Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g82 8/4 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1982
  • Underoverskrifter
  • Rygeres job i fare?
  • Cerutter mindre farlige?
  • Faren ved massive transfusioner
  • Præster med pistoler
  • Hjælper kaffe?
  • Flere cykler
  • Årsager til kræft
  • Uønsket opmærksomhed
  • En høj pris
  • ’Flere hungerramte end nogen sinde’
Vågn op! – 1982
g82 8/4 s. 22-23

Vi betragter verden

Rygeres job i fare?

◆ Arbejdsgivere, i hvert fald i USA, er begyndt at opdage at rygere koster dem for meget på lønningsregnskabet. Oplysningen stammer fra en undersøgelse der er foretaget af William Weis, professor i regnskabsføring ved Seattle University i staten Washington. Af 371 firmaledere som han interviewede, var 55 procent allerede begyndt at antage ikke-rygere fremfor rygere hvis de begge var kvalificerede til at udføre arbejdet. Professoren påpeger at der er gode økonomiske grunde til en sådan „forskelsbehandling“. Et firma der i gennemsnit betaler sine ansatte 140.000 kroner om året, har i realiteten en ekstraudgift på over 32.000 kroner pr. ryger på grund af flere sygedage, ringere arbejdsevne, større rengøringsudgifter og større omkostninger til medicin og lægebehandling (herunder til ikke-rygere som berøres af røgen). Undersøgelsen viste at rygere er fraværende fra arbejdet 50 procent oftere end ikke-rygere, og den arbejdstid der går tabt på grund af „rygeritualet“ er omkring 30 minutter om dagen for cigaretrygere og 55 minutter for piberygere.

Cerutter mindre farlige?

◆ Efter alle de lægelige advarsler mod cigaretrygning er nogle rygere gået over til cerutter, i den tro at de er mindre farlige. En dansk undersøgelse har imidlertid påvist at cerutter med hensyn til at fremkalde hjerteanfald er dobbelt så farlige som cigaretter. Ifølge dr. Finn Gyntelberg, der har ledet undersøgelsen, viste det sig at cigaretrygere i gennemsnit får dobbelt så mange hjerteanfald som ikke-rygere, hvorimod de der ryger cerutter får fire gange så mange hjerteanfald som ikke-rygere. Hans resultater er blevet offentliggjort i det ansete britiske lægeblad The Lancet.

Faren ved massive transfusioner

◆ Lægetidsskriftet Surgical Rounds har for nylig offentliggjort resultaterne af to undersøgelser som viser at der er en „stærkt øget“ dødsrisiko for patienter der i løbet af kort tid får massive blodtransfusioner. „Den samlede dødsrate på 50%,“ siger tidsskriftet, „vidner om alvoren af de problemer der er forbundet med massive transfusioner.“ Der siges videre: „Som man kunne forvente, var der en væsentlig stigning i dødsraten når antallet af transfusioner blev øget. Dødsraten ved 10 til 14 portioner blod var 37%; ved 15 til 19 portioner 53%; ved 20 til 24 portioner 62%; og ved 25 eller flere portioner 78%.“

For dem der ikke dør af massive transfusioner, er der en øget risiko for alvorlige komplikationer. „Omkring 85% af de patienter der fik 10-19 portioner, og praktisk taget alle patienter der fik 20 eller flere portioner blod inden for 24 timer, fik alvorlige komplikationer,“ siger artiklen. „Det var noget overraskende at over 90% af dem der fik 15 eller flere portioner blod, fik en eller flere infektioner.“ — August 1981, side 47-54.

Præster med pistoler

◆ Fjorten delegerede til en baptistisk landskongres i Detroit er blevet anholdt for at have medbragt ikke-deklarerede, skjulte håndvåben ved overgangen af grænsen til Canada. ’Over en halv snes af dem der blev anholdt ved Ambassador-broen og Detroit-Windsor-tunnelen i Windsor var præster,’ skriver Detroit-avisen Free Press. I retten blev præsterne idømt bøder eller betingede fængselsstraffe. En dommer som behandlede syv af de fjorten sager forklarede: „Alt hvad de behøver at gøre er at fortælle sandheden, og vi sender dem tilbage. Loven forbyder dem ikke at være i besiddelse af skydevåben ved grænseovergangen, hvis blot de oplyser os om det.“ Han tilføjede: „Vi har naturligvis konfiskeret alle våbnene, og ejerne må tage hjem uden. Og jeg er sikker på at de fleste af dem vil klare det. Måske går det så op for dem at de ikke behøver at gå rundt med skydevåben på sig.“

Hjælper kaffe?

◆ Bliver man mere klarhjernet af at drikke et par kopper sort kaffe hvis man har fået for meget spiritus? Det har en britisk psykolog ved Hulls universitet undersøgt. Han lod mænd og kvinder i alderen 18 til 36 år drikke fire glas vodka og juice hver. I første runde fik de to kopper kaffe bagefter. I anden runde fik de to kopper koffeinfri kaffe. Da deres reaktioner blev målt, viste det sig at de lavede næsten dobbelt så mange fejl når der var koffein i kaffen, som når der ikke var det. Resultaterne har vakt opmærksomhed, for de antyder at en spirituspromille som ikke i sig selv kriminaliserer bilkørsel, kan gøre kørselen kriminel hvis spiritussen efterfølges af kaffe. — Politiken, 19. december 1981.

Flere cykler

◆ De stigende benzinpriser har fået danskerne ud på cyklen igen. Antallet af nysolgte cykler er steget omkring 35 procent siden 1975. Sidste år blev der solgt rundt regnet 370.000 nye cykler. Til sammenligning blev der i 1950erne solgt godt 800.000 cykler årligt.

Årsager til kræft

◆ Den fortsatte forskning bringer stadig flere mulige kræftårsager for dagen. For eksempel oplyser The Lancet at en gift mands utroskab kan medføre at hans kone ikke alene pådrager sig kønssygdomme men også får kræft i hals eller underliv. Risikoen fordobles hvis manden har mere end seks andre partnere, og den seksdobles hvis han har mere end 16 kvinder ved siden af. Dette resultat bygger på en undersøgelse som er foretaget af et hold forskere ved Oxford-universitetets lægefakultet. Det viste sig at en gruppe kræftsyge kvinders mænd havde langt flere forhold uden for ægteskabet end tilsvarende mænd i en kontrolgruppe hvor hustruerne ikke havde kræftsymptomer. Ikke mindre end 22,5 procent af de kræftramte kvinders ægtemænd havde haft mere end 16 elskerinder ved siden af.

En anden årsag til kræft påpeges af den australske dr. Ainslie Meares. Han skriver i The Lancet at afspænding kan få visse kræftsvulster til at forsvinde. Han slutter derfor at der kan være en sammenhæng mellem disse kræfttilfælde og psykisk stress. Når legemet er i alarmtilstand afgives der flere alarmhormoner fra binyrerne, for eksempel cortison. Dette hormon virker lammende på legemets forsvarssystem, så kræftfremmende påvirkninger som kemikalier og virussmitte ikke holdes i ave som før.

Endnu en årsag til kræft påpeges af to japanske forskere i tidsskriftet Nature. De gør her rede for en undersøgelse som bekræfter at et stort forbrug af kød, specielt oksekød, kan være farligt. Det ser ud til at kødet leverer den ene halvdel af nogle fremkaldende stoffer, og at kostens grøntsager leverer den anden halvdel. Bakterier i tarmen bidrager til at knytte dem sammen. Stofferne kan give tarmkræft og andre kræftformer. De to forskere er nået frem til dette resultat ved at give forsøgspersoner først en typisk japansk kost og derefter en typisk vesterlandsk kost. Ved overgangen til den vestlige kost blev indholdet af farlige kræftfremkaldende stoffer i afføringen rundt regnet tidoblet.

Uønsket opmærksomhed

◆ En forsker der har arbejdet med syntetiske udgaver af insekters seksuelle tiltrækningsstoffer, har i hele to år derefter været genstand for sommerfuglehanners amourøse opmærksomhed. Forskeren, dr. E. Alan Cameron, skriver i tidsskriftet Journal of Chemical Ecology at de syntetiske feromoner, som stofferne kaldes, må være langt stærkere og langt mindre biologisk nedbrydelige end oprindelig antaget. Selv om han havde købt nyt tøj var vinduet ud for hans skrivebord så sent som et år efter hans sidste berøring med stoffet, fyldt med hansommerfugle af arten gypsymoth som søgte at tiltrække sig hans opmærksomhed. Forskeren konkluderer at feromonet på en eller anden måde er indgået i hans organisme.

En høj pris

◆ Listen over sygdomme der især rammer homoseksuelle bliver længere og længere. Ifølge tidsskriftet Science News er „en sjælden og ofte hurtigt dødbringende form for kræft“ kaldet Kaposi’s sarkom blevet påvist hos 41 homoseksuelle mænd i New York og Californien. Otte af dem døde inden for 24 måneder efter at diagnosen var stillet. Fælles for ofrene var ifølge artiklen at de havde haft „hyppig seksuel kontakt med mange forskellige partnere“, og at „mange af dem var blevet behandlet for herpesvirus, cytomegalovirus, hepatitis-B-virus samt parasitinfektioner“, hvilket alt sammen er almindeligt for homoseksuelle.

Samtidig beretter tidsskriftet Medical World News at epidemiologer i San Francisco og andre større byer „søger efter en forklaring på at lungebetændelsen Pneumocystis carinii — en livstruende sygdom der som regel kun opstår ved stærk undertrykkelse af immunitetssystemet — pludselig viser sig hos ellers sunde og raske unge homoseksuelle mænd“. Ifølge tidsskriftet antager lægerne at „fællesnævneren kan være en eller anden speciel homoseksuel adfærd eller en underliggende sygdom som pådrages ved seksuel forbindelse“. Dette er hvad man kan forvente når mennesker ignorerer Bibelens klare advarsel om at ’mænd som med mænd øver hvad der er uanstændigt, vil pådrage sig den fulde løn som deres vildfarelse fortjener’. — Romerne 1:27.

’Flere hungerramte end nogen sinde’

◆ „Der er stadig flere hungerramte mennesker i verden end der har været på noget tidligere tidspunkt — både i absolutte tal og i procent af den samlede verdensbefolkning,“ beretter New York Times. „De fleste anslår at over 500 millioner mennesker — rundt regnet hver niende — lider af alvorlig underernæring i dag, hvorimod det i 1950erne drejede sig om 100 til 200 millioner — hver fjortende til hver femogtyvende.“ De væsentligste årsager til problemet er ikke egentlig fødevaremangel, men siges at være de stærkt stigende fødevarepriser og den ulige fordeling af de stigende indtægter. „Efterhånden som flere lande — især landene i mellemindkomstgruppen, der i øjeblikket gennemgår en hurtig udvikling — og de mere velstående indbyggere i disse lande opnår større købekraft, fortærer de mere mad,“ forklarer New York Times. „Dette presser igen fødevarepriserne i vejret, med det resultat at fattigere mennesker alle vegne får sværere ved at købe nok at spise.“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del