Pavebesøg ripper op i gamle sår

UNDER sit besøg i Tyskland i maj sidste år omtalte paven „de trængsler kirken blev udsat for i nazitiden“. Sådan skriver Kölner Stadt-Anzeiger, og tilføjer: „Han glemte at nævne at nogle ledende katolske gejstlige manglede mod, idet de prædikede til forsvar for de katolske skoler, men ikke mod forfølgelsen af jøderne.“

Saligkåringen af Edith Stein — en jøde som konverterede til katolicismen — blev også udsat for kritik. Jøder protesterede mod at hun blev fremstillet som katolsk martyr. Nürnberger Nachrichten skriver: „Edith Stein blev saligkåret som martyr for den kristne tro, hvilket ikke er helt korrekt. Hun blev i 1942 sendt til gaskammeret i Auschwitz fordi hun var jøde, ikke fordi hun var katolsk nonne.“ En katolsk gruppe hævder at saligkåringen var et forsøg på at dække over „den katolske kirkes pinlige tavshed efter at nazisterne var kommet til magten“. En anden katolsk gruppe siger at saligkåringen „ikke må få os til at lukke øjnene for at de katolske biskopper næsten ingen modstand gjorde, men tværtimod åbenlyst samarbejdede med det nationalsocialistiske system“.

Nogle kritikere har forlangt at den katolske kirke skal indrømme at den pådrog sig skyld ved at forblive tavs under ragnarokket, men noget sådant er ikke sket. „Under sit møde med biskopperne den foregående aften,“ fortæller en artikel i Süddeutsche Zeitung, „omtalte paven dette mørke kapitel i kirkehistorien med største varsomhed. Under naziregimet søgte pavestolen ved hjælp af et konkordat ’at forhindre det værst tænkelige’, men var ’ude af stand til at standse den katastrofale udvikling’. Paven udtalte at han ikke fandt at der var nogen grund til at anklage de tyske biskopper for deres tavshed.“