Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g83 22/7 s. 19-21
  • Hvordan får jeg et bedre forhold til andre?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan får jeg et bedre forhold til andre?
  • Vågn op! – 1983
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Lær at kommunikere
  • Læg mærke til andres gode egenskaber
  • Vis forståelse
  • Hvorfor kan ingen lide mig?
    Vågn op! – 1988
  • Unge — isolerer I jer?
    Vågn op! – 1980
  • Hvad skal jeg gøre hvis han ikke gengælder min kærlighed?
    Vågn op! – 1998
  • Hvorfor forstår mine forældre mig ikke?
    Vågn op! – 1983
Se mere
Vågn op! – 1983
g83 22/7 s. 19-21

Unge spørger:

Hvordan får jeg et bedre forhold til andre?

„ER DER nogen af jer der føler at I kommer dårligt ud af det med andre?“ Det spørgsmål har Robert Conklin, der er forfatter og har forsket i menneskers indbyrdes forhold, stillet til mange forskellige, men kun sjældent har nogen besvaret det med „ja“. Alligevel var der 998 ud af 1000 som han havde bedt om at fortælle hvilke tre ting der irriterede dem mest, der sagde at ’deres største ærgrelser skyldtes andre mennesker’.

Conklin kom til den slutning at disse mennesker i virkeligheden siger: „Vi er fine venner indtil du gør noget jeg ikke bryder mig om. Så er jeg ikke længere din ven, indvendig. Jeg bliver irriteret, ærgerlig, skuffet.“

Sker det at du føler det sådan over for dem du kender? Sådanne følelser — hvad enten man giver udtryk for dem eller holder dem for sig selv — kan være en hindring for et godt og fredeligt forhold til andre. Og det afhænger i høj grad af ens evne til at komme godt ud af det med andre om man opnår et meningsfyldt og indholdsrigt liv.

Hvilke positive skridt kan man da tage til at forbedre sit forhold til andre?

Lær at kommunikere

Vær villig til at tale med andre. God kommunikation opbygger stærke venskaber. For at komme ud af det med andre må vi være villige til ikke blot at fortælle dem vore egne meninger, men også til at lytte til dem.

Følgende gode eksempel viser værdien af at lytte. Jesus Kristus mødte engang en samaritansk kvinde ved en brønd og gav sig til at tale med hende. Han bad hende: „Giv mig noget at drikke,“ og det førte til en lang samtale. (Johannes 4:5-26) Jesus lyttede opmærksomt til kvindens synspunkter, og derfor følte hun sig draget mod ham. Jesus forstod at kommunikere. Han vidste både hvordan man lytter og hvordan man taler. „Af alt det man kan gøre for at få andre til at føle sig betydningsfulde,“ skriver Robert Conklin, „er der ikke noget der er vigtigere end at være god til at lytte.“

God kommunikation kan også hjælpe dig til at få et bedre forhold til dine forældre. Somme tider kan stemningen i et hjem være som på en slagmark. Men den 17-årige Don siger: „Mine forældre og jeg har et ret nært forhold til hinanden, fordi vi er åbne og ærlige over for hinanden.“ Betyder det at være „åben og ærlig“ nu at man kan tillade sig at være grov eller hensynsløst ærlig? Bibelen giver dette råd: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ Er det et brugbart og nyttigt råd? — Kolossenserne 4:6.

Hvis det man siger er „krydret med salt“, vil det være lettere at tage imod. Selv hvis man er vred på en anden, er der stor forskel på for eksempel at udbryde: „Jeg kan ikke holde dig ud!“ og at sige roligt: „Det du sagde til mig i går efter skoletid gjorde mig meget ked af det.“ Hvad vil mon være lettest at tage imod, og sandsynligvis give det bedste resultat?

Hvis man gerne vil forbedre sit forhold til andre er det imidlertid også vigtigt at vide hvornår man skal sige noget. Salomon, der var en viis konge i det gamle Israel, sammenlignede „ord, som tales i rette tid“ med „æbler af guld i skåle af sølv“. (Ordsprogene 25:11) Gyldne æbler der af en dygtig kunstner var arrangeret i skåle af sølv, blev vurderet højt i det gamle Israel. På samme måde er det af stor værdi at vide hvornår man bør sige noget og hvornår man ikke bør sige noget. De rette ord, sagt på den rette måde og på det rette tidspunkt, er skridt på vejen til et godt forhold til andre.

Læg mærke til andres gode egenskaber

Hvordan reagerer du når andre siger noget pænt og velment om din personlighed, dine evner, eller lignende? Synes du ikke det er rart? Smiger — uærlig eller overdreven ros — kan virke frastødende men oprigtige, rosende ord kan gøre meget til at opbygge et nært venskab.

„Man er måske tilbøjelig til at undervurdere sig selv fordi man glemmer at tage sine gode egenskaber i betragtning,“ indrømmer en ung mand ved navn Tim. Han er klar over at oprigtige komplimenter virker tiltrækkende: „Det er rart når nogen siger noget pænt om en, og jeg synes det er dejligt at være sammen med mennesker der gør det.“ Har du det ikke på samme måde?

Jesus vidste dette, og han lagde også mærke til andres gode egenskaber. Til Natanael, der senere blev en af hans apostle, sagde han: „Se, sandelig en israelit i hvem der ikke er svig.“ (Johannes 1:47) Jesus sagde dette skønt han uden tvivl kendte til Natanaels meget ringeagtende spørgsmål angående Jesu hjemby: „Kan noget godt komme fra Nazaret?“ (Johannes 1:46) I stedet for at blive fornærmet, henledte Jesus opmærksomheden på Natanaels usædvanlige egenskaber. Resultatet blev et varigt venskab.

Ser du, ligesom Jesus, igennem fingre med mindre fejl og mangler hos andre, mens du søger efter „perlerne“ i deres personlighed? ’Jamen, nogle mennesker går mig bare på nerverne! De bliver sure lige meget hvor venlig man forsøger at være!’ vil nogen sige. Ja, vi har alle vore fejl. Hvis vi ønsker at bevare et fredeligt forhold til andre, afhænger det ikke desto mindre af om vi mestrer den egenskab, der måske er allervigtigst i forbindelse med at komme ud af det med andre. Den egenskab er forståelse.

Vis forståelse

Hvordan ville du reagere hvis du kom ud for dette: Du kommer kørende og ser en ung mand der vinker og gør tegn til dig for at få dig til at standse. Du standser ikke. Pludselig kaster den unge mand en sten der rammer din bil. Du standser, stiger ud af bilen og begynder at gå hen imod ham.

Mange tanker flyver igennem hovedet på dig: ’Han må betale erstatning. Hvorfor er folk også så hævngerrige? Han skal ikke få lov at slippe godt fra det.’ Du kommer nærmere og ser en grædende og bange skikkelse foran dig. Han forklarer: ’Jeg var nødt til at få dig til at standse.’ Nu får du øje på en anden ung mand der ligger i græsset lige bag ham. Han er hårdt kvæstet og trænger til hjælp. Nu ser du situationen i et helt andet lys, og du har ganske afgjort ændret mening om den unge mand der står ved siden af dig. Ja, nu forstår du.

Mange føler sig overvældet af store problemer, der til tider virker helt håbløse. Andre er meget usikre rent følelsesmæssigt, måske på grund af deres opdragelse eller på grund af dårlige forhold i familien. Atter andre bliver måske udsat for et stort pres, eller endda undertrykkelse, der ifølge Bibelen „kan gøre en Viis gal“. (Prædikeren 7:7, Kalkar) Alt dette kan bidrage til at de er irritable, og få dem til at sige ting som de senere fortryder. Er du „stor“ nok til at se igennem fingre med det, alt taget i betragtning? — Ordsprogene 19:11.

Forståelse kan få os til at prøve at finde svarene på spørgsmål som: Hvorfor opfører han sig sådan? eller: Hvorfor vil han ikke lytte til fornuft? Det vil fremme forståelsen hvis man lader være med at drage forhastede slutninger om andre. Det lærte den 27-årige Scott. Han indrømmer: „Jeg var tilbøjelig til at danne mig en mening om folk på baggrund af bare et enkelt møde eller en enkelt hændelse, og det lod jeg så være afgørende for hvordan jeg behandlede dem og hvad jeg syntes om dem.“ Scott forandrede sig imidlertid og fandt ud af at han kunne få et bedre forhold til andre. Han tilføjer: „Nu er det gået op for mig at det er bedre at lade være med at dømme nogen på forhånd, og i stedet give sig tid til at lære hele personen at kende. Jeg forsøger at forstå baggrunden for hans eller hendes opførsel.“

Engang imellem vil det ikke lykkes for dig at vise den nødvendige forståelse. Man er ikke altid i stand til at opføre sig forstandigt og være „koldblodig“. (Ordsprogene 17:27) Når det er sket, har du så ikke været nødt til at trøste en der stod dig nær, måske ved at sige: ’Det må du undskylde, jeg er ked af det, jeg forstod ikke . . .’?

Stræb efter at få et bedre forhold til andre. Lær at kommunikere. Fortæl andre at du har lagt mærke til deres gode egenskaber. Gør alt hvad du kan for at forstå hvorfor andre opfører sig som de gør; forsøg at vise dem forståelse. Hvis du anvender disse principper i dit liv, vil det være til stor glæde både for dig selv og for dem du omgås.

[Tekstcitat på side 20]

Det at vide hvornår man bør sige noget, er et skridt på vejen til et godt forhold til andre

[Tekstcitat på side 21]

„Engang imellem vil det ikke lykkes for dig at vise den nødvendige forståelse“

[Illustration på side 21]

Se bag om handlinger og forsøg at opdyrke forståelse

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del