Skal danskere skifte religion for at blive opereret?

Dansk lægeetik giver urimelige vilkår for patienter som er Jehovas vidner

„THI Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Når I holder jer derfra, handler I ret.“ Denne befaling, som er citeret fra Apostelgerninger 15:28, 29,a udgik mundtligt og skriftligt fra rådet af apostle i Jerusalem til alle kristne menigheder omkring år 49 efter vor tidsregning. Afgørelsen fandt støtte i Guds højtidelige bud til Noa og hans efterkommere i Første Mosebog 9:3, 4, og rådet henviste desuden til at beslutningen var fra Gud ved den hellige ånd eller den kraft han brugte til støtte af menigheden.

Man kan naturligvis mene hvad man vil om befalinger fra Gud til mennesker og om et påbud ved Guds hellige kraft gennem apostlene; men Jehovas vidner føler sig bundet. De afholder sig fra blod. For det første fordi de er efterkommere af Noa, og for det andet fordi de ved deres dåb som voksne, velinformerede mennesker er blevet medlemmer af den menighed forbudet gælder, og dermed har indviet sig til at overholde det.

At der kan være tale om en fejlfortolkning kan man se bort fra i betragtning af den dybtgående forskning emnet har været genstand for bibelsk og kirkehistorisk. Desuden kræver ordene „at I afholder jer . . . fra blod“ ingen fortolkning. De er ikke billedtale som skal oversættes, eller dunkle, så forståelsen afhænger af en tydning, og de er heller ikke taget ud af deres sammenhæng. Det er direkte tale som kan forstås af enhver, og Jehovas vidners forståelse er da også den samme som de første kristnes. Det relativt nye er bare at vidnerne indbefatter blodtransfusion under forbudet, fordi de i princippet ikke kan se forskellen mellem at indtage blod gennem munden og at indtage det gennem et kateter stukket ind i kredsløbet.

Det er rigtigt at der er gået lang tid siden dette forbud, og at verden har ændret sig siden da, men det gør ikke indtryk på vidnerne. Bjergprædikenen er endnu ældre, og den opfattes stadig som forpligtende af mange.

Det fører heller ingen steder hen at diskutere om for eksempel dette er religiøs fanatisme eller ej. Hvad prædikat man end måtte hæfte på, så er det en kendsgerning at Jehovas vidners tro går ud på at de skal ’afholde sig fra blod’. At de tager deres tro alvorligt er almindeligt kendt, og deres oprigtighed bliver da heller ikke bestridt af nogen. Så hvis man ikke kan følge argumentationen, er der vel ikke andet at gøre end at tage en kendsgerning til efterretning på samme måde som man tager til efterretning at folkekirken tror på treenigheden, og romerkirken på pavens ufejlbarlighed og skærsilden.

Med omtalte tro mødte Jehovas vidner nu familien Danmark, og den havde vel næppe lagt mærke til deres forhold til blodet, hvis ikke lægevidenskaben især fra og med den anden verdenskrig var begyndt at bruge blodtransfusioner. En sådan behandlingsmåde måtte Jehovas vidner følgerigtigt afvise for deres vedkommende. „Hvordan kan jeg med god samvittighed sige at jeg har ’afholdt mig fra blod’, hvis de sprøjter det i mig litervis?“ sagde vidnet. Lidet anede han hvad der ventede, før han i avisen kunne læse at nu var det blevet til et spørgsmål om liv og død i almindelighed. Nogle læger stillede sagen på spidsen eller ytrede sig måske lidt uklart, og pressen reagerede hurtigt med overskrifter der lod forstå at valget i almindelighed var at leve eller ikke at leve.

At det stod så galt til havde vidnerne nu svært ved at forstå. Dels opererede man da også folk før blodtransfusioner blev indført, dels blev der i udlandet gennemført i tusindvis af de vanskeligste operationer uden blod, og dels var ingen af de Jehovas vidner man kendte afgået ved døden fordi de havde vægret sig ved en transfusion, hvorimod flere som fik transfusioner gjorde det. Hermed ville de hverken sige at overlevelse eller død var et resultat af Guds indgriben og et udtryk for hans billigelse eller mishag, eller at dødsfaldene ubetinget skyldtes blodtransfusionerne, så livsfarlige de end kan være. Jehovas vidner tog det offentlige hysteri med sindsro.b

Ikke at udsigten til død havde gjort nogen forskel i deres beslutning om at holde sig fri af blodet — og her er det vel nok at de fleste har svært ved at følge med. Det var ifølge pressen — og dermed den offentlige mening — meget forkasteligt at lade troen spille så stor en rolle at den skulle herske over liv og død, selv om man tror på en opstandelse. At efterleve en troskabsed og give sit liv som soldat var al ære værd; men en troskabsed over for Gud som man ville holde med livet som indsats om nødvendigt, var uhyrlig og måtte henføres under kategorien religiøst vanvid og behandles derefter. Alligevel beundrede man Kristus, apostlene, de første kristne og kirkernes martyrer for at have gjort netop dette. Eller gjorde man virkelig?

„Gudhengivenhed“ er det ord som korrekt beskriver den magt der driver Jehovas vidner til med åbne øjne at gå en sådan vej, en kærlighed til Gud som stiller sig i vejen for ulydighed mod hans befalinger. Historien siger at der altid har været mennesker med et sådant forhold til Gud, kendsgerningerne viser at der stadig er sådanne mennesker, og al sandsynlighed taler for at der altid vil være sådanne mennesker. At have monopol på at hjælpe disse mennesker og samtidig gøre hjælpen betinget af at de prisgiver deres forhold til Gud, er det samme som at friste dem til at forlade Gud. En sådan handling har alle tider været kendt som diabolsk, og den rolle har vore kirurger vist ikke lyst til at overtage. Spørgsmålet er, kort sagt, om de skal have ret til at blive opereret uden at måtte svigte deres tro. Hvis dette kan besvares bekræftende, vil der også foreligge en pligt til at operere dem uden blod.

Naturligvis er vidnerne klar over at det ikke alene er dem der har problemer, men at lægerne også kan have både et etisk, et juridisk, et religiøst og et samvittighedsmæssigt problem hvis man skal komme Jehovas vidner i møde. Hvilke problemer læger end måtte have religiøst eller samvittighedsmæssigt, ville Jehovas vidner beredvilligt acceptere disse som en gyldig grund til ikke at ville operere. Hvad angår problemer af juridisk og etisk natur kommer vi tilbage til dem i den efterfølgende artikel.

I adskillige år kæmpede Jehovas vidner således mod den almindelige mangel på forståelse. Nogle læger ville gerne hjælpe og lagde forståelse og venlighed for dagen, men andre var direkte hjerteløse i deres omgang med betrængte, syge mennesker. For de læger som gerne ville hjælpe, lå en betydelig del af problemet i at den juridiske situation var uafklaret. Lægerne vidste ikke hvor de stod juridisk hvis de imødekom Jehovas vidners ønske og uheldet var ude. For Jehovas vidner lå der en vanskelighed i at der ikke fandtes noget forum hvor man kunne møde lægerne og få problemerne drøftet. Det blev til skærmydsler med den enkelte læge, som alt for ofte troede der kunne laves en studehandel efter recepten: Du skifter religion mens jeg snupper din blindtarm. Men bestræbelserne for at få en fornuftig dialog i gang med lægestanden som sådan var som at slå i en dyne.

Stød under bæltestedet

En mulighed for en sådan kontakt havde der været i december 1956 da Dansk selskab for gynækologi og obstetrik holdt et møde i København for at drøfte lægers erfaring med Jehovas vidner og deres vægring ved at modtage blod. Den religiøse og juridiske side af sagen ønskede man også belyst. Her havde der været en mulighed for Jehovas vidner for at tale med toneangivende læger, men de blev ikke indbudt. Hvis ikke det havde været for et referat i Nordisk Medicin, ville de ikke have vidst at mødet havde fundet sted. Derimod blev en teolog, en velkendt modstander af Jehovas vidner, indbudt til at forklare vidnernes standpunkt. Det lykkedes ham at give en så forvrænget fremstilling af dem og deres baggrund for nægtelse af blodtransfusion at ingen kunne undre sig over om lægerne fik det indtryk at de var psykopater. Dette skal dog ikke tjene til lægernes undskyldning. Selvfølgelig kan man af akademiske forskere forvente en bedre iagttagelse af elementære forskningsprincipper, men vi er jo alle mennesker, og mon ikke det bare var en lapsus, om end med meget beklagelige følger.

Efter at det nu var slået fast at Jehovas vidners „fravigelse fra normen“ måtte være et „udtryk for en sekterisk psykopathologi“, var det foruroligende at lægge mærke til hvordan man så mente sig berettiget til at behandle dem, og med hvilken befrielse man fandt retfærdiggørelse for den behandling man hele tiden havde givet dem. De skulle snakkes efter munden. Sådan behandler man utilregnelige mennesker. Om nødvendigt skulle man ikke vige tilbage for at give et løfte, men man var i nødsfald ikke forpligtet til at holde det. Der er en hel del ord for en sådan tankegang, og de har alle noget at gøre med dårlig moral. Heldigvis tror vidnerne ikke at alle læger er sådan; ellers turde de da ikke søge lægehjælp mere.

To juridiske professorer var til stede, men fra deres side var der heller ikke megen hjælp at hente for Jehovas vidner. Deres vejledning mundede ud i at selv om man ikke kan tvinge en patient til at lade sig operere og modtage blod så længe han er personlig myndig og i stand til at træffe fornuftmæssige beslutninger, så kan man i tilfælde hvor det drejer sig om en bevidstløs patient der ligger på operationsbordet, betragte forudsætningerne for et givet løfte om ikke at bruge blod som bristet, og bryde det hvis situationen bliver kritisk. Det var ord som for de fleste tilstedeværende var til at forstå. Som en af dem sagde: „Vi ved nu, at hvis det bliver nødvendigt, har man juraen med sig, hvis man transfunderer imod patientens ønske.“ Sådan stod sagen i mere end 20 år.

Appel om samarbejde

Det betød ikke at Jehovas vidner lod sagen skøtte sig selv. Den enkelte kæmpede for sig, når loddet traf ham, men samtidig blev problemerne endevendt og analyseret i talrige artikler i vidnernes publikationer. I 1962 udgav de en 64-siders brochure med titlen Blodet, lægevidenskaben og Guds lov, som i Danmark blev spredt i et antal af 70.000 som led i en oplysningskampagne.

Så kom i foråret 1975 Preysz-affæren, som ganske vist falder uden for rammerne for denne redegørelse, da den drejer sig om en mindreårig, men som alligevel skal nævnes fordi den satte skub i sagen igen og i sig selv blev en ny appel til lægerne om besindighed. Et ungt forældrepar bringer deres fireårige søn til hospitalet og får at vide at han skal have blodtransfusion for at overleve. Af religiøse grunde vægrer forældrene sig ved at give deres samtykke, og da der ikke bliver tilbudt anden behandlingsmetode tør de ikke efterlade barnet på hospitalet, så meget desto mere som lægen truer med at få forældreretten taget fra dem så drengen kan tvangsindlægges og få blod. De beslutter derfor at bo hos venner og bekendte i stedet for at tage hjem, og sådan får de tid til at finde anden lægehjælp. Da politiet ikke finder dem hjemme sætter jagten ind, pressen jubler og en præst stiller spørgsmål til justitsministeren i folketinget. I mellemtiden behandles drengen medicinsk, og bliver rask. Spørgsmålene forstummer, pressen taber pludselig interessen, og lykkelige forældre drager hjem med lille Franz og forholdet til deres Gud i god behold.

Sundhedsstyrelsen er det organ som alle læger, sygeplejersker og sygehuse er underlagt. Dér har Jehovas vidner heller ikke kunnet trænge igennem. Ifølge loven pådrager læger sig strafansvar hvis de imødekommer Jehovas vidners ønsker og det går galt. Pligten til at redde et menneskeliv går fremfor alle andre hensyn, var styrelsens holdning. Et møde Jehovas Vidner havde med sundhedsstyrelsen førte dog til en henvisning til Ugeskrift for læger. Måske kunne de i en artikel her få præsenteret deres synspunkter.

En sådan artikel stod at læse i Ugeskrift for læger af 19. juli 1976 og var en redegørelse for deres situation og en appel til lægerne om forståelse og samarbejde. „Det må være rigtigt at betragte en patient som et hele og altså også tage hensyn til patientens tro, integritet og håb,“ hed det i artiklen. „Skulle en læge ikke på denne baggrund med god samvittighed kunne vælge at behandle en sådan patient, selv om han af respekt for patientens tro må afstå fra at bruge blod? Lægen føler måske, at det bedste, han kan gøre for patienten, er at operere og bruge blod; men hvis patienten udelukker brugen af blod, skal lægen så helt afstå fra at operere? Hvis det næstbedste ville være at prøve at operere patienten uden at bruge blod, burde lægen så ikke snarere vælge den udvej, selv om det betyder, at lægen under operationen måske er udsat for et vist pres og føler sig handicappet? Behøver der at være en samvittighedskonflikt her? Kan man ikke sige at lægen — ved at tage hensyn til hele patienten, også patientens tro, og behandle ham med de muligheder, der står åbne for ham — gør sit bedste og er både samvittighedsfuld og omhyggelig, sådan som loven kræver det?“ Artiklen affødte kun en mindre meningstilkendegivelse fra læger med synspunkter både for og imod princippet i vidnernes argumentation, men med sit lille ekko var den åbenbart nok til at give stof til eftertanke på væsentlige steder, som det skulle vise sig.

Vidnerne pukkede videre på deres krav om at beholde deres tro og alligevel nyde godt af lægevidenskabens resultater. De ville samarbejde og var overbevist om at de fleste læger ville det samme. I november 1977 søgte de derfor føling med alle landets læger, sygeplejersker, sygehuse og advokater for personligt at overbringe dem deres nyeste skrift om emnet: Jehovas vidner og spørgsmålet om blod. Efter denne kampagne var der ingen tvivl hos vidnerne om at indstillingen hos mange læger var ved at ændre sig. Dog var den fremstilling af de juridiske forhold som lægerne havde fået, stadig en hæmsko.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 13]

At have monopol på at hjælpe og samtidig gøre hjælpen betinget af at patienten opgiver sit forhold til Gud, er diabolsk.

[Ramme på side 15]

„Syntetisk blod“ redder liv

„Syntetisk blod“ med iltbærende egenskaber hævdes nu for første gang at have reddet menneskeliv. Tilfældet er fra Japan. En mand der blødte voldsomt efter en operation fik tilført en liter af stoffet Fluosol-DA som erstatning for sin sjældne blodtype. Kirurgen Kenji Honda udtalte bagefter at „patienten ikke fik nogen bivirkninger efter denne hidtil ukendte nødbehandling, og han klarer sig fint“. Tidligere har erstatningsmidlet kun været anvendt ved dyreforsøg og til sunde frivillige, men „uden bivirkninger“, ifølge dr. Ryoichi Naito, som er leder af det farmaceutiske firma der har udviklet stoffet.

Tidsskriftet Medical World News oplyser at Fluosol-DA, „i modsætning til fuldblod ikke giver problemer med infektioner eller typebestemmelse, og at det kan masseproduceres, steriliseres og opbevares nedfrosset i mindst to år“. Fluorcarbon-forbindelser som Fluosol-DA kan absorbere store mængder ilt og således i lighed med blod føre denne livsvigtige luftart rundt i legemet. Den eneste ulempe man endnu er stødt på, er at stoffet har en tendens til at forblive i legemet en kort periode, med ukendt virkning. Et californisk datterselskab af det japanske firma vil snart indlede kliniske prøver med stoffet i U.S.A.