Hvorfor tillader Gud lidelser?
„Menneskene er alene om at kunne være onde, eftersom de er alene om at være sig bevidst hvad de gør, og om at træffe bevidste valg.“ — Historikeren Arnold Toynbee i Mankind and Mother Earth.
VI TRÆFFER alle bevidste valg. Vi gør det hver dag. De fleste af de afgørelser vi træffer, har at gøre med de små ting i hverdagen — hvad vi skal spise, hvad vi skal drikke, hvad vi skal tage på eller hvor vi skal tage hen. Men nogle afgørelser får alvorligere konsekvenser end andre, konsekvenser som vi kan blive berørt af resten af livet — eller som endda kan forkorte vort liv.
Når en læge anbefaler at man lader sig operere, står man straks over for et valg. Er det risikoen værd? Hvor erfaren og pålidelig er kirurgen? Vil det forlænge eller forkorte ens liv? Man må træffe en alvorlig afgørelse.
Langt tilbage i historien blev der truffet bevidste valg som har berørt menneskeheden lige siden. Og disse afgørelser har direkte tilknytning til det spørgsmål vi drøfter, nemlig hvorfor Gud tillader lidelser.
Menneskene — ’alene om at være onde’?
Den bibelske beretning om den tidligste historie viser at mennesket ikke var den første fornuftbegavede skabning med en fri vilje og evnen til at vælge. Og menneskene var hverken „alene om at kunne være onde“ eller de første til at være det. Der fandtes allerede en højere form for liv — „de gudlignende“, åndeskabninger, også kaldet engle. — Salme 8:5.
En af disse „gudlignende“ skabninger, som der er millioner af, ville forsøge at blive det første menneskepars gud og hersker i stedet for Jehova, deres Skaber. Han brugte sin frie vilje og løj bevidst over for kvinden for at få hende, og hendes mand gennem hende, til at være ulydige mod Gud. Han antydede at Gud var en løgner og en bedrager. Han sagde at det at tænke og handle uafhængigt ikke ville føre til døden, sådan som Gud havde sagt til dem, og han forsikrede hende: „I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ — 1 Mosebog 3:1-5.
Sådan iværksatte denne gudlignende skabning et oprør mod Guds herredømme — et oprør som millioner af engle var vidne til. På den måde blev spørgsmålet om hvem der har ret til at udøve herredømme, til et universelt stridsspørgsmål. Den oprørske engel blev Guds modstander, „Satan“, som det hebraiske ord for modstander gengives med. Satan drog Guds sandfærdighed i tvivl, og blev dermed også den første bagvasker eller „Djævel“, som det græske ord for bagvasker gengives med. Dette første oprør udløste den kæde af begivenheder som har forårsaget alle menneskenes lidelser. ’Hvordan det?’ spørger du måske.
„Fejlen er deres egen“
Den første mand og kvinde kunne se frem til evigt liv i fuldkommenhed i et paradis som de sammen med deres børn skulle udvide så det kom til at omfatte hele jorden. Men det afhang af om de var loyale over for Gud. Hvis de var ulydige, ville en ny arvelig faktor komme ind i billedet, nemlig ufuldkommenhed og død, som ville blive overført til de kommende generationer. Hvad skete der? — 1 Mosebog 2:15-17.
Apostelen Paulus forklarer situationen på en meget enkel måde. Han siger at „mange gennem det ene menneskes [Adams] ulydighed blev stillet som syndere“, og „døden . . . kom til at herske som konge gennem den ene“. (Romerne 5:17-19) Da Adam og Eva forkastede Guds herredømme, styrtede de menneskeheden ud i lidelser, sygdom og død. Det Moses sagde om Israel, kan også siges om menneskeheden i almindelighed: „De har selv handlet ødelæggende; de er ikke hans børn; fejlen er deres egen. En forkvaklet og forvildet generation!“ — 5 Mosebog 32:5.
Som følge af dette har menneskene foretrukket at være uafhængige af Gud og har vendt sig bort fra hans styre. Men til hvad har de vendt sig? Bevidst eller ubevidst har de underkastet sig det herredømme der udøves af „denne tingenes ordnings gud [der] har forblindet de ikke-troendes forstand“. (2 Korinther 4:4) De er blevet brikker i Djævelens spil, han der er „løgnens fader“. (Johannes 8:44) Det har de gjort ved at foretrække menneskenes eget politiske og religiøse herredømme, der har ført til had, elendighed og lidelser. Det er ikke så mærkeligt at Bibelen siger at Satan Djævelen „vildleder [bedrager, Living Bible] hele den beboede jord“. — Åbenbaringen 12:9.
Hvorfor tillades lidelser?
Hvorfor kvalte Jehova ikke oprøret i sin vorden ved at tilintetgøre Satan dér tilbage i Eden? Som den Almægtige havde han naturligvis magt til at gøre det. Satan havde imidlertid ikke sat spørgsmålstegn ved Guds magt men derimod ved hans måde at udøve den på. Da Satan argumenterede mod Guds klart udtrykte lov, hævdede han i virkeligheden at Guds måde at herske på ikke er rigtig og ikke er til bedste for hans skabninger. Han hævdede også at menneskene ikke ville forblive loyale over for Gud under prøve. (Job, kapitlerne 1 og 2) Hvordan kunne Jehova tage denne udfordring op og afgøre disse spørgsmål én gang for alle?
Vi kan måske illustrere Guds måde at handle med den egensindige menneskehed på ved hjælp af Jesu lignelse om den fortabte søn. Jesus fortalte om en mand der havde to sønner. Den yngste krævede at få sin del af arven mens faderen endnu var i live. Han ønskede at være uafhængig og rejse hjemmefra og vise at han kunne klare sig selv. Faderen kunne med det samme have afslået sønnens krav og låst ham inde så han ikke kunne komme af sted. Ville det have været det bedste på langt sigt? Nej, for så ville sønnen være blevet hjemme mod sin vilje. Det ville desuden have hindret ham i at følge sin frie vilje. Hvad gjorde faderen da?
Jesus forklarede: „[Faderen] skiftede . . . ejendommen imellem dem. Og ikke mange dage derefter samlede den yngste søn alt sit og rejste langt bort til et fremmed land og ødte dér sin formue i et udsvævende liv.“ Det gik så galt for denne unge jødiske mand at han måtte tage arbejde som svinevogter. Der var mad nok til grisene, men ikke til ham. Jesus fortsatte: „Men han gik i sig selv og sagde: ’Hvor mange daglejere hjemme hos min fader har ikke fuldt op af mad? og her er jeg ved at sulte ihjel.’“ Hvad gjorde han så? Han angrede og bestemte sig for at tage hjem igen og overgive sig til sin fader på nåde og unåde. — Lukas 15:11-32, da. aut.
Hvad var det altså der skulle til for at denne unge mand kom til fornuft? Tid og erfaring. Faderen havde undladt at gøre noget drastisk og havde i stedet ladet sønnen få tid til at indse hvor dumt han opførte sig. Han måtte ganske vist lide under denne proces, men den bragte ham til fornuft.
Der skabes præcedens
Vore første forældre valgte at være uafhængige af Gud, ligesom sønnen i lignelsen ville være uafhængig af sin fader. I modsætning til den fortabte søn vendte Adam og Eva ikke tilbage til deres Fader, men på grund af deres oprør blev menneskeheden inddraget i et stridsspørgsmål som kun kunne afgøres for øjnene af alle fornuftbegavede skabninger, både synlige og usynlige. Og det kunne kun ske ved at tiden gik. Hvad er der blevet bevist efter at vi nu har haft 6000 år med uafhængighed af Gud og hans herredømme? Som profeten Jeremias sagde: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Menneskehedens historie har vist at „det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det“. Mange som har indset dette, vender sig til deres himmelske Fader for at få vejledning, ligesom den fortabte søn vendte hjem til sin fader. Derved beviser de at Satan løj da han påstod at han kunne få alle til at lade være med at tjene Gud. — Prædikeren 8:9.
Jehova vil snart gribe ind over for Satan og dem der støtter hans uafhængige handlemåde. Han vil på den måde sætte en stopper for oprøret og alle virkningerne af det. Der vil da være gået så lang tid at der er blevet skabt præcedens for al fremtid. På grund af dette præcedens vil Jehova ikke igen være nødt til at tillade eventuelle oprør, det være sig i den synlige eller i den usynlige del af hans skaberværk. Tid og erfaring har vist at hverken Satan eller menneskene kan herske på en retfærdig måde uafhængigt af Gud. — Åbenbaringen 16:14-16; 20:1-3.
I den tid der er gået har menneskeheden rigtignok måttet gennemgå ufattelige lidelser, og mange har lidt en brat død. Men Jehova har lovet at gøre alt dette godt igen. Hvordan? Som apostelen Paulus sagde: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Apostelgerninger 24:15) Det at Gud vil oprejse de døde og give dem mulighed for at komme til at leve evigt i fuldkommenhed på jorden, er et udtryk for ophøjet barmhjertighed. Da vil hver enkelt kunne vise sin værdsættelse af den gave som det virkelige liv er.
Når ’den nye himmel og den nye jord’ er blevet indført, vil tidligere tiders lidelser gradvis blive glemt og erstattet af de velsignelser et rigt, lykkeligt og evigt liv fører med sig. Som Bibelen siger: „Det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet.“ (Esajas 65:17; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4) Men hvordan kan vi være sikre på at dette vil ske? Hvilke forandringer skal der til for at der kan blive varig fred?
[Tekstcitat på side 9]
Mennesket var ikke Guds første fornuftbegavede skabning med en fri vilje og evnen til at vælge
[Tekstcitat på side 9]
Ulydighed ville bringe en ny faktor ind i billedet
[Illustration på side 10]
Ligesom tid og erfaring fik den fortabte søn til at forstå hvor afhængig han var af sin fader, er mange i dag blevet klar over at de har brug for Gud