Fra vore læsere
Reddet fra selvmord
Jeg har besøgt en ung dame der tidligere har modtaget et nummer af Vågn op! Hun sagde: „Jeg vil gerne have de blade igen, for et af dem reddede mig fra selvmord. Jeg læste en artikel om selvmord, og den fik mig fra at tage mit eget liv.“ (22. december 1981) Hun fortalte at hun var gået hjemmefra, var blevet gravid og syntes at den eneste udvej var selvmord. Nu hvor hendes liv er blevet reddet, har hun besluttet sig til at få sit barn og beholde det i stedet for at adoptere det bort.
J. R., Brasilien
Paven på rejse
Deres udgave for 22. marts 1984 var en af de mest indtrængende, fængslende og forstående jeg husker fra den seneste tid. Deres kritiske analyse af pavens åndelige, politiske, moralske og samfundsmæssige virke var autoritativ, ligevægtig, fornuftpræget og underbygget af en række uomgængelige kendsgerninger fra Bibelen. Den afslører på overbevisende måde vildfarelserne og fejlene inden for nutidens katolicisme. Vågn op! har endnu en gang hævdet sin position som det sande lys for hele familien, uanset sidstnævntes „åndelige ideologi“.
C. N., Ghana
Jeg beklager ligesom De tingenes tilstand i vor katolske kirke. Ligesom mange andre katolske kristne drager jeg imidlertid en helt anden konklusion. Vi prøver at træffe forholdsregler mod denne tingenes tilstand i stedet for at prøve at finde svagheder blandt Jehovas vidner. Deres indbildske kritik af Kristi jordiske stedfortræder vil virke stik modsat af Deres hensigt.
H. J. S., Tyskland
De nød det, ikke sandt? De kunne ikke modstå fristelsen til at rette skytset mod den katolske kirke, vel? Jeg vil aldrig tilgive Dem den ubarmhjertige måde De kritiserede paven på. Hvis Jehovas Vidner er nødt til at gribe til letkøbt kritik i et forsøg på at ydmyge andre religioner, så står det sløjere til med dem end med katolikkerne.
M. C., Florida
Vi prøvede bestemt ikke at fremsætte letkøbt kritik af paven eller den katolske kirke, og vi kritiserede heller ikke katolikkerne. Den katolske kirke indtager en meget betydningsfuld stilling i verden og gør krav på at være frelsens vej for flere hundrede millioner mennesker. Enhver organisation der hævder at indtage denne stilling, bør være villig til at underkaste sig grundig undersøgelse og kritik. Alle der kritiserer, har forpligtelse til at være sandfærdige når de fremholder kendsgerningerne, og til at være retfærdige og objektive i deres vurdering af disse. I begge henseender prøver vi at leve op til forpligtelsen. — RED.