„Kunstigt blod“ gør sin entré

Denne artikel er ikke tænkt som et indlæg for eller imod brugen af fluorcarboner som erstatning for blod. Den fremlægger nogle oplysninger om disse stoffers udvikling og om visse fordele de har fremfor andre bloderstatningsmidler. Den understreger også at der endnu mangler megen forskning før fluorcarbonerne kan fastslås at være fuldstændig ufarlige. Man er endnu på forsøgsstadiet og brugen af fluorcarbonerne repræsenterer stadig en risiko. Man kender endnu ikke deres virkning på langt sigt.

TIDLIGT i 1979 begyndte man at tage et nyt middel i brug til hjælp for blodfattige hospitalspatienter — en ny væske begyndte at flyde i deres årer. Denne enestående, iltbærende væske er blevet anvendt i nødsituationer, hvor patienter af medicinske eller religiøse grunde ikke kunne modtage transfusioner af donorblod. Det skete første gang i Japan, og derefter i USA. I mange af tilfældene havde patienten en sjælden blodtype hvoraf man ikke hurtigt nok kunne skaffe donorblod. Blandt dem der fik det nye „syntetiske blod“ var der imidlertid også nogle Jehovas vidner, som afviser blodtransfusion på grund af det bibelske bud om at man skal ’afholde sig fra blod’. — Apg. 15:20, 29.

I et af disse tilfælde var det et 67-årigt Jehovas vidne fra Minnesota der, ifølge lægetidsskriftet Science News, „modtog to liter af stoffet, svarende til omkring 25 procent af hans totale blodmængde. Derefter bedredes hans tilstand, det kunstige blod blev langsomt udskilt fra organismen . . . og hans knoglemarv producerede så meget naturligt blod at blodmangelen ophørte“. Efter de seneste meldinger har patienten det glimrende. I Californien fik en 65-årig mand tilført 1,4 liter af det samme „syntetiske blod“ i forbindelse med en omfattende maveoperation. Han blev udskrevet fra hospitalet fem dage senere.

Ved årets udgang havde man i snesevis af tilfælde i Japan og USA benyttet det nye bloderstatningsmiddel ved nødsituationer. Meddelelsen om den nye udvikling blev forsidestof i den offentlige presse og i lægepressen i hele verden. Hvorfor regnes det for at være så betydeligt et gennembrud? For at forstå dette må man først vide noget om de problemer der er forbundet med brugen af donorblod ved transfusioner.

Hvert år bruges der i hele verden tusinder af tons menneskeblod til at imødekomme efterspørgselen fra hospitaler og medicinske forskningscentre. Alene i Sverige, med omkring otte millioner indbyggere, bruger hospitalerne 220.000 liter blod årligt. Det er overalt forbundet med store problemer at holde denne kolossale blodstrøm ved lige. Donormangelen gør det i mange lande nødvendigt at importere store mængder blod, ofte fra u-lande. Donorerne i disse lande kan være underernærede eller ligefrem syge mennesker der sælger deres blod fordi de har brug for pengene. Og udgifterne er store.

Desuden kan der opstå alvorlige komplikationer efter overføring af donorblod, for eksempel hepatitis og forskellige immunologiske forstyrrelser. Det er et problem for sig at opbevare og transportere blod uden at beskadige det; det kan kun opbevares i en vis tid, normalt tre til fem uger. Helt op til en tredjedel går måske til spilde fordi det bliver for gammelt.

En svær opgave

I betragtning af alle disse problemer må tanken om at finde et tilfredsstillende bloderstatningsmiddel naturligvis forekomme lægerne meget indbydende. Men det er ikke nemt at kopiere så kompliceret en væske. Her følger en ufuldstændig oversigt over bestanddele der indgår i blodets indviklede opbygning, og deres funktion:

Blodbestanddelenes sammensætning og funktioner

Dette er endda kun nogle få af de mange bestanddele menneskeblod vides at indeholde. Og selv disse bestanddeles funktion kendes ikke til bunds. Måske er der andre, endnu ukendte, stoffer i blodet. Den endelige formel for menneskeblod er stadig den alvise Skabers hemmelighed. En amerikansk forsker der er kendt for sine forsøg i forbindelse med „kunstigt blod“, indrømmer beredvilligt at blod aldrig kan erstattes til fulde.

Men trods blodets komplicerede sammensætning har videnskabsmænd altså alligevel arbejdet med at kopiere det, eller i det mindste frembringe en erstatning der midlertidigt kan træde i stedet for den ægte vare og udføre nogle af dens opgaver. Som eksempler på sådanne produkter der anvendes i dag kan nævnes dextran, Haemaccel, hydroxyethyl-stivelse, Ringer-laktat og almindeligt saltvand. Disse opløsninger kan imidlertid kun påtage sig nogle få af blodets funktioner, og deres hovedopgave er at erstatte selve væskemængden. Som sådan tjener de til at udfylde blodkarrene i kredsløbet, hvorved agglomeration af de røde blodlegemer forhindres, indtil legemet selv kan erstatte det manglende.

Udviklingen af „kunstigt blod“

En af de største ulemper ved de gængse erstatningsmidler er at de ikke har den mindste evne til at føre ilt til cellerne og kuldioxyd fra cellerne, som de røde blodlegemer i naturligt blod gør. I løbet af de seneste 10 år har videnskabsmænd i Japan, Sverige og USA imidlertid udviklet en ny gruppe stoffer der går under fællesbetegnelsen fluorcarboner (på engelsk bruges forkortelsen PFC for perfluorochemicals) — og de kan bære ilt og kuldioxyd.

Fluorcarbonerne er inaktive. De synes ikke at indgå forbindelse med andre stoffer i organismen, og det ser ud til at de udskilles fra legemet på forholdsvis kort tid. Ikke alene kan de absorbere dobbelt så meget ilt som blod kan, men de kan også optage og afgive ilt eller kuldioxyd på nogle få tusindedele af et sekund.

Forskerne kan altså nu fremstille en væske der, med et vist forbehold, kan kaldes „kunstigt blod“. Fluorcarbonerne indgår ikke nogen forbindelse med blodet; man må derfor fremstille en emulsion ved at sprede eller fordele nogle ganske små dråber af stoffet (mindre end 1/10.000 millimeter store) i vand, nærmest som fløden i mælk fordeles ved homogenisering. Denne væske blandes derefter med antibiotika, vitaminer, næringsstoffer og salte. Det endelige produkt indeholder omkring 80 forskellige bestanddele, der tilsyneladende er i stand til i forening at overtage en hel del af det naturlige blods vigtigste funktioner.

Man har i de seneste år gennemført omfattende dyreforsøg med fluorcarbonemulsionerne. Forskning i Japan har vist at rotter kan leve selv om 90 procent af deres blod er erstattet af fluorcarboner. I Sverige og USA har forsøg med gnavere vist at disse kan overleve i god form selv om hele deres blodmængde erstattes. Japanske videnskabsmænd hævder at aber har overlevet med kun 2 procent af deres eget blod. (Se også Vågn op! for 22. november 1979, side 15.)

Mange fordele

Ifølge forskerne er der mange fordele ved brugen af fluorcarboner. I modsætning til naturligt blod kan disse stoffer let holdes sterile, og de kan opbevares i flere måneder eller år. Typebestemmelse er ikke nødvendig (hvilket er værdifuldt i katastrofesituationer), og man kender ikke til nogen risiko i form af smitte med for eksempel hepatitis, malaria eller syfilis.

Blandt andre fordele kan nævnes de små fluorcarbonpartiklers evne til at nå ud i hårkarnettets fjerneste afkroge, også de kapillærer der har trukket sig sammen på grund af chok, som tilfældet er ved forbrændinger. Partiklerne fylder omkring 1/1000 af hvad de røde blodlegemer fylder, og derfor kan de bringe ilt ud til områder der normalt ville være lukkede. Man har også opdaget at fluorcarbonerne tilsyneladende virker stimulerende på de hvide blodlegemer der bekæmper indtrængende sygdomme.

I et interview for nylig har Lars-Olof Plantin, der er hjælpeprofessor ved Det karolinske Instituts forskningscenter ved Huddinge universitetshospital i Sverige, præsenteret denne liste over områder hvor fluorcarboner sandsynligvis kan bruges: Nødstilfælde; større operationer; kulilteforgiftninger; akutte blødningstilfælde; kemoterapi; blodforgiftning; fjernelse af toksiner, virus, mediciner med mere; anaerobe infektioner; immunologisk behandling; blodudskiftning. Den amerikanske kemiker Robert E. Moore tilføjer: „[Fluorcarbonerne] kunne bruges til behandling af forskellige tilfælde af anæmi, også seglcelle-anæmi. De kan medvirke til overvindelse af virkningerne af hjerteanfald. Fordi de er inaktive vil de være perfekte til gennemførelse af biologiske forsøg, da det betyder at den variable faktor fjernes.“

Der skal imidlertid forskes meget mere før erstatningsmidlet kan bringes i generel anvendelse på hospitaler. Lars-Olof Plantin og hans medarbejder Vera Novácová slår fast at alle legemets vitale organer først må undersøges omhyggeligt før man kan være sikker på at de ikke tager skade af fluorcarbonerne. Man må også forske videre for at sikre sig at stofferne ikke griber ind i legemets forskellige organsystemer. Desuden er det vigtigt at man finder frem til den allerbedste formel for stoffet.

Blandt de spørgsmål der endnu ikke er besvaret, er hvorvidt legemet kan skaffe sig af med fluorcarbonerne på naturlig vis, nemlig gennem åndedrættet og fordampningen fra huden, i samme tempo som de røde blodlegemer produceres. Målet er at finde stabile emulsioner der elimineres på omkring 30 dage. Der gøres i dag en stor indsats for at løse disse problemer, men det kan vare flere år før alle eventuelle bivirkninger er tilstrækkeligt undersøgt. Brugen af „det kunstige blod“ er altså stadig en risiko.

Både i Japan og USA har de statslige styrelsesorganer begrænset brugen af fluorcarboner som „bloderstatning“ til absolutte nødsituationer. En talsmand for den amerikanske levnedsmiddel- og medicinalstyrelse (FDA), dr. Joseph Fratantoni, skal endda have sagt at han kun kan forestille sig én grund til at FDA ville tillade brugen af fluorcarboner, nemlig nægtelse af blod med religiøs begrundelse, som i tilfældet med Jehovas vidner. Men ifølge New York Times har de gode resultater af brugen af fluorcarboner i tilfældet med et Jehovas vidne fra Minnesota (nævnt tidligere i denne artikel) „virket som en katalysator for den amerikanske forskning“.

Sådanne tilfælde kan give forskerne yderligere indblik i hvordan disse stoffer virker på den menneskelige organisme. Bladet Los Angeles Times peger på den forskningsmæssige værdi der ligger i at sådanne patienter får lov at prøve den nye behandling; bladet skriver: „Den kendsgerning at mange af dem sikkert vil være Jehovas vidner, betyder at deres religiøse overbevisning i sidste instans kan blive til gavn for mennesker af alle trosopfattelser.“