Jerusalems ødelæggelse — en advarsel til nutiden?

JERUSALEM! Navnet hviskes måske i bøn, råbes i vrede, eller nævnes tilsløret i diplomatisk korrespondance; det vækker ofte stærke følelser. Er det ikke et paradoks at denne by, hvis navn betyder „den dobbelte freds eje [eller: grundlæggelse]“, længe har været midtpunkt for strid mellem nationerne?

Jøder, kristne og muslimer føler i lige høj grad at byen er hellig for dem, og de er hurtige til at henvise til Bibelen som støtte for deres påstand. Men især er det interessant at Bibelen indeholder klart formulerede profetier om hvad der skulle overgå Jerusalem, profetier om begivenheder af international interesse. Kunne der heri ligge en tilkendegivelse af hvordan vi skal tyde det der sker i dag? — Matt. 24:3-22; Luk. 21:5-24.

Lad os først se hvad Bibelen og historikerne fortæller om hvad der skete med Jerusalem i det første århundrede. I år 33 e.v.t. forudsagde Jesus Kristus at en fuldstændig ødelæggelse ville ramme byen og dens tempel. Hvorfor?

Kun to dage før Jesus udtalte profetien, red han ind i Jerusalem for at fremstille sig som jødernes konge. Men folkets ledere nægtede at tage imod ham som en hersker sendt af Gud. Senere fortalte Jesus dem rent ud at Guds rige ville blive taget fra dem og givet til en nation der frembragte dets frugter. De selv ville blive ’knust, malet til støv’. — Matt. 21:1-15, 42-46; Joh. 19:12-15.

Historiske kendsgerninger bevidner at romerske hærstyrker under general Titus opfyldte Jesu ord til mindste detalje kun 37 år senere, i år 70 e.v.t. En kort gennemgang af hvordan profetierne blev opfyldt, vil kaste lys over mangt og meget. Vi skal her komme ind på nogle få enkeltheder.

En skanse af spidse pæle

Som et eksempel på hvor nøjagtigt Jesus udtrykte sig i sin profeti henviser vi til følgende udtalelse: „Dine fjender vil lægge en skanse af spidse pæle omkring dig og omringe dig og trænge dig hårdt fra alle sider.“ — Luk. 19:43.

Enhver der var skeptisk over for hvad Jesus forudsagde i år 33 e.v.t. kunne meget vel have ræsonneret: ’Bygge en træspærring på adskillige kilometer, i vanskeligt terræn, rundt om Jerusalem? Hvad med fjendtlige forstyrrelser? Og hvad med træ, der i givet fald skulle hentes meget langt fra? Nej, det er tåbeligt at fremsætte en sådan profeti!’ Men hvad skete der 37 år senere?

Historieskriveren Flavius Josefus fortæller at romerne blev modløse, selv efter at de havde belejret Jerusalem og indtaget to af byens tre forsvarsmure. Hvorfor denne modløshed hos romerne? Fordi de led store tab som følge af jødernes voldsomme modstand. „Mange opgave Haabet om at erobre Byen ved Hjælp af de almindelige Belejringsmaskiner.“ — Jødernes Krig mod Romerne, oversat af Alexander Rasmussen, s. 327.a

Hvad skulle Titus gøre? Den unge general, der var opsat på at skaffe sig berømmelse i en fart, havde den opfattelse at jo hurtigere man fuldendte en ting, desto større blev berømmelsen. „Altsaa maatte man, hvis man baade hurtigt og sikkert vilde naa et Resultat, omgive hele Byen med en Vold.“ Arbejdet med at opføre volden blev fordelt mellem legionerne, og da soldaterne var ivrige indgik ikke alene legionerne, men også de enkelte afdelinger inden for legionerne, et væddemål om hvem der fik sin del færdig først. Hvad blev resultatet?

„Hele Volden var 39 Stadier [7,5 kilometer] i Omkreds, . . . Alt dette var opført paa tre Dage, — en Hurtighed, der maa kaldes utrolig, hvor det gjaldt et Arbejde, der skulde synes at maatte kræve Maaneder.“ Her var altså den „skanse af spidse pæle“ Jesus havde talt om i sin profeti! Og hvad kom den til at betyde? Ødelæggelse, både for byen og for mange af dens indbyggere.

Men Jesus profeterede også om de tilstande der skulle komme til at herske i årene op til den tragiske afslutning. Hvad sagde han om hungersnød, lovløshed og falske profeter?

Hungersnød

Jesus lod forstå at der skulle komme hungersnød forud for Jerusalems ødelæggelse. — Mark. 13:8; Matt. 24:7.

Hans forudsigelse viste sig sand. For eksempel læser vi i Apostelgerninger 11:27-30: „I disse dage kom der profeter ned fra Jerusalem til Antiokia. En af dem ved navn Agabus stod op og gav sig til ved ånden at give til kende at der ville komme en stor hungersnød over hele den beboede jord; den kom virkelig i Klaudius’ tid [41-54 e.v.t.]. Disciplene besluttede så at de, alt efter som de hver især havde råd til det, ville sende noget til hjælp for brødrene som boede i Judæa; og dette gjorde de, idet de sendte det til de ældste ved Barnabas’ og Saulus’ hånd.“

Åbenbart er det den samme hungersnød Josefus beskriver i Jødernes Oldtidshistorie (Bog XX, kap. 2, par. 5). Han siger om den nævnte tid at byen Jerusalem „var hårdt trængt af hungersnød“, og at „mange omkom fordi de ikke havde penge til at købe det nødvendigste“.

En bølge af lovløshed

Hungersnød var kun ét af de problemer Jesus havde forudsagt at verden skulle rammes af før Jerusalems ødelæggelse. Han sagde også at tiltagende lovløshed ville få al næstekærlighed i almindelighed til at kølnes. — Matt. 24:12.

En sådan lovløshed forekom i mange egne af romerriget, men den blev særlig udtalt i Judæa efterhånden som oprørsstemningen blandt jøderne tog til. Vi læser om at bevæbnede bander strejfede omkring i Judæa i den romerske prokurator Feliks’ dage (omkring 48-58 e.v.t.) og „plyndrede de Riges Huse, dræbte dem selv og satte Ild paa Landsbyerne, saa at de fyldte hele Judæa med deres vanvittige Færd“. Sådan var tilstandene før de kristne i Jerusalem flygtede fra byen i år 66. — Jødernes Krig mod Romerne, s. 138.

Falske profeter

Dette var heller ikke alt. Jesus advarede: „Mange falske profeter skal fremstå og vildlede mange.“ — Matt. 24:11.

Josefus skriver at der opstod en del falske profeter mens Feliks var prokurator, „bedrageriske og forføreriske Mennesker, som under Foregivende af at handle efter guddommelig Indskydelse arbejdede paa Uroligheder og Omvæltninger. De fik Folket til at tro, at de vare besjælede af Aander og vilde føre dem ud i Ørkenen; dér vilde Gud vise dem Tegn, som bebudede Friheden. Felix, som mente, at dette vilde føre til Frafald, sendte nogle Ryttere og sværtbevæbnede Fodfolk imod dem, og disse dræbte en stor Mængde af dem“. (Jødernes Krig mod Romerne, s. 137) Josefus nævner specielt en ægypter der optrådte som falsk profet. Noget tyder på at det var denne ægypter som den romerske officer forvekslede apostelen Paulus med, da Paulus blev arresteret i Jerusalem. — Apg. 21:37, 38.

Ikke en sten oven på en sten

Her har vi en af de mest bemærkelsesværdige udtalelser fra Jesu profeti om Jerusalems tempel. Det skulle ikke bare falde i fjendens hånd men fuldstændig jævnes med jorden så der ikke blev en sten oven på en sten tilbage! — Luk. 21:5, 6.

Vi må huske at Jerusalems tempel var en kilde til stolthed, ikke alene for jøderne men for folk overalt i romerriget. Dets ombygning, udvidelse og forskønnelse blev planlagt og påbegyndt af kong Herodes den Store, som var udnævnt af det romerske senat. Bygningen blev betragtet som et arkitektonisk og kunstnerisk mesterværk, og jødiske proselytter såvel som velyndere overalt i den dakendte verden havde været med til at skænke gaver til dets opførelse.

Josefus skriver pralende: „Templets hele Ydre kunde ikke andet end gøre det stærkeste Indtryk paa Iagttagerens Sind og Øjne. Det var nemlig overalt beklædt med svære Guldplader, som, naar Solen stod op, kastede et glimrende Genskin fra sig og tvang dem, som saa derpaa, til at vende Øjnene bort som for Solens Straaler.“ — Jødernes Krig mod Romerne, s. 301.

Da general Titus ifølge Josefus holdt krigsråd og besluttede ikke at ødelægge templet, så det ud som om Jesu profeti ikke skulle blive opfyldt. Men hvad skete der? Da kampen om templet rasede, kastede en ukendt romersk soldat, på trods af Titus’ ordre, et brændende træstykke ind i helligdommen, og det prægtige tempel blev hurtigt flammernes bytte. Det betød naturligvis ikke at de solide stenblokke blev revet ned. Men fik de lov at stå?

Nu da byen endelig var indtaget og templet lagt i aske, „befalede Cæsar at sløjfe hele Byen og Templet“ og kun at lade nogle tårne blive stående som vidnesbyrd om hvilke mægtige fæstninger romerne havde indtaget. På trods af såvel jødernes som general Titus’ forsæt blev Jesu ord altså opfyldt!

Hvad med i dag?

Bibelen viser at vor tids mennesker også skulle blive stillet over for et stridsspørgsmål der gjaldt et herredømme. Bibelens kronologi viser at Jesus Kristus ved udløbet af hedningernes tider i 1914 fik overdraget myndigheden som himmelsk konge og skulle herske over hele menneskeheden.b Ved en verdensomfattende forkyndelse som Jehovas vidner har udført, er folk i alle lande blevet gjort opmærksomme på at de må træffe et valg.

Hvordan reagerer folk? De fleste viser ingen interesse. Selv blandt dem der hævder at være kristne, siger de fleste ved den måde de lever på: ’Vi har ingen anden konge end den verdslige stat!’

Hvad bliver enden på dette? Slå selv op i Bibelen og læs hvad der står i Mattæus, kapitlerne 24 og 25; Markus, kapitel 13, og Lukas, kapitel 21. Det fremgår tydeligt at meget af det Jesus forudsagde angående verden forud for Jerusalems ødelæggelse, også gælder den nuværende generation. Vi oplever de forudsagte krige, hungersnøden, lovløsheden, forskellige røsters forkyndelse af et falsk håb, og flere andre enkeltheder ved det „tegn“ Jesus gav. Den selviskhed og vold der var så karakteristisk i den dakendte verden ser vi også i dag. Følgelig står hele den nuværende verdensordning over for sin udslettelse. — Ordsp. 2:21, 22.

Men for dem der elsker retfærdighed er nutidens veer et fingerpeg om at en udfrielse er på vej. Jesus sagde nemlig også: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ — Luk. 21:28.

Udfrielse til hvad? Til en ny verdensorden, hvor alle der elsker retfærdighed kan leve i tryghed under Guds rige. (Luk. 21:31; Mika 4:3, 4) Virker en sådan fremtidsudsigt tiltalende på dig? I så fald vil vi opmuntre dig til at komme sammen med de mennesker der tror på den og som flere gange om ugen samles i deres rigssale for at studere Bibelen. Her lærer de at leve på en sådan måde at ikke alene deres ord, men også deres handlinger viser at de oprigtigt tror på Guds herredømme.

[Fodnoter]