Grundtvig og hans mageløse opdagelse

Har Grundtvigs „mageløse opdagelse“ bidraget til at så mange danskere har lagt Bibelen på hylden?

DA kapellanen ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn var 42, gjorde han en „mageløs opdagelse“, for at bruge hans eget udtryk, og i resten af sine 89 leveår uddybede og prædikede han sit teologiske fund i skrift og tale. Det var langtfra alle hans kolleger i åndens verden som kunne godtage „opdagelsen“; hans biskop kaldte den slet og ret en „opfindelse“, men de to havde nu heller aldrig kunnet enes om ret meget. Når den faldt på stenet grund i vide akademiske kredse, skyldtes det måske også at han tidligere ved en noget formynderisk formaningstrang og forkyndelsesiver plus en del respektløshed havde bragt sig i et alvorligt modsætningsforhold til sin tids kulturpersonligheder inden for teologi og litteratur; men alligevel fik han ad åre stort følge og har sat sit umiskendelige præg på dansk kirkeliv til den dag i dag. Kapellanen var Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, født på præstegården i Udby ved Vordingborg i 1783, altså for 200 år siden. Han blev præst, teolog, digter, historiker, forfatter, skoleideolog, politiker og rigsdagsmand med højskole- og andelsbevægelsen i sit kølvand som indirekte udslag af sin enorme og alsidige tankeproduktion, der var som et sprudlende væld, en begavelse der grænsede til sindssyge og overskred denne grænse i tre perioder af hans liv. Hvad han skrev kom ofte på vers. Bindene med hans digte og salmer alene omfatter 7160 sider.

Velskrevne var hans værker ganske vist, men let at følge i sin tankeflugt var han ikke, og han er heller ikke blevet det siden. For nylig klagede en lærerstuderende i en avisartikel over at Grundtvig var „fantastisk svær at læse, for ikke at sige umulig“, og at bøgerne om ham på mange punkter var lige så uforståelige som Grundtvigs egne tanker.¹ Og dog hævdes det at han med nogle af sine værker bidrog til verdenslitteraturen.²

Grundtvig var efter hele sin opdragelse og personligt tilkæmpede overbevisning dybt plantet i den luthersk-evangeliske lære med dens tro på Bibelen som Guds inspirerede ord og eneste målestok for sand tro, og han hørte ikke til dem der gjorde en dyd af at beholde sin tro for sig selv. Med ildhu drog han frem til forsvar for Bibelen. Karakteristisk nok valgte han som tema for sin prøveprædiken for gejstlige censorer: „Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?“ Heri beskyldte han statskirkens præster for at have mistet troen på Bibelen og derfor ikke at forkynde dens budskab, men prædike deres egne uvedkommende tanker. Med en sådan prædiken var han, som man kunne forvente, så meget ude af trit med øjeblikkets teologiske tankegang og almindelig gejstlig takt og tone at da han tillod sig den frihed oven i købet at udgive den på tryk, skabte det en del blæst, og han fik en irettesættelse af universitetets rektor; men præst blev han da. Han blev kendt som „Bibelens ensomme kæmpe“.³

Prøveprædikenen var dog en mindre affære i sammenligning med den senere offentlige disput med en professor om dennes nylig udkomne teologiske værk, der var rationalistisk, og nok anerkendte Det nye Testamente som eneste pålidelige sandhedskilde, men samtidig gjorde den rette forståelse af det afhængig af teologernes færdigheder. Rationalismen var en åndsstrømning i det 18. og 19. århundrede som også greb mange teologer, en forgabelse i den menneskelige fornuft, så alt hvad der forekom fornuftstridigt i Bibelen — såsom skabelsen, underne, Jesu opstandelse og så videre — skulle have en forklaring det 19. århundredes fornuft kunne acceptere. Både rationalisme og præstevælde virkede på Grundtvig som en rød klud på en tyr. Sig selv tro gik han prompte til angreb — men overreagerede. Næppe var værket udkommet før han fór i blækhuset og selvbestaltet leverede et skrift med titlen „Kirkens genmæle“, som hvad sproget angik indbragte ham en injuriesag med efterfølgende bøde og censur, og hvad indholdet angik til dels skød over målet. Bortset fra at være et vidnesbyrd om hans iltre kampånd og om at genier også kan forløbe sig og ramme ved siden af, var det nok så interessante ved „Kirkens genmæle“ at Grundtvig her for første gang trådte offentligt frem med konturerne af sin „mageløse opdagelse“, et nyt syn på begrebet „Guds ord“.

Der var sket det at „kæmpen“ dog kunne rokkes. Især gjorde den historiske bibelkritik indtryk på ham, og mens han arbejdede med problemet hvordan Bibelen og kritikken kunne forliges, så han ikke skulle miste sit trosgrundlag, slog det ham at det oprindelige Guds ord ifølge sagens natur ikke kunne have været noget skrevet ord, men måtte have været et talt ord. Det blev oprindelig talt af Jesus til hans disciple og blev grundlaget for deres tro på et tidspunkt da der ikke fandtes noget evangelium eller apostelbrev. Jesus havde talt troens ord ved dåben og nadveren og i Fadervor. Særdeles vigtig var bekendelsen ved dåben, som var „salighedsvilkåret“; og hertil, erklærede Grundtvig senere, havde Jesus udtalt den apostolske trosbekendelse. Efter sin opstandelse leder Kristus menigheden ved sin ånd, idet han fortsat indgiver den sand tro i hjertet.

Vejen til tanken om et til alle tider direkte, uskrevet Guds ord var til dels beredt ved overvejelser i retning af at Guds sande menighed jo ikke blot består af teologer, men i langt højere grad af ganske almindelige mennesker. Ikke desto mindre var menigmands tro helt prisgivet teologernes mening om Bibelen. Menigheden havde altså ifølge Grundtvig åbenbart behov for et mere „sikkert, almindeligt og kraftigt Vidnesbyrd om det Herrens Ord, der ikke skal forgaa med Himmel og Jord, end nogen Bog eller al Verdens boglærde kunde give, og da faldt der Skæl fra mine Øjne, saa jeg klarlig saa, . . . at vor fælles apostoliske Trosbekendelse ved Daaben er hele Kristi Menigheds Vidnesbyrd om sin Tro“.⁴

Guds ord og Bibelen

Da man nu mente at have en trosbekendelse af Jesu egen mund og en direkte forbindelse fra Jesu mund til den troendes hjerte til formidling af sand tro, kom det skrevne ord, Bibelen, til at spille en sekundær rolle for Grundtvig. Han sondrede meget skarpt mellem „Herrens eget mundord“ og det skrevne ord. Bibelen bliver ikke trosgrundlag, men er kun et vidnesbyrd om hvad troen har udvirket; den er ikke inspireret, ikke Guds ord. Heller ikke det talte ord, som kommer af at læse højt af den, bliver til Guds ord, og ingen bør derfor lade sig „hovmesterere“ af den.⁵ Alligevel omtaler han „Apostelskriften“ som „en mageløs og lydeløs Lærebog i Kirkeskolen om de Ting, som hører til Guds Rige“, og at den „bidrager saa usigelig meget til Daabspagtens Oplysning og rette kristelige Forståelse, at vi dertil nu maa finde den uundværlig“.⁶

Det var svært for menigmand, selv blandt Grundtvigs tilhængere, at foretage denne skelnen mellem det talte og det skrevne, og i sit lange liv måtte Grundtvig komme med idelige forklaringer og gentagelser. Et sted skriver han om „Sendrægtigheden hos de troende med at tilegne sig Sandheden om Herrens Munds Ord til os“ og „at vi hundrede Gange kan baade tale og skrive derom, uden at man engang ret mærker, hvad vi mener“.⁷ Med læren om Herrens mundord unddrog Grundtvig sig ethvert tovtrækkeri om bibelfortolkning og gjorde menigheden uafhængig af de skriftlærde.

Var det svært for hans egne at følge med, så faldt det naturligvis andre endnu sværere. Især syntes man at der manglede en rimelig begrundelse for at antage den apostolske trosbekendelse som Jesu eget ord, og at selv om Gud leder menigheden ved sin ånd, udelukker og overflødiggør det ikke eksistensen af et skrevet, inspireret Guds ord. Den historisk bevidste Grundtvig havde da også et forståeligt ønske om at kunne føre trosbekendelsen tilbage til Jesu egen mund. Han kom til det resultat at Jesus havde overleveret den apostolske trosbekendelse ordret til apostlene i de 40 dage mellem sin opstandelse og himmelfart, og en teolog skrev en længere afhandling for at begrunde dette, men den senere grundtvigianisme lod tanken falde som uholdbar.

Den kirkelige grundtvigianisme

Til trods for at Grundtvig aldrig opnåede nogen forståelse eller imødekommenhed fra de biskoppers side som var hans foresatte, tiltog hans kirkelige indflydelse dog betydeligt i de sidste 30 år af hans levetid. Kongen gav ham endog rang med Sjællands biskop. Ved hans død i 1872 samledes en meget stor folkemængde for at følge ham til graven. Og hvad skete der derefter med Grundtvigs tanker? Grundtvigianismen blev aldrig en folkerørelse. Dens tilhængere var gårdmænd, lærere, præster og andre folk af stand, men ikke husmænd og ikke byernes arbejdere. Den talmæssige fremgang i slutningen af det forrige og begyndelsen af dette århundrede skyldtes blandt andet at netop gårdmændene nød godt af det økonomiske opsving Danmark oplevede i denne tid, og økonomisk fremgang med et deraf følgende lyst livssyn var rette element for tidens „glade kristendom“ som grundtvigianismen blev kaldt i modsætning til Indre Mission, husmændenes og daglejernes dystre religion. Man voksede i tal, men ånden fulgte ikke med. I historikernes beskrivelse af den kirkelige grundtvigianismes udvikling forekommer ordene splittelse, opløsning, afsporing, forvirring og svækkelse til stadighed. Kun 10 år efter Grundtvigs død ville en fløj af menigheden give køb på det centrale i den „mageløse opdagelse“, læren om det talte ord, for at tækkes Indre Mission som de håbede på et samarbejde med.

Når grundtvigianerne ikke forstod hvad Grundtvig havde sagt, var det ikke så mærkeligt at de vendte sig til ting de forstod: den folkelige grundtvigianisme, såsom højskolebevægelsen, bøndernes andelsbevægelse og politik. Den grundtvigske valgmenighedspræst Anders Nørgaard siger i sit værk Den grundtvigske reformation, at under de indre brydninger kom det stadig frem, „at helt uvedkommende eller helt afledede ting og ikke hjertet selv har været drivkraften i tilslutningen“, hvorved „den stærkt menighedsdannende kraft svækkedes afgørende“. Derefter tilføjer Nørgaard: „Her må det dog huskes, at, set i historiens lys, er det afgørende ikke, om retningen eller bevægelsen, hvad man nu vil sige, flyder ud og således ebber ud, men om synet er sandt, og om det lever på trods af bevægelsen.“⁸

Status

I dag, halvandet århundrede efter den „mageløse opdagelse“, må vi konstatere: At historiens forløb ikke har stadfæstet synet, ikke har oppebåret det centrale i Grundtvigs tanker. At „Herrens eget mundord“, det eneste skabende og livgivende, imod al forventning ikke skabte en fortsættelse af Luthers reformation. At det ikke formåede at hindre en menighed som byggede på det i at flyde ud for derefter at ebbe ud. At det ikke blev grundtvigianernes menighed der i lydighed mod det apostelbevidnede Jesu-ord blev bærer til jordens fjerneste egne af det budskab om Guds rige som er verdens eneste håb i denne tid da undergang truer menneskeheden, og: At det ikke var grundtvigianerne der blev til en international menighed, et internationalt kærlighedens broderskab af døbte kristne mænd og kvinder af alle nationer, sprog, racer og samfundslag. Den kirkelige grundtvigianisme forblev i alt væsentligt en dansk foreteelse, forbeholdt visse klasser af den danske befolkning, og tilbage står nu en svært definérbar og konturløs religiøsitet samt en særegen dansk teologi for særegne særligt indviede danske teologer der bærer Grundtvigs navn.

Men det hindrer os ikke i at omfatte Grundtvig med stor sympati, ja, endog med kærlighed. Hans kærlighed til Gud og hans ord — talt eller skrevet, lad det stå hen — og hans kærlighed til menigmand hvis tro han frygtede ville gå til grunde under teologernes hårdhændede behandling, må aftvinge respekt og bevæge hjertestrengene. Vi sørger over at Bibelens ensomme kæmpe efter store sjælekvaler mente han måtte se på Bibelen med nye øjne. Man kunne af hjertet have undt ham at have fået sin tids nye bibelsyn lidt på afstand, så han havde haft lejlighed til at se hvordan den ene bibelkritiske hypotese efter den anden er blevet opgivet i lyset af nye fund og ny og bedre viden. Det ville have hjulpet ham til at holde fast ved sin oprindelige tro på Bibelen som Guds ord og ikke blot menneskers vidnesbyrd.

Henvisninger

1. „Kan Grundtvig bruges“, artikel af Ole Helding i Kristeligt Dagblad for 23. september 1982.

2. „Danmarks Kirke gennem tiderne“ (side 136), af prof., dr. theol. Hal Koch (København, 1970).

3. „Kirke-Leksikon for Norden“ (bind 2, side 273), dr. Fredrik Nielsen (Aarhus, 1904).

4. Samme (side 274).

5. „Vækkelser og kirkelige retninger i Danmark“ (side 140), af prof., dr. theol. P. G. Lindhardt (København, 1951).

6. „Bibelsyn, En Indførelse i aktuelle Bibelproblemer“ (side 25), af provst Th. Krøgholt (København, 1951).

7. „Den grundtvigske reformation“ (siderne 76, 77), af valgmenighedspræst Anders Nørgaard, forkortet ved Peder Bukh (København, 1978).

8. Samme (side 103).