Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g82 8/9 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1982
  • Underoverskrifter
  • Børn ærligere end voksne?
  • Lever de tynde længere?
  • Ingen dødsstraf i Storbritannien
  • Officiel rapport om TV-vold
  • Kun to procent opklares
  • I kø for at komme i fængsel
  • Danske teenage-mødre
  • Den økonomiske side af et pavebesøg
  • Hvad der kommer let . . .
  • Fodbolddommer — et skrapt job
  • Fodbold og sort magi
  • Ørne bortfører radio
  • Et råd fra lægen gør indtryk
Vågn op! – 1982
g82 8/9 s. 22-23

Vi betragter verden

Børn ærligere end voksne?

◆ I Storkøbenhavn er antallet af anmeldte butikstyverier blandt voksne steget cirka 30 procent fra 1980 til 1981. Men antallet af butikstyverier blandt børn er faldet. Fra 1977 til 1981 er tallet faktisk halveret. Faldet gør sig gældende hos både drenge og piger, dog mest hos piger. Om erfaringerne fra sin egen forretning fortæller en købmand at et skilt med advarselen „Butikstyveri er strafbart“ og en meddelelse om at tyveri anmeldes til politiet, har fået antallet af rapserier fra slikreolen ned på en fjerdedel. Politiet mener at nedgangen også skyldes den åbne behandling problemet får i dag i skoler og ungdomsklubber. Men da de voksne altså stadig er „på færde“, er det samlede antal butikstyverier steget. For Danmark som helhed steg det fra 8469 i 1980 til 9829 i 1981. — Jyllands-Posten, 3. maj 1982.

Lever de tynde længere?

◆ „Hvis du kan finde en person der er tynd og som ikke er storryger, så har du fundet den der klarer sig allerbedst i livet — det laveste antal dødsfald, slagtilfælde, hjerteanfald, ja, alting,“ siger dr. William Castelli, som leder en gruppe i Framingham, Massachusetts, der lige siden 1949 har fulgt helbredstilstanden hos flere tusind af de lokale beboere. Konklusionen er det modsatte af hvad man er nået frem til ved Johns Hopkins-universitetet, hvor man mener at de sundeste mennesker er dem der er lidt overvægtige. Om denne rapport siger dr. Castelli imidlertid: „Det var alle de tykke der kunne lide at høre det. Men vi siger at det ikke kan være rigtigt.“ Lægen erklærer at det sande billede af de tyndes lange levetid kommer til syne når man holder rygerne uden for statistikkerne.

Ingen dødsstraf i Storbritannien

◆ De britiske politibetjentes forening har for et stykke tid siden offentliggjort store annoncer med ønske om støtte til dødsstraffens genindførelse og foreningens formand, Jim Jardine, fik tilsendt 200.000 støttebreve. Et forslag om dødsstraf blev fremsat i Parlamentet — for femte gang siden denne strafform blev afskaffet i 1969. Forslaget blev blandt andet begrundet med den stigende vold i samfundet. Det blev imidlertid forkastet, så der er fortsat ikke dødsstraf i Storbritannien. — Politiken, 13. maj 1982.

Officiel rapport om TV-vold

◆ Hvad mange har haft en mistanke om i lang tid, er nu blevet bekræftet af en officiel rapport fra den amerikanske regering: Børn der bruger megen tid ved TV-skærmen og ser mange voldsbetonede programmer, bliver selv aggressive i deres adfærd. Efter ti års forskning på området har den amerikanske regerings mentalhygiejniske institut i Washington konkluderet at der er sammenhæng mellem TV-volden og børns og unges aggressive opførsel. „I børneudsendelserne, som er koncentreret om weekenderne, er der 18 voldshandlinger i timen,“ hævder instituttet. „Folk, som ser meget TV, har større tendens end dem, der ser lidt TV, til at betragte verden som et voldsomt sted, og til at tabe tillid til andre.“ (Jyllands-Posten, 16. maj 1982) Atten voldshandlinger i timen svarer til én cirka hvert tredje minut. Blandt de undersøgelser der nævnes i rapporten, er to der viste at amerikanske børn under skolealderen udviste „en helt uberettiget aggressiv adfærd i leg efter meget TV-kigning med voldsprogrammer“. Amerikas nationale radio- og TV-selskab NBC har selv foretaget en undersøgelse, hvori der ikke er fundet vidnesbyrd om en længerevarende forbindelse mellem det at se vold på TV og aggressiv adfærd. — Kristeligt Dagblad, 8. maj 1982.

Kun to procent opklares

◆ Mange i Danmark har en fornemmelse af at tyverierne af cykler er i stærk stigning. Dansk Cyklist Forbund har oplyst at der sidste år blev stjålet over 100.000 cykler i Danmark, men at under to procent af tyverierne blev opklaret. I Hamburg-området i Tyskland er opklaringsprocenten på over 70. — Jyllands-Posten, 17. maj 1982.

I kø for at komme i fængsel

◆ Der er 10.000 danskere der er idømt hæfte- eller fængselsstraf og står i kø for at afsone. Justitsminister Ole Espersen vil derfor indrette to militærlejre til brug ved afsoning. Det vil i 1983 og 1984 koste 60 millioner kroner i personaleløn, uddannelse, forplejning og anlægsudgifter. Der skal ansættes 240 flere medarbejdere ved fængslerne og i kriminalforsorgen, heraf 75 fængselsbetjente til ’fastholdelse af narkobekæmpelse i fængslerne’. Justitsministeriet nævner at køen af domfældte på to år er vokset med 2400, på trods af at fængslerne udnyttes mere end før, at en ny lejr allerede er taget i brug og at 2000 hæftestraffe ventes ændret til bødestraffe. — Politiken, 29. april 1982.

Danske teenage-mødre

◆ Piger der allerede i en ganske ung alder føder børn, kommer i mange tilfælde fra „en så svag social baggrund, at det kan være svært at skabe et trygt familieliv,“ oplyser Politiken med psykolog Søren Friis Smith fra Rigshospitalet som kilde. „Det viser sig, at de 14-19-årige mødre i mange tilfælde har været udsat for skilsmisse, alvorlig sygdom eller dødsfald blandt deres egne forældre. . . . For de 14-17-årige gælder det desuden, at deres forældre tit er ufaglærte arbejdere og invalidepensionister. Dette kombineret med at den gravide og hendes mand ofte har en stor søskendeflok tegner et billede af et svagt socialt netværk,“ fortæller Søren Friis Smith. I 1979 fødtes der i Danmark 1598 børn af mødre som var 18 år og derunder foruden 1741 børn af mødre på 19 år. (Politiken, 11. maj 1982) Ud fra det oplyste kan man altså konkludere at mange af de unge mødre kommer fra en baggrund hvor de har savnet følelsesmæssig tryghed, varme og tillid i familien.

Den økonomiske side af et pavebesøg

◆ Forud for pavens besøg i Storbritannien i slutningen af maj var der stor nervøsitet for at besøget skulle blive aflyst på grund af fjendtlighederne mellem Storbritannien og Argentina. Bekymringerne skyldtes ikke mindst at en aflysning ville være „en økonomisk katastrofe for arrangørerne af besøget,“ skriver Berlingske Tidende. „Overalt er der bygget tribuner, altre og truffet aftaler . . . så man er parat til at modtage millioner af mennesker. Der er trykt gigantiske oplag af pavebøger og brochurer og fremstillet tusinder og atter tusinder af souvenirs fra de billigste plasticrædsler til kostbare porcelænsstatuetter af den hellige fader. . . . Det hævdes, at den katolske kirke selv har investeret 90 millioner kroner i projektet — og kun har tegnet en forsikring på 15 millioner imod en eventuel aflysning. Men dem, der vil blive hårdest ramt, er souvenirindustrien. [Et reklamefirma], der har sikret sig en koncession, som giver 20 procent på alle ’officielt velsignede souvenirs’, er alvorligt bekymret i disse dage — selv om virksomheden har tegnet en forsikring på over 100 millioner kroner i tilfælde af en aflysning.“ — 15. maj 1982.

Hvad der kommer let . . .

◆ Hasardspil er ifølge Politiken for 2. maj 1982 blevet en last for professionelle fodboldspillere. Et ekstremt tilfælde er en bundesliga-spiller fra Bremen som har tabt næsten en million D-mark i nordtyske spillekasinoer. En østriger har soldet sin løn på omkring 2 millioner D-mark op i spillekasinoer og har måttet sælge sit hus. Årsagen til spillelidenskaben siges at være de enorme summer spillerne kan indtjene, og den omstændighed at de konstant udsættes for gamblerens pres: Det er enten den store succes eller mørk fiasko. „Et mål scoret i en Europacupkamp kan give 10.000 D-mark ekstra i bonus. Går bolden forbi målet, kan det betyde nul udbetaling. Denne ’alt eller intet’-indstilling præger spillerne uden for banen, hvor de ofte har en masse tid tilovers uden noget at tage sig til,“ fortæller avisen. „De fleste slår tiden ihjel med at spille.“

Fodbolddommer — et skrapt job

◆ Fodbolddommere i Jugoslavien lever livet farligt, fortæller Jyllands-Posten for 25. marts 1982. Det går ofte hårdt til i de regionale kampe. Det er ikke ualmindeligt at dommeren får klø hvis hjemmeholdet taber. En dommer fik sit ene øje ødelagt da en ophidset tilskuer kastede en sten. En anden brækkede et ribben. En tredje fik næsen brækket, og en fjerde blev klædt af og kastet ind i en tornet busk af de rasende tilskuere.

Fodbold og sort magi

◆ Da det peruvianske fodboldlandshold forberedte sig til kampen mod Camerouns hold ved verdensmesterskaberne, søgte holdet hjælp hos højere magter. En gruppe sandsigere gennemførte en natlig ceremoni hvor de efter sigende kæmpede mod kræfter som Camerouns heksedoktorer havde rettet mod de peruvianske spillere, og overvandt dem. En specialist i okkulte ceremonier udtalte at alle fodboldhold benyttede magi for at skade modstanderne.

Ørne bortfører radio

◆ Bladet Soviet Life fortæller om en ejendommelig hændelse i sovjetprovinsen Kirgisien. En fårehyrde var en dag ved at vogte sin hjord i en bjergkløft, da han pludselig hørte musik fra en ørnerede højt oppe på en klippe. Så forstod han hvor hans transistorradio var blevet af. Man mener at ørnen har snuppet radioen i et styrtdyk og har taget den med sig til sin rede. Det sovjetiske blad fortsætter: „I adskillige dage og nætter lyttede ørnefamilien til musikken. Så løb batterierne tør, radioen blev stille, og fuglene skubbede den ud over skrænten.“

Et råd fra lægen gør indtryk

◆ Hvad er det mest effektive middel til at standse tobaksrygning hos folk? En undersøgelse fra flere forskellige lande har vist at kampagner, oplysning, propaganda og forbud mod reklamer ikke har nogen særlig stærk virkning. Det mest effektive middel er et godt råd fra en læge. Halvtreds procent af patienterne holder op med at ryge hvis deres læge råder dem til det i forbindelse med en sygdom der har at gøre med tobakken. I bladet Nordisk Medicin skriver en gruppe læger: „I Norge er det vist, at en samtale på et kvarter om tobak med lægelig rådgivning endnu fem år senere viser effekt i form af et tydeligt nedsat tobaksforbrug.“ — Politiken, 13. maj 1982.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del