Er vi udødelige?

MILLIONER af mennesker — katolikker, protestanter, muslimer, hinduer og andre, vil svare: „Legemet dør naturligvis, men sjælen lever videre.“ Og da legemet, set med deres øjne, blot er et midlertidigt „hylster“, betragter de deres virkelige jeg som udødeligt.

Hvor stammer denne lære fra? Er den opstået blandt tilhængere af kristendommen? Blandt muslimerne? Blandt buddhisterne, hvis tro er ældre? Eller et helt andet sted?

I virkeligheden kan den føres tilbage til det gamle Babylon. Senere blev tanken om menneskelig udødelighed videreført af græske filosoffer som Pythagoras i det sjette århundrede og Sokrates og Platon i det femte århundrede f.v.t. Platon citerede Sokrates for at have sagt: „Sjælen . . . drager . . . til den usynlige verden, som ligner den, det guddommelige, udødelige . . . og når den kommer derhen, er den salig, . . . og tilbringer i sandhed . . . al fremtid i fællesskab med guder.“

Urkristendommen og udødelighed

Hvornår blev læren om sjælens udødelighed indført blandt de kristne? Isaac Taylor fortæller i sin bog Ancient Christianity at kristendommen i det andet århundrede „var faldet i hænderne på lærere som var blevet grundigt oplært . . . i de græske filosofiske skoler og som . . . med en instinktiv modvilje vendte sig bort fra evangeliet“. Omkring begyndelsen af det tredje århundrede lærte Tertullian, en fremtrædende kirkeleder: „Nogle ting forstås rent naturligt: sjælens udødelighed, for eksempel, fastholdes af mange . . . Jeg vil derfor med en opfattelse fra Platon hævde at enhver sjæl er udødelig.“ Det femte århundredes kirkelærer Augustin sagde: „Menneskesjælen kan med sikkerhed fastslås at være udødelig.“

Fra da af blev læren om sjælens udødelighed grundlæggende i hele kristenheden. Det er som dr. Laidlaw udtrykte det i sin bog Bible Doctrine of Man: „Lidt efter lidt . . . sejrede den græske indflydelse, og selv i den kristne kirke foretrak man længe læren om sjælens udødelighed for Skriftens lære om fremtidigt liv.“ (Kursiveret af os.) Dette førte til lærepunkter som midlertidig pine i en skærsild eller evig pine i et helvede. Fattige mennesker har ofret store summer på at få præster til at bede for de dødes sjæle, så de kunne blive løst fra skærsilden. Alt dette på grund af græsk filosofi!

Er alle kirkeledere enige?

Mange bibellærde og gejstlige har i tidens løb sat spørgsmålstegn ved læren om den udødelige sjæl. Den wesleyanske metodistpræst Agar Beet skrev i 1897: „Den kristne lære om sjælens udødelighed er et tankevækkende eksempel på en opfattelse som helt savner grundlag i Bibelen og som til en vis grad modsiger den, en opfattelse som helt og holdent stammer fra græsk filosofi og dog fastholdes af mange veluddannede og forstandige kristne lærere og skribenter ud fra den fejlagtige forudsætning at den fremholdes i Bibelen.“ Ligeledes skrev dr. theol. Niels Munk Plum, der var biskop over Lolland-Falster fra 1942 til 1950: „Tanken om Sjælens Udødelighed er græsk, hverken jødisk eller kristelig. . . . Og den kristelige Tro gaar heller ikke ud paa Sjælens Udødelighed, men paa Opstandelsen.“ — Dogmatik, side 290.

Alligevel er læren om den udødelige sjæl stadig med i de fleste kirkelige trosbekendelser. En katekismus der bruges af den hollandske reformerte kirke i Sydafrika fastslår for eksempel: „Sjælen lever videre og er udødelig.“ Men for få år siden bragte avisen Hoofstad, der udkommer i Pretoria i Sydafrika, en artikel med titlen „Sjælen lever ikke videre“, hvori en leder fra den samme kirke, professor Adrio König, sagde: „Kristne må se at komme bort fra den idé som stammer fra den græske filosof Platon, at mennesket består af to dele: legemet og sjælen . . . ifølge Bibelen ender menneskets eksistens med døden. Der er ikke ’et eller andet’, som en sjæl, der lever videre.“

Hvorfor denne uenighed blandt de gejstlige? Fordi de fleste af dem ikke har fastholdt Bibelen som Guds ord, selv om de måske giver det indtryk at det er den de underviser ud fra. De har ombyttet den med menneskers filosofi — deres egen og de gamle grækeres.

Hvad Jehovas Vidner tror

Jehovas Vidner deler ikke kristenhedens tro på iboende udødelighed. De tror at menneskets sjæl kan dø og at de døde ikke oplever nogen som helst sanseindtryk. Hvorfor? Fordi de anerkender Bibelen som Guds sande åbenbaring til menneskene. Det er interessant at de der skrev De hebraiske Skrifter (Det gamle Testamente) aldrig forbandt ordene „néfesj“ (sjæl) eller „rúach“ (ånd) med udødelighed. I stedet fremholdt de at sjælen dør: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4, 20; se også Salme 22:30.) De skrev at de døde er uden bevidsthed: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente . . . Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ — Prædikeren 9:5, 10.

De græske Skrifter (Det nye Testamente) giver udtryk for det samme syn på sjælen og døden. Jesus sagde at Gud „kan ødelægge både sjæl og legeme“. Hvis sjælen kan ødelægges, kan den naturligvis ikke være udødelig. (Mattæus 10:28) Med henvisning til Jesus sagde apostelen Peter: „For enhver sjæl der ikke hører på den profet, vil blive fuldstændig udryddet.“ (Apostelgerninger 3:23) Jesus viste også selv at de døde er uden bevidsthed, idet han sammenlignede døden med „søvnens hvile“. (Johannes 11:11-14) Det stemmer med det indtryk man får hvis man overværer en begravelse hvor det er muligt at se den afdødes legeme.

Ifølge skabelsesberetningen blev Adam dannet af jordens støv og „blev til en levende Sjæl“. (1 Mosebog 2:7, 1871-oversættelsen) Derfor bruger Bibelen ofte udtrykket „sin sjæl“ i betydningen ’sig selv’, som dér hvor der tales om Jonatans kærlighed til den unge David: „Han elskede ham som sin egen sjæl [som sig selv].“ (1 Samuel 18:1) I en kommentar til dette siger The New International Dictionary of New Testament Theology: „Sjælen er summen af hele personligheden, af hele personens jeg, i den grad at ’sjæl’ kan være ensbetydende med ’mig’ eller ’dig’ (1 Sam. 18:1). I 1 Mos. 2:7 betyder [sjæl] ’person’ eller ’væsen’.“

Det bibelske håb om fremtidigt liv bygger på en opstandelse. En kendt bibeloversætter i det sekstende århundrede, William Tyndale, sagde: „Hvis sjælen var i himmelen, hvorfor skulle opstandelsen så være nødvendig?“ Når de døde opstår til liv, vil ’de udvalgte’ ifølge Bibelen ’iføre sig udødelighed’ for at være sammen med Gud og Kristus i himmelen. Det er tydeligt at disse udvalgte ikke er født med udødelighed. Udødeligheden er en belønning for deres trofasthed til døden. — 1 Korinter 15:51-54; se også Romerne 2:6, 7.

Langt de fleste af de døde vil få en opstandelse til liv på jorden i Guds nye orden. Da Jesus var på jorden demonstrerede han dette ved at oprejse nogle få mennesker fra de døde. Desuden lovede han: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [min] stemme og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29.

Jehovas Vidner tror fuldt og fast på dette. Når de personligt stilles over for døden eller de mister en af deres kære, har de derfor grundlag for et virkeligt håb. Der vil råde ubeskrivelig glæde i den nye orden når Gud i sin uendelige magt og visdom oprejser de døde. Derved vil han opfylde sit løfte om at „tørre hver tåre af deres øjne“ når han „gør alting nyt“. — Åbenbaringen 21:3, 4.

[Illustrationer på side 13]

Platon citerede Sokrates for at have sagt: „Sjælen . . . drager . . . til den usynlige verden, . . . det guddommelige, udødelige . . . og tilbringer i sandhed . . . al fremtid i fællesskab med guder.“

Platon

Sokrates

[Illustration på side 14]

„Der vil finde en opstandelse sted.“ – Apostelgerninger 24:15.