På rejse for at søge efter meningen med livet
JEG havde boet i en fiskerlandsby på Sri Lanka en måneds tid. Der var stille og roligt, ja rigtig idyllisk. Jeg boede i en lille hytte, og for kun 70 amerikanske cents om dagen forsynede min nabo mig med ris, grøntsager og ind imellem også med fisk.
Så en morgen kom pludselig en solbrændt, europæisk udseende mand gående i sandet hen imod mig. Min første tanke var at han måtte være newzealænder ligesom jeg selv, men hans hilsen røbede med det samme at han var australier.
„Har du et sted at bo?“ spurgte jeg, helt overrasket over hvordan østerlændingenes gæstfrihed allerede havde smittet af på mig.
Han blev glad for tilbudet om logi og gav sig til at pakke sine få ejendele ud for at flytte ind. Blandt dem fik jeg øje på en grøn, indbundet bog.
„Hvad er det?“ spurgte jeg.
„En bibel,“ svarede han.
Nu kom jeg fra en familie der gik i kirke og mente at jeg vidste alt om hvad „Vestens religion“ havde at tilbyde. Det havde fået mig til at forkaste den som helt igennem hyklerisk.
„Hvorfor slæber du rundt på sådan en klods?“ spurgte jeg lidt kynisk.
„Der står meget godt i den,“ svarede Adrian. „Den taler endda om at verden, sådan som vi kender den, vil få en ende.“
Jeg var skeptisk. „Kan du vise mig det?“
Det gjorde han så, og jeg blev meget forbløffet!
Hvordan min rejse begyndte
Hvad lavede jeg, en 21-årig newzealænder, dér på Sri Lanka i november 1976? Jeg var rejst ud for at søge større indsigt, og denne rejse skulle bringe mig vidt omkring: Lige fra pragtfulde, månebeskinnede sandstrande i det tropiske Asien til snuskede opiumshuler i Penang; og fra noget nær skibbrud ud for Afrikas kyst til myldrende markeder i Port Sudan.
I 1975 havde jeg sagt farvel til mine forældre og mit karrierejob og var taget til Australien. Min plan var at tjene penge til en jordomrejse ved at arbejde i de australske miner. Alt gik planmæssigt. Jeg fik arbejde i en uranmine og tjente gode penge. Men allerede inden jeg påbegyndte rejsen var min tankegang begyndt at ændre sig. Jeg var begyndt at spekulere på hvad meningen med tilværelsen mon kunne være. I håb om at finde svar gav jeg mig til at læse bøger om filosofi og religion.
Første stop: Indonesien
Da jeg syntes at jeg havde tjent tilstrækkeligt ved minen, begav jeg mig af sted til mit første mål, Indonesien. Her fik jeg rigtig smag for den asiatiske måde at leve på. Folks afslappede forhold til materielle ting og til livet i øvrigt virkede tiltrækkende på mig. Det var naturligvis let nok for mig — jeg skulle jo ikke leve med den underernæring, dårlige hygiejne og dybe fattigdom som størstedelen af befolkningen måtte udholde.
Jeg rejste med bus, tog, skib, oksekærre og til fods gennem de indonesiske øer, deriblandt Bali, Java og Sumatra. Jo mere jeg rejste omkring, jo mere intetsigende og tom syntes den vestlige livsform at være. Alligevel forekom det mig at heller ikke den måde man levede på i Østen, selv om den var mindre materialistisk, kunne være svaret på mine spørgsmål.
Jeg købte en portion LSD af nogle der ligesom jeg var på rejse. Jeg tog det ikke bare for sjov. Jeg søgte efter en skjult kundskab, en slags klarsyn. Mens jeg var påvirket troede jeg et øjeblik at jeg helt klart og med fuldstændig forståelse så livet som det virkelig var. Men efter denne tilstand fik jeg en stærk kvalmefornemmelse, og da det hele var overstået indså jeg at jeg ikke havde fundet noget egentligt svar.
Fra Sumatra tog jeg over til Malaysia — et smukt land med en venlig befolkning. Midt på Malaccahalvøen ligger delstaten Pahang, et bjergland med regnskove hvor der langs vejsiden vokser vilde orkidéer, som trives godt i den kølige, fugtige luft. Mit humør steg betragteligt mens jeg vandrede gennem disse uspolerede, naturskønne områder.
Thailand, Burma og Indien
Fra Malaysia tog jeg op til Thailand og videre over til Burma. Begge disse lande var tiltalende og fascinerende med hver deres særpræg — maden, skikkene og befolkningen. Dog fandt jeg heller ikke dér nogen konkrete svar på mine spørgsmål. Så efter et kort ophold i Burma besluttede jeg at tage over til Indien.
Måske var det her i det gamle mystikkens og fromhedens Indien jeg ville finde hvad jeg søgte. De overfyldte byer gjorde mig nedtrykt, så jeg tog hurtigst muligt ud på landet. Her var tilværelsen næsten upåvirket af det tyvende århundrede, og alle vegne havde religionen stor indflydelse.
Jeg iagttog betaget en forbipasserende hinduisk procession. Alle deltagerne var klædt i safrangule dragter, og blomsterbærere spredte frangipani-blomsterblade foran processionen. Folk bøjede sig og kyssede jorden. ’Hellige’ mænd, kun iført lændeklæde og med kroppen smurt ind i parfumeret olie, messede uafbrudt. Men igen følte jeg mig skuffet. Skønt jeg beundrede inderne for deres religiøse hengivenhed, fandt jeg stadig ikke det jeg søgte.
Derefter Sri Lanka
Flere måneders anstrengende rejse, den trykkende hede og den dårlige kost, tog hårdt på mig fysisk. Jeg trængte til at komme et sted hen hvor jeg kunne hvile ud. Men mere end noget andet følte jeg behov for at finde en fornuftig grund til at gøre det jeg gjorde, ja til alt hvad jeg foretog mig. Jeg havde kort sagt behov for at finde en grund til at leve.
Jeg havde hørt om den skønne natur på Sri Lanka, den pæreformede ø lige ud for Indiens sydspids. Jeg havde fået den beskrevet som en tropisk ø med sandstrande, koralrev i krystalklart vand, høje bjergtinder og kølige sletter med teplantager. Hvor kunne man finde et sted der var bedre egnet til hvile og meditation?
Jeg havde fået anbefalet østkysten, så der slog jeg mig ned i en lille fiskerlandsby. Det var her jeg tilfældigvis mødte Adrian. Men hvorfor blev jeg så forbløffet da Adrian læste op fra Bibelen som svar på mit spørgsmål? Fordi han viste to passager fra henholdsvis det 24. kapitel hos Mattæus og det 3. kapitel i Andet Timoteusbrev. Jeg havde aldrig hørt de vers oplæst i kirken, og her var endda forudsagt at „de sidste dage“ ville være præget af tiltagende kriminalitet, mangel på kærlighed, konstante skærmydsler mellem nationerne, menneskers frygt og så videre! Jeg kunne slet ikke skjule min forbavselse.
Adrian lo. „Ork, der er meget mere,“ sagde han.
Vi sad på stranden under stjernehimmelen og betragtede månen, der som en orangefarvet kæmpekugle steg op af havet. Adrian forklarede det han vidste om den storslåede hensigt Gud havde med vor planet. Selv om denne hensigt af forskellige årsager var blevet udskudt, ville den blive gennemført, og dét meget snart.
Jeg forstod ikke alt hvad Adrian fortalte, men der var noget ved hele denne samtale som rørte mig på en måde jeg aldrig før havde oplevet. Næste dag skrev jeg i min dagbog: „For første gang i mit forhold til kristendommen har jeg på fornemmelsen at der er noget sandt i den. Profetierne er indlysende; systemet vil snart blive bragt til ophør.“
Det begyndte at gå op for mig at hvis den almægtige Gud havde en hensigt og vi handlede i overensstemmelse med denne hensigt, kunne vi også få en mening med livet. Skønt tanken om at kunne leve evigt på en paradisisk jord stadig forekom mig noget fjern, ville det afgjort være en storslået hensigt med livet. Derfor besluttede jeg at undersøge sagen nærmere.
Der var også et andet skriftsted som overraskede mig en del. Adrian fortalte at Gud har et personligt navn og viste mig Salme 83:18: „Så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ Jeg begyndte nu at forstå at denne Skaber ikke blot var en kraft, men en virkelig person med et personligt navn.
Ændring af planerne
Jeg havde planlagt at vende tilbage til Indien når mit helbred blev bedre og derefter tage op for at se Nepal og Himalayabjergene. I stedet gik Adrian og jeg ind på at hjælpe et amerikansk pensionistægtepar der var på jordomsejling. De havde brug for hjælp til at sejle deres 56 fods yacht på den næste etape af deres rejse, det vil sige over Det Indiske Ocean til Kenya. Jeg var glad for at skulle sejle og for lejligheden til at lære mere om Bibelen gennem drøftelser med Adrian.
Hvor havde Adrian lært alt det han viste mig i Bibelen? Han sagde at han havde studeret Bibelen med Jehovas Vidner i Australien. Han var ikke nået så langt at han selv var blevet et Jehovas vidne, men det håbede han på at blive en dag. Bag i hans bibel var der en liste med adresser hvor man kunne få kontakt med Jehovas vidner. Vi gik listen igennem.
„Her er det,“ sagde jeg. „Nairobi i Kenya. Jeg vil besøge dem lige så snart vi kommer til Afrika.“
Endnu en profeti bliver opfyldt
Da jeg en morgen stod op som sædvanlig og gik op på dækket for at se ud over havet blev jeg meget forskrækket. Havet, der almindeligvis havde en dyb kongeblå farve, var nu mørkebrunt som kaffe. Der var store klumper af brunt slam overalt. Og så langt øjet rakte var havet dækket af en fedtet hinde. Vi var sejlet ind i en råoliepøl!
Det brune stads klæbede på siden af yachten. Vi sejlede gennem oliepølen hele den dag og en del af den næste. Den må have været mindst 160 kilometer lang. Skipperen forklarede at supertankere der sejler omkring Kap Det Gode Håb på vej til Den Persiske Golf skyller deres ballasttanke ud før ankomsten. En stor del af denne spildolie flyder sydpå mod Antarktis og ødelægger planktonet, der er det første led i havets fødekæde.
Adrian benyttede lejligheden til at vise mig et vers i Bibelen der nævner at mennesket vil ’ødelægge jorden’ i de sidste dage, og at Gud til gengæld vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) ’Hvad har Bibelen ikke noget at sige om?’ tænkte jeg ved mig selv.
Mit første møde med Jehovas Vidner
Efter at have gjort holdt på Maldiverne og på Seychellerne kastede vi anker i Mombasa, en større havneby i Kenya. Nogle få dage senere besøgte vi Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Nairobi. Vi fik en hjertelig velkomst og blev vist rundt. På en væg hang der et stort kort over Østafrika med farvede nåle på forskellige steder. Koordinatoren på afdelingskontoret forklarede at hele området blev systematisk gennemarbejdet af Jehovas vidner der forkyndte den gode nyhed om Guds rige.
„Men i det område er der tsetsefluer,“ indvendte jeg. „Og derovre lever der udelukkende masaistammer!“
„Det er rigtigt,“ sagde han. „Vi dækker det hele.“
Derefter henviste han til Mattæus, kapitel 24, som jeg kunne huske at Adrian havde vist mig den første del af. Han bad mig læse vers 14: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ ’Det ser virkelig ud til at disse mennesker gør dette,’ tænkte jeg ved mig selv.
Kundskaben gør sin virkning
Det jeg lærte bevirkede at jeg ikke længere følte mig så tiltrukket af at rejse rundt i verden på må og få. Adrian og jeg fortsatte ikke desto mindre og kom til Sudan, Egypten og endelig til Israel. Det var i maj 1977, og vi besluttede da at forlade yachten. Det blev vi senere glade for at vi havde gjort, for kort efter forliste den.
Adrian besluttede at rejse tilbage til Australien, fordi han følte sig tilskyndet til at søge nærmere kontakt med Jehovas Vidner. Jeg savnede hans venskab mere end jeg havde ventet. Det var ikke det samme uden ham. Jeg kom til Cypern, Grækenland, Italien og Tyskland. Skønt alle disse lande var spændende, var det som om rejselivet gav mig mindre tilfredshed end nogen sinde. Jeg indså at det ikke var den rigtige måde at finde meningen med livet på.
Der var kun ét at gøre — tage tilbage til en rolig tilværelse og oprigtigt begynde at lære mere om Jehova Gud ved regelmæssigt bibelstudium. Endelig ankom jeg til London, hvor jeg købte en flybillet til Australien. Snart var jeg tilbage i uranminen igen, men jeg var også gået i gang med at studere Bibelen. En gang om ugen kørte et af Jehovas vidner 60 kilometer fra den nærmeste by for at studere med mig.
Jeg finder en mening med livet
I begyndelse af 1979 kunne jeg igen glæde mig over at være sammen med Adrian i en menighed af Jehovas Vidner i Woy Woy, der ligger midtvejs på kysten i New South Wales. I juli samme år blev vi begge døbt og har siden da gjort åndelige fremskridt. Vi har giftet os med et par prægtige kristne søstre. Min kone, Julie, og jeg er siden begyndt i heltidstjenesten som pionerer; også Adrians kone er begyndt i pionertjenesten.
Der er nu gået mere end otte åndeligt frugtbare år siden vores dåb. I den tid har vi kunnet hjælpe adskillige andre til også at finde en mening med livet. For eksempel førte et bibelstudium med medlemmerne af et rockband og nogle af deres venner til at fem af dem tog imod sandheden og blev døbt samtidig.
I 1986 flyttede Julie og jeg til en egn i New South Wales hvor der er færre Jehovas vidner. Dér har vi haft lejlighed til at forkynde om den sande Gud, Jehova, blandt uraustraliere, landmænd og landsbyboere. Det var noget af en omstilling for Julie, der måtte flytte langt væk fra sine forældre og syv søskende. Hun glæder sig imidlertid ved tanken om at fem af hendes slægtninge også er i heltidstjenesten. Vi blev meget glade da vi i 1987 blev indbudt til at tjene sammen med betelfamilien i Ingleburn, for at hjælpe med at udvide trykkeriet og betelhjemmet.
Julie og jeg har stadig stor rejselyst. Men foreløbig ser vi frem til den tid hvor hele jorden vil blive en smuk have. Da vil der blive tid til rejser som vil være langt mere udbytterige end noget man kan opleve nu. I mellemtiden fortsætter Julie og jeg vores tjeneste for Jehova, kærlighedens Gud, idet vi glæder os over de rige velsignelser han skænker, og i forvisningen om at det der giver størst mening i tilværelsen er at leve i overensstemmelse med hans hensigt. — Fortalt af David Moffatt.
[Illustration på side 23]
Den landsby på Sri Lanka hvor jeg mødte Adrian
[Illustration på side 24]
Min kone og jeg som pionerer i vort distrikt i Moree, New South Wales