Fra vore læsere
Indlæringsvanskeligheder
Jeg skriver for at takke jer for de virkelig gode artikler om „Indlæringsvanskeligheder“. (22. august 1983) Som moder til en niårig dreng der har dette problem og samtidig er hyperaktiv, følte jeg mig styrket og opbygget efter at have læst bladet. Folk er i almindelighed meget udeltagende og stempler ofte et barn med disse problemer som uartigt eller uopdragent. Forhåbentligt vil mødre som mig og børn som min søn nu møde større sympati fra andre. Hvis det var et fysisk handicap vore børn havde, ville andre uden tvivl vise større forståelse.
J. S., Wales
Mange tusind tak for de vidunderlige artikler om „Indlæringsvanskeligheder“. I mange år har jeg kæmpet mod udtalelser som: „Deres søn er luddoven“ og „Deres søn duer ikke til noget“ — og nu er der endelig nogen der forstår problemet.
R. P., England
Jeg kan ikke give udtryk for hvor glad jeg blev ved at læse jeres artikel om „Indlæringsvanskeligheder“. I syv lange år har jeg været klar over at der var noget i vejen med min søn, men jeg vidste ikke hvad det var eller hvordan jeg skulle gribe det an. Selv samme formiddag som jeg skulle træffe min søns lærer for at fortælle hende om problemet, satte jeg mig ned og læste Vågn op! Jeg var målløs. Det var jo min søn der var skrevet om i de artikler. Jeg tog bladet med mig til mødet med læreren, og for første gang kunne jeg forklare hvad problemet bestod i. Jeg vidste hvad der var i vejen og jeg vidste hvorfor. Jeg kunne få hjælp. Nu ved jeg at vi er på vej til i højere grad at forstå vores søn. Tusind tak!
A. C., Tyskland
Mange, mange tak for artiklerne med temaet „Har dit barn svært ved at lære?“ (22. august 1983) De kom netop på et tidspunkt hvor vi havde stor brug for dem, og de hjalp os meget. Vi er forældre til en dreng der minder om Martin, og vi følte ikke at vi kom nogen vegne — vi vidste ikke hvad vi skulle stille op for at hjælpe ham til at blive mere ligevægtig. Da der i nogle lande ikke findes særlig mange eksperter på området, ser vi frem til at få yderligere vejledning og hjælp gennem jeres fremragende blad.
S. K. M., Uganda
„Vågn op!“ drister sig ikke til at prøve at erstatte kvalificeret faglig vejledning med nogle „gør-det-selv-artikler“. Det vi bestræber os på, er at fremlægge de forskellige sider af sådanne problemer sammen med forslag fra erfarne mennesker med forskellige synspunkter. Det glæder os at vort arbejde kan være til gavn. — RED.
Tegneserier
Rigtig mange tak for artikelserien „Tegneserier — er det noget for dine børn?“ (8. september 1983) Jeg var vild med tegneserier, men da jeg læste artiklerne, blev jeg meget forbavset. Nu er jeg klar over hvor meget vold der er i dem, så nu læser jeg dem ikke længere. Mange tak fordi I har bragt disse artikler. Jeg havde brug for dem. Jeg er en dreng på elleve år.
T. A., Massachusetts
„Kan ægteskabet reddes?“
Mange tak for de gode artikler om ægteskabet. (8. november 1983) Jeg har selv haft problemer i mit ægteskab, og havde det ikke været for disse gode artikler, tror jeg ganske givet at jeg ville have forsøgt at løse dem på en forkert måde.
R. P., Florida