Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g86 8/9 s. 29-31
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1986
  • Underoverskrifter
  • Dyre graviditeter
  • Respekt for fædre
  • Faraos forbandelse?
  • Økonomisk sortsyn
  • Cuba får kirkens velsignelse
  • Et blad går ind
  • Børn til salg
  • Giv kærlighed, ikke legetøj!
  • Halleys komet fotograferes
  • „Ryger-ansigt“
  • Elektroniske spil
  • Regnormeeliksir
  • Betydningsfuld mission
Vågn op! – 1986
g86 8/9 s. 29-31

Vi betragter verden

Dyre graviditeter

En ny undersøgelse viser at graviditeter blandt teenagepiger sidste år kostede De forenede Stater 16,6 milliarder dollars. Når disse teenagemødres børn fylder 20 år, vil regeringen have brugt 6,04 milliarder dollars på bistand til dem. Man anslår at de familier der grundlægges af teenagere udgør 53 procent af samtlige familier der får hjælp fra det offentlige. I rapporten bemærkes det at hvis teenagepigerne havde ventet til de var 20 år med at få deres første barn, kunne man have sparet 2,4 milliarder dollars, en tredjedel af den samlede hjælp. Af de 385.000 teenagepiger der årligt bliver mødre for første gang, er halvdelen under 18 år.

Respekt for fædre

Japanske mænd er længe blevet anklaget for at være gift med deres arbejde og have for lidt tid til deres familie. Har dette fået børnene til at miste respekten for deres fædre? Ikke ifølge Tokyo-avisen Asahi Shimbun, der i artiklen „Fædre klarer sig langt bedre end vi troede“ fortæller at „hvert andet barn siger at det ’kan respektere’ [sin fader]“. En undersøgelse blandt nogle skoleelever fra syvende til tolvte klassetrin viste at 46,8 procent af eleverne havde let ved at tale med deres fædre. Det kunne dog stå bedre til, for ikke færre end 95,3 procent gav udtryk for at de havde let ved at tale med venner af samme køn, og kun 17 procent sagde at de ville komme til deres fader med deres problemer.

Faraos forbandelse?

I 1920rne døde omtrent en snes ægyptologer kort tid efter at de var trængt ind i farao Tutankhamons grav. Faldt de som ofre for en forbandelse, som det hævdes? Avisen International Herald Tribune skriver at den franske læge Caroline Stenger-Philipp har fundet en sandsynlig forklaring på de mystiske dødsfald. Indicierne peger på at den skyldige er organiske stoffer som frugter og grøntsager der er blevet efterladt i graven. I århundredernes løb er disse fødemidler — som Farao skulle spise under sin „rejse til evigheden“ — gået i forrådnelse og mugnet, og har dannet organiske, særdeles allergifremkaldende støvpartikler. Videnskabsmændene faldt som ofre for en allergisk chokreaktion efter at have indåndet partiklerne, hævder den franske læge.

Økonomisk sortsyn

Det 16. verdensøkonomiske forum blev i februar holdt i Davos i Schweiz under temaet „Mod til global indgriben“. Der herskede imidlertid en sørgelig mangel på lyst til at iværksætte en samlet, verdensomspændende økonomisk indgriben. Quentin Davies, der er direktør for en engelsk bank, sagde klagende: „Sidste år havde vi en følelse af et økonomisk opsving i vesten, men i år er vi inde i en tågebanke.“ De 600 delegerede repræsenterede 52 lande og omfattede 44 regeringsministre. Mens regeringsembedsmændene lagde vægt på den modige indgriben for at opnå vækst i både de industrialiserede lande og udviklingslandene, viste de tilstedeværende forretningsfolk en betydelig ængstelse. Faldende oliepriser, en usikker dollar og mange udviklingslandes enorme gæld er blandt de faktorer der fremkalder økonomisk sortsyn hos forretningsfolk i hele verden.

Cuba får kirkens velsignelse

I Vatikanets ambassade i Havanna på Cuba gav pavens udsending, kardinal Eduardo Pironio, sidste år i februar Cubas vicepræsident, Carlos Rafael Rodriguez, hånden og omfavnede ham som et tegn på forsoning mellem den katolske kirke og den cubanske regering. Kirken gav regeringen sin stiltiende velsignelse i bytte for større frihed til katolsk virksomhed på Cuba. Ifølge The Miami Herald siger Enrique Lopez Oliva, der er professor i kirkehistorie ved Havannas universitet: „Dette indleder en ny fase af Vatikanets udenrigspolitik over for kommunistiske lande.“

Et blad går ind

Den japanske udgave af Reader’s Digest går nu ind efter at være udkommet i 40 år. Bladet begyndte at blive udgivet i 1946, og havde en overgang et oplag på over 1,4 millioner eksemplarer. Efter den anden verdenskrig dækkede bladet et behov for læsestof i Japan og tjente samtidig som et vindue til resten af verden. Salget dalede imidlertid efterhånden til gennemsnitlig 450.000 eksemplarer om måneden. Færre abonnenter, høje posttakster og den måde hvorpå firmaet blev ledet nævnes blandt årsagerne til at bladet måtte gå ind.

Børn til salg

Det anslås at der i Manila er ti tusind piger og drenge i alderen fra 8 til 14 år som sælger sig selv som prostituerede, skriver det tyske blad Stern. Et referat i World Press Review oplyser at arbejdsløshed og fattigdom har fået flere og flere til at flytte til byerne, hvor mange af børnene ender med at blive indblandet i kriminalitet og prostitution. Dette sker dog også andre steder. Avisen Politika, der udkommer i Beograd, anslår at der siden 1975 er blevet solgt ti tusind jugoslaviske børn i alderen fra 7 til 13 år til professionelle tyve i Italien. De oplæres til at stjæle tasker, begå lommetyverier og bryde ind i huse og biler. Hvis de ikke skaffer tilstrækkelig mange tyvekoster bliver de mishandlet. Hvis de pågribes kan de ikke retsforfølges, da den kriminelle lavalder i Italien er 14 år.

Giv kærlighed, ikke legetøj!

Da et australsk legetøjsfirma spurgte 400 børn hvad der gjorde dem mest glade, fik man nogle fuldstændig uventede svar. Størstedelen af børnene ønskede sig mere tid sammen med forældrene fremfor legetøj, skriver The West Australian. En seksårig sagde at det bedste han vidste var når hele familien spiste aftensmad sammen, „for så behøver man ikke at være bekymret for hinanden“ — alle er jo sammen. En af firmaets medarbejdere bemærkede at børnene satte familieenheden højt og betragtede det at være sammen som „yderst vigtigt“.

Halleys komet fotograferes

Nogle videnskabsmænd der var forsamlet i et rumforskningsinstitut i Sovjetunionen måtte vente i over ni minutter på de første billeder af iskernen i Halleys komet. Da de viste sig på skærmen efter at have tilbagelagt 175 millioner kilometer på deres vej mod Jorden, udløste det et spontant bifald i instituttets store forevisningslokale. I løbet af tre timer blev der taget 500 „fjernsynsbilleder“ fra det ubemandede sovjetiske rumskib Vega 1, da det passerede kometen med en hastighed af 76 kilometer i sekundet. Da rumskibet var nærmest ved kometen befandt det sig 8900 kilometer fra dens kerne. En ungarsk fysiker, en af de over 100 tilstedeværende videnskabsmænd fra 12 lande, sammenlignede den bedrift at fotografere kernen, med det at „se Eiffeltårnet fra Sahara — i en sandstorm“.

„Ryger-ansigt“

Ifølge en undersøgelse foretaget af medicineren dr. Douglas Model kan det tydeligt læses i ens ansigt om man ryger. Han beskriver en rygers ansigt som rynket, træt og hærget. En nyhedsmeddelelse fra Associated Press nævner at „smilerynker ved øjnene, lodrette furer omkring munden og dybe rynker i kinder og underkæbe“ sammen med et magert eller læderagtigt udseende og „en hud der er en anelse grå, orange, lilla eller rød“ kendetegner rygerens ansigt. Dr. Model mener at dette skyldes „en giftig proces“ som følge af en mindsket blodcirkulation i huden. Af de frivillige deltagere i undersøgelsen havde 19 af de 41 rygere „ryger-ansigt“ mens ingen af de 38 ikke-rygere havde det. Dr. Models undersøgelse er blevet offentliggjort i British Medical Journal.

Elektroniske spil

Ved en konference der for nylig afholdtes i Osaka i Japan, blev de forsamlede skolelærere oplyst om at omtrent 20 millioner mennesker i landet spiller elektroniske spil og at de fleste af dem er børn i skolealderen. Avisen Asahi Evening News skriver at „fænomenet med de elektroniske spil har resulteret i mindre aktive elever der foretrækker at blive inden døre og lege med fjernsynet eller datamaten“. En undersøgelse blandt 38 elever på fjerde klassetrin i en grundskole i Wakayama viste at de 34 spillede sådanne spil hver dag. Af disse spillede 8 fire timer om dagen, mens 19 gennemsnitlig brugte en time eller mindre om dagen på elektroniske spil.

Regnormeeliksir

Traditionelle kinesiske læger har længe betragtet „regnormevæske“ som virksomt mod hæmorroider, nyresvigt, sår, feber, astma, betændelse, væskeretention og for højt blodtryk. Nu har en kemilærer ved en erhvervsskole i Shanghai, Ji Heli, imidlertid opdaget en måde hvorpå man kan brygge regnormenes kropsvæske „så man undgår den stank og det bundfald der ellers som regel fremkommer,“ skriver New Scientist. Fabriksdirektører og forretningsmænd er begejstrede for denne nye metode. Hvorfor? Fordi den åbner mulighed for udvidelse af Kinas regnormeavl. „Regnormeeliksir er også en næringsrig drik,“ fortæller Ji Heli, „der kan blandes i drinks og læskedrikke, og endda puttes i kager.“

Betydningsfuld mission

To Jehovas vidner stod ved døren til hr. Günter R.’s lejlighed i Frankfurt for at tale med ham om Bibelen. „Det irriterede ham, så han afviste dem venligt men bestemt, og lukkede døren,“ fortæller den tyske avis Frankfurter Rundschau. Fem minutter senere stod de imidlertid igen ved hans dør. Denne gang kom de ikke for at ’missionere’ om en god nyhed fra Bibelen, men en dårlig nyhed om en grim lugt af gas fra lejligheden ovenover. De to forkyndere og Günter skyndte sig derop. Günter skulle lige til at ringe på dørklokken, men de to Jehovas vidner nåede at standse ham. Brandmænd trængte senere ind i lejligheden og opdagede en utæthed i hovedgasledningen. „Ét er sikkert: hvis der var blevet ringet på dørklokken havde det forårsaget en eksplosion,“ skriver avisen, og tilføjer: „Nogle ’missioner’ har tydeligvis deres værdi.“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del