Uhyggelig blodtrafik

HVERT minut, dag og nat, året rundt bliver der givet blodtransfusion til gennemsnitlig fem mennesker, hovedsagelig i højtudviklede lande som U.S.A. og de europæiske lande. Det siger sig selv at det er helt enorme mængder blod der skal til. Hvorfra skaffer man alt dette blod?

En svensk radioudsendelse i januar under titlen „Blodig forretning“ løftede sløret for nogle af de uhyggelige kendsgerninger. Udsendelsen er refereret af Aase Steffensen i sygehusbladet Puls (juli 1979), der udkommer i Vejle Amt, hvorfra vi bringer følgende oplysninger:

Blod som handelsvare

Gennem de sidste få år er menneskeblod blevet en multinational handelsvare som bogstavelig talt noteres på det internationale fondsmarked. Inden for blot få år er denne trafik blevet en milliardforretning der giver en umådelig profit til visse medicinalfirmaer i U.S.A. og Europa.

Grundlaget for denne relativt nye men verdensomspændende forretning, er at man ved centrifugering kan udskille de røde blodlegemer fra blodets andre bestanddele (plasmaen). Plasmaen kan dybfryses og opbevares på næsten ubestemt tid. De røde blodlegemer gives derimod tilbage til donorerne, så det nu er muligt for dem at give blod langt oftere — op til fire eller seks gange om måneden! Dette har resulteret i en „eksplosionslignende udvikling af brugen af blod“. De multinationale farmaceutiske industrier opdagede at „de underudviklede lande kunne bruges som profitgivende blodfarme med et uhyre antal billige guinea-pigs“.

’I begyndelsen blev metoden mest brugt på unge studenter, men også på indsatte i forskellige fængsler, hvor de ikke havde ret til at bestemme over deres legemer,’ oplyser professor Hässig fra Røde Kors i Genève. ’Derefter fortsatte man med at suge blod af mexikanere, cubanere og andre farvede minoriteter i U.S.A., flyttede så til Central- og Latinamerika, Afrika og Asien, og hele denne trafik blev hurtigt så ekstensiv, at den skabte et graverende medicinsk og socialt problem.’

Lader sig ikke standse

Profitten strømmede ind på de hemmelige kontoer lige så hurtigt som blodet strømmede ud af de underernærede mennesker i forskellige dele af verden. Og da ’nogle få mennesker med samvittighed begyndte at spekulere på om denne blodprostitution var moralsk acceptabel’, var det allerede for sent. Selv om både Verdenssundhedsorganisationen og Røde Kors har organiseret kampagner for at øve pres på regeringer og andre autoriteter, må det erkendes at de multinationale selskaber — den farmaceutiske industri indbefattet — ofte er stærkere end de nationale regeringer. Derfor har det været næsten umuligt at få landene til at lovgive mod den kommercielle blodhandel.

Det første land der blev invaderet af ’vampyrerne i hvide kitler’, var Haiti. Landets forsvars- og indenrigsminister dannede sammen med en amerikansk bankier og blodhandler et kompagni ved navn „Hemo Caribbean“, som i løbet af kort tid organiserede en stor eksport af blodplasma til alle dele af verden. Et svensk kompagni købte i løbet af et år 50 tons plasma fra Haiti.

Det var ikke noget problem at finde blodofre. På grund af arbejdsløsheden, og den meget lave årsindtægt var det nemt at lokke folk til plasmacentralen og tappe deres blod for et par dollars. Og ved at give donorerne de røde blodlegemer tilbage, gav man dem det indtryk at der egentlig ikke var taget noget fra dem. Konsekvensen var at de røde blodlegemer blev presset til at „arbejde over“ for at kompensere for proteintabet — men indtil nu har ingen dødsattest vist at en syg person er død af at give blod. Almindeligvis bliver dødsårsagen opgivet til at være underernæring, som er en almindelig dødsårsag i mange underudviklede lande.

„Hemo Caribbean“ blev standset. Ministeren blev afskediget og flygtede til Miami. En undersøgelsesrapport viser at han tjente mange penge på dem der døde af „underernæring“. Som medejer af flyselskabet Air Haiti blev han betalt for at sende ligene til U.S.A., hvor de på visse hospitaler blev brugt til dissektion.

Blodet når til Europa

Men hermed var blodtrafikken ikke standset. Snart blev andre underudviklede lande inddraget. Millioner af liter blodplasma blev, og bliver konstant, smuglet ind i U.S.A. fra Central- og Sydamerika, hyppigst for at blive afskibet videre til farmaceutiske industrier i Europa.

Det er altid de fattige i de underudviklede lande, og de socialt vanskeligt stillede i lande som U.S.A., blodet bliver tappet af. Ofte er det narkomaner, morfinister, alkoholikere og mennesker med mangelsygdomme. „Det er en kendsgerning, at det for det meste er gennem kommerciel blodextraktion at sygdomme spredes, sygdomme som leverbetændelse, der indtil nu har været skyld i mange menneskers død.“

Det er ikke små kvanta der eksporteres fra U.S.A. til Europa — den officielle statistik siger 700.000 til 1.000.000 liter om året. Hertil kommer at de multinationale farmaceutiske kompagnier i Europa selv får plasma fra forskellige underudviklede lande i verden. De fleste tal er naturligvis hemmelige, men det vides at ikke mindre end 6 procent af nogle europæiske medicinkoncerners profit afledes fra plasmaprodukter. Med andre ord tjener de milliarder på blodet fra underudviklede lande. Og måden hvorpå plasmaen bringes hertil er ofte meget kritisabel.

’Østrig er et lysende eksempel, fordi der er frihavne,’ siger dr. Hantchef fra Røde Kors i Genève. ’Det er let at smugle kasser med plasma ind og deponere dem. Derefter skifter man simpelt hen sedlerne ud på kasserne, så det giver det udseende af at være østrigsk plasma. Når plasmaen senere kommer til hospitalet, tror man naturligvis at det er kontrolleret østrigsk plasma, mens det faktisk er smuglet ind fra det fjerne østen eller Afrika og er totalt ukontrolleret. Noget sådant sker i mange europæiske lande.’

Tvinges til at give blod

Ifølge en aviskommentar tvinges visse mennesker i mange lande til at give blod. I Sydafrika er minearbejdere nødt til at give blod for at beholde deres arbejde. I en lille sydlig stat i Indien er der 40.000 bloddonorer som får deres udkomme ved at sælge deres plasma. Og en turist fortæller at han under et ophold i Istanbul hørte om fundet af to døde kroppe, europæere som havde givet deres blod. Den ene blev fundet på et tag, fuldstændig hvid, uden blod i venerne.

Mange lignende tilfælde rapporteres fra lande i Asien, Mellemøsten og Afrika. For eksempel blev det for nylig afsløret at hundreder af fattige mennesker var forsvundet på Antillerne. Det viste sig at de var blevet kidnappet, tappet for blod, hvorefter deres kroppe var blevet solgt til universitetshospitaler i U.S.A.

Fra en undergrundsavis i Iran blev citeret følgende: „Klokken seks morgen kører store lastbiler gennem slumkvartererne i Teheran. Hurtigt og effektivt samles de subsistensløse, som sover under åben himmel, op — de syge, de sultende, narkomanerne og de halvdøde. De stuves bag i lastbilerne og køres til nærmeste plasmacenter. Uden hverken at undersøge donorerne eller disses blodprocent tapper man dem for blod, indtil de besvimer af ren og skær udmattelse. Dette ukontrollerede blod sælges til hospitaler her i Iran og nabolande.“

Og den spansksprogede avis Cambio beretter: „På Haiti og forskellige steder i Brasilien har man fundet nye metoder til at høste billigt blod til eksport. Forældreløse eller små børn fra store familier får lov til at bo på såkaldte velgørende institutioner, som faktisk opererer som blodfarme. Officielt gives børnene pleje og mad, i realiteten bliver de tappet for blod mindst gang om måneden. De, som ikke dør af mangel på blod, er skadet for livet. Deres blod smugles ud på det internationale blodmarked.“

Stillet over for denne uhyrlige blodtrafik virker det endnu mere forstemmende at høre at behovet for blod og blodplasma beregnes at stige med i gennemsnit 15 procent om året i den vestlige verden. Dette siger lidt om hvor umuligt det vil være at komme dette uvæsen til livs.