Fra vore læsere
Artikler om paven
Som katolske kristne læser vi med interesse Deres oplysende blade, og vi vil gerne takke Dem for de saglige oplysninger De fremholder om paven. („Der bedes for fred — men hvem lytter?“ 8. juni 1987; „Var pavens besøg i Australien blot en pilgrimsfærd?“ 8. juli 1987) Selv om Deres lære er i modstrid med katolicismen, er vi glade for at se den fair behandling sådanne emner får.
P. O., Forbundsrepublikken Tyskland
Luthers hus i ruiner?
Jeg er rystet! Jeg er 40 år og lutheraner, og jeg er nært knyttet til dem af mine slægtninge der stadig bor i Tyskland. Min bedstefader var præst i den lutherske kirke og begge mine søstre er gift med lutherske præster. Det ryster mig at I søger at bringe min og mine forfædres tro i vanry. Hvor vover I! De fleste af de problemer I omtaler (i „Hvorfor ligger Luthers hus i ruiner?“ 8. september 1987) må stort set alle kirker på jorden trækkes med. Jeg har haft adskillige teologiske drøftelser med mine svogre og med religionslærere — som alle er lutheranere. Jeg er aldrig stødt på nogen der troede på en „elementær blandingsteologi“ eller som kunne påhæftes nogen af de andre nedsættende tillægsord I omtaler protestantismen med.
R. D. B., De Forenede Stater
Det blev sagt i begyndelsen af bladet at den tilstand som den lutherske kirke i Tyskland befinder sig i, ligner den der råder blandt de fleste protestantiske kirker i verden. Det var i citater af udenforstående kommentatorer at den protestantiske kirkes teologi blev omtalt som en „blandingsteologi“ der har erstattet „enten-eller“ med „både-og“. Mange protestantiske talsmænd i Europa indrømmer at denne beskrivelse er berettiget. Formålet med at bringe disse artikler var i al oprigtighed at hjælpe mennesker af alle trosretninger til at undersøge deres tro i lyset af Bibelens sandheder. Jesus sagde: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) Selv den kendte tyske protestantiske præst Dietrich Bonhoeffer understregede i sine prædikener hvor vigtigt det er at gøre dette: „Kun én ting er af afgørende betydning når det drejer sig om religion, nemlig at den er sand.“ „Den [kirken] må stræbe efter en ren lære.“ „Når Dommedag kommer, vil Gud afgjort spørge os: ’Har I lyttet til mit ord og holdt det?’“ — RED.
Mange tak for jeres artikler om hvorfor Luthers hus ligger i ruiner. De udtrykte præcis det som jeg føler. Og det skal lige siges at min fader har været præst i den lutherske kirke indtil han blev pensioneret for to år siden, at min moder fik sin læreruddannelse på religiøse skoler, og at jeg indtil jeg blev 18 år var omgivet af de aktiviteter der foregik på præstegården. Men allerede da jeg var i 11-12-årsalderen bemærkede jeg tomheden på grund af de ubesvarede spørgsmål, hykleriet og en atmosfære af håbløshed. Efter en lang og anstrengende søgen efter sandheden fandt jeg til sidst det jeg havde længtes efter lige fra jeg var barn: Mennesker der virkelig elsker Gud og adlyder hans love, nemlig Jehovas vidner.
D. B., Forbundsrepublikken Tyskland