En patients rettigheder truet!

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Sydafrika

„Hvis denne patient ikke får en blodtransfusion i løbet af de næste seks timer, er der risiko for at han dør.“ Disse ord stammer fra en henvendelse der i hast blev rettet til Sydafrikas højesteret i Pretoria den 26. april 1982.

HVIS liv var det der stod på spil? Hvorfor var Sydafrikas højesteret blevet bedt om at afgøre om denne behandling skulle ydes eller ej? Og et endnu vigtigere spørgsmål: Hvad blev udfaldet?

Ti dage tidligere var Malcolm John Phillips, en elektroingeniør fra Johannesburg, kommet ud for et alvorligt trafikuheld omkring 300 kilometer fra sit hjem. Politiet var hurtigt på pletten, men først efter godt to timers arbejde var han befriet fra bilvraget, hvorefter han i ambulance blev bragt til det nærmeste hospital, i Peitersburg. Malcolms tilstand var kritisk — der var komplicerede brud på begge ben — men han var stadig ved bevidsthed da han ankom til hospitalet. Han oplyste personalet om at han under ingen omstændigheder ønskede at modtage blodtransfusion. Ydermere tilbød han at afgive en skriftlig erklæring der løste lægerne fra ethvert juridisk ansvar for de eventuelle virkninger af denne vægring. Som et af Jehovas vidner var Malcolm interesseret i at adlyde det bibelske påbud om at kristne skal ’afholde sig fra blod’. — Apostelgerninger 15:19, 20, 28, 29.

Til at begynde med blev Malcolms ønske respekteret. Imidlertid tilstødte der nogle få dage senere en lungeinfektion, og man begyndte at lægge pres på ham for at få ham til at skifte mening hvad angik blod. Da han fortsat nægtede, bragte den ortopædiske kirurg sagen for højesteret. Dette skete uden at Malcolm eller hans kone, Veronica, der hele tiden var ved hans side, fik det at vide. End ikke den læge der behandlede lungeinfektionen, dr. Pierre du Toit Burger, kendte til det.

„Den 26. april,“ fortæller Veronica, „kom jeg til hospitalet for at besøge min mand som sædvanlig. Hans tilstand var som den havde været i dagene før. Der var ikke noget der tydede på en forværring den 26., og der var ingen der gav mig det indtryk at dette var tilfældet.“

Men senere samme dag modtog Veronica en noget chokerende telefonopringning fra en journalist ved avisen Rand Daily Mail. Han ville gerne høre hendes kommentar til den kendelse der nu var afsagt af højesteret, og som tillod enhver læge på hospitalet at give hendes mand en blodtransfusion mod hans vilje. Den ortopædiske kirurg, for hvem det var lykkedes at fremskaffe retskendelsen, var borte fra hospitalet den dag. Han telefonerede til dr. Pierre Burger og gav ham instruks om at handle i overensstemmelse med rettens afgørelse. Det nægtede dr. Burger dog, for han havde allerede forsikret Malcolm om at dennes ønsker ville blive respekteret.

Malcolm fik ikke nogen blodtransfusion. Samme dag blev der, ved hans hustrus hjælp, taget retslige skridt til at hans rettigheder kunne blive beskyttet. Malcolms firma var så venligt at sørge for at han næste dag blev fløjet til et andet hospital i nærheden af sit hjem.

Juridiske forviklinger

Finder du det utroligt at en voksen patients ret til at bestemme over sig selv kan tilsidesættes så let? Hvis man har lagt mærke til hvilke meninger der i den senere tid har været fremme, vil man måske undre sig mindre. Som eksempel kan nævnes en artikel der i marts 1982 blev bragt i lægetidsskriftet Geneeskunde. Den havde titlen „Blodtransfusion til Jehovas vidner“, og heri stod der at en læge ikke skulle tage hensyn til at en patient nægtede at modtage blodtransfusion. Skribenterne, professor T. Verschoor og N. J. Grobler, hævdede desuden at en sådan vægring, hvis den medførte patientens død, kunne få til følge at den læge der tilså patienten blev holdt ansvarlig. Denne artikel blev offentliggjort en måned inden Malcolms ulykke.

Som svar skrev en højesteretssagfører, professor Smit, et års tid senere:

„Det princip som Grobler og Verschoor postulerer, og som de hævder er underforstået i sydafrikansk lov, indebærer følgende konsekvens: En læge har en faglig pligt til at helbrede! . . . For det første vil en sådan juridisk forpligtelse være en alvorlig krænkelse af individets rettigheder, det vil sige retten til personlig integritet, privatlivets fred, etc. . . . At pålægge en læge en sådan hypotetisk faglig pligt (for den kan ikke betragtes som andet end en ren hypotese), vil for det andet få fuldstændig uholdbare og urealistiske følger for lægegerningens udøvere. . . . Grobler og Verschoor skriver kun om Jehovas vidner og om livsvigtige blodtransfusioner. . . . Men juridiske principper gælder ikke kun for visse persongrupper og under visse omstændigheder — de er universelle. . . . Jurister bør alvorligt overveje sagen inden de påtvinger en bestemt gruppe mennesker i samfundet nogle komplet urealistiske og meget strenge pligter.“ — South African Medical Journal, 19. februar 1983.

I overensstemmelse med dette var der mange, deriblandt læger og advokater, der var af den opfattelse at der var sket et alvorligt juridisk fejlgreb i sagen om Malcolm Phillips. Det var derfor ikke nogen overraskelse at Malcolm, da han var blevet rask nok til det, rejste en sag ved højesteret for at få kendelsen omstødt. Da sagen kom for retten, den 9. marts 1983, førte den læge der var kommet med den oprindelige kendelse om at der skulle gives blodtransfusion, ikke noget forsvar. Malcolms forsvar blev ført af professor Strauss, forfatter til bogen Doctor, Patient and the Law. Hans henvendelse til domstolen indeholdt blandt andet følgende gode principper:

„Klienten [Malcolm Phillips] var fuldt ud i stand til at udtrykke sin vilje og til at nægte at få tilført blod, til trods for at han var blevet alvorligt kvæstet ved et ulykkestilfælde. Intet princip i vor lov indebærer at sådanne omstændigheder skulle give en domstol adgang til at underkende en patients vilje. . . . At foretage et operativt indgreb eller yde en behandling imod en patients vilje eller uden hans samtykke, vil være det samme som et overgreb, for hvilket en læge kan blive tiltalt efter straffeloven. . . . Når en læge har rimelig grund til at formode at en patient er et af Jehovas vidner, og denne patient på et tidligere tidspunkt har udtrykt en klar vægring ved at modtage blodtransfusion, mener jeg at lægen bør tage dette i betragtning. Lægen har ingen ret til at tilsidesætte patientens vilje, og en domstol har, med respekt at melde, heller ikke ret til det.“ — Kursiveret af os.

Dommeren erklærede sig overbevist om at Malcolm Phillips på det givne tidspunkt var åndsfrisk og havde ret til at nægte at modtage blod. Den omhandlede retskendelse var afsagt på et forkert grundlag, sagde dommeren, og hans afgørelse lød derfor på at den skulle omstødes.

Det glædelige resultat

Retfærdselskende mennesker i Sydafrika glæder sig over dette resultat. En patients ret til at godkende eller nægte en bestemt behandlingsform er blevet bekræftet. Malcolm Phillips døde ikke, som påstået, i løbet af seks timer. Dr. Burger, der behandlede ham på det tidspunkt, sagde: „Patientens tilstand var alvorlig og foruroligende, men han var ikke ved at dø.“ Jehovas vidner er meget glade for at modtage hjælp fra læger som er villige til at behandle hele patienten og respekterer patientens bibeloplærte samvittighed.a

Det tog sin tid for Malcolm at blive rask, men til sidst blev han alligevel i stand til at bruge sine ben igen. Der er gået over et år siden ulykken, og han er nu glad for at være tilbage til sit arbejde. Som familiefader og ældste i den lokale menighed af Jehovas Vidner er han fuldt optaget. Og han glæder sig især over at han igen kan deltage i forkyndelsen fra hus til hus og give andre del i den gode nyhed om Riget.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 13]

Mange var af den opfattelse at der var sket et alvorligt juridisk fejlgreb

[Illustration på side 14]

Malcolm Phillips og hans familie er i færd med at studere Bibelen sammen, et år efter ulykken