Rygeforbud i rutefly?
Lægen og juristen Lee S. Glass har behandlet dette kontroversielle emne i en artikel i bladet Newsweek.
Han beretter: „I en samtale med en tilsynsførende for flyenes vedligeholdelse fik jeg at vide at tobaksrygning påfører luftfartsselskaberne temmelig store udgifter. Al den tobak der ryges bliver ikke omdannet til aske uden at efterlade sig spor. Når røgen har afsat en del af sine kræftfremkaldende stoffer i rygerens lunger, fortsætter den ud gennem ventilationssystemet, hvor den forårsager mekaniske skader svarende til aterosklerose. Røgen blokerer metalrørene på samme måde som den blokerer rygerens arterier — og der må ofres store beløb på at restituere systemerne.“ Men hvorfor finder luftfartsselskaberne sig da i denne unødvendige udgift, når de kunne spare megen tid og mange penge ved at forbyde rygning? „Grunden til at luftfartsselskaberne finder sig i udgifterne,“ siger Glass, „er at indtægterne ved salg af billetter til rygere overstiger det beløb der kunne spares ved et rygeforbud.“
Dette argument tager Lee Glass dog ikke for gode varer. Han mener at de minimale tab på længere sigt ville opvejes af støtte fra ikke-rygere samt fra „enhver organisation der er imod rygning“. Efterhånden ville luftfartsselskaberne „blandt deres kunder også få rygere, der ikke ville ryge fordi der ikke ville være pladser til rygere. De ville mindske deres vedligeholdelsesomkostninger væsentligt fordi deres ventilatorer ikke ville blive belagt med aflejringer fra røgen. De ville have taget et betydningsfuldt skridt til forbedring af folkesundheden og måske indirekte have hjulpet nogle til at holde op med at ryge.“