Hvorfor måtte de katolske biskopper mødes?

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Italien

„DET andet Vatikankoncil — årsag til krisen inden for kirken?“ Med dette spørgsmål peger den jesuitiske publikation La Civiltà Cattolica (5. oktober 1985) på „en radikal og global krise“ inden for den katolske kirke. Opmærksomheden rettes imod fire væsentlige kriseramte områder, nærmere betegnet spørgsmålet om tro, moral og religiøs praksis og om de folk kirken har i sit brød. Det hedder videre: „Et anseligt antal præster har forladt præstegerningen, nogle på grund af en troskrise og endnu flere af personlige grunde.“

I betragtning af at man altså har erkendt denne krise burde den bispesynode (bispekonference) der blev afholdt i 1985 i Rom, være af stor betydning for verdens 627 millioner katolikker. Den er også interessant for andre der nøje har iagttaget den katolske kirkes forvandling i løbet af de seneste årtier. Men hvilke andre forhold motiverede denne særlige synode? Hvilke problemer stod man over for? Og hvordan vil synoden på længere sigt komme til at berøre katolikkerne?

„Den katolske synode og det uudtalte skisma“

Under denne overskrift har den katolske journalist og historiker Anne Roche, der skriver i den canadiske avis The Toronto Star, erklæret at nu, 20 år efter Det andet Vatikankoncil, „ligger den traditionelle katolske lære og disciplin i ruiner. Vi har alle set den forbløffende statistik: Færre end 5 procent af alle katolikker under 30 år anerkender kirkens lære om fødselskontrol, og færre end 10 procent af den samme gruppe anser paven for at være ufejlbarlig i lærespørgsmål om tro og moral.“

Denne troværdighedskløft har ført til det Anne Roche betegner som to katolske kirker: „Den officielle kirke med dens pavelige magisterium [autoritet i lærespørgsmål] i centrum . . . som nu kun en minoritet viser tro og lydighed imod; og den uofficielle kirke som styres af . . . de revolutionære der har et stærkt greb om hver eneste del af det katolske liv i de stadig mere selvstændige nationale kirker.“ Hvis denne beskrivelse er korrekt, kan det ikke undre at paven anså det for nødvendigt at indkalde sine biskopper til et særligt møde så han kunne rådføre sig med dem. Men hvilke begivenheder var gået forud for denne særlige synode?

En kardinals ærlige mening

Det andet Vatikankoncil, der blev afholdt i årene fra 1962 til 1965, vakte store forventninger inden for katolske kredse — men i forskellige retninger. Nogle håbede på, og opnåede, et mere liberalt syn på visse spørgsmål. Andre forventede at man ville nå til et større mål af enhed. Mange er blevet skuffede, blandt andre Vatikanets mest indflydelsesrige prælat næst efter paven, den tyske kardinal Joseph Ratzinger, der fører forsædet i congregationen for troens doktrin (Vatikanets kontrolorgan for den katolske læres renhed).

I et nyligt interview har kardinalen sagt: „Det er uomtvisteligt at de forløbne tyve år har været ugunstige for den katolske kirke. Det der er hændt siden koncilet synes at stå i sørgelig kontrast til alles forventninger, ikke mindst de forventninger der blev næret af pave Johannes XXIII og senere af Paul VI.“

Hvad havde man forventet? Kardinal Ratzinger sagde videre: „Hvad paverne og koncilfædrene forventede var en ny katolsk enhed. I stedet er man stødt på meningsforskelle der — som Paul VI har udtrykt det — synes at have bevæget sig fra selvkritik til selvødelæggelse. Man forventede en ny begejstring, men fandt alt for ofte kedsomhed og modløshed. Man forventede et spring fremad, men i stedet måtte man se et tiltagende forfald i øjnene.“ — Rapporto Sulla Fede af Vittorio Messori.

Den 25. januar 1985 overraskede pave Johannes Paul II den katolske verden ved at indkalde til en særlig synode der skulle afholdes fra den 24. november til den 8. december samme år. Han indbød 165 biskopper, af hvilke 102 var ledere af nationale bispekonferencer rundt om i verden, tillige med nogle iagttagere uden stemmeret. Nyhedsmedierne var også til stede, forventningsfulde som børn før et stort festfyrværkeri.

Spørgsmål der splitter

Synoden blev af nogle betragtet som en lejlighed til at trække fronterne op. Som den fransk-canadiske skribent Danièle Blain udtrykte det: „Den spænding der i årevis har været mellem progressive og konservative bag kulisserne i selve kirkens midte, er nu brudt ud i åben krig.“ (L’Actualité, november 1985) På den ene side stod de såkaldt progressive biskopper der ville fastholde de forandringer og fordele der var opnået siden Det andet Vatikankoncil. På den anden side stod de konservative biskopper der længtes efter en tilbagevenden til nogle af de idealer man havde fulgt før Det andet Vatikankoncil.

Ved denne konfrontation var de progressive fremfor alt bange for „dommeren“ — pave Johannes Paul II. Hvorfor? Fordi han ved mange lejligheder havde gjort det klart at han foretrak den konservative linje i spørgsmål om katolsk lære og praksis. Skribenten Marco Tosatti bemærkede i Torino-dagbladet Stampa Sera: „Det kan vise sig vanskeligt for synodefædrene . . . at fastholde teser der ikke stemmer overens med den ’fortolkning’ som Johannes Paul II dag efter dag er i færd med at bygge op.“

Mange katolikker havde håbet på en grundig drøftelse af emner som fødselskontrol, cølibat og kvindelige præster. Men de blev kun ofret ringe opmærksomhed, om overhovedet nogen. Nogle biskopper berørte det udbredte problem at katolikker der har ladet sig skille ikke må deltage i nadverens sakramente. En præst fra New Jersey i USA udtalte til bladet The Toronto Star at „hvis han formente folk adgang til sakramenterne dersom de var blevet skilt og gift igen, ville hans kirke stå næsten tom“. Men biskopperne havde ingen løsning på problemet, og det blev ikke engang nævnt i synodens slutdokument.

Det væsentlige syntes at være spørgsmålet om enhed — at bygge bro over den kløft der er opstået mellem pavestolen og en del nationale bispekonferencer. Som Danièle Blain skrev: „Denne søgen efter den tabte enhed hører mere end nogen sinde til dagens orden.“ (L’Actualité) Denne enhed blev også forbundet med spørgsmålet om befrielsesteologien, der går ud på at kirken bør engagere sig i de undertryktes politiske og sociale kamp. Denne teologi, der i de senere år har splittet det katolske præsteskab, blev angrebet af den colombianske biskop Darío Castrillón Hoyos.

Synoden kom imidlertid ikke ud i nogen voldsom konfrontation, og paven undgik — i det mindste offentligt — at lægge pres på biskopperne. Peter Nichols, korrespondent for Londonavisen The Times, beretter: „Paven overværede alle plenarmøder ved synoden, men han forblev tavs indtil den sidste dag. Han lagde også vægt på at rejse sig og forlade salen når der skulle stemmes. Afstemningen var hemmelig, men han ønskede at undgå at give nogen det indtryk at han søgte at påvirke opinionen.“

Synoden blev således en skuffelse for nyhedsmedierne — det teologiske fyrværkeri de havde håbet at se blev kun en fuser. Selv om der var åbenbare modsætninger undgik man skarpe debatter. I det katolske italienske arbejderblad Azione Sociale blev synoden sammenfattende beskrevet i en overskrift med ordene „Forenede men forskellige“ — hvilket måske kan fortolkes som et udtryk for optimisme. Men at en farlig konfrontation var blevet afværget, antydes muligvis i følgende kommentar i The New York Times: „Synodens slutdokument var mindst lige så bemærkelsesværdigt for det der blev undladt som for det der blev fremhævet.“

Hvordan berøres katolikkerne?

Synodens rapport til de troende var tydeligvis ikke noget let dokument at formulere. En komité på fem kardinaler udarbejdede den to gange blot for at få den forkastet fordi den udtrykte overdreven pessimisme. Endelig fik de godkendt en tredje og mere positiv version. Og hvilket budskab har den så til katolikker i al almindelighed?

Et emne af vital interesse behandles under overskriften „Guds ord“. Der står: „Kirken har, idet den med ærbødighed lytter til Guds ord, den mission at forkynde ordet med tro ([jævnfør] Dei Verbum, 1). Forkyndelsen af evangeliet er derfor en af kirkens, og især biskoppernes, væsentligste pligter, og er i vore dage af største betydning ([jævnfør] Lumen Gentium, 25).“ Men Guds ord, Bibelen, der er tilgængelig for de fleste mennesker, citeres kun syv gange i synodens rapport. Kirkelige rundskrivelser og dokumenter, der kun er tilgængelige for nogle få privilegerede, citeres derimod mindst 44 gange — som det antydes i det netop anførte citat. Hvis Bibelen bruges så sjældent, hvordan kan et dokument af denne art da nå hjertet hos oprigtige katolikker der ønsker at vide hvad der er deres kristne pligt?

I dokumentet hedder det også: „Evangelisering er den vigtigste pligt, ikke blot for biskopper men også for præster og diakoner, ja for alle kristne.“ For at gøre dette endnu tydeligere hedder det videre: „Evangelisering udføres af vidner. Vidnet afgiver sit vidnesbyrd, ikke blot i ord men også ved sin livsførelse.“

Vi opfordrer oprigtige katolikker til at overveje dette. Hvem fremtræder egentlig i vor tid som vidner for Gud og Kristus? Hvem evangeliserer i vor tid inden for alle samfundslag, både i ord og gerning? Hvem forkynder i vor tid evangeliet, eller den gode nyhed om Guds rige ved Kristus, uanset hvilke ofre det kræver, selv på bekostning af liv og frihed? Hvem besøger regelmæssigt dit hjem for at overbringe dig dette budskab? Din præst? eller Jehovas vidner? — Jævnfør Esajas 43:10, 12 og Apostelgerninger 1:8.

Mens den katolske kirke er splittet af uenighed og oprør på grund af teologiske, politiske og sociale stridsspørgsmål, må sand kristendom følge Bibelens retningslinjer: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ — Johannes 13:35; 1 Korinther 1:10.

En sådan enhed findes ganske tydeligt ikke blandt de „progressive“ og „konservative“ biskopper i den katolske kirke. Alene behovet for at sammenkalde en synode gjorde denne splittelse åbenlys.

[Illustration på side 12]

Synoden forsamlet i Peterskirken i Rom