Unge — isolerer I jer?

Hvad foretrækker du — isolation, eller samvær med andre?

Guitaren begynder højt oppe med en vild og dejlig solo. Bagefter kommer basrytmerne; jeg kan føle dem i gulvet. Så begynder sangeren. Han synger om det frie liv han vil leve, et liv uden begrænsninger, uden ballade. Jeg forstår ham godt. Jeg føler selv det samme. Når bare jeg får lov at være alene med mine plader, så er alt i orden. De der spiller, de forstår mig. Og jeg forstår dem.

Det er ikke som mor og far — de har ingen idé om hvad jeg tænker på. Det er det samme i skolen — lærerne bestiller ikke andet end at snakke. De hører aldrig på os. Jeg gad nok se det chok de ville få, hvis de en dag fandt ud af hvad jeg virkelig tænker og mener.

Sådan er det dag ud og dag ind. Når jeg kommer hjem fra skole går det sådan her:

„Dav med dig!“

„Hej, mor.“

„Nå, hvad har du så lært i skolen i dag?“

„Ik’ noget.“

Bare om at slippe væk. Op ad trappen, to trin ad gangen, ind på mit værelse. I med døren, og så op for grammofonen. Det er min musik. Det er min verden. Her bruger jeg det meste af tiden, sammen med mine plader. Her har jeg samme tanker og følelser som musikerne og sangerne. Nogle gange hidser vi hinanden op til at ville lave hele verden om; andre gange mister vi hele livslysten fordi alting ser så håbløst ud.

Vi kigger på verden og ser hvordan den virkelig er; men verden ser ikke OS som vi virkelig er. Man regner os for småbørn, men selv føler vi os langt ældre end vi faktisk er. Vi er optaget af spørgsmål som uretfærdighed, frihed, kærlighed, pres, miljøproblemer. Men de voksne tager os aldrig alvorligt. Derfor har vi vores egen verden hvor vi kommunikerer på vores egen måde.

Hører du til de mange af vor tids unge hvis tanker går i denne retning? Har du det som om følelser og stemninger syder og bobler inden i dig? Er du grebet af håbløshed fordi du synes de voksne ikke interesserer sig for hvad du virkelig mener? Hvordan reagerer du på din egen håbløshed? Måske har du følt dig så rådvild at du helt har isoleret dig fra de voksne i dine omgivelser, og bruger timevis i enrum med din musik, eller sammen med nogle få kammerater. Hvorfor tror du så mange unge og så mange voksne har så svært ved at komme på talefod med hinanden?

Snart voksen — fysisk og på andre måder

Du er ved at forandre dig. Du er ikke noget barn længere. Legemligt set er du godt på vej til at blive en voksen mand eller kvinde. Måske er det næsten som om du fra dag til dag er blevet et halvt hoved højere. Du er også ved at blive seksuelt udviklet. Det er kolossale fysiske omvæltninger der pludselig er kommet over dig.

Under hele denne udvikling har en af dine forældre, eller andre voksne som har omsorg for dig, sikkert givet dig oplysninger om puberteten. Du må indrømme at det er betryggende at få reel besked — at få at vide at det hele er noget ganske normalt, at andre har det på samme måde.

Disse ydre omvæltninger er store nok, men samtidig kommer du ud for andre der er mindst lige så store. Det er din følelsesmæssige modning. Den indre udvikling er lige så virkelig som den ydre, og tit sker den lige så hurtigt, men den foregår ikke på overfladen; andre kan ikke umiddelbart se den.

Det er måske din ydre vækst folk lægger mest mærke til og snakker mest om, men det der foregår inden i dig — det er det der gør dig til et nyt menneske. Hvis andre skal følge med og stadig kende dig godt mens du vokser op, bliver de nødt til at bruge megen tid på at tale med dig, og du må åbne dig for dem. Ofte er folk desværre alt for lidt opmærksomme på udviklingen i unge menneskers personlighed.

Følelsesmæssigt gearskift

Det er på denne tid i livet at det unge hjerte svulmer og fyldes af grublerier og følelser den unge ikke skænkede en tanke som barn. Man begynder at tænke på livets hensigt og mening, på fremtiden. Man får øjnene op for det andet køn, man får en skarp sans for retfærdighed, og man fyldes af medlidenhed med tilværelsens underprivilegerede. Du kender det sikkert selv.

Har du tænkt over at nøjagtig de samme spørgsmål både før og nu er dukket op hos utallige teenagere? Sådan er det. For dig er det noget dybt personligt, men du har masser af jævnaldrende der føler præcis det samme. Denne følelsesmæssige opvågnen sker faktisk hos så godt som alle, ligesom de fysiske forandringer i puberteten. Du er altså langtfra den eneste der kender til sådanne følelser. Har du tænkt på det?

Lad os illustrere hvad vi mener.

Når en ung mand barberer sig for første gang, føler han det ikke som noget ligegyldigt. Mon han ikke ser det som en slags vendepunkt? Noget spændende, en næsten højtidelig handling der opsluger ham. Men selv om det betyder noget ganske særligt for ham, vil han selvfølgelig ikke tro at han er den første på jorden der har været i denne situation og stemning. Enhver mand der barberer sig, har engang barberet sig for første gang. Og alle familiens små drenge kommer til det en dag. Det er sikkert noget særligt for enhver af hankøn, men ingen kan påstå at det er noget nyt der aldrig er prøvet før. Forstår du hvordan dette illustrerer det syn man, for at være realistisk, må anlægge på sin egen følelsesmæssige udvikling som ung?

I grunden er det en ganske logisk tanke at vi mennesker alle gennemgår de samme udviklingstrin på vejen fra barndommen til livet som voksen. De følelser man har som teenager kan være dybt personlige og private, men de optræder ikke bare hos os; de er en naturlig del af menneskelivet på dette tidspunkt.

Betyder den følelsesmæssige vækst at du er voksen?

Din tankegang og dine følelser har altså taget et stort spring fremad mod voksne interesser. Betyder det så at du er fuldt moden? Nej, de voksne bør ganske vist anerkende og forstå at du har gjort fremskridt, men kan man forvente at de straks skal betragte dig som en fuldvoksen, en der i alle henseender er deres lige?

Du må indrømme at din livserfaring endnu er begrænset. Du begynder at føle som de voksne, men du kan ikke altid tænke som de voksne. Du har ikke levet så længe at du har haft tid til at samle dig baggrundsviden om livets forskellige tilskikkelser.

Sådan bliver det selvfølgelig ikke ved med at være. Det er et kapitel i dit liv som kun har nogle få sider. Dine følelser tog et stort spring fremad, men din livserfaring og visdom skal nok både indhente og overhale dem — ligesom skildpadden der nåede frem før haren. Men indtil da gør du klogt i at erkende hvor stærkt dine vågnende følelser indvirker på dig.

Følelser og kommunikationsproblemer

Som ung er man hurtig til at knytte sine følelser til en sag, og lade sig lede af dem. Ofte er det netop følelser, og ikke tankevirksomhed, der bestemmer ens reaktion. For eksempel vil mange unge gerne lave om på en hel masse ting. De kender ikke de mange samspillende faktorer der indgår i sagen, og har tendens til at se problemerne i en overforenklet udgave. Det betyder selvfølgelig ikke at alle unge lige kan anbringes i denne (eller en anden) bås, det er blot et ret udbredt træk hos unge. De bliver måske utålmodige og irriterede på grund af idéer og metoder de finder alt for gammeldags.

Med denne indstilling kan de nemt komme til at miste den rette respekt for deres forældre, lærere og andre voksne. Følgen bliver at de trækker sig tilbage fra virkeligheden og isolerer sig i deres egen verden — en drømmeverden. Kan du se hvordan dette kan være til skade for dig hvis du er ung? Hvis du, netop på det tidspunkt i livet hvor du er parat til at suge visdom til dig, isolerer dig fra dem der har denne visdom og er i stand til at hjælpe dig, hvordan vil du da kunne gøre fremskridt?

Dine forældre er ikke alene i stand til at hjælpe dig: de ønsker at hjælpe dig. De holder lige så meget af dig som de altid har gjort. De forandrer sig ikke; det er dig der forandrer dig. De har ikke noget ønske om at isolere sig fra dig. Det er sikkert ikke dine forældre der forviser dig til dit eget værelse og beder dig om at lukke døren og høre plader uafbrudt. Unge der isolerer sig har ofte selv valgt det sådan.

Bliv deltager igen

Måske opdager du at der er opstået en lille kløft mellem dig og dine forældre. Ingen af jer har ønsket det — men det er sket. Hvordan kan man gøre det godt igen? Det behøver ikke at være så svært. Det drejer sig jo ikke om at slutte fred med en fjende.

Prøv at indlede en samtale med en af dine forældre, for eksempel din fader. Fortæl ham hvad du foretager dig i skolen. Spørg hvad han mener om et eller andet, og fortæl ham hvad du mener om det. Eller vis interesse for et emne der betyder noget for ham. Foretag jer noget i fællesskab. Bed ham om at hjælpe dig med noget, eller tilbyd selv at hjælpe ham med et stykke arbejde. Og hvis du har spørgsmål om livet, så henvend dig til dine forældre med dem.

Du vil nok ikke altid mene at dine forældre træffer de rigtige afgørelser, men husk at du befinder dig i en periode hvor du har masser af følelser og ikke ret megen erfaring. De har engang været i dit sted, men nu er de nået længere end du nogen sinde har været. De kan, forhåbentlig, hjælpe dig til at gøre fremskridt og udvikle en god personlig dømmekraft. Husker du ordsproget: „Omgås vismænd, så bliver du viis“? Prøv det selv. Prøv at omgås dine forældre, så vil du efterhånden lære at blive herre over de følelser og stemninger du plages af nu. — Ordsp. 13:20.

I disse kritiske tider er det langtfra alle forældre der har virkelig omsorg for deres børn. I dit tilfælde håber vi naturligvis at det er anderledes, og at dine forældre er glade for at være sammen med dig. Du kan være det element der gør at livet for dem stadig er spændende og tiltrækkende. Der er ikke noget i vejen for at du stadig kan høre musik — men pas på at den ikke får dig til at trække dig ind i en skal, så du snyder dig selv for fællesskabet med dine forældre.

De store pladeselskaber er ikke i tvivl om at unge mennesker er følsomme. De ved hvilke sange de skal producere for at få fat i de unges opmærksomhed og deres penge. Lad dem ikke manipulere med dig. Vær dig selv. Forstå hvor grænsen skal trækkes. Og isoler dig ikke. „Den der holder sig for sig selv søger sin egen lyst,“ siger Bibelen, „han går løs på enhver form for kløgt.“ — Ordsp. 18:1, NW.

Hvis du har fået den vane at holde dig på afstand af dine forældre, så prøv at gribe det hele an på en ny måde. Giv forholdet til dem en ny chance. Prøv om det ikke vil gøre livet lysere for dig. Næste gang du helst vil snige dig ind på dit værelse og lukke dig inde sammen med dine plader, så prøv at blive i stuen sammen med de andre i stedet for. Bidrag til fællesskabet. Bliver du glad for at du har overvundet dig selv? Bliver dine forældre glade for det? Måske bliver I det alle sammen. Hvis du før har prøvet at trække dig ud af fællesskabet, vil de sikkert med glæde tage dig ind i fællesskabet igen.