Vi betragter verden
FN har nu 154 medlemmer
◆ De forenede Nationer har fået endnu et medlem. Den ordinære generalforsamling åbnede den 16. september, og som en af sine første handlinger besluttede forsamlingen at optage den nye caraibiske nation Saint Vincent og Grenadinerne som FNs 154. medlemsstat. I august var Zimbabwe blevet optaget som FNs medlem nr. 153. Optagelsen skete ved starten af en særlig samling om udviklingsforhold.
Forbud mod lasere på diskoteker
◆ Brugen af kraftige lasere er ikke ufarlig. I en meddelelse fra det danske arbejdstilsyn tales der om risiko for beskadigelser af øjnene: ’Brandsår, ofte med blødninger, opstår, hvis øjet udsættes for tilstrækkelig kraftig laserstråling, selv om afstanden mellem øje og strålekilde er stor. Og såvel brandsår som blødninger i nethinden kan forårsage betydelig og varig synsnedsættelse.’ Senere hedder det: „Ligesom ved ioniserende stråling, f.eks. røntgenstråling, foreligger der også ved laserstråling risiko for cancer inden for eksponeret område.“ På baggrund af disse farer har Statens Strålebeskyttelsesinstitut i Sverige udarbejdet nye forskrifter om lasere som træder i kraft den 1. juli 1981. Forskrifterne indebærer at alle lasere der skal anvendes i Sverige forlanges typegodkendt, og man vil være meget restriktive med at give tilladelse til kraftige lasere som skal bruges på diskoteker og i reklame. „Vi [må] være forsigtige med at introducere risici, som man ikke samtidig har nytte af. Med de nye forskrifter får vi en mulighed for at gribe ind mod disse unyttige lasere,“ siger Enn Kivisak, som har udarbejdet de nye forskrifter. — Ingeniøren, 11. juli 1980.
Vand pumpes op med solkraft
◆ Solkraftceller der omdanner solens stråler direkte til elektricitet bliver nu anvendt til drift af pumper som skaffer ekstra vand til tørkeramte afrikanske landsbyer, fortæller Jyllands-Posten. Som følge af den tekniske udvikling er det blevet billigere at fremstille solkraftcellerne, og af den grund venter energieksperter en strålende fremtid for soldrevne vandpumper i det tørkeramte Sahel-område syd for Sahara. Det oplyses at en 1300-watt-pumpe kan producere 40.000 liter vand i døgnet eller tilstrækkeligt til godt 1000 mennesker og til vanding af deres køkkenhaver. — 6. august 1980.
Solsikkeolie mod ledegigt
◆ Omkring 70.000 danskere har ledegigt. Findes der et middel som kan afhjælpe denne ofte invaliderende lidelse? Der forskes meget i problemet, oplyser formanden for Dansk Selskab for Gigtforskning, overlæge Rasmus Bach Andersen, Hvidovre hospital. I oktober blev der på Hvidovre hospital påbegyndt et forskningsprojekt som skal belyse kostens indflydelse på ledegigten. Det er især solsikkeolier man undersøger. De indeholder en gamma lanolinsyre som i mennesket danner andre fedtstoffer — og disse fedtstoffer hæmmer betændelsen i leddene. Tidligere udførte dyreforsøg giver lovende muligheder for at finde en medicin eller en kost som kan bekæmpe gigten, og måske er det de umættede fede syrer der er midlet, siger Bach Andersen. — Jyllands-Posten, 17. oktober 1980.
Pige fik „skilsmisse“ fra sin moder
◆ En komité nedsat af den svenske regering har udarbejdet et lovforslag om at børn skal have ret til at blive „skilt“ fra deres forældre. (Se Vågn op! for 22. juni 1980, side 23.) Nu meldes der for første gang om et tilfælde hvor et barn har opnået en sådan „skilsmisse“. Det drejer sig om en 13-årig pige der hidtil, sammen med sin ældre broder, har boet hos moderen, der er separeret. Pigen beklagede sig til byens socialforvaltning, idet hun sagde at atmosfæren i hjemmet var „uudholdelig“ og bad om tilladelse til at blive adopteret af en anden familie. Den fik hun efter en retssag hvor moderen forgæves forsøgte at beholde forældreretten.
Lungekræft i u-lande
◆ På en konference i Oslo i Den internationale union mod Kræftsygdomme blev det i august måned oplyst at lungekræfttilfældene visse steder i de vestlige lande er faldet de senere år. For eksempel er antallet af sygdomstilfælde blandt britiske mænd under 50 år faldet med 30 procent i de sidste fem år. Denne tendens skyldes ifølge det oplyste en øget opmærksomhed over for faren ved at ryge cigaretter. Imidlertid er lungekræften ikke på retur i alle befolkningsgrupper, og heller ikke i alle lande. Det blev på konferencen påpeget at antallet af lungekræfttilfælde vokser hastigt i udviklingslandene, fordi befolkningen dér i stort omfang tilbydes de stærkt tjære- og nikotinholdige cigaretter som de vesteuropæiske rygere er begyndt at vrage til fordel for lettere mærker. I det hele taget er cigaretrygningen i stærk vækst i u-landene. — Kristeligt Dagblad, 12. august 1980.
Tobaksreklame ’hjerteløs og umoralsk’
◆ Professor, dr. med. Tage Egsmose fra Hygiejnisk Institut har taget stærkt til orde imod tobaksindustriens salgsmetoder. „Det er hjerteløst og umoralsk at annoncere for et produkt, der er så sundhedsfarligt,“ siger han. „Reklamerne forherliger jo tobakken, lokker menneskene og sælger dermed også varen. . . . I tobaksindustriens kodeks for ’god reklame’ hedder det blandt andet, at den skal være lovlig, sømmelig, hæderlig og retfærdig. Hvordan kan man overhovedet tale om hæderlighed i en tobaksreklame, når man ved hvor farligt det er at ryge? Tobaksreklame er simpelt hen umoralsk i sig selv.“ Professoren peger på at tobaksrygning er det største enkelte sundhedsproblem i den vestlige verden i dag. Otte ud af ti lungekræfttilfælde blandt mænd skyldes tobaksrygning. „Både den danske lægeforening og de kredse herhjemme, der forstår problematikken, går ind for et forbud mod tobaksreklame. Det eneste alternativ er, at der gives lige så mange penge til oplysning om sundhedsfarerne, som industrien bruger til reklame,“ siger Tage Egsmose. — Berlingske Tidende, 6. september 1980.
Tip om tænder
◆ Man behøver ikke at fortvivle hvis man er så uheldig at få en tand slået ud, siger tandlægerne. Dersom tanden sættes ind igen inden der er gået en halv time, er der 90 procents chance for at den kan reddes. Tidsskriftet Clinical Pediatrics bringer en beskrivelse af hvad man skal gøre hvis man får en tand slået ud. Tag forsigtigt tanden op ved kronen, uden at røre roden, og skyl tanden i vand fra den kolde hane uden at gnide på den. Sæt om muligt tanden på plads i tandhulen. Kan dette ikke lade sig gøre, læg da tanden under den tilskadekomnes tunge eller under en andens tunge, tandroden skal nemlig beskyttes med frisk spyt. Skynd Dem så til tandlægen. Går der to timer eller mere fra tanden er slået ud og til den sættes fast igen, er der omkring 95 procents risiko for at replantationen ikke lykkes.
Hærværkssikker telefon
◆ Som følge af en konkurrence udskrevet af de britiske telefonselskaber har et britisk elektronikfirma fremstillet en hærværks- og svindelsikker mønttelefon. Apparatets dobbelte kabinet er i tykt, rustfrit stål og har under afprøvningen modstået selv langvarige angreb med svær smedehammer, skovbrugsmejsel og største nummer i brækjern, fortæller Politiken. Men ikke nok med det. Straks ved overlastens start begyndte telefonen automatisk at sende hærværksalarm til nærmeste politistation. En menneskestemmeefterlignende, elektronisk chip i kassen er forudprogrammeret til at ringe op og fortælle om overfaldet, om ønsket om hurtig udrykning og om boksens geografiske placering.
Begynder tidligt
◆ Hvordan det står til med moralen blandt tidens unge sås for nylig da en syvårs dreng blev undersøgt på Lincolnhospitalet i det sydlige Bronx i New York, og man konstaterede at han havde en kønssygdom. Lægerne sagde at drengen tilsyneladende var blevet smittet af en 10-årig pige. „Det er mildest talt chokerende,“ udtalte hospitalets leder. „Vi ser en masse piger blive gravide som 13-årige her i området, men at børn har kønslig omgang som syvårige er højst usædvanligt.“
Menneskets orienteringsevne
◆ Det har længe været kendt at bier, snegle, mus og navnlig trækfugle er i stand til at orientere sig ved hjælp af jordens magnetfelt. Har mennesket den samme evne? Spørgsmålet er blevet undersøgt af nogle zoologer ved Manchesters universitet. Man begyndte med at køre studerende der var bundet for øjnene, i lastbil ad snoede, indviklede ruter til steder som lå imellem seks og 52 kilometer fra universitetet. På bestemmelsesstederne blev de bedt om at udpege retningen til universitetet. Stik mod al forventning var deres retningsangivelse forbløffende rigtig så længe de ikke kunne se, og helt tilfældig når bindet blev fjernet. At det er en magnetsans der spiller ind, viser et forsøg med 31 piger og drenge i 16-17-årsalderen som har deltaget i et tilsvarende forsøg. De havde ikke blot bind for øjnene, men også „forstyrrende“ stangmagneter bundet til hovedet. Halvdelen var dog, uden at vide det, udstyret med umagnetiske messingstænger. Endnu med bindet for øjnene kunne alle med messingstænger pege hjemretningen ud. De andre pegede enten 90 grader forkert eller var komplet desorienterede, som det kendes fra lignende eksperimenter med brevduer. Resultaterne er siden bekræftet i videnskabeligt fuldt forsvarlige forsøg, oplyser Politiken for 4. oktober 1980. Opdagelsen har allerede fået mindst seks andre laboratorier rundt om i verden til at indlede lignende forsøg.
Største bilproduktion
◆ Japanske bilfabrikanter har i første halvår af 1980 fremstillet en million flere biler end de amerikanske bilfabrikanter, hvis produktion er for nedadgående. Med sin produktion på 5,5 millioner biler fra januar til og med juni 1980 har Japan den største bilproduktion i verden. Succesen tilskrives en stadig voksende eksport.