygeplejerskerne fik også løn af hospitalet i den tid det varede“.
En anden form for hjælp kom fra en fagforeningsleder fra et forbund af sygeplejersker i Arizona. Materialet havde ’gjort dybt indtryk på hende’, og hun gav Jehovas vidner 555 adressemærkater så alle sygeplejerskerne kunne få tilsendt et eksemplar.
Blev nogle synspunkter ændret?
Formålet med uddelingen af brochuren og folderen var først og fremmest at oplyse. Imidlertid fik kampagnen også mange læger og hospitalsansatte til at ændre deres opfattelse.
Beverly Perrin gav sit barns læge et eksemplar af brochuren. En måned senere kom hun for at lade sin femårige datter Joy få en undersøgelse. Lægen sagde: „Jeg kunne ikke lade være med at tænke på at den der har skrevet dette stof burde være ambassadør for De forenede Stater. Det er sagt så diplomatisk. Emnet er så ømtåleligt; men det kan let ske at man bliver overbevist når man har læst brochuren.“
Robert Cartwrights kone, Janice, skulle gennemgå en større operation. Hun satte sig i forbindelse med en kirurg i Philadelphia, Pennsylvanien, men denne sagde med eftertryk at han ikke ville så meget som røre ved et af Jehovas vidner. Han gik dog ind på at søge efter en anden kirurg til operationen, ligesom han modtog brochuren om blodet. Nogle få uger senere henvendte ægteparret Cartwright sig til ham igen. Han havde ikke skaffet en anden kirurg, men sagde at han selv ville udføre operationen. Hvorfor? Han forklarede at han havde „læst brochuren og forstået meningen med den. Han ville nu, i tillid til sine evner som kirurg, udføre operationen uden blod“. Operationen gik godt, og Janice Cartwright kom sig hurtigt.
Spørgsmålet om blodtransfusion blev aktuelt i tilfældet med en lille, nyfødt pige i Arizona. Hun var født for tidligt og vejede kun 1800 gram. Desuden var der vanskeligheder med hendes lever. Hendes forældre, José og Carmen Sandoval, redegjorde over for lægen for deres tro. Han kunne ikke acceptere deres synspunkt og truede endda med at skaffe en dommerkendelse om at deres forældreret over barnet skulle fratages dem. Han gik imidlertid ind på at se tiden lidt an og læse brochuren. Den gjorde så stærkt indtryk på ham at han ændrede holdning. Med lægernes dygtighed og omhu fik barnet det bedre og er nu „sprudlende af sundhed“. Hvad siger lægen? Han har sagt til ægteparret Sandoval at han vil være mere end villig til at tage sig af den lille pige hvis spørgsmålet om blod nogen sinde igen skulle blive aktuelt.
En patient der måtte have sin livmoder fjernet ved en operation, fortalte en gynækolog i Pittstown, New Jersey, at hun ikke kunne modtage blod. Lægen svarede bekymret: „Det er endnu en risiko.“ Han gik dog ind på at udføre operationen og på at læse brochuren. Hans patient fortæller:
„Da lægen kom ind på operationsstuen og så at der var holdt nogle portioner blod parat, sagde han højt: ’Hvad skal det bruges til? Fru — er et af Jehovas vidner, og hun har ret til at nægte at modtage blod. Det strider imod denne ret at vi overhovedet har det herinde. Jeg har ikke bedt om det, og jeg vil gerne have det væk.’“
Hun kom sig og blev udskrevet. To uger senere ringede hun til en specialist fordi hendes datter måtte have sine mandler fjernet. Da han hørte om hendes syn på blod, blev han ophidset og sagde: „Jeg påtager mig ikke en operation med bundne hænder!“ Hun nævnte så den gynækolog der havde udført en operation uden blod, og straks blev hele tonen ændret. Specialisten påtog sig at udføre operationen og fjerne pigens mandler. Da moderen noget senere kom tilbage til sin gynækolog for at blive undersøgt, spurgte han: „Hvordan gik det så med Deres datters operation?“ Hvorfra kendte han til det? Han svarede:
„Da De sagde til Deres læge i telefonen at jeg havde udført en hystrektomi [livmoderfjernelse] uden blod, blev han aldeles rasende. Han kom hen til mig og var helt ophidset. Men jeg fik ham beroliget. Jeg gav ham Deres brochure og sagde at han ikke havde ret til at påtvinge Dem sine egne moralske anskuelser.“
Den første læge blev altså overbevist, og han var med til at overbevise en kollega.
Nogle måneder før kampagnen havde Hilda Meeks forklaret sit standpunkt over for sin læge i Geneva i Ohio. Da lægen mente at hans egen samvittighed ville tvinge ham til at gå imod hendes ønske, opfordrede han hende til at finde en anden læge. Da brochuren så udkom, bragte hun ham et eksemplar. Hilda Meeks fortæller selv:
„Næste formiddag ringede hans sekretær til mig og sagde: ’Lægen har bedt om at De kommer hen efter den lille brochure igen. Han er helt overbevist om at han fuldt ud kan følge Dem i dette spørgsmål.’“
I Göteborg i Sverige var 100 brochurer blevet uddelt til lægestuderende og deres lærere; en uge senere blev to Jehovas vidner indbudt til en drøftelse. Nogle af de studerende stillede sig meget kritisk, især i spørgsmålet om forældres ret til at bestemme over deres mindreårige børn. Men en lærer i kirurgi rejste sig da og sagde at hele spørgsmålet var stærkt overdrevet, og at en gruppe kirurger og overlæger var blevet enige om at blodtransfusioner sjældent havde været nødvendige, selv i tilfælde hvor man havde tvunget patienter til at modtage blod. „Tiden giver Jehovas vidner ret,“ tilføjede han.
Større åndelig interesse
En hel del læger og advokater viste større interesse for åndelige anliggender efter at have læst dette bibelske materiale.
Efter at ’Blodbrochuren’ er blevet uddelt, har et af Jehovas vidner i Italien haft regelmæssigt tilbagevendende samtaler om Bibelen med en neurokirurg, som siger: „Efter en lang dags strengt arbejde der altid drejer sig om fysiske legemer, har jeg behov for at interessere mig for noget åndeligt.“ Fra Avellino i Italien skriver et af Jehovas vidner: „Jeg har påbegyndt et bibelstudium med en læge [som har læst brochuren]. Han er en meget gudhengiven mand, og han har sagt: ’Jeg ville gerne være et menneske som Dem, helt viet til Gud og hans gerning.’“
Lorraine Sanchez gav brochuren til en advokat i Las Vegas i Nevada. Han havde allerede læst den, og sagde:
„Når man er færdig med at studere til sagfører og har bestået sin eksamen, ved man alligevel ikke alt hvad der er at vide om jura. Det er det samme med lægerne. Jeg tror ikke de ved alt hvad der er at vide om blod. Ethvert menneskes blod er noget helt for sig. Nu begynder jeg at forstå hvad Gud mener om blodet.“
Advokaten fortsatte med at tale om forholdene i verden, og det førte til en drøftelse af hvad Bibelen siger om „de sidste dage“, som vi lever i. Forkynderen gav ham bogen Sandheden der fører til evigt liv. Da forkynderen senere vendte tilbage, efter at være blevet indbudt til det, sagde advokaten:
„Jeg har ingen indvendinger mod noget som helst af det jeg læser i den lille bog. Jeg har fundet nogle ting som adskiller sig meget fra det jeg er blevet opdraget til at tro. Nu har jeg sagt til min kone at jeg gerne vil være et af Jehovas vidner. Jeg har brugt næsten hele livet til at studere alle disse bøger [her pegede han på sine jurabøger], og jeg er nået til den konklusion at det ikke er for sent. Nu vil jeg studere Bibelen.“
Forkynderen nævnte Jehovas vidners tilbud om at komme og læse Bibelen med interesserede i deres eget hjem. Manden svarede at hans kone også var interesseret, og han inviterede forkynderen til at komme og læse Bibelen med dem begge i deres hjem.
Advokater og dommere
Der var også mange andre jurister der reagerede gunstigt på kampagnen og de ting de læste i ’Blodbrochuren’.
Gregory King har et ledende job i forbindelse med staten New Yorks højesteret. Da han selv er et af Jehovas vidner gav han en brochure til en af højesteretsdommerne, som derefter stillede en lang række spørgsmål om blod. Til sidst sagde dommeren med forbløffelse at han aldrig havde vidst at Jehovas vidner gerne tog imod erstatningsmidler der ikke indeholder blod; han havde altid troet at de blot kæmpede for en eller anden „ret til at dø“. Dommeren sagde at sagen næsten altid fremstilles på en ensidig måde i retssalene. Da han mente at andre dommere også gerne ville høre sagen fra Jehovas vidners side, gav han tilladelse til at det interne postsystem kunne benyttes, så alle dommerne kunne få materialet.
Noget lignende skete i Pasadena, Californien. En dommer sagde, efter at have hørt hvad brochuren handlede om: „Jeg har altid undret mig over at Jehovas vidner ikke tager imod blodtransfusion. Men her kan jeg altså få svaret.“ Forkynderen havde kun bedt om en samtale på et par minutter, men dommeren drøftede spørgsmålet med ham i over en time og gjorde det muligt at få brochuren bragt videre til alle de dommere der stod under ham.
Gladys Clemmons havde efterladt en brochure hos en advokat i et velhavende forstadskvarter i Washington, D.C.; senere fik hun et brev hvori der stod:
„Jeg har med stor interesse læst den brochure De har efterladt hos mig, om hvorfor Jehovas vidner er modstandere af at tage imod blodtransfusion. Det var en yderst interessant artikel, og jeg finder at forklaringen var overbevisende.“
En jurist der arbejder for en amerikansk statsadvokat, skriver:
’Jeg har med stor begejstring læst den pjece De gav mig fredag den 7. oktober 1977. De medicinsk-juridiske spørgsmål som deri rejses og besvares, har overbevist mig om at Jehovas vidner bør gives enhver mulig lejlighed til selv at træffe den endelige afgørelse om hvorvidt der skal gives blodtransfusion til et medlem. Dette er efter min mening en af de grundlæggende rettigheder som forfatningen garanterer.’
En dommer ved ungdomskriminalretten i Orlando, Florida, siger: „Jeg går stærkt ind for religionsfrihed. Jeg tror at denne brochure vil være mig en stor hjælp til at forstå Deres syn på blodtransfusion.“ En anden dommer i Orlando siger: „Jeg er meget glad for at De er kommet med denne brochure til mig, for jeg har ofte spekuleret over hvorfor Jehovas vidner ikke tager imod blod. Jeg har endda bedt min præst om at vise mig hvor det står i Bibelen, men han har sagt at han ikke ved hvor han skal finde det.“
En dommer i Californien sagde til Ralph Hainsworth:
’Jeg har aldrig forstået hvorfor Jehovas vidner nægter blodtransfusion. Men efter at have læst brochuren og slået skriftstederne efter, har jeg indset at det ganske enkelt er af religiøse grunde.’ Ville han udstede en retskendelse om tvungen blodtransfusion? ’Absolut ikke; spørgsmålet hører slet ikke hjemme i en retssal. Det drejer sig om tro, og her bør domstolene ikke blande sig.’ Hvad så hvis det drejede sig om en mindreårig? ’Det ville være svært, men efter at have læst brochuren vil jeg igen sige at det er forældrene der har ansvaret for deres børn, både fysisk og åndeligt. Jeg vil beholde brochuren i mit arkiv. Det der gjorde mest indtryk på mig er den omstændighed at spørgsmålet om blod først og fremmest er religiøst, og ikke lægeligt.’
Godt undervisningsmiddel
Mange steder vil disse oplysninger om blod blive benyttet i undervisningen af studerende medicinere og jurister.
Camillo Iacoboni efterlod to brochurer hos den læge der var ansvarlig for sygeplejeuddannelsen ved Towson State University i Maryland. Da han kom tilbage ugen efter fik han at vide at afdelingens ansatte havde gennemgået stoffet og gerne ville have 175 eksemplarer, sådan at der var en brochure til hver af lægerne og hver af de sygeplejestuderende. Lægen sagde: „Brochurerne vil blive brugt som supplerende læsning for alle studerende i et kursus der drejer sig om forbindelsen mellem religiøs tro og sygdomsbehandling.“
Hvad så med læger og sagførere? Den læge der forestår studierne ved lægefakultetet ved universitetet i Lubbock, Texas, ønskede en brochure til gennemsyn. Da L. St. Clair kom tilbage havde denne læge gennemgået brochuren sammen med dekanen, og de havde besluttet at de lægestuderende hvert år skulle gennemgå den. De bad om at få 185 eksemplarer til at begynde med og nedskrev navnet på et af de lokale Jehovas vidner der kunne fungere som konsulent og forklare det bibelske syn på spørgsmålet over for de fremtidige læger. L. St. Clair kontaktede også dekanen for det juridiske fakultet, som erklærede: „Hvis De vil fremskaffe disse brochurer vil vi lade dem indgå i studiet. Vi får brug for 465 eksemplarer.“
Den tilsynsmand der stod for kampagnen i San Antonio, Texas, sagde efter at uddelingen var fuldført: „I de 60 år jeg har været tilsluttet Jehovas Vidner, har denne kampagne været det bedste udtryk for nidkærhed og samarbejde i udførelsen af en stor opgave.“
Og hvad med de mange læger, hospitalsansatte og andre som modtog dette forklarende materiale om blod? En læge fra New York skriver:
„Vi i lægeverdenen er klar over hvilket betydningsfuldt arbejde Jehovas vidner udfører ved at udbrede kendskabet til deres opfattelse. De har haft en gennemgribende indflydelse på den lægelige tankegang.“
Ja, denne verdensomspændende oplysningskampagne har i sandhed været udbytterig på mange måder.