Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g84 8/10 s. 8-11
  • Mit hjerte var fyldt med had

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Mit hjerte var fyldt med had
  • Vågn op! – 1984
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • En hadefuld atmosfære
  • Jeg kæmper for „sagen“
  • Religiøs opdragelse
  • Jeg lærer sandheden at kende
  • Frihed for had
  • Vil hadet nogen sinde ophøre?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1995
  • Håb for hadets ofre!
    Vågn op! – 1984
  • Had vil snart være fjernet for altid!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige (offentlig udgave) – 2022
  • Had kan overvindes!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige (offentlig udgave) – 2022
Se mere
Vågn op! – 1984
g84 8/10 s. 8-11

Mit hjerte var fyldt med had

JEG husker det som var det i går. Den unge soldat var blevet ladt tilbage da hans patrulje forlod området. Omkring ham stod en flok kvinder der spottede og truede ham. Så gik de lidt til side for at lade en mand med revolver komme til. Han affyrede et enkelt skud og gik hurtigt sin vej. Ja, den unge soldat var blevet dræbt.

Jeg nærede et indædt had til alt hvad der var britisk, så jeg følte hverken sorg eller medlidenhed da den unge mand blev båret væk med den ene arm hængende slapt ned fra båren. Han hørte jo til fjenden. Hans uniform var selve symbolet på dem jeg betragtede som mit folks undertrykkere. Han var soldat, og vi var i krig.

Dette skete for nogle år siden i det splittede Belfast i Nordirland. Lad mig fortælle dig hvordan jeg blev fyldt med had — og langt vigtigere, hvordan jeg lærte at fjerne hadet fra mit hjerte.

En hadefuld atmosfære

Da jeg var en lille pige boede min familie i Belfast, i en del af byen hvor protestantiske og katolske familier kunne leve og arbejde fredeligt sammen. Men det sekteriske modsætningsforhold blev mere udpræget efterhånden som borgerrettighedsprotester blev afløst af vold og mord. Det skete mange gange at bander af protestantiske unge jagede mine brødre og gennempryglede dem med metalbeslåede bælter. Disse bander hærgede vores bydel, truede beboerne og øvede hærværk. Efter mange trusler, der kulminerede med at en bombe blev lagt i en vindueskarm i vores hus, følte vi os tvunget til at forlade området. Vi flyttede så til en bydel der blev en republikansk-katolsk ghetto.

På det tidspunkt skete der mange brutale mord og hævndrab. En af mine skolekammerater havde for eksempel en broder der blev myrdet mens han stod ved en vejkant. Sådanne forfærdelige voldshandlinger samt den diskrimination jeg syntes man udsatte katolikker for når det gjaldt bolig og arbejde, indgav mig et ønske om at gøre alt hvad jeg kunne for at ændre forholdene.

Jeg kæmper for „sagen“

Jeg havde set mine venner i uniform og ønskede at blive som dem. Som ung skolepige meldte jeg mig derfor ind i ungdomsafdelingen af en katolsk paramilitær organisation. Jeg lyttede til al propagandaen, og snart blev mit unge hjerte fyldt med had til dem jeg betragtede som mit folks fjender. At overvære møder sammen med andre der havde de samme idealer gjorde mig endnu mere ivrig efter at kæmpe for ’sagen’ — frihed til irerne! Min opgave var at holde udkig efter militærpatruljer, at omdele propagandamateriale og at holde øje med om nogen viste venlighed over for sikkerhedsstyrkerne.

Senere blev jeg optaget i organisationens kvindeafdeling. Her kom mit had til alt hvad der var britisk stærkere til udtryk. Jeg var med til at genere militær- og politipatruljer, til at råbe efter medlemmer af sikkerhedsstyrkerne og spytte på dem, og jeg deltog i demonstrationer til fordel for den republikanske sag. Til tider bar jeg også våben for mandlige medlemmer af gruppen når de skulle i kamp eller begå et røveri. Hvis vi blev standset af en militærpatrulje var det lettere for en ung kvinde at undgå at blive visiteret.

Jeg gennemtænkte aldrig situationen. Det var vores mål at få briterne ud af Irland, og længere tænkte jeg ikke. Så vidt jeg kunne se var det mig der havde ret og dem der tog fejl. Jeg tillod ikke mig selv at have medlidenhed med ofrene for de voldelige terrorhandlinger. Vi betragtede os selv som frihedskæmpere der førte krig mod en fjende af vort folk, og vores grundtanke var at enhver voldshandling er tilladt i krig. Hvis en af de voldshandlinger vi begik på grund af had gik ud over uskyldige, trak vi bare på skuldrene!

På et tidspunkt blev jeg arresteret og anklaget for at være i besiddelse af våben der var beregnet til et forsøg på „knæskalning“. To medlemmer af vores gruppe skulle have tildelt offeret denne straf, der består i at knuse vedkommendes knæ ved at skyde en kugle igennem dem. På grund af min unge alder slap jeg med en betinget straf. Den korte tid jeg tilbragte i Armagh-fængselet før min sag kom for retten indgav mig kun et endnu stærkere had til politiet, fængselssystemet og domstolene, som jeg betragtede som undertrykkere.

Religiøs opdragelse

Min religiøse opdragelse mindskede ikke på nogen måde det voksende had i mit hjerte. Min religion var faktisk uløseligt sammenknyttet med min nationalisme. Jeg voksede op med den opfattelse at protestanterne var en trussel og en fare for mig og min familie. Mit had svarede til det fanatikerne på „den anden side“ nærede til vort katolske samfund.

Det faldt mig aldrig ind at der kunne være noget selvmodsigende i det at overvære messen og bede til Gud som katolik, og samtidig nære et indædt had til en britisk soldat der måske også var katolik. Hvis der nogen sinde opstod en konflikt mellem min nationalisme og min religion, var det nationalismen der vandt. Jeg kunne således godt acceptere den tanke at en af mine venner skød en anden katolik hvis denne havde en britisk uniform på.

Det hændte naturligvis at en eller anden oprigtig præst holdt en prædiken hvori han fordømte vold. Virkningen var imidlertid minimal eftersom ordene sjældent blev omsat til handling; man skred ikke ind over for dem der var indblandet i terrorismen. Hvad skal en ung og letpåvirkelig pige mene når hun ser at en terrorist bliver begravet med fuld hæder fra kirkens side? Der var for eksempel en lejlighed hvor jeg overværede en af mine kammeraters begravelse. Hans kiste var dækket med vort trefarvede flag, og man affyrede en salut hen over den. Jeg marcherede i uniform til kapellet og deltog i messen. I mine øjne var det en militærbegravelse hvor præstens deltagelse betød at Gud støttede os.

Jeg havde ingen skyldfølelser over det jeg gjorde. Der var heller ikke en eneste præst der direkte rådede mig til at trække mig ud af den kampgruppe jeg var tilsluttet.

Jeg lærer sandheden at kende

Jeg var efterhånden blevet helt opslugt af sagen og var fuldstændig overbevist om at vi havde retten på vor side. Jeg så hvilke uretfærdigheder „de andre“ begik og troede naivt alle rapporter om deres ondskab og grusomhed mens jeg ignorerede at min egen gruppe også gjorde sig skyldig i brutale overgreb. Alligevel begyndte sund fornuft og almindelig anstændighed efterhånden at vise mig at der var et eller andet der slet ikke var som det skulle være.

De nationalistiske stridigheder og de voldelige forsøg på at løse problemet satte mig i et dilemma. Og mens jeg kæmpede for at finde en fornuftig forklaring, kom jeg i kontakt med Jehovas Vidner. De talte minsandten om netop det jeg troede jeg kæmpede for — fred, retfærdighed og frihed! Stod de bare for en anden form for protestantisme? Nej. Jeg var mistænksom i begyndelsen, men det gik op for mig at de var helt anderledes. De holdt sig virkelig adskilt fra politik, og de henholdt sig i ét og alt til Bibelen.

Lad mig nævne et eksempel: I løbet af en af mine første samtaler med det Jehovas vidne der besøgte min familie, spurgte jeg hvad hun mente om den protestantiske religiøse leder der for mig at se stod bag mange antikatolske og antirepublikanske handlinger. I stedet for at tage parti for en af parterne, stillede hun et modspørgsmål: „Hvad ville Jesus have gjort under disse omstændigheder? Hvem ville han have holdt med?“

Dette spørgsmål: „Hvad ville Jesus have gjort?“ hjalp mig til at finde de rigtige svar på mange af de spørgsmål der opstod mens jeg studerede Bibelen. Jeg var for eksempel nødt til at overveje hvad Jesus ville have gjort når jeg tænkte på min deltagelse i voldelige protester mod det jeg opfattede som uretfærdigheder. I begyndelsen havde jeg det ligesom de jødiske nationalister på Jesu tid der ville have romerne ud af Judæa. Men efterhånden forstod jeg at Jesus ville have forholdt sig neutral, ligesom han sagde til sine disciple at de skulle. Hans rige var ikke en del af denne verden. — Johannes 15:19; 17:16; 18:36.

Med tiden gik det op for mig at hensigten med Guds rige ved Jesus Kristus er langt mere storslået. Det vil fjerne alle undertrykkende regeringer og alle former for uretfærdighed. (Daniel 2:44) Og hvad mere er, dette vil blive udrettet uden uskyldige ofre, og måske sker det i min levetid!

Jeg ønskede ikke at blive indoktrineret igen, så jeg kontrollerede alle oplysninger ved hjælp af min katolske Bibel. Jeg lærte at Guds navn er Jehova, og det gjorde et dybt indtryk på mig at få at vide at det er Guds hensigt at gøre hele jorden til et paradis hvori de sagtmodige vil ’fryde sig ved megen fred’. (Salme 37:10, 11; Lukas 23:43) Men kunne jeg nu stole på Jehovas vidner? Jeg begyndte at komme til møderne i deres rigssal, og samværet gav mig større tillid til dem. Her mødte jeg mennesker der virkelig var neutrale og som lod handling følge på ord.

Blandt Jehovas vidner traf jeg nogle der tidligere havde været tilsluttet en protestantisk kampgruppe. De havde forkastet volden som et middel hvormed man kan opnå fred og retfærdighed. Oprindelig havde de, ligesom jeg, været overbevist om at de kæmpede for den rette sag, og de havde engang næret et brændende had til alt hvad der var katolsk eller republikansk. Men de havde frigjort sig fra nationalistiske tanker og det had disse havde fremkaldt. Dette hjalp mig til at forstå Jesu ord: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:32.

Frihed for had

Inderst inde vidste jeg at Jesus Kristus ikke ville blande sig i politiske stridigheder og terrorisme. Men det føltes som om jeg sad i en fælde, og jeg havde svært ved at rive mig løs. Med tiden holdt andre medlemmer af min familie op med at komme sammen med Jehovas vidner, og for at fortsætte vort bibelstudium måtte min søster og jeg krydse den „fredsgrænse“ der adskiller den katolske del af Belfast fra den protestantiske. I begyndelsen var vi meget bange for hvad der kunne ske os hver gang vi krydsede grænsen. Men efterhånden som vi lærte mere om Bibelen afløstes denne frygt af sand tillid til Jehovas beskyttelse.

Engang da jeg lige var begyndt at lære Bibelens sandheder at kende, sad jeg sammen med nogle andre i en republikansk klub da vi hørte om et bagholdsangreb på nogle britiske soldater i Nordirland. Mange var omkommet. Jeg forstod at jeg ikke længere kunne deltage i de bifaldsråb som sådanne rapporter blev hilst med. Jesus ville bestemt ikke have jublet. Hans vejledning lød: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Det stod klart for mig at det ikke var rigtigt at glæde sig over at mennesker var blevet sprængt i luften.

Denne hændelse fik mig til at indse hvilken virkning blindt had kan have på folk, og jeg ønskede ikke længere at have noget med det at gøre. Når jeg ser tilbage nu, er jeg lykkelig for at jeg har lært om en kærlig Skaber der har en vidunderlig og kærlig hensigt med denne jord og med menneskeheden! I dag er det en glæde for mig at bruge al min tid på at hjælpe andre til at få dette håb fra Bibelen. Og jeg er dybt taknemmelig for at mit hjerte ikke længere er fyldt med had. — Indsendt.

[Tekstcitat på side 9]

„Forfærdelige voldshandlinger . . . indgav mig et ønske om at gøre alt hvad jeg kunne for at ændre forholdene“

[Tekstcitat på side 10]

„Hvad skal en ung og letpåvirkelig pige mene når hun ser at en terrorist bliver begravet med fuld hæder fra kirkens side?“

[Tekstcitat på side 10]

„Hvad ville Jesus have gjort under disse omstændigheder? Hvem ville han have holdt med?“

[Tekstcitat på side 11]

„Blandt Jehovas vidner traf jeg nogle der tidligere havde været tilsluttet en protestantisk kampgruppe. De havde forkastet volden som et middel hvormed man kan opnå fred og retfærdighed“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del