Giv agt! Spioner i nærheden!

HUN var udmærket klar over at hendes mand arbejdede som spion. I flere år havde han formidlet oplysninger til en fremmed magt. Han havde endog pralet af sine bedrifter over for hende. Burde hun fortælle det til politiet eller forholde sig passiv? Ville du under sådanne omstændigheder først og fremmest vise loyalitet mod et princip eller mod din familie? Denne kvinde valgte til sidst at gå til myndighederne. Der ventede hende imidlertid en overraskelse.

Ovennævnte beretning stammer fra en af de mange spionageaffærer i de senere år. Måske husker du også de følgende:

Norge, januar 1984: En norsk karrierediplomat arresteres og anklages for at have videregivet oplysninger til en fremmed magt.

Indien, januar 1985: Regeringsembedsmænd og forretningsfolk anklages for overtrædelse af loven om nationens sikkerhed.

Vesttyskland, sommeren 1985: Flere personer mistænkt for spionage, deriblandt en overordnet medarbejder i efterretningstjenesten, hopper af til Østtyskland.

Sovjetunionen og England, september 1985: Begge lande udviser 31 af modpartens diplomater, journalister og handelsfunktionærer, hvoraf mange anklages for spionage.

Schweiz, december 1986: Et ægtepar anklages for spionagevirksomhed.

Frankrig, marts 1987: Medlemmer af en spionageorganisation arresteres på baggrund af en mistanke om at de har viderebragt fortrolige data fra et rumforskningscenter.

Rapporter som disse antyder at der foregår en hektisk undergrunds- og efterretningsaktivitet. Vil det sige at der er flere spioner nu om dage, eller fanger man blot flere? Kunne denne aktivitet tænkes at ville berøre os personligt? Det vil måske overraske dig at vort liv i så høj grad berøres af denne spionageaktivitet som tilfældet er.

Et tilbageblik på spionagens historie

Der består et ældgammelt partnerskab mellem politik og militær. Websters ordbog definerer spionage som det at man „ved hjælp af særlige agenter i politisk eller militært øjemed indsamler oplysninger om personer i et fremmed land eller om hvad der foregår i landet“.

Ægypterne var nogle af de første der oprettede en efterretningstjeneste. Kong Thotmes III gjorde brug af spioner da han fik smuglet 200 soldater, skjult i melsække, ind i byen Jaffa. Omkring år 400 f.v.t. skrev kineseren Sun Tzu en bog med titlen Ping Fa (Krigskunsten), hvori han understregede vigtigheden af en velfungerende efterretningstjeneste. I 1400-tallet begyndte visse lande i Europa at drive spionage fra deres ambassader i fremmede hovedstæder. Hånd i hånd sneg diplomati og spionagevirksomhed sig over grænserne i Europa.

Nationalismens bølge fejede gennem Europa og medførte et behov for hære, diplomater og agenter. Man opøvede færdighed i at sammensætte og bryde koder. Efterretningsvirksomhed og kontraspionage (det at forhindre uvedkommende i at komme i besiddelse af hemmelige oplysninger) blev selvstændige grene af spionfaget. Den franske kardinal Richelieu og Frederik Den Store af Preussen oprettede betragtelige spionorganisationer. Forfatteren til Robinson Crusoe, Daniel Defoe, var i en periode leder af Englands hemmelige efterretningstjeneste.

Men alle fremskridt strandede på én ting: kommunikationen. Agenters meddelelser kunne kun komme frem med skib, på hesteryg eller pr. brevdue. Fjendtlige hære kunne stadig opmarcheres med kort indbyrdes afstand uden hinandens vidende. I 1815 drog Napoleon nogle fejlagtige slutninger angående fjendtlige troppebevægelser nogle få kilometer borte. Han tabte slaget ved Waterloo — og dermed et kejserrige. Først langt senere, i vort århundrede, revolutionerede teknologien efterretningsvirksomheden.

Spionbranchen nutildags

Vort konfliktfyldte århundrede har stillet efterretningstjenesterne over for nye udfordringer. „Frygt er selve sjælen i spionfaget,“ udtaler det tyske nyhedsugeblad Der Spiegel. „Jo mere uholdbar verdenssituationen er, desto sikrere en beskæftigelse bliver [spionage].“ Og følgen? „Der findes ikke ét land på jorden der mener at kunne klare sig uden en efterretningstjeneste.“ Spionfaget lever højt på mistænksomheden — og forstærker den. Derfor findes der i dag et utal af efterretningsspecialer: Strategi (som planlæggere på øverste niveau behøver), militær (hær, flåde og luftvåben), økonomi, videnskab og geografi med mere.

Efterretningstjenesterne har unægtelig spredt sig over mange interessefelter. Tidligere skulle fortrolige oplysninger for det meste findes hos folk med politisk indflydelse eller på det militære domæne. I dag er de nationale hemmeligheder imidlertid fordelt over et større område. Hvorfor?

Den massive oprustning efter den anden verdenskrig har betydet at adskillige lande fremstiller avancerede våben. Men de lande der råder over teknologien til at behandle data og træffe afgørelser på brøkdele af et sekund, eller som råder over de mest træfsikre våben, har tydeligvis et trumfkort på hånden. Den bagvedliggende tekniske viden er noget som fabrikanter af alt lige fra kuglelejer til videospil sidder inde med.

Det medfører at i hundredvis af firmaer og deres millioner af ansatte bliver mål for industrispionage. Alene i USA har over fire millioner mennesker adgang til omtrent 20 millioner hemmeligtstemplede dokumenter. Kommer du i berøring med såkaldt „følsomme“ oplysninger? De kunne tænkes at være af interesse for en eller anden der er på udkig efter fortrolige data.

Ja, sådanne oplysninger kan være krigsbytte i den „usynlige“ krig. Den spionring der har held til at tilegne sig ekspertviden som et andet land har skaffet sig med kolossale udgifter, har sikret sig et eftertragtet trofæ. Men budgetterne til efterretningsvirksomhed er ligeledes gigantiske. Avisen The Sunday Times har citeret en kilde der anslår at efterretningsvirksomhed årligt koster den ufattelige sum af 29 milliarder dollars. Efter sigende beskæftiger faget over en million mennesker. Selv FN’s budget tager sig uanseligt ud i sammenligning hermed. Fischers Weltalmanach fra Tyskland ansætter FN’s budget til under 1 milliard dollars og lønningslisten til at omfatte 40.000 ansatte. De enorme udgifter til spionvirksomhed afholdes af den skat du og jeg betaler.

Ædle motiver — og uædle

Engang var agenter hovedsagelig motiveret af principper, af ønsket om at tjene et land eller en ideologi. Et eksempel er Oleg Penkovsky, en velkendt spion fra 1960’erne. Angiveligt lod han detaljerede oplysninger om Sovjetunionens militære situation sive ud til Vesten i tiden omkring Cubakrisen. Det tyske blad Der Spiegel skriver at han var motiveret af politiske idealer, og fortsætter: „Kun én gang modtog han penge. Han fik 3000 rubler [dengang svarende til lidt under 23.000 kroner] til dækning af udgifter, hvoraf han tilbagebetalte de 2000.“

Spioner nutildags har mindre ædle motiver. Bladet Time skriver: „De fleste af dem . . . er uinteresserede i politik og er sjældent ofre for afpresning. I hovedregelen har de en anstrengt økonomi eller er pengebegærlige.“

„Befolkningen er blevet skødesløs med hemmeligheder,“ skriver The Sunday Times, „idet man går ud fra at hver og én af disse alligevel for længst er blevet røbet.“ Årsagen er blandt andet at visse ledende politikere lader hemmeligheder sive ud til nyhedsmedierne for personlig fordels skyld. Mange andre tager så eksemplet til følge. I en nylig kontrovers mellem to engelske ministre offentliggjorde den ene uddrag af et fortroligt brev for at sætte den anden i forlegenhed.

I den sag der blev omtalt i artiklens indledning forrådte ægtemanden ikke blot sin arbejdsgiver men også sin familie. Uden sin kones vidende havde han inddraget deres søn i spionringen. Begge mænd kom i fængsel.

I bøger og på film skildres spionernes verden som befolket af solbrændte helte der bruger minikameraer og mødes i hemmelighed. I aviserne bliver det slået stort op når man på ny afslører en „muldvarp“, det vil sige en agent der har infiltreret modpartens efterretningstjeneste og „gravet“ sig vej til en nøgleposition. Men det billede medierne tegner, savner ethvert hold i virkeligheden. „Muldvarpe“ og minikameraer bruges i meget ringe udstrækning. Indsamling af efterretningsoplysninger er for det meste en møjsommelig affære der for en stor del består i metodisk gennemlæsning af tidsskrifter om handel, økonomi og videnskab i et forsøg på at opsamle detaljer der kan sammenstykkes til et forståeligt hele. Men stadig tiltrækkes nogle af den spænding de forbinder med den „underjordiske“ virksomhed.

Når usandheder og spionage er afskaffet

Spionvirksomhed kaster lange og tunge skygger, endog over uvedkommendes liv. De betaler en pris i form af en tilværelse i et mistænksomhedens klima som spionagen både næres af og selv fostrer. De er i fare for at blive forblændet af den glans der står om spionfaget. Kristne vil klogeligt fuldstændig nægte at have noget at gøre med spionverdenens grådighed, uærlighed og umoralitet. — Jævnfør Første Timoteusbrev 6:7-10; Kolossenserne 3:5-10.

Hvor ville verden tage sig anderledes ud hvis vi kun havde én regering, en verdensregering, der afskaffede nationalismen og forenede folk i stedet for at splitte dem! Og hvor ville det være glædeligt hvis øvrighedspersoner satte et godt eksempel med hensyn til troværdighed og hæderlighed, og hvis kærlighed rådede frem for frygt. Det er netop dét Guds rige vil udrette. — Åbenbaringen 7:9, 10, 16, 17; 2 Peter 3:13.

[Ramme på side 12]

Hvad siger Bibelen om spioner?

Begrebet spionage var i hvert fald kendt i Ægypten og Kana’an i det 18. århundrede f.v.t. Josef, der var den øverste fødevareadministrator i Ægypten, betjente sig af en list for at finde ud af hvilke motiver hans ti halvbrødre havde, idet han påstod at de var spioner. — 1 Mosebog, kapitel 42.

Over to hundrede år senere føjede Moses israelitterne i deres forlangende og udsendte 12 spioner for at udspejde Kana’ans land. — 4 Mosebog, kapitel 13; 5 Mosebog 1:22-25.

Josua sendte nogle israelitter ud for at se nærmere på byerne Jeriko og Aj inden folket drog i kamp mod dem. — Josua 2:1; 7:2.

En spion havde til opgave at tage landet nærmere i øjesyn for at indsamle oplysninger om det. De hebraiske ord der oversættes med spion beskriver en person der stiger af hesten og vandrer til fods gennem landet idet han nøje iagttager sine omgivelser.

Bemærk at da Josefs stamme ønskede at få detaljeret kendskab til byen Betel før de forsøgte at indtage den, udspejdede de den, eller benyttede med andre ord spioner. (Dommerne 1:22, 23) Forskellige bibeloversættelser oplyser at de „holdt Udkig“ (Buhl) eller „foretog en rekognoscering“ — Jerusalem-Bibelen.

Der er altså vid forskel på den form for spionage der omtales i Bibelen og vore dages stærkt amoralske spionverden.

[Illustration på side 11]

Napoleon drog nogle fejlagtige slutninger. Han tabte slaget ved Waterloo — og dermed et kejserrige