Folkekirken og demokratiet

I ET læserbrev i Kristeligt Dagblad skrev en dame om folkekirken at „der er noget galt med en institution af kristelig art, når den ikke har klare svar“ på tidens spørgsmål såsom korruption, undertrykkelse og forholdet til den fattige verden.

Dertil svarede en præst at „for det første er der nu til denne beklagelse det at sige, at folkekirken ikke er en institution ’af kristelig art’. Som institution er folkekirken af demokratisk art og styres ved Folketingets lovgivning, og de folk, der ansættes i folkekirken, er alle lønnet af det offentlige, og præsterne er embedsmænd i staten, og det er der nu ikke noget særlig kristeligt ved! Som institution er folkekirken i det hele taget en noget uhåndgribelig affære, for det er folket, der er dens medlemmer, og det er folkevalgte, der er dens ansatte — og De ved jo godt, . . . hvordan det er med folks meninger: de skifter, som vinden blæser! Så jeg ville ikke give fem flade øre for folkekirkens mening, hvis jeg var Dem!“ — Kristeligt Dagblad, 27. oktober 1983.

Uanset hvad man kan sige om demokratiet, er det i mange kirkefolks øjne ingen velsignelse for kirken. For eksempel beklagede professor, dr. theol. Niels Thulstrup sig i Berlingske Tidende over utilladelig politisering fra prædikestolene og lagde skylden på „den demokratiserede . . . folkekirke-ordning“. Hvordan er det da i det hele taget gået til at Den danske Folkekirke så helt og holdent er forbundet med demokratiet at den ikke alene af struktur er demokratisk, men også er underlagt en politisk, demokratisk, verdslig regerings styre? Det kan jo ikke være nedarvet fra romerkirken, der aldrig har hyldet demokratiske principper.

Først var der teokrati

Hvis vi skal have styr på hele dette forhold og gå til bunds i sagen, skal vi helt tilbage til den tid da Gud hentede Abrahams efterkommere ud af Ægyptens slavelejre og gjorde dem til det jødiske folk, for det er her, i jødedommen, vi skal søge kristendommens rødder. Gud tilbød sig som folkets hersker, så de kunne blive en nation med ham som deres konge, et såkaldt teokrati. Der var ikke tale om at påtvinge dem noget. De kunne forkaste forslaget hvis de ville, men Israels folk gik af egen fri vilje ind under denne styreform og afgav en højtidelig troskabserklæring. — 2 Mosebog 19:5-8.

Senere blev Kristus af Gud indsat til at lede en overnational verdensregering fra himmelen. At nyordningen dog ikke betød noget afbræk i det teokratiske regeringsprincip forsikrede Jesus med ordene: „Sønnen kan slet intet gøre på eget initiativ, men kun hvad han ser Faderen gøre. For hvad denne end gør, dette gør også Sønnen på samme måde.“ — Johannes 5:19.

Desuden siger Bibelen at Gud derefter ophøjer nogle af Kristi trofaste efterfølgere, mænd og kvinder, til at sidde i den himmelske regering sammen med Kristus. Der er med andre ord sørget for at menigmand kan avancere til den højest tænkelige position i den guddommelige, kristne nyordning, men bortset herfra leder man forgæves efter deres mulighed for at udøve regeringsmagt. Folkestyre eller demokrati finder man intet spor af, og det er ikke fordi princippet ikke var kendt da den kristne del af Bibelen blev forfattet. Demokratiets vugge havde da allerede stået i græske bysamfund.

En regering tilvejebragt på så udemokratisk vis leder let tanken hen på de svagheder man forbinder med en enevældig statsmagt. Men al ængstelse ved at vide Kristus og medregenter i en så dominerende placering og med så store magtbeføjelser må forsvinde når man betænker at de er særligt udvalgt af Gud, og at den høje stilling først bliver deres efter at de ved selvopofrende livsførelse, ofte afsluttet med voldelig død, har aflagt uomtvisteligt bevis for en altbesejrende kærlighed til Gud og til alle deres medmennesker. (Man forestiller sig dette princip overført på nationernes regeringsmedlemmer og deres delegerede til De forenede Nationer.) Foruden at have nyhedens interesse fortjener en sådan regering største agtpågivenhed fordi den i kraft af sin egenart i moralsk og funktionel henseende har alle forudsætningerne for at kunne opfylde menneskets fundamentale behov for frihed. Kun på ét punkt vil denne regering ikke imødekomme tidens krav: Den viser ingen tillid til menneskets evne til absolut selvstyre, og den stiller intet sådant i udsigt. Det er over for denne teokratiske regering, også kaldet Guds rige, de første kristne ved indvielse og dåb aflagde et højtideligt troskabsløfte, og kristne i dag bør gøre det samme.

Overgangen til demokrati

Det var hverken romerkirken eller reformationen der indførte demokratiet i den danske kirke. Fra at have været en afdeling af den internationale romersk-katolske kirke blev den ved reformationen en dansk, national statskirke under kongemagten. Dengang var det fyrster og konger der bestemte hvad man skulle tro, så kongen blev kirkens overhoved. Religionsfrihed fandtes ikke. Alle nyfødte blev indlemmet i kirken ved dåb som spæde, og om nødvendigt blev de tvangsdøbt. Afvigere kunne straffes. „Hekse“ blev brændt. Alt dette ændrede sig imidlertid da folkestyret i midten af forrige århundrede fik sit gennembrud og overtog regeringstøjlerne og dermed også ansvaret for at regere kirken.

Dermed lå det i luften at kirken skulle være demokratisk. Man må forestille sig den forventningsfulde, opløftede folkestemning ved overgangen fra enevældens formynderskab til demokratiets friheder og forjættelser. En kirke grundlagt på andet end folkestyreprincippet måtte blive en utålelig antiklimaks.

Mange i forsamlingen som skulle give landet en ny demokratisk forfatning var af den mening at kirken burde have sin egen forfatning, men af tidnød kom den nye grundlov af 5. juni 1849 kun til at indeholde sætningerne: „Den evangelisk-lutherske kirke er Den danske Folkekirke og understøttes som sådan af staten,“ og „Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.“ Derefter nedsattes en kommission til at udarbejde en kirkelig forfatning, men på grund af delte meninger om både det ene og det andet opløstes den i uenighed uden at være kommet til noget brugbart resultat. Bedre gik det ikke adskillige senere kommissioner. Den sidste gav op i 1940.

Imens skulle kirkens daglige problemer jo løses, og det blev de efter bedste demokratiske mønster. Det lå allerede i lovens brug af ordet „folkekirke“ som var nyt i lovgivningen. Heri lå ikke alene et udtryk for at hele folket tilhørte denne kirke, men også at den skulle styres af folket, hvilket i praksis — om end ikke nødvendigvis sådan ment fra begyndelsen — kom til at betyde at den skulle regeres gennem folkets politiske styringsorgan, den folkevalgte regering. Dertil fik den efterhånden sit eget kirkeministerium, som sørgede for udarbejdelsen af de love og kongelige resolutioner der var nødvendige; og sådan fungerer kirken den dag i dag.

Der var til at begynde med i kirkelige kredse betænkeligheder ved denne ordning, hvorved man havde sat en konfessionsløs, politisk regering til at ordne kirkens sager, som om den var et departement man kunne indrangere blandt alle de andre. Kirkeministeren behøvede ikke engang at bekende sig til kristendommen. Men de blev beroliget efterhånden som det viste sig at de skiftende politiske regeringer ikke gjorde brug af deres grundlovsmæssige ret til at bestemme over kirken, men klogt holdt sig til de mere administrative sider af sagen og stort set overlod til kirkens egne mænd at tage sig af de forhold man kalder kirkens indre anliggender.

Et valg og dets pris

Undgås kunne det imidlertid ikke at kirken ved at knytte sig så nært til demokratiet også måtte få de ulemper at føle der nu engang hører til demokratiets betingelser. Den kom snart ud i store splittelser. Kirkehistorikeren dr. theol. P. G. Lindhardt siger at „spliden og den bitre indbyrdes konkurrence mellem de kirkelige retninger“ var på det højeste omkring århundredskiftet, og at man „kunne forudse, at under en snarlig adskillelse fra staten ville folkekirken falde fra hinanden i indbyrdes rivaliserende samfund“.

Over for en sådan trussel kunne ét af to grundsynspunkter anlægges: Man kunne acceptere en uundgåelig udvikling, lade folkekirketanken falde og etablere sig kompromisløst hver for sig med sine særopfattelser vel garderet, eller man kunne af begejstring for den demokratiske folkekirketanke beslutte sig til at blive sammen og betale hvad det måtte koste. Det var som bekendt det sidste man valgte. Hvad kostede det da? En række ulykkelige kompromis’er i forhold til bibelske principper!

Det politiske demokratis næsten paradoksale opgave er jo at regere samtidig med at det giver folket frihed til at tro, tænke, tale og forsamles som det finder for godt — uden at samfundet går i stykker. Demokrati er derfor kompromis’ernes kunst. Ville kirken absolut være hele folkets kirke med demokratiet som ledetråd, og overleve, måtte den mestre denne kunst til fulde. Den måtte åbne sine porte vidt og modtage alle og enhver som ville med i en såkaldt „rummelig“ folkekirke, så længe det var muligt at få dem ind under begrebet „evangelisk-luthersk“, folkekirkens grundlovsmæssige og bekendelsesmæssige ståsted — og dét uden at den sprængtes i processen.

Imidlertid viste det sig at ingen lod til at kunne sige med sikkerhed hvor grænsen for dette ståsted gik, så det selv med god vilje næppe var muligt at vide om man stod på det eller ej. I praksis, siger Lindhardt, kom „evangelisk-luthersk“ til at stå for „alt som i historiens løb har slået rod inden for Den danske Folkekirke; der er ikke tale om en formel dogmatisk bestemmelse som kan lægges til grund for entydige afgørelser, men om en historisk betegnelse for kirkens faktiske — og skiftende — ’indhold’.“

Forkyndelsesfrihed med flydende grænser

Med denne altfavnende armbevægelse på så usikkert et ståsted var der fortsat brug for en kompromis’ernes balancekunst. De teologiske strømninger var ikke midtpunktsøgende men eksplosive og slog igennem i forkyndelsen. Et eller andet måtte give efter for spændingen, og det blev bekendelsesgrundlaget. Hvis kirken ikke skulle sprænges, måtte man også i forholdet til præsterne opgive at tage for krampagtigt på tingene. Man måtte indrømme præsterne den såkaldte forkyndelsesfrihed. Det vil ikke alene sige at en præst har ret til at prædike i overensstemmelse med den forståelse hans kirkeretning står for, hvis han da har en kirkeretning, men han har også frihed til at forkynde sin personlige opfattelse af evangeliet, kun bundet i sin samvittighed af præsteløftet om at ville forkynde Guds ord „rent og purt“.

Den demokratiserede prædikestol kan næppe beskrives mere træffende og muntert end professor, dr. theol. Johannes Sløk gør det i Jyllands-Posten, hvor han siger: „Folkekirken er det eneste sted, hvor man direkte ansætter folk til at udtale sig om livet og døden og samfundet og staten og næsten og kærligheden og alverdens forunderligste ting . . . Det mest forunderlige meningsdannelsernes sted i dette rige, hvor den enkelte præst kun er bundet til én ting i selve sin inderste samvittighed, til det evangelium, han mener at have hørt i Skriften og Bekendelsen.“ — 21. januar 1984.

Som følge heraf er der mange som klager over at præsten taler uden om evangeliet eller supplerer det med for eksempel sine egne politiske anskuelser, og de mener derfor at forkyndelsesfriheden må være overtrådt. Præsten kan så forsvare sig med at det han sagde, nu engang er hans samvittighedsprøvede forståelse af evangeliet, og at han derfor har lov, ja pligt, til at forkynde den fra prædikestolen. Det er præstens biskop der skal afgøre om forkyndelsesfrihedens grænser er overtrådt. Men inden han kan det, må han vide hvad menighedsrådet synes.

Oprettelsen af menighedsråd i hvert sogn ved lov i 1903 var statens indførelse af nærdemokrati i kirken, og det skete under betydelig gejstlig modstand. Rådene består af sognets præster og et antal folkevalgte lægmænd. Det er normalt dem der vælger præster og biskopper efter stemmeflertalsprincippet, og deres valg følges i regelen af kirkeministeriet, som jo er arbejdsgiveren der ansætter. Til daglig har menighedsrådet omfattende administrative funktioner. Dermed har man gjort sin skyldighed over for demokratiet, men professor Thulstrup mener at et menighedsråd i sine valg kan anlægge en politisk snarere end en kristelig målestok, og som han siger: ’Det er ikke sagt at folkets røst er Guds røst.’

Det er altså dette råds mening biskoppen vil vide, for selv om det ikke har vetoret, spiller dets mening som demokratisk organ og folkerepræsentationens røst dog en væsentlig rolle ved bedømmelsen af sager om forkyndelsesfriheden. Er det godt tilfreds, er chancerne store for at biskoppen ræsonnerer at i så fald er der ingen grund til at han skulle gribe ind. Under alle omstændigheder tilfalder den endelige afgørelse pr. tradition — mærkeligt udemokratisk — ikke et bispekollegium, men den stedlige biskop alene, og hvordan han finder ud af hvad der er evangelisk-luthersk eller „kirkens faktiske — og skiftende — ’indhold’“ i øjeblikkets Danmark melder historien intet om.

Skulle afgørelsen gå en klager imod, og han ikke ligefrem vil prøve at appellere til domstolene, så er hans muligheder endnu ikke udtømte. I en sådan situation anbefaler professor Lindhardt at hvis han ikke kan holde ud at høre præstens meninger, for eksempel om aktuelle verdensproblemer, som nu tilmed har biskoppeligt stempel for at de er evangelisk-lutherske, kan han tage sig en lur under prædikenen og beslutte at han til næste søndag vil finde en anden præst at lytte til, en præst efter hans hjerte.

Selvfølgelig kan man i en „rummelig“ folkekirke heller ikke insistere på en „ren“ eller „hellig“ kirke af lutter troende mennesker, og den dermed forbundne kirketugt, som Jesus og apostelen Paulus gjorde. Dens rummelighed gør det muligt at der altid er en af dens afdelinger som kan godtage de luner og strømninger der udgår fra demokratiets dyb. Derfor ser vi i dag folkekirkepræster — som vel i den biskoppelige vurdering står på den evangelisk-lutherske, stadig skiftende grund — forsvare bibelstridige forhold som utugt, ægteskabsbrud, homoseksualitet, abort og kvindelige præster, så folkekirken kommer til at minde om oldtidens pantheon-templer, hvor enhver kunne komme med sine religiøse og erotiske forestillinger og tilbede under samme tag, takket være et større assortiment af guder og alskens tempelprostitution.

Forskellige kirkesyn

Kan da noget oplyst menneske forveksle folkekirken, dette ’velordnede anarki’ eller denne ’religionsanstalt’, som mange kirkefolk kalder den, med Kristi menighed af sande kristne? Hvad er de forskellige kirkeretningers forhold til folkekirken? Grundtvig lagde ingen skjul på at folkekirken var en misforståelse af en kirke. For ham var den en ren og skær „borgerlig indretning“ hvori den sande kristne menighed højst kunne opholde sig som gæst indtil tiden til at forlade den var kommet. Ægte grundtvigianere har altså teologien for medlemskabet i orden.

For den anden af folkekirkens store kirkeretninger, Indre Mission, er medlemskabet derimod forbundet med store problemer. I det førende værk om Indre Missions historie hedder det: „Om end mange inden for IM var meget kritiske i deres syn på folkekirken, førte det dog ikke til et egentligt opgør med denne. Mange var vel af hjertet tilhængere af frikirketanken . . . Samtidig fastholdt man i IM, at folkekirken skulle være kirke, ikke blot en løs organisation, der kunne rumme alle mulige kristelige bekendelser.“ Dertil kommer at Indre Mission i modsætning til de fleste andre i folkekirken accepterer hele Bibelen som Guds inspirerede ord, og derfor finder det særlig belastende med de mange kompromis’er. „Vor kirke . . . er rig på vranglære,“ klager et medlem af Indre Missions hovedbestyrelse i Kristeligt Dagblad, men hidtil lader man til at have taget det standpunkt at hvor der handles, der spildes. Valget af demokrati i kirken gjorde Indre Mission til valgets store taber.

Om de øvrige kirkeretninger kan det generelt siges at deres teologer ingen illusioner gør sig om folkekirkens forhold til den Kristi kirke Bibelen taler om. For dem er den sande kirke en usynlig, universel kirke bestående af mennesker i alle „kristne“ kirkesamfund som kun Kristus kender — en tanke der er lige så fremmed for Kristus og apostlene som Den danske Folkekirke.

Havde fortidens gejstlige beslutningstagere, flokkens hyrder, haft den viden om den demokratiske folkekirkes udvikling vi har i dag, er det muligt at de ikke ville have valgt den. Det er vel også for meget at forvente at de for 130 år siden skulle have kunnet forudse den fulde konsekvens af et sådant valg, men det frikender ikke: Det er netop for at undgå skjulte faldgruber at kristne har fået den Bibel der i øvrigt hører til Den danske evangelisk-lutherske Folkekirkes bekendelsesskrifter.

[Tekstcitat på side 24]

Gud tilbød sig som jødefolkets hersker, så de kunne blive en nation med ham som deres konge, et såkaldt teokrati

[Tekstcitat på side 26]

Ved at knytte sig så stærkt til demokratiet måtte kirken også få de ulemper at føle der nu engang hører til demokratiets betingelser

[Tekstcitat på side 26]

’Man kunne forudse at under en adskillelse fra staten ville folkekirken falde fra hinanden i indbyrdes rivaliserende samfund.’ — P. G. Lindhardt

[Tekstcitat på side 28]

’Den enkelte præst er kun bundet til én ting i selve sin inderste samvittighed, til det evangelium, han mener at have hørt i Skriften og Bekendelsen.’ — Dr. theol. Johannes Sløk

[Tekstcitat på side 29]

Kan noget oplyst menneske forveksle folkekirken, dette ’velordnede anarki’, med Kristi menighed af sande kristne?

[Ramme på side 25]

Fra Danmarks Riges Grundlov

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

[Ramme på side 27]

Om kirken i Danmark

’Den evangelisk-lutherske kirke er folkekirke. Administrativt er landet inddelt i ti stifter, hvert ledet af en biskop som sammen med den stedlige stiftamtmand udgør stiftøvrigheden. Biskopperne udnævnes af kongen efter forudgående valg hvori deltager præster og menighedsrådsmedlemmer. Af sogne findes i Danmark 2046; disse styres af menighedsråd som vælges for fire år ad gangen af alle som opfylder betingelserne for valg til Folketinget, og som er medlem af folkekirken.’ — Gyldendals Tibinds Leksikon, bind 2, side 323