Hvad er døden?

MANGE betragter blot døden som en overgang fra én form for liv til en anden. De mener at sjælen frigøres fra legemet ved døden og lever videre et andet sted. Men er det virkelig rigtigt?

Det spørgsmål skal vi senere vende tilbage til, men lad os først se på hvad vi ved om døden. Døden indtræffer ikke samtidig i hele legemet; det er en proces hvori man skelner mellem to faser.

Klinisk død

„Et menneske hvis hjerte og lunger holder op med at fungere, kan betragtes som klinisk dødt,“ hedder det i The World Book Encyclopedia. Dog erfarer man at tusinder af mennesker som engang var klinisk døde, lever i bedste velgående i dag. Deres hjerte- og lungefunktion hørte op som følge af hjerteanfald, drukning, eller et kraftigt elektrisk stød. Men der var andre i nærheden som vidste hvordan de kunne sætte livsprocessen i gang igen. Hvordan gik det til?

Vedkommende gav hjertemassage og kunstigt åndedræt, og det lykkedes at genoplive offeret.a Hvis hjerteslaget og åndedrættet har været i stå længere end omkring fire til seks minutter, er der almindeligvis ikke mere mulighed for at genoplive offeret til en normal tilværelse. Efter den tid har hjernen i regelen taget skade fordi den har måttet undvære ilt for længe. Men, spørger nogen måske, hvordan har det så været muligt i visse tilfælde at genoplive mennesker der har været klinisk døde i flere timer, og at gøre dem raske?

Det har det fordi disse menneskers legemstemperatur var meget lav da „døden“ indtrådte. Dr. Brian Pickering, der genoplivede Jean Jawbone (omtalt i foregående artikel), forklarer: „Jean Jawbone var meget heldig. Den stærke kulde bevirkede at hjernen frøs og ikke led skade.“ Man har også med held genoplivet mennesker der er druknet i meget koldt vand, selv om de har været „døde“ i ret lang tid. Et sådant tilfælde omtaltes i artiklen „Døde mennesker lever nu et helt normalt liv“ i Kristeligt Dagblad for 14. august 1969. Der stod: „I en flod i Rusland fandtes en mand flydende, tilsyneladende aldeles død. Han havde is på øjnene, og hans temperatur var nul grader. Han lever i bedste velgående.“

Et blik ind i døden?

I dag lever tusinder af mennesker i bedste velgående selv om de engang var klinisk døde. Har deres oplevelse givet dem indblik i hvad der sker efter døden? Husker de noget om det?

Det siger mange at de gør. Læger har interviewet en del af disse genoplivede, og adskillige nyere bøger bygger på det de har fortalt. Aviser har bragt deres beretninger under sensationsprægede overskrifter, som for eksempel den der stod i Toronto Star den 6. januar 1979:

„Der er et liv efter døden, og det kan være helvede, siger læge

Bog gengiver oplevelser fortalt af mennesker der har været ’døde’“

The National Observer havde denne overskrift:

„Tilbage fra døden?

Nogle som har været der, siger de har fundet tegn på liv hinsides“

Noget lignende forkyndte Atlanta Constitution:

„Et liv efter dette

Mennesker der har været ’klinisk’ døde beskriver fornemmelsen når sjælen forlader legemet“

Mange af beretningerne er fængslende og forbløffende. Hjertespecialisten dr. Maurice Rawlings ved Diagnostic Hospital i Chattanooga i Tennessee har genoplivet flere hundrede patienter. Efter genoplivningen giver patienterne ofte en levende beskrivelse af deres oplevelser. Næsten alle fortæller at de har haft det skønt og dejligt. Der er dog undtagelser. En 48-årig postfunktionær faldt „død“ om på sit kontor, hvor hans arbejde var blevet ham en trædemølle. Dr. Rawlings, der genoplivede ham, fortæller:

„Hver gang hjertet og åndedrættet kom i gang igen, skreg patienten: ’Jeg er i helvede!’ Han var skrækslagen og bønfaldt mig om at hjælpe ham. . . .

Denne patient lavede en grotesk grimasse der udtrykte lutter rædsel. Hans pupiller var udspilede og han svedte og rystede — det var som om hårene rejste sig på hans hoved.

Han sagde: ’Forstår De ikke? Jeg er i helvede! Hver gang De holder op med at massere mit bryst glider jeg tilbage til helvede. Send mig ikke tilbage til helvede!’“

Erfaringer af den art har overbevist dr. Rawlings om at der er et liv efter døden. En del andre læger og forskere har draget den samme slutning som et resultat af de beretninger tidligere „døde“ har fortalt. Således bragte New York Post denne overskrift:

„Videnskaben begynder at tro at der er et liv efter dette“

Hvorfor man tror beretningerne

Det må indrømmes at disse beretninger som genoplivede patienter fortæller, til tider er virkelig overraskende, og det kan være vanskeligt at vide hvad man skal mene om dem. Dr. Elizabeth Kübler-Ross, en førende forsker af disse „oplevelser efter døden“, fortæller om en 12-årig pige der, da hun ’overskred tærskelen til livet hinsides’, blev mødt af sin ældre broder, som hun beskrev indgående. Men, forklarer lægen, broderen døde tre måneder før pigen blev født, og forældrene har aldrig fortalt hende om denne broder.

Dr. Raymond A. Moody, der også har interviewet mange af disse patienter, siger at en pige, mens „døden“ stod på, forlod sit legeme og gik ind i et andet værelse på hospitalet. Dér fandt hun sin søster grædende, og søsteren sagde: „Åh, Kathy, du må ikke dø.“ Senere gengav Kathy nøjagtig hvad søsteren havde sagt og hvor hun havde været da hun sagde det, og søsteren var forbløffet.

’Beviser sådanne oplevelser ikke at der er noget som forlader legemet ved døden og lever videre et andet sted?’ vil nogle spørge. Dr. Moody siger med overbevisning: „Disse mennesker kan ikke på normal vis have gættet hvad der foregik i lokalet mens de var ’døde’.“ Han siger videre: „Hvis patienten fortæller at hans ånd svævede oppe under loftet, og han dernæst beskriver hvem der var i lokalet, hvad der skete og hvornår det skete, synes der ikke at være nogen vej udenom; man må tro ham.“

Men er der virkelig ingen anden mulig forklaring? Er det korrekt at sige at disse genoplivede mennesker var virkelig døde? Indtræder der en faktisk død umiddelbart efter at åndedrættet og hjerteslaget er gået i stå?

Biologisk død

Nej, det gør der ikke. Som tidligere nævnt indtræder døden ikke på én gang. The World Book Encyclopedia oplyser: „Legemets enkelte celler lever fortsat i adskillige minutter [efter at klinisk død er indtrådt]. Den døde kan måske genoplives hvis hjertet og lungerne kommer i gang igen og forsyner cellerne med den nødvendige ilt.“ Men hvad sker der hvis den livsvigtige ilt ikke tilføres hurtigt nok?

Leksikonnet fortsætter: „Hjernecellerne — der er de mest sårbare over for iltmangel — begynder at dø, og snart vil det være for sent at genoplive personen. Lidt efter lidt dør legemets andre celler også. De sidste der dør, er knogle-, hår- og hudcellerne, der godt kan vokse videre i flere timer.“

De mennesker man ifølge beretningerne har kaldt til live igen, har altså ikke været faktisk døde. De har ikke været fuldstændig eller biologisk døde. Hjerteslaget og åndedrættet har blot været gået i stå midlertidigt.

Men hvordan kan mange af de genoplivede så fortælle om disse forbløffende oplevelser? Er det helt umuligt at de i deres klinisk døde tilstand kan have fået et glimt af hvad der venter i et kommende liv? Er døden som en dør der åbner sig til det næste liv?

[Fodnote]