Det bedste du kan gøre for dit barn

UANSET udfaldet af en sag om forældremyndighed har et barn stadig behov for begge forældrenes kærlighed og vejledning. Når dommeren har afsagt sin dom, står forældrene stadig tilbage med den opgave at hjælpe deres børn til at klare følgerne. En retssag er nok vanskelig for forældrene, men den er en endnu større følelsesmæssig belastning for børnene.

Da Mary Ann var seks år gammel afgjorde retten for eksempel at hun skulle være hos sin fader. Men de følgende ti år kæmpede hendes moder uafbrudt for at få hende tilbage. Psykisk udmarvet efter at have været i retten mere end 40 gange kom Mary Ann med sin løsning: „Hvorfor skærer de mig ikke over i to?“ foreslog hun. „Så kan mor få den ene halvdel og far den anden.“

Indlysende nok er det ikke altid til barnets bedste at man udkæmper en langvarig kamp i retten. Lederen af den klinik som hjalp Mary Ann, forklarer: „Langvarige retssager kræver store omkostninger, både økonomisk og menneskeligt.“

Børn er stadig knyttet til begge forældre

Ægtefæller kan skilles og miste alle følelser for hinanden, men børnene vil stadig holde af dem begge. Man kan bedst forstå et barns dilemma hvis man forestiller sig at man skulle vælge hvilket af sine børn man ville undvære. Hvem ville du beholde, og hvem ville du give afkald på? Egentlig burde ingen afkræve hverken voksne eller børn en sådan beslutning. Normalt elsker børn begge forældrene, og når de tvinges til at vælge, opstår der modstridende loyalitetsfølelser i dem.

I en kendt bog om emnet, Beyond the Best Interests of the Child, viser forfatterne at sådanne loyalitetskonflikter „kan have ødelæggende virkninger, idet de skader et barns positive forhold til begge forældrene“. Skilsmissebarnet Julie siger for eksempel: „Man holder meget af den af forældrene man bor hos, men man holder jo også af den anden. Det var virkelig svært når far kom for at hente os til weekendbesøg. Jeg måtte se på ham og også på mor, og jeg vidste at han hadede hende. Jeg var bange for at vise mine følelser over for nogen af dem.“

Erkend at dit barn er følelsesmæssigt knyttet til begge forældre. For at barnet skal kunne vokse op og blive et harmonisk menneske er det nødvendigt at forældrene hver især respekterer og agter den andens plads i barnets liv. Prøv at finde områder hvor I begge kan bidrage til barnets velfærd. Gå ikke uden videre ud fra at alt hvad en tidligere ægtefælle gør, er forkert. Det er „begges pligt at sørge for at den anden af forældrene tager sig godt ud i barnets øjne og sind, eller i det mindste at undgå kritik der kan virke nedsættende,“ udtaler en domstol i Texas. Begge forældre må derfor gøre mindst muligt ud af deres personlige uoverensstemmelser, for at give rum for barnets behov.

Arbejd på at komme overens

Før I går rettens vej, undersøg da alle muligheder for selv at nå frem til et forlig. Sagsanlæg er som krige; de efterlader dybe sår og følelsesmæssige ar der måske aldrig forsvinder. Man bør kun søge rettens hjælp når alle muligheder for drøftelse og tilpasning forgæves er forsøgt. I Bjergprædikenen fremsatte Jesus et grundlæggende juridisk princip af praktisk værdi: „Sørg for hurtigt at opnå forlig med den der fører sag mod dig for retten.“ — Mattæus 5:25.

Man kan aldrig være sikker på en sags udfald. Nogle dommere har oplevet at de i mellem 80 og 90 procent af forældremyndighedssagerne står med to omsorgsfulde forældre som begge er egnede forsørgere. Ofte er en tilfredsstillende løsning nærmest uopnåelig. „Det kan ikke undre at en dommer en gang imellem fortvivlet slår ud med hænderne,“ hedder det i Persia Woolleys bog The Custody Handbook (Håndbog i myndighedssager), „og spørger forældrene hvorfor . . . de ikke selv finder en løsning.“

Mange skilsmissedomstole tilbyder at bistå forældrene når de skal afgøre spørgsmålet om forældremyndighed. Forældrene er afgjort dem der bedst kender børnenes behov og omstændigheder og bedst er i stand til at afgøre hvordan de begge stadig kan have rimelig indflydelse på deres børns tilværelse. Med en vis juridisk hjælp har mange forældre været i stand til at nå frem til en antagelig ordning om forældremyndigheden, til tider om fælles forældremyndighed når det har kunnet lade sig gøre. Faktisk bliver ni ud af ti forældremyndighedssager afgjort før forældrene mødes i retten.

En professionel mægler kan måske bistå med at udrede selv de vanskeligste situationer. I ét tilfælde nærede en mand og en kone så bitre følelser mod hinanden at de planlagde at slå sig ned 5000 kilometer fra hinanden efter skilsmissen. Alligevel ville begge have forældremyndigheden over deres to børn. Mægleren sagde derfor til dem: „Vi må i hvert fald have en smule samarbejde her. De har begge engang kunnet lide hinanden, så lad os se hvad vi kan finde ud af, sådan at Deres børn ikke mister den ene af Dem fuldstændig.“ Der blev aftalt en ordning der medførte at begge forældre stadig kunne spille en meningsfyldt rolle i deres børns tilværelse.

Mægling er naturligvis kun én af flere måder at afgøre myndighedsspørgsmålet på inden sagen bringes for retten. Man bør samle opmærksomheden om nutiden i stedet for at rippe op i fortiden. Det vigtigste sigte med en mægling er at hjælpe parret til at nå frem til en aftale der er acceptabel for begge parter [hvor ingen føler sig som vinder eller taber] og som vil gavne børnene. Dette er ikke en patentløsning i alle sager, men det er et middel til at spare de store omkostninger — økonomiske såvel som følelsesmæssige — en retssag medfører. Hvis man virkelig anstrenger sig for at nå til enighed, kan man afværge bitre stridigheder og give børnene mulighed for at bevare deres tilknytning til begge forældre.

Hvordan man når frem til en aftale

Når en familie opløses og ægtefællerne skilles, kan de selvsagt ikke begge to få barnet helt for sig selv. Begge parter må være rimelige og villige til at gøre indrømmelser. Mægling forudsætter forhandling, og forhandling betyder at ingen af parterne får alt hvad de kunne tænke sig.

Glem aldrig at barnet har ret til at modtage påvirkning fra begge forældre. Det vil derfor være kortsynet at kræve forbud mod at et barn overværede eller deltog i den tidligere ægtefælles religiøse, kulturelle eller samfundsmæssige aktiviteter når barnet er sammen med vedkommende. Det er også uheldigt at man indtager et ufravigeligt standpunkt i spørgsmålet om barnets skolegang og aktiviteter uden for skoletid, dets omgangsfæller, fritid eller videregående uddannelse uden hensyn til hvad den anden af forældrene mener eller hvad barnet selv vælger.

I flere sager om forældremyndigheden, hvor den ene af parterne er et Jehovas vidne og den anden ikke er det, har parterne i mindelighed aftalt at den af forældrene der ikke er et Jehovas vidne i årets løb får udstrakt adgang til at være sammen med barnet, deriblandt i ferier og på andre tidspunkter der er af særlig betydning for vedkommende. Begge forældre er gået ind på at lade den anden øve aktiv indflydelse på anliggender som skolegang, lægebehandling og samfundsmæssige spørgsmål. Når alt kommer til alt, har begge forældre sat barnet i verden og har naturligvis et ord at skulle have sagt om dets opvækst.

Den af forældrene der er et Jehovas vidne bør opmuntre barnet til at respektere den andens ret til at have sine personlige synspunkter angående religion, og til at værdsætte vedkommendes venlighed og gavmildhed. Hvis begge forældre har tanke for hvad der er bedst for barnet, vil de udvise selvbeherskelse og rimelighed og undgå følelsesudbrud som følge af såret stolthed.

I de fleste tilfælde er sådanne forhandlinger udmarvende. Det kan derfor være godt at have jurister eller andre til at repræsentere ens interesser under sådanne drøftelser. En sådan bistand kan ofte fjerne de fleste misforståelser angående hvad aftalen helt præcist går ud på.

Skilsmissemæglingscenteret i Charlotte i North Carolina har sammenlignet de par der valgte at forsøge mægling med dem der mødtes som modstandere i retten. Hele 93 procent af dem der valgte mægling udtrykte tilfredshed med resultatet, mens det samme kun gjaldt for 56 procent af dem der bragte deres sag for retten!

Men hvad kan man stille op hvis ens tidligere ægtefælle nægter at drøfte sagen i mindelighed eller stiller kategoriske krav til begrænsninger i religionsudøvelsen? Så skal man måske indstille sig på at gå rettens vej.

Når man må gå rettens vej

I de fleste tilfælde afhænger et gunstigt udfald i høj grad af om man har en sagkyndig advokat med erfaring i forældremyndighedssager.a Det kan komme en dyrt at stå hvis man ikke fra begyndelsen har en erfaren sagfører. En kyndig advokat kan måske også medvirke til at spørgsmålet afgøres inden retssagen. Selv under retssagen kan en ægtefælle måske bevæges til en forhandling. En fornuftig aftale når som helst under processen er at foretrække for en langvarig kamp i retten.

Det kan være nyttigt at vide hvad de fleste dommere lægger vægt på. Et rundspørge i 1982 blandt 80 dommere viste at der øverst på listen stod forældrenes respektive sindsligevægt og dernæst deres ansvarsfølelse over for barnet. Ofte søger retten assistance hos en psykolog, der eventuelt gennem en samtale med forældre og børn når frem til en vurdering, som tit har haft betydelig indflydelse på rettens afgørelse.

Man bør ikke frygte en sådan bedømmelse. Selv hvis en kristens tro ransages nøje, er der ingen grund til at være mistroisk eller usamarbejdsvillig. „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker,“ anbefaler Bibelen. — Filipperne 4:5.

Husk at dette ikke er tidspunktet til at holde en bibelprædiken. Det er en lejlighed til at beskrive hvad dine aktiviteter sammen med barnet omfatter, deriblandt fritid, uddannelse, ferie, aftaler om kontakt med den anden af forældrene, og selskabeligt samvær med venner og slægtninge. Besvar spørgsmålene ærligt og præcist. Gennemtænk sagen omhyggeligt så du i positive og enkle vendinger er i stand til at forklare hvordan du sørger for barnets følelsesmæssige og fysiske velbefindende.

De samme principper gælder når man bliver udspurgt i retten. Ved at forberede dig grundigt vil du, uden at det lyder som en prædiken, være i stand til at redegøre for de mange måder hvorpå „den sunde lære“ fra Guds ord sætter dig i stand til at være ansvarsbevidst som fader eller moder. — 2 Timoteus 4:3.

Få det bedst mulige ud af forholdene

Trods alle anstrengelser kan det ske at en dom går dig imod. Men kristne tilskyndes til at „underordne sig regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere“, og „ikke at være krigeriske, [men] at være rimelige“. (Titus 3:1, 2) En kristen tilsidesætter derfor ikke en domstols afgørelse.

Hvis man er utilfreds med en domstols afgørelse kan man med sagkyndig hjælp finde ud af hvilke valgmuligheder man har. Måske vælger man at appellere dommen til en højere retsinstans. I nogle tilfælde kan man ansøge om at dommen bliver modificeret hvis forholdene efter et stykke tid ændrer sig. Men så længe dette ikke er tilfældet må man leve med domstolens afgørelse.

Selv om der afsiges en dom der går én imod, er det ikke ensbetydende med at alt er tabt. Tilværelsen kan ændre sig for både forældre og børn. Måske udvikler sagen sig uventet på en gunstig måde. Ens tålmodighed kan blive rigt belønnet.

Skønt man kun har begrænset tid sammen med barnet når man ikke har forældremyndigheden, kan man alligevel øve en gavnlig indflydelse på barnets liv. Børn der fortsætter med at have en regelmæssig og nær kontakt med begge forældre, lader til at lide mindre under skilsmissen og have lettere ved at blive modne og afbalancerede som voksne. Gør derfor en bevidst indsats for at opdyrke et godt forhold til dit barn.

Ved selv at sætte et godt eksempel kan du have indflydelse på dit barns holdning til moralske og religiøse spørgsmål. „Den retfærdige vandrer i sin uangribelighed. Lykkelige er hans sønner efter ham!“ (Ordsprogene 20:7) Selv uden ord kan du gøre meget for at forme dit barns hjerte og sind. Dit barn vil lægge mærke til den måde du behandler andre på, hvilke mål du har i tilværelsen og hvordan dit forhold er til Gud.

Det kræver sand kærlighed at handle så det bliver til barnets bedste. Kærligheden „søger ikke sine egne interesser“, siger Bibelen. „Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse . . . [men] håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“ (1 Korinther 13:4-8) En sådan uselvisk kærlighed kan blive rigt belønnet. En 11-årig pige hvis skilte forældre havde lært at sætte hendes interesser højere end deres egne uoverensstemmelser, har sagt: „Heldigvis elsker mine forældre mig så meget at de lader mig holde af dem begge.“

[Fodnote]

[Ramme på side 13]

Fordele ved et forlig frem for en afgørelse ved domstolene

■ Ingen kender børnenes behov bedre end forældrene; de er derfor de bedst egnede til at afgøre hvad der tjener barnets interesser.

■ Børnene føler ikke i samme grad at de behøver at „vælge side“ eller vælge mellem forældrene.

■ Ved mægling skabes der som regel øgede muligheder for kommunikation, hvilket i højere grad gør det muligt at gennemdrøfte både børnenes og forældrenes behov og eventuelle problemer.

■ Ved at parterne selv når frem til et forlig, forebygger man de uoverensstemmelser der kan blive følgen af en domstols egenhændige afgørelse.

■ Sagsomkostningerne er betydeligt lavere.

[Ramme på side 14]

Det gavner børnene!

Som de to nedennævnte eksempler viser, har skilsmissebørn virkelig gavn af det når deres forældre tænker mere på børnenes vel end på deres egne meningsforskelle.

„Jeg har altid haft det godt når jeg var sammen med min far,“ siger en ung kvinde der er først i tyverne. „Det var ikke så meget det vi foretog os sammen men blot det at besøge ham. . . . Jeg så frem til de weekender hvor han kom, for jeg vidste at vi kunne tale om alle mine skoleproblemer, og at han ville hjælpe mig. Jeg kunne meget bedre snakke med ham end med min mor, skønt jeg naturligvis også holder meget af hende. Der var nogle ting det var lettere at tale med mor om — jeg tror godt I ved hvad jeg mener — men så var der andre ting jeg gerne ville tale med far om, for eksempel min mors nye mand. Vi kan simpelt hen ikke komme ud af det med hinanden. Far har givet mig nogle gode råd om at være taktfuld, og det var noget jeg trængte til. . . . Jeg står i stor gæld til ham, for takket være ham har jeg altid haft to forældre, skønt de er skilt.“

En ung mand ved navn Donald fortæller: „Jeg tror at det at jeg kun kunne være sammen med min far én gang om ugen gav mig meget mere lyst til at være sammen med ham. Hver gang vi var sammen har jeg derfor hørt godt efter hvad han havde at sige og lyttet opmærksomt. Jeg har altid gerne villet efterligne min far. Jeg har lagt mærke til at han elsker Jehova Gud, og jeg har altid gerne villet gøre det samme som han gjorde. Men jeg har også kunnet lære af mors gode egenskaber. Hun er særdeles venlig, og hun gør sit yderste for at være omgængelig og for at tale med andre. Hun er udadvendt og åben, og det har hjulpet mig til at overvinde min generthed.“

[Illustration på side 10]

Et barn har sagt: „Man holder meget af den af forældrene man bor hos, men man holder jo også af den anden“