Min drøm om at tjene Gud gik i opfyldelse

DEN 14. november 1962 gik en ønskedrøm i opfyldelse. Jeg kom i kloster for at blive nonne. Det var som om hele mit liv havde drejet sig om dette øjeblik. Som jeg stod dér ved klosterets indgang og sagde farvel til min fader, var hans og min glæde åbenbar. Klosteret tilhørte franciskanernes tredje orden og lå i Santo Tirso i Portugal.

I vores familie var vi ivrige katolikker. Fader plejede at arbejde i marken med rosenkransen i lommen, så han kunne fremsige sine bønner. Hver aften bad hele vores familie rosenkransen sammen.

Det forventedes af alle gode katolske familier at de gav et barn til kirken. I vores familie var jeg den der blev udvalgt. Dette blev betragtet som et stort privilegium. Jeg læste flittigt katekismen. Jeg blev interviewet af biskoppen i Vila Real. Mange af mine nærmeste venner og slægtninge var allerede nonner og præster.

Livet i klosteret

Til min overraskelse var det ikke så let at tilpasse sig klosterlivet. Boligforholdene var ikke noget problem. Soveafdelingen havde adskilte rum, hvert med en seng, et lille bord og en stol. Det var de lange tavshedsperioder der var en virkelig prøvelse for mig. Jeg var jo vant til den daglige snakken og livlige atmosfære i vores familie, hvor jeg havde tre brødre og tre søstre.

Vi stod hver dag op klokken 6.30 og tilbragte den første halve time i kapellet med at bede. Kun en time om ugen var sat af til religiøst studium, hvor vi benyttede kirkens publikationer. Morgenmaden blev indtaget i absolut tavshed, ligesom alle de øvrige måltider. Derefter gik vi i gang med vores arbejde i de forskellige afdelinger.

Efter middag var der hver dag en times adspredelse hvor vi kunne tale med hinanden. Dog måtte ingen direkte nævne navnet på den by de kom fra. I stedet måtte vi udtale os svævende og for eksempel sige: „På et bestemt sted . . .“ Vore breve, både dem vi fik og dem vi afsendte, blev censureret.

Efter en måned havde jeg vænnet mig til rutinen og var begyndt at nyde klosterlivet. Når jeg gerne ville tale med nogen, talte jeg med Gud. Hver dag betragtede jeg det som et privilegium at bære det sorte slør, den lange sorte dragt og krucifikset. Jeg levede samvittighedsfuldt et fromt liv efter kirkens forskrifter.

En skuffende overraskelse

Efterhånden som prøvetiden på seks måneder nærmede sig sin afslutning, så jeg frem til at modtage en ring. Denne ville være et udtryk for at jeg var „trolovet“, så at sige, med Jesus Kristus. Efter adskillige år ville jeg så fuldføre min uddannelse og aflægge det endelige løfte som nonne.

En dag mens jeg arbejdede i vaskeriet, blev der givet tegn til mig om at komme ind til priorinden. På en ligefrem men venlig måde forklarede hun at jeg ikke ville kunne fortsætte i klosteret på grund af mit helbred. Jeg havde fået bronkitis, og kun de der havde et godt helbred kunne blive der. Ord kan ikke beskrive mit chok. Det var som om min livsdrøm blev knust. Jeg holdt på at det på en eller anden måde måtte være muligt for mig at blive. Men afgørelsen stod ikke til at ændre: Jeg måtte forlade klosteret.

Da min voldsomme gråd var stilnet af fik jeg at vide at min fader var kommet for at hente mig. Han ventede udenfor. Idet priorinden forsøgte at opmuntre mig, sagde hun at jeg kunne gøre meget humanitært arbejde. Hun lovede at sørge for at jeg fik arbejde på Hellige Maria-hospitalet i Porto. Fader var oprevet: „Hvis min datter ikke kan blive nonne,“ sagde han, „skal hun heller ikke arbejde på noget hospital. Hun skal komme hjem og bo hos os igen.“

Efter at jeg var kommet hjem, gik jeg stadig nidkært ind for kirkens traditioner. Jeg betragtede fortsat mig selv som en Kristi „brud“ og vedblev med at følge alle forskrifter, for eksempel i forbindelse med at overholde helligdage, at faste og at fremsige bønner. Hver aften før jeg gik til ro kyssede jeg krucifikset. Hvis jeg var borte hjemmefra og korset i det værelse jeg benyttede, hang oppe på væggen, stod jeg op på en stol eller klatrede op på en kommode for at kysse det. Mit største ønske i livet var at tjene Gud.

En kusines påvirkning

Til sidst tog jeg til Lissabon for at arbejde. I julen 1973 besøgte jeg en kusine der boede i nærheden af byen. Hun havde tre børn som jeg var meget glad for, og jeg havde gaver med til dem. Ved denne lejlighed fortalte hun nænsomt den nyhed at hun studerede Bibelen med Jehovas Vidner. Jeg havde planlagt at tilbringe min ferie hos hende i maj 1974, men nu var min reaktion den at jeg aldrig mere ville sætte min fod i hendes hjem. Efter hvad jeg havde hørt var Jehovas Vidner „den værste religion der fandtes“.

Senere overvejede jeg imidlertid sagen på ny, og besluttede at besøge hende som planlagt. Men jeg havde en bestemt hensigt med det — jeg ville hjælpe hende til igen at blive en god, aktiv katolik. Min kusine holdt imidlertid lige så fast på sit som jeg på mit. Da jeg nægtede at læse noget som helst af det Jehovas Vidner havde udgivet, forsøgte hun at vise mig adskillige skriftsteder i en katolsk bibeloversættelse. Jeg havde dog mine tvivl om at det var en „rigtig“ bibel. Hun tilskyndede mig derfor til at få en bibel jeg ville betragte som „ægte“. Jeg blev klar over hvor meget hun ønskede at jeg selv skulle undersøge Bibelen.

I den sidste uge af min ferie sagde min kusine en dag til mig at jeg måtte spise aftensmad uden hende, da hun skulle overvære et menighedsmøde. Selv om jeg konstant havde været uenig med hende i hvert eneste religiøst spørgsmål vi havde drøftet, var jeg vældig nysgerrig efter at overvære dette møde. Overraskende nok fulgtes jeg med hende til vagttårnsstudiet og fandt programmet meget interessant. Jeg opdagede pludselig at jeg kendte flere af de tilstedeværende, idet de ofte havde besøgt min kusine under min ferie. Jeg fandt at det var venlige mennesker og følte at den ånd der rådede iblandt dem var som i en familie.

Min første bibel

Efter ferien ledte jeg i mange boghandeler i Lissabon efter en katolsk bibel, men forgæves. Til sidst lykkedes det mig at købe en gennem en religiøs orden. Jeg gik lige hjem, begyndte at slå de skriftsteder op min kusine havde givet mig, og blev så fuldstændig opslugt af det at jeg blev ved til klokken fire om morgenen. Jeg var forbløffet over det Bibelen lærte om billeddyrkelse, om de dødes tilstand og om hvem Gud er. Jeg spurgte mig selv: „Hvorfor studerede vi ikke Bibelen i klosteret? Hvorfor følger kirken ikke Bibelens lære? Hvorfor har man ikke genindsat Guds navn, Jehova, på dets rette plads?“

Jeg holdt øjeblikkelig op med at bruge billeder i min gudsdyrkelse. Efter at jeg havde læst Hebræerbrevet 10:10 gik jeg ikke længere til alters. Fra juli til december 1974 studerede jeg selv Bibelen, og nu benyttede jeg med glæde Jehovas Vidners publikationer.

Da jeg havde en fætter som var en fremtrædende præst og var leder af det teologiske fakultet ved det katolske universitet i Lissabon, besluttede jeg at forelægge ham det jeg havde lært fra Bibelen. Til min forbavselse indrømmede han at brugen af billeder i tilbedelsen ikke er bibelsk. Han forsøgte imidlertid at retfærdiggøre brugen af dem ved at sige: „Mennesker er skrøbelige og har brug for synlige hjælpemidler, ellers vil de glemme Gud.“ Han indrømmede beredvilligt at Guds personlige navn er Jehova, men fremholdt det svage argument at brugen af udtrykket „Gud“ virker mindre anstødeligt på de fleste mennesker. Interessant nok søgte han ikke at få mig fra at studere med Jehovas Vidner. Men han prøvede at stille Bibelen i et dårligt lys ved at sige at den mange steder modsagde sig selv. Det var tydeligt at hans tro ikke var særlig stærk.

Kloge beslutninger

I december 1974 traf jeg en beslutning: jeg ville bede Jehovas Vidner om et bibelstudium. Nogle få dage senere, den 22. december, var jeg at finde blandt de mere end 39.000 der overværede et særligt møde i Lissabon for at høre de to gæstetalere N. H. Knorr og F. W. Franz, fra Jehovas Vidners styrende råd. Mødet gjorde et vældigt indtryk på mig. Her befandt jeg mig midt imellem så mange mennesker, der alle studerede Bibelen og var kendt med dens lære. Dette, tænkte jeg, er virkelig den form for tilbedelse der behager Gud, en tilbedelse „med ånd og sandhed“. — Joh. 4:24.

Jeg begyndte at overvære alle menighedens møder regelmæssigt. I februar 1975 begyndte jeg at gå fra hus til hus for at fortælle andre den gode nyhed om Guds rige, i lydighed mod Mattæus 24:14. Nu indviede jeg virkelig mit liv til at tjene Jehova Gud, på grundlag af nøjagtig kundskab fra Bibelen. Som et symbol på min indvielse blev jeg om sommeren døbt ved områdestævnet „Guds suverænitet“.

I november begyndte jeg at tjene som pioner, det vil sige som en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere. Jeg sagde til de ældste: „Jeg er parat til at tjene Jehova. Så I kan sende mig hvorhen I synes. Jeg kan være almindelig pioner, specialpioner eller missionær. Lad mig blot vide hvad I mener er bedst.“

I november 1977 blev jeg gift. Nu har jeg den glæde at forkynde „den gode nyhed“ her i Portugal sammen med min mand. Ligesom andre var tålmodige og hjælpsomme over for mig, sådan bestræber jeg mig ivrigt for i åndelig forstand at åbne øjnene på de mange der stadig holdes i trældom af falsk religion.

I stedet for at leve „et liv i meditation og forsagelse“ har jeg fundet at det allerbedste er at følge Jesu ord og eksempel, idet han sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apg. 20:35) — Indsendt.

[Illustrationer på side 19]

Den uopfyldte drøm

Drømmen går i opfyldelse