Trøstende ord om et fremtidigt paradis

„ENDVIDERE, brødre, ønsker vi ikke at I skal være uvidende om dem som sover i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ Sådan skrev apostelen Paulus. Efter at have forsikret sine læsere om opstandelseshåbet sluttede han: „Bliv derfor ved med at trøste hinanden med disse ord.“ (1 Tess. 4:13, 18) At sige nogle trøstende ord — det er dét taleren ved en begravelse først og fremmest gerne vil. Faktisk bør alle være rede til at trøste dem der sørger over tabet af en de har holdt af. Men hvad kan man sige for at trøste?

Det er vigtigt at forstå at sorg er en meget naturlig reaktion for mennesker. Der er talrige eksempler i Bibelen på at Guds tjenere har givet udtryk for sorg over tabet af en kær slægtning eller ven. For eksempel læser vi at Josef „kastede . . . sig over sin [afdøde] faders ansigt, græd og kyssede ham“. (1 Mos. 50:1) Og israelitterne „græd over Moses i tredive dage på Moabs sletter“ efter hans død. (5 Mos. 34:8) At sorg ikke er et tegn på ufuldkommenhed forstår vi af Johannes 11:35, hvor der siges at det fuldkomne menneske Jesus „gav tårerne frit løb“ da hans ven Lazarus var død.

Sande kristne viser berettiget sorg når slægtninge, venner eller naboer dør. De vil savne sådanne afdøde, som de holdt af. (Joh. 11:36) Men fordi de har et håb som bygger på Bibelen, ’sørger de ikke ligesom de andre, der ikke har noget håb’. De er ikke utrøstelige, og de viser ikke deres sorg i meget voldsomme følelsesudbrud, sådan som man undertiden ser det hos mennesker der ikke har nøjagtig kundskab om døden og opstandelsen. Dog bør kristne være oprigtigt interesseret i at behandle de døde på en værdig måde og trøste de efterladte.

Dette kan blandt andet gøres i forbindelse med selve begravelsen. Rådet af tilsynsmænd i Jehovas Vidners menighed kan på anmodning udpege en egnet taler som kan tale ved begravelsen, måske i kapellet eller ude ved graven før bisættelsen. Der tages ingen betaling for denne trøstende handling. Og det er virkelig trøsterige ord der fremholdes, for den udpegede taler er velbevandret i Guds ord. Han erkender fuldt ud hvilken alvor der bør præge situationen, og han er ikke alene i stand til at trøste dem der har lidt et smerteligt tab men kan også opbygge de tilstedeværende åndeligt. Det gør han ved at forklare det storslåede håb Bibelen fremholder, nemlig håbet om et jordisk paradis som både de overlevende og de døde der oprejses til liv, kan få del i.

Hvis det ønskes kan de begravelser Jehovas Vidner holder, indledes med en sang. Nogle af de sange der ofte benyttes fra deres sangbog, er „Opstandelsens glæde“ (nummer 53, bygget over Johannes 11; 20:18; Åbenbaringen 20:13), „Kast din byrde på Jehova!“ (nummer 87, bygget over Salme 55), „Balsam i Gilead“ (nummer 97, bygget over Jeremias 8:22) og „Opstandelsen — Guds kærlige foranstaltning“ (nummer 98, bygget over Jesu ord i Johannes 5:28, 29).

Ofte vil taleren sige nogle få ord om den afdøde. Det kan være at han, mens han levede, var et særlig godt eksempel i kristen hengivenhed, at han overvandt prøvelser ved at følge Bibelens principper, eller at han på anden måde viste at han ønskede at opnå et godt navn hos Gud. (Præd. 7:1) Sådanne bemærkninger kan være til trøst for dem der overværer begravelsen, og de vil kunne hjælpe dem i deres bestræbelser for at leve et kristent liv.

Taleren vil sikkert også komme ind på det bibelske håb som den afdøde kendte, hvis han eller hun var en sand kristen. Hertil knytter han måske nogle velvalgte bemærkninger om at eftersom vi alle er syndere, den døde indbefattet, er døden uundgåelig i den nuværende tingenes ordning. Den er gået i arv til os alle. — Rom. 5:12; 6:23.

Taleren indgiver ikke de efterladte det falske håb at de på nogen måde kan hjælpe deres kære afdøde ved at bekoste messer eller andre ceremonier for ham. Ingen form for ceremoni kan bringe den døde tilbage eller ændre vedkommendes forhold til Gud. (Se Anden Samuelsbog 12:19-23.) Men det er en stor trøst at vide at de døde er uden bevidsthed og ikke lider pine af nogen art. Og det er i sig selv en trøst at vide at den dødes fremtid ligger i en retfærdig og kærlig Guds hånd — en Gud der har givet løfte om en opstandelse. — Præd. 9:5, 10; 5 Mos. 32:4.

Et skriftsted der blev citeret ved begravelsen i Ohlsdorf er Salme 90:10, som lyder: „Vore livsdage er halvfjerdsindstyve år, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres herlighed er møje og slid.“ Denne udtalelse støttes af statistikken. Ifølge de nyeste befolkningsstatistikker varierer den gennemsnitlige forventede levetid fra 30-40 år i lande som Bangladesh, Benin, Tchad og Mali til godt og vel 70 år (men ikke 80) i Island, Danmark, Holland, Japan og få andre lande.

Egentlig kan man sammenligne sit liv med en bankkonto. Ved fødselen indsættes der omkring 25.600 dage på kontoen. Så længe man er ung kan dette forekomme én at være meget lang tid. Men når man er fyldt 25, har man alligevel brugt omkring en tredjedel af sine livsdage. Som en bankkonto der hele tiden svinder ind, mindskes den resterende levetid dag for dag. Når man er 35, er livet næsten halvvejs forbi. Og så er man ikke engang sikret. Ligesom uventede nedgangstider kan gøre penge i banken så godt som værdiløse, kan uventede begivenheder pludselig reducere de livsdage man har tilbage. Er det virkelig meningen at vore dage skal gå på denne måde, alt imens de er fyldt med „møje og slid“? En kær vens eller slægtnings død kan ofte få de overlevende til at tænke over dette alvorlige spørgsmål. — Præd. 7:2.

Disse forhold til trods er det dog muligt at trøste de sørgende. Man kan pege på at menneskets Skaber lever et meningsfyldt liv der varer evigt. Hvis mennesket, som Bibelen siger, er skabt så det ligner Gud, hvorfor er dets liv da så kort? (1 Mos. 1:27) Det synes vanskeligt at forene dette med tanken om den kærlige Gud vi læser om i Bibelen, en Gud der så tydeligt er interesseret i sine skabningers lykke og tilfredshed. Netop af den grund kan det være meget trøstende at høre, og at anerkende, Bibelens ord om at Gud kan bringe døden til ophør.

I Bibelen forsikres sande kristne om at de tjener den Gud der „gør de døde levende“. (Rom. 4:17) Jehova Gud har lovet at afskaffe døden ved at tømme menneskehedens fælles grav og bringe de døde tilbage til livet i et jordisk paradis. Med et sådant håb er det ganske naturligt at Guds tjenere ’ikke sørger ligesom de andre, der ikke har noget håb’. — 1 Tess. 4:13.

Håbet om Paradiset

I en begravelsestale, eller når man personligt søger at trøste en efterladt, kan man ofte henvise til Guds oprindelige hensigt med jorden. Det var Guds hensigt at Eden eller paradisets have skulle udbredes over hele jorden. (1 Mos. 1:28) Vi kan være sikre på at intet hverken kan eller vil hindre Guds hensigt i at blive gennemført. I sin visdom tillod Gud ufuldkommenheden at fortsætte blandt menneskene indtil hans søn kom til jorden for at bringe et genløsningsoffer, og indtil det himmelske rige blev oprettet. Men vi kan nære absolut tillid til at Paradiset vil blive oprettet på jorden. De døde der kommer frem i den jordiske opstandelse vil derfor kunne se frem til et liv der er langt bedre — langt mere fredeligt og meningsfyldt — end det de levede før deres død. Hvilken trøst ligger der ikke i denne forsikring, underbygget med Guds ord!

Det var med disse tanker jeg tog afsked med de efterladte slægtninge og bekendte til min vens afdøde moder. Da jeg tog af sted fra det smukke parklignende paradis i Ohlsdorf, glædede jeg mig over håbet om det paradis der endnu venter os — et jordisk paradis som de levende, ja selv de døde, vil kunne få del i.

[Helsides illustration på side 9]