Vi betragter verden
Kirurgi uden blod
En operationsteknik til indgreb på åbent hjerte uden brug af blodtransfusion, en teknik som man oprindelig kun har anvendt på Jehovas vidner, er med held blevet anvendt på op mod hundrede børn og unge på børnehospitalet i Buffalo i staten New York, hedder det i en meddelelse fra Associated Press. „Vi ræsonnerede som så, at hvis disse patienter [Jehovas vidner] klarer sig så godt, hvorfor behandler vi da ikke også vore øvrige patienter på samme måde?“ siger en overkirurg. Fremgangsmåden består blandt andet i at man sænker patientens legemstemperatur fra de normale 37 grader celsius til omkring 24 grader, hvorved blodgennemstrømningen nedsættes til det halve af det normale, og blodtabet mindskes. Der tilføres også en opløsning af mineral- og næringsholdige stoffer i et kvantum der svarer til blodets, eller mere. Det fortyndede blod har ganske vist kun en iltbærende evne på cirka en tredjedel af det normale, men det har vist sig at cirkulere lettere end ufortyndet blod og at lette belastningen på lunger og nyrer under indgrebet. Disse opdagelser har været „noget af en overraskelse“ for lægerne.
Er dommedag rykket nærmere?
„Dommedagsuret“, der optræder i Bulletin of the Atomic Scientists (Atomvidenskabsmændenes bulletin) blev i januar stillet endnu et minut frem, til tre minutter i tolv. Dette skete efter en bedømmelse af 47 fremtrædende videnskabsfolk, deriblandt 18 nobelpristagere, med den begrundelse at nedrustningsforhandlingerne gik trægt og våbenkapløbet mellem supermagterne fortsatte med uformindsket styrke. Tidsskriftet regnede det for „mere ildevarslende“ end det blotte antal af oplagrede kernevåben at der synes at være en „tilbøjelighed hos atommagternes ledere til at tale og handle som om de var indstillet på at anvende disse våben“. Man har i årenes løb stillet viserne på „Bulletin-uret“ frem og tilbage for at angive alvoren af „den trussel om en kernevåben-dommedag der svæver over menneskeheden“. Med det nye „klokkeslæt“ er man tættere på „dommedag“ end man har været i 30 år.
Nutidens stradivarius?
I årevis har videnskabsfolk forsøgt at afdække hemmelighederne bag den underskønne klang der frembringes af de violiner der blev fremstillet i det 17. og 18. århundrede af mesterbyggerne i Cremona, for eksempel Stradivari og Guarneri. Under en omhyggelig undersøgelse af en cello bygget af Guarneri opdagede Joseph Nagyvary, en biokemiker ved Texas A & M University, at cellevæggene i instrumentets træ er oversået med små åbninger, porer, der i almindeligt, tørt træ er lukket med et naturligt limstof. „Åbne porer vil indlysende nok give en resonans der er forskellig fra resonansen i træ med lukkede porer,“ siger Nagyvary. Han blev klar over at „det træ man anvendte i Cremona var blevet flådet ned fra bjergene til havet, hvor det havde ligget i bugten i Adriaterhavets saltvand“. Øjensynlig har saltvandet så opløst limstoffet og åbnet for cellernes luftkamre. Nagyvary fik bygget fire violiner af træ der havde gennemgået en lignende behandling på hans laboratorium. Med hvilket resultat? Han og andre videnskabsfolk og musikere er overbevist om at disse violiner ret nøje svarer til „cremoneserne“ i klang og fylde.
Byen får en ansigtsløftning
Tilsyneladende er det efterhånden blevet for pinligt for de offentlige myndigheder i New York at der er så mange udbrændte og forladte huse i byen. I hvert fald har man iværksat et program for at „forbedre det indtryk de forfaldne bydele giver“, ved at tildække de uskønne facader med „store vinylmåtter med påmalede skodder, potteplanter, persienner og rullegardiner“. Dette skulle få gaderne til at se „beboede“ ud, og det har kostet omtrent 100.000 dollars, beretter The New York Times. Det rejser naturligt nok spørgsmålet: Hvorfor spendere så mange penge på dækmåtter i stedet for at gøre noget ved bygningerne? Borgmesteren svarer at indtil man finder frem til midler at forny bygningerne for, er dette måden hvorpå byen viser at „det kommer os ved“. Men Times tager til genmæle: Denne måde at administrere pengene på „vil ikke tilkendegive det offentliges interesse i at gøre noget ved byen, snarere dets interesse i at dække over ubehagelige realiteter“.
Vidste fuglene det?
Det fik megen omtale da et fag på 30 meter af broen over Mianus-floden i Connecticut i USA styrtede sammen i 1983. The New York Times kan i den forbindelse berette at der i 1978 skønsvis var 52.000 stære der holdt til under broen, mens der i 1979 kun var 12.000. I 1980 var tallet dalet til seks, hvorefter der ikke blev iagttaget flere. Det rejser uvilkårligt spørgsmålet: Hvad vidste fuglene? Naturbeskyttelsesfolkene bemærker hertil at de „ikke interviewer fugle; de tæller dem bare“.
Ikke længere blot en vittighed
„I årevis har vittighedstegnere og satirikere moret sig på bekostning af professionelle dommedagsprofeter,“ skriver skribenten Haynes Johnson i avisen The Washington Post. Efter at have omtalt hvordan nogle bekendtgør: „VÆR BEREDT! VERDENS ENDE ER NÆR,“ fortsætter han: „Og dér, under døren derhjemme forleden dag, lå endnu et velkendt budskab i form af en religiøs folder. ’Nærmer vi os Harmagedon?’ stod der på baggrund af en truende sky og et lyn der siksakkede mod os.“ Derpå anstiller Johnson denne betragtning: „Engang ville et sådant budskab blot have kaldt på det overbærende smil. Men nu virker det ikke længere blot som en vittighed.“
Universet uden ende
Adskillige videnskabsmænd har fremført den teori at universet en skønne dag vil „falde sammen“. Nu kan London-avisen Daily Telegraph imidlertid berette: „Nye vidnesbyrd om at universet vil fortsætte med at udvide sig sådan at livet kan fortsætte med at eksistere næsten til evig tid, er nu blevet fremsat af en gruppe astronomer.“ Gruppen, der udgøres af astronomer fra England, Australien og Kina, har i tilknytning hertil påvist at „universet alligevel ikke kan falde sammen under sin egen vægt, sådan som mange videnskabsfolk ellers har forudsagt“. Dette stemmer overens med Bibelens udsagn i Esajas 40:26 om at Jehova er ophav til al kraft, og i Salme 90:2, der viser at han er evig.
Rekord af ny skrivemaskine
Der er nu opfundet en ny type skrivemaskine som, ifølge et hollandsk firma, har slået verdensrekorden i skrivehastighed. Det påstås at der er blevet opnået en skrivehastighed på 1000 tegn i minuttet. Verdensrekorden på en skrivemaskine af den gængse slags lyder på 683 tegn i minuttet. Den nye skrivemaskine skriver stavelser i stedet for enkelte tegn. „Tastaturet er indrettet sådan at der ikke skal foretages flere fingerbevægelser end højst nødvendigt og sådan at arbejdet fordeles ligeligt mellem begge hænder,“ fortæller tidsskriftet New Scientist. Maskinen har en mikroprocessor indbygget til at forhindre brugeren i at „bytte om på bogstaverne ved høj hastighed“.
Idoldyrkelse
„Unge piger besvimede og ’faldt som fluer’ . . . Mindst tre teenagere blev trampet ned . . ., taget på 11 biler blev mast og et vindue i rådhuset blev knust.“ Hvad var årsagen? At en berømt rocksanger optrådte uden for rådhuset i New York City. Avisen The New York Post beskrev sceneriet som „vild forvirring“ og berettede at et „øredøvende skrig“ rejste sig fra beundrerskaren da han viste sig. Sangeren var fortrukket fra trappen og var gået indenfor i rådhuset da hans fans gennembrød politifolkenes rækker. Rockstjernen måtte til sidst skifte til politiuniform for at slippe bort fra mængden.
Det nyeste inden for høreapparater
Der er muligvis godt nyt på vej for dem der må bruge høreapparat. Efter fem års forskning har man i Japan udviklet „verdens første høreapparat der er yderst virkningsfuldt samtidig med at det er ekstremt lille,“ hedder det i avisen Mainichi Daily News. Det nye apparat består af en mikrofon, en forstærker, et elektrisk element, et stik og en vibrator. Det vejer mellem 16 og 36 gram, alt efter hvilken type element det bruger, og det overfører lyd til ørets stigbøjle, der er forbundet med det indre øre, og frembringer „meget tydelige lyde uden forvrængning, sammenholdt med almindelige høreapparater,“ slutter avismeddelelsen.