Fra vore læsere

TV og familieliv

Jeres artikelserie om fjernsynet (8. februar 1983) udkom nøjagtig et år efter at vi havde solgt vores fjernsyn. Det var en svær beslutning at træffe, og det virkede nærmest som en slags narkoafvænning. Men resultatet har været en velsignelse. Det har forbedret vores studium og læsning og vore samtaler; nu kan vi blandt andet lege og more os sammen, vi har fået øjnene op for værdien af samvær med andre, og vi nyder at færdes ude i det fri.

K. H., Canada

Med dette brev vil vi gerne sige tak for artikelserien om TV. For tre år siden, i marts måned, gik vores fjernsyn i stykker. Familien drøftede situationen — vi har en datter på ti år — og vi besluttede at det ikke skulle repareres. Den første måneds tid føltes det som om vi var på nedtrapning fra stofmisbrug, men vi lagde straks mærke til en forbedring i familielivet. Vi begyndte at foretage os flere ting sammen, og vi gik også oftere på besøg hos andre. Vores datter begyndte at få klaverundervisning og gik i gang med andre hobbyer. Nu låner hun også bøger på biblioteket, så hun er blevet meget dygtigere til at læse. Vi kan se at det har knyttet os meget tættere sammen som familie, samtidig med at det har beskyttet os mod den vold og det fordrejede syn på kønslivet der så underfundigt præsenteres i fjernsynet.

D. K., Kentucky

En chokerende uret

Jeg har læst artiklen „En chokerende uret!“ [om retssagen mod ægteparret Oneda i Italien] i nummeret for 8. februar 1983. Det er tydeligt at man har gjort forældrene uret. De er blevet behandlet som de værste forbrydere. Det er ikke dem der har overtrådt loven, snarere de myndigheder som har udsat dem for denne ulovlige behandling. Lad os håbe at retfærdigheden ikke vil blive trådt under fode når sagen bliver appelleret.

D. K., Tyskland

Om at beholde sit job

Jeg vil gerne sige jer tak for det man kan læse i jeres blad. Jeg arbejder i et firma hvor det store problem er at medarbejderne forlader deres job. Mange af dem bekymrer sig ikke ret meget om at beholde deres arbejde. Jeg kunne huske artiklen „Hvordan man beholder sit arbejde“ som stod i et ældre nummer. (8. juni 1981) Den læste jeg igen, fotokopierede den og lagde den i et plasticomslag som jeg afleverede til chefen. Han blev så begejstret at han ved det næste medarbejdermøde læste hele artiklen op for de 100 ansatte. Resultatet var meget tilfredsstillende. Og ti af de ansatte bad om et abonnement på Vågn op!

H. M., Brasilien

Overvindelse af generthed

Jeg er den eneste afrikaner, jeg har en dårlig baggrund og jeg er sammen med 15 førsteårsstuderende fra de udviklede lande og stormagterne, så I kan sikkert forestille jer hvordan min generthed, som skyldtes mindreværdsfølelse, ville have overvældet mig og hvilken indvirkning det kunne have haft på mine studier i Sverige. Men så faldt jeg over artiklerne „Hvorfor er jeg så genert?“ og „Jeg er genert — hvad skal jeg gøre?“ (8. og 22. marts 1983) De to artikler hjalp mig til at overvinde meget af min generthed.

M. K., Sverige