På jagt efter den sande lykke

DET var sommeren 1970, og jeg befandt mig i en skov i nærheden af byen Revelstoke i British Columbia. Pludselig faldt jeg på knæ og begyndte at bede en inderlig bøn. Skoven var smuk nok til at indgyde ærefrygt og taknemmelighed, men det var nu ikke naturens skønhed der fik mig til at bede. Jeg var faktisk skrækslagen. Min blære føltes som en ballon der kunne revne når som helst. Jeg var sikker på at jeg var døden nær. Det var skræk der fik mig til at falde på knæ. Jeg havde taget en overdosis LSD, og nu bønfaldt jeg Gud om ikke at lade mig dø. Men lad mig forklare hvordan jeg var kommet i denne sørgelige forfatning.

I midten af 1960erne skete der mange forandringer i den by i Californien hvor jeg boede. Jeg var ganske ung dengang, og valgte den livsform der så ud til at bringe sand lykke.

Weekendens aktiviteter begyndte gerne med at mine venner og jeg delte en flaske gin. Snart blev alkoholen imidlertid afløst af stoffer. I en stor del af skoletiden var vi påvirket af LSD, hash eller marihuana. Nogle af lærerne gjorde hvad de kunne for at undervise os, men vi gjorde det næsten umuligt for dem.

Jeg kunne godt lide at dyrke sport og var ganske god til det. Engang blev jeg endda nummer to og vandt en medalje i en brydeturnering afholdt af Northern Bay League. Så begyndte vi at tage amfetamin før sportsbegivenhederne for at få flere kræfter og større udholdenhed. Men snart mistede jeg al interesse for sport, og det gjorde mange af mine venner også. Stofmisbrug, umoralitet, materielle ejendele og overdreven nydelse — det var hvad vi mente kunne bringe sand lykke.

Jeg husker engang da nogle af mine venner og jeg ikke havde sovet i to døgn fordi vi havde taget amfetamin og LSD. Vi ville ryge noget hash og drikke noget vin for at falde til ro, så vi kunne sove. Netop på det tidspunkt kom der en som jeg ikke brød mig om, for at købe noget marihuana af os. Jeg fik den tanke at han ikke skulle have lov til at være der. I et skab hentede jeg den bue jeg plejede at bruge til jagt, lagde en pil på, trak, og sendte den af sted. Den fløj tæt forbi den unge mands hoved. Han flygtede! Men hverken mine kammerater eller jeg forstod fuldt ud hvad det var der var sket. Hvad nu hvis jeg havde slået ham ihjel? Jeg var ikke nogen voldelig person — hvad var det dog der havde fået mig til at gøre noget sådant?

I begyndelsen af 1970 begyndte min fætter Larry at fortælle mig om Bibelen. Det han havde at sige var interessant. Jeg havde hørt noget om Bibelens budskab fra hans fader, min onkel. I 1966 havde jeg også været til nogle møder i en af Jehovas Vidners rigssale. Da Larry fortalte mig at den nuværende tingenes ordning snart ville blive bragt til ophør, troede jeg at han var „flippet ud“. Han spurgte om jeg havde lyst til at studere Bibelen med ham, og af ren og skær nysgerrighed sagde jeg ja. Vi studerede flere gange, og jeg kom til nogle møder i rigssalen, men jeg syntes at det var lettere at glide med strømmen og holdt derfor op med at studere.

Nogle af mine venner og jeg fik lyst til at tage „på stop“ til Mendocino ad vejen langs Californiens kyst. Da vi stod et sted og ventede på at komme op at køre, var der en af de andre der fandt et nummer af Vågn op! i en grøftekant. Han vidste at jeg havde studeret med Jehovas Vidner og gav det derfor til mig. Bladet havde en iøjnefaldende overskrift: „Er det senere end du tror?“ Jeg kiggede lidt i det, tænkte på hvad min fætter havde fortalt mig, og puttede så bladet i min taske. Da jeg kom hjem igen lagde jeg bladet på min kommode, men det faldt ned bag ved den, og jeg glemte alt om det.

Nogen tid senere købte vi et kilo marihuana, og for at fejre det besluttede vi at bage en kage — med marihuana som hovedingrediens. Samme formiddag spiste vi så meget af kagen at vi alle sammen blev syge. Senere gik vi i gang med at gøre rent i huset. Da jeg var ved at feje, flyttede jeg min kommode, og hvad fandt jeg — det glemte Vågn op! Jeg fik et helt chok da jeg så den overskrift igen. Nu var det tilfældigvis søndag, så jeg bestemte mig for at tage til rigssalen og overvære mødet. Jeg kom til møderne i nogle uger derefter, og en af brødrene studerede med mig.

Mine dårlige kammerater var imidlertid ikke længe om at lægge en dæmper på min interesse. Endnu en gang holdt jeg op med at studere. Hver gang jeg hørte om Jehovas Vidners arbejde eller så en som jeg vidste var et Jehovas vidne, følte jeg mig rigtig dårligt tilpas. Jeg havde slet ikke lyst til at høre mere om Jehovas Vidner.

En af mine venner og jeg fik den idé at tage til Canada. Da jeg købte ind til turen mødte jeg en ældre dame der også var ude at handle. Hun spurgte mig om jeg vidste hvor hun kunne finde en bestemt vare. På grund af mit udseende havde ældre mennesker som regel ikke særlig stor lyst til at tale med mig. Men hun talte med mig, og hun var oven i købet meget venlig. Men da hun fortalte mig at det hun skulle købe var til en rigssal — så var vores samtale slut. De ord fik mig til at føle mig fordømt.

Snart var vi på vej til Canada. Vi kom igennem en by hvor vi havde nogle venner og gjorde holdt dér i nogle dage. Ved en sammenkomst samme sted sad jeg og snakkede med en pige, da hun pludselig begyndte at fortælle mig om sin søster som boede i en anden by og var et af Jehovas vidner. Nogle dage senere samlede vi to piger op der rejste på tommelfingeren. Mens vi nu kørte af sted begyndte en af dem pludselig at snakke om nogle Jehovas vidner der lige var kørt forbi i en bus. ’Hvorfor taler alle om Jehovas vidner?’ spurgte jeg fortvivlet mig selv.

Til sidst slog vi lejr i nærheden af Revelstoke i British Columbia, og vi besluttede at tage noget „syre“, det vil sige LSD. Det varede ikke længe før det gik op for mig at der var et eller andet der var helt galt. Jeg havde taget en overdosis og fik den idé at min blære var svulmet op og at jeg ville dø af urinforgiftning. Jeg sagde til mig selv at det var Gud der stod bag dette, fordi jeg var holdt op med at studere Bibelen.

Det var på det tidspunkt jeg faldt på knæ og bad Gud om ikke at lade mig dø, og jeg lovede ham at hvis han lod mig leve ville jeg tjene ham. Jeg vandrede omkring i denne tilstand i nogen tid før jeg kom til mig selv og forstod at jeg faktisk ikke var lige ved at dø. Den næste dag tog jeg ikke desto mindre tilbage til Californien, fast besluttet på at begynde at studere Bibelen med Jehovas Vidner igen. Det var noget af en overraskelse for min familie da jeg dukkede op på min faders arbejdsplads, klippet, barberet og i jakkesæt, og sagde at jeg nu ville være et af Jehovas vidner. Jeg havde besluttet at aflægge min tidligere livsstil pr. 1. september 1970.

De første uger var meget vanskelige at komme igennem. På et tidspunkt blev jeg endda så nedtrykt at jeg begyndte at tænke på at vende tilbage til mine gamle vaner og omgivelser. En eftermiddag hvor jeg faktisk var lige ved at give efter, kørte jeg ind på en benzinstation for at få tanken fyldt op. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til at en af tankpasserne var gladere end de andre — han fløjtede og smilede mens han fyldte benzin på bilerne. „Nåda, han har sandelig magt over det,“ tænkte jeg ved mig selv. Da han kom hen til min bil lagde han mærke til en af de bibelstudiebøger der lå på sædet, og spurgte mig om det var min. Jeg fortalte ham at min fætter var et af Jehovas vidner og at jeg læste deres bøger. Ind gennem vinduet kom hans arm; han trykkede min hånd, og fortalte samtidig at han tilhørte en af de lokale menigheder af Jehovas Vidner.

Den samtale var lige hvad jeg havde brug for. Jeg fik fat i min fætter og fortalte ham at jeg gerne ville begynde at studere igen. Som et udtryk for sand kristen kærlighed indbød han og hans familie mig til at bo hos dem mens jeg studerede. Den 21. november 1970 blev jeg endelig døbt som et symbol på min indvielse til Jehova Gud. Et år senere, i november, begyndte jeg at tjene som almindelig pioner (heltidsforkynder). I maj 1972 tog jeg imod en indbydelse til at tjene på Vagttårnsselskabets hovedkontor. I omkring fire år havde jeg den forret at arbejde på Selskabets farm i den nordlige del af staten New York.

Så hørte jeg at der var stort behov for forkyndere af Riget i andre lande. Jeg ansøgte derfor om at komme på Vagttårnets bibelskole Gilead, en skole hvor missionærer oplæres før de sendes ud til fremmede lande. Jeg overværede denne skole, og var færdig med kursuset den 10. april 1977. Den 21. april landede jeg i Honduras, rede til at hjælpe andre til at finde vejen til sand lykke. Jeg har nu den forret at tjene som rejsende tilsynsmand. Jeg besøger et antal menigheder og forsøger at hjælpe dem der er interesseret i Bibelen og i Jehovas løfter for fremtiden.

Når jeg ser tilbage på mit liv kan jeg med sandhed sige at jeg har fundet lykke, sand lykke, ved at tjene Jehova Gud, og ikke ved at leve et liv i nydelsessyge. Det forholder sig nøjagtig som profeten Esajas skrev: „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå.“ (Esajas 48:17, NW) — Fortalt af R. Wagner.

[Tekstcitat på side 13]

Stofmisbrug, umoralitet, materielle ejendele og overdreven nydelse af alkohol — det var hvad vi mente kunne bringe sand lykke

[Tekstcitat på side 13]

I et skab hentede jeg den bue jeg plejede at bruge til jagt, lagde en pil på, trak, og sendte den af sted. Den fløj tæt forbi den unge mands hoved!

[Tekstcitat på side 14]

Jeg havde taget en overdosis LSD, og nu bønfaldt jeg Gud om ikke at lade mig dø

[Tekstcitat på side 14]

Han spurgte om jeg havde lyst til at studere Bibelen med ham, og af ren og skær nysgerrighed sagde jeg ja