’Bevægelse i de stille vande’
Det italienske lægeblad Tempo Medico har behandlet „spørgsmålet om hvorvidt blodtransfusion altid er påkrævet“ i lægebehandling. Bladet konkluderer: „Det kan med bestemthed siges at de tilfælde hvor en transfusion er så nødvendig at det er forbundet med livsfare at undlade den, bliver færre for hver dag.“
Tempo Medico fremsætter derpå følgende forslag, på baggrund af den betragtelige risiko der er uløseligt forbundet med transfusionsbehandling: „Det er kun rimeligt at spørge om det ikke var værd — vedrørende behandling i almindelighed, også bortset fra Jehovas vidners ønsker — at tage behandlingsformer der efterhånden gives rutinemæssigt, op til fornyet overvejelse, så antallet af transfusioner begrænses.“ Artiklen siger derpå:
„Det er med dette i tanke, og ikke blot for at respektere Jehovas vidners anmodninger, at Denton Cooley [fra Houston i Texas] nu i over syv år har udført operationer på åbent hjerte og har begrænset antallet af transfusioner ved, hvor som helst det var muligt, at erstatte blodopløsninger med opløsninger der indeholder glukose og heparin. Hvis denne fremgangsmåde lige siden har givet fremragende resultater . . . undrer man sig over hvorfor den ikke er blevet almindeligt udbredt i vore dages kirurgi.
En kirurg, dr. Cesare Buresta, der arbejder på et distriktshospital i Ripatransone i provinsen Ascoli Piceno, har gjort dette siden 1974, idet han har opereret Jehovas vidner og føjet dem i deres vilje. . . . Ifølge dr. Buresta viser de resultater han har opnået at det er muligt at udføre operationer hvor man undlader blodtransfusioner, i det mindste i de fleste tilfælde, uden at udsætte patienten for risici der er større end normalt. Det er naturligvis nødvendigt at anvende enhver mulig operationsteknik for at begrænse blodtabet til det mindst mulige. Det er indlysende at anvendelsen af disse former for operationsteknik gør kirurgiske indgreb vanskeligere og mere indviklede. Muligheden for at undlade transfusion, der nu tilsyneladende er en realitet, åbner sig med andre ord gennem slid, grundigt forudgående arbejde og godt udstyr.“
Bladet slutter: „Ikke desto mindre må lægevidenskaben ærligt overveje om det ikke er værd at gøre en anstrengelse i den retning, ved at forøge antallet af afdelinger og operationshold der kan gøre brug af ovennævnte fremgangsmåder. Det vil ikke blot imødekomme Jehovas vidners ønske, men det er også værd at tage i betragtning at dette kan vise sig at komme alle til gode, eller i hvert fald anspore til ny forskning. Deres stillingtagen er en tilskyndelse til at sætte bevægelse i rutinebehandlingens altid lidt stille vande.“ — Udgaven for december 1980.