Fra vore læsere

Hvor stor en rolle spiller udseendet?

Jeres artikel „Unge spørger: Hvor stor en rolle spiller mit udseende?“ (8. april 1986) har ikke kun interesse for de yngre. Jeg er 42 år og har altid haft svært ved at acceptere mit udseende — jeg blev ilde til mode hver gang jeg så mig i et spejl. Dette er blevet endnu mere udtalt i de forløbne 14 år, da jeg er blevet ramt af en alvorlig kronisk depression. Artiklen fik mig til at indse at jeg er ganske almindelig og at jeg hverken ser værre eller bedre ud end andre. Men også jeg har fortrin der kan opveje fysiske begrænsninger.

N. H., Indiana, USA

Guillain-Barré-syndromet

Livsberetningerne i jeres blad er altid meget opmuntrende, men aldrig har en beretning rørt os så meget som Winston Peacocks artikel „Kommer jeg nogen sinde til at gå igen?“ (8. april 1986) Da vi modtog bladet med denne artikel havde vores kære datter på 23 år i fire uger været lammet af Guillain-Barré-syndromet. Vi havde aldrig hørt om det før og tænkte på om hun nogen sinde ville komme til at gå igen. Efter at have læst artiklen om Winston Peacock og skildringen af denne sygdom følte vi os meget opløftede og opmuntrede. Vi kunne genkende næsten enhver detalje af sygdomsforløbet hos Sally, og nu efter ni uger kan hun også gå ved hjælp af en gangstol. Vi håber at hun snart vil være hjemme igen så hun kan tage sig af sin 17 måneder gamle datter. Mange tak.

C. og P. U., England

Mongolisme

Hvilken fornøjelse at læse en så opmuntrende beretning om forældre der kærligt hjalp deres handicappede barn. („Tredive års kærlighed og hengivenhed“, 8. maj 1986) Det var rørende at læse om deres selvopofrelse. Jeg har i flere år arbejdet på en institution hvor sådanne børn blev anbragt. Efter at have læst denne artikel tænkte jeg på de børn der var blevet anbragt dér, enten fordi deres forældre skammede sig over dem eller fordi de mente at det var umuligt at lære dem noget. Eftersom mongolbørn kræver så megen opmærksomhed og omsorg, er en institutionsanbringelse ikke den rette løsning. Der findes ikke nok personale til at tage sig af hver enkelts behov, så for at få børnene til at være rolige giver man dem medicinsk behandling så de sover det meste af tiden. Børnene ville være bedre stillet ved at være hjemme i deres egne naturlige omgivelser.

D. H., Maryland

Omstændighederne er forskellige, men vi er enige i at når familien har det følelsesmæssige overskud og selv kan tage sig af pasningen af mongolbarnet, er dette en langt bedre løsning end at anbringe barnet på en institution. — RED.