Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g88 8/11 s. 29-30
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1988
  • Underoverskrifter
  • Ikke noget at le ad
  • Hurtigst på skinner
  • Slanger i stedet for katte
  • Nyttig radioaktivitet
  • Matematikken, naturen og Gud
  • Kun Jehovas vidner tilbage?
  • Myrernes insektmiddel
  • AIDS — svær at spore
Vågn op! – 1988
g88 8/11 s. 29-30

Vi betragter verden

Ikke noget at le ad

Den gammelkendte antagelse at latter er god medicin bliver nu taget alvorligt. Visse hospitaler i De Forenede Stater har indrettet et „morskabsrum“ for skrantende patienter, terapeuter giver „smileterapi“, og en organisation kendt som „Sygeplejersker for Morskab“ bliver stadig mere populær, oplyser avisen The Vancouver Sun. Ifølge artiklen har forskere opdaget at latter kan virke som „en modgift mod stress“ og er „gavnlig for immunsystemet“. Latter betegnes endog som „indvortes jogging“. Ifølge avisen hævder en psykologiprofessor at „latter hæver smertetærskelen ved at udløse endorphin, legemets eget smertestillende middel“. Og en canadisk terapeut siger at lattermusklerne i ansigtet kan „indgive hjernen en følelse af velvære, uanset hvordan man i øvrigt har det“.

Hurtigst på skinner

De Tyske Forbundsbaner indbød omkring 80 gæster til en særlig testkørsel med toget „Intercity Experimental“ (ICE) der fandt sted i maj. Passagererne, der sad eller stod i to ICE-vogne, betragtede de lysende tal på speedometrene over togets døre mens hastigheden nåede op på 406 kilometer i timen! Dermed var der sat ny verdensrekord i hastighed på skinner. Ifølge avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung har De Tyske Forbundsbaner for nylig afgivet ordre på 41 ICE-jernbanevogne til en samlet pris af godt 1500 millioner D-mark.

Slanger i stedet for katte

I visse bjergegne på Kreta holder folk slanger i hjemmet. Hvorfor? Af samme grund som nogle holder katte — nemlig for at jage musene væk. „De fleste slangearter yder landbefolkningen en uvurderlig tjeneste,“ skriver Athen-avisen Ethnos. „De beskytter afgrøderne mod gnaverne, de lever af skadedyr, og de udrydder insekter.“ Artiklen medgiver at dette er „et besynderligt fænomen“.

Nyttig radioaktivitet

En helt ny måde at anvende radioaktivitet på har gjort det muligt at udrydde termitter i nogle gamle historiske bygninger i Australien. Avisen The Canberra Times fortæller at man giver termitterne foder med ganske svagt radioaktive stoffer, som på den måde spredes i hele termitkolonien. Derved bliver det muligt at bestemme koloniens størrelse og placering. Det radioaktive stof dræber ikke termitterne, men når først de er lokaliseret kan man anvende konventionelle insektgifte mere effektivt og økonomisk. Ifølge avisen har denne metode vist sig så effektiv at lande som Sri Lanka, Malaysia, Filippinerne, Thailand og Egypten har vist interesse for den som hjælp til at løse deres egne termitproblemer. Metoden skulle efter sigende være helt ufarlig for mennesker eftersom den påkrævede mængde af radioaktivt stof er ganske lille.

Matematikken, naturen og Gud

„Hele verden er en tanke, og den var til stede før naturen,“ erklærer professor Lennart Carleson, en fremtrædende matematiker, i et interview i Svenska Dagbladet. Han peger på at videnskabsfolk lige siden Newtons dage har undret sig over at universet er så matematisk i sin opbygning. Allerede i 1700-tallet begyndte man, gennem Newtons love, at beskrive naturens karakter ved hjælp af matematiske formler. „Enhver forståelse af hvad der foregår allerinderst i atomerne, går via matematiske formler,“ siger han. Hvis alle matematiske sammenhænge var kendt, ville man i sidste instans kunne påvise hvornår vejret i Stockholm skiftede fordi en mand nøs i Los Angeles. Intervieweren giver denne kommentar: „Som så mange andre af nutidens førende teoretiske fysikere, astronomer og andre naturvidenskabsfolk er han overbevist om at universet var en umulighed hvis der ikke var en logisk tanke som havde skabt forudsætningerne — i form af matematiske sammenhænge.“ Artiklen konkluderer: „Lennart Carleson hævder uden at blinke at primtallene er givet os af Gud.“

Kun Jehovas vidner tilbage?

Ernæringseksperten Lars Okholm holdt sidste efterår et møde i en sportshal på Sydsjælland. Han kom ind på de forholdsregler den enkelte bør tage for at sikre sig et langt og sundt liv. Under sit indlæg kom han også ind på AIDS-faren, og erklærede: „Hvis det er rigtigt, at antallet af AIDS-tilfælde fordobles hvert år, vil der kun være Jehovas Vidner tilbage i Danmark om otte år. Derfor forstår jeg ikke, hvis man ikke vil gøre alt, hvad man kan for at styrke sit immunforsvar.“ Til dette formål anbefaler Lars Okholm at man skærer drastisk ned på forbruget af fedt, sukker og alkohol. Ifølge referatet i Næstved Tidende for den 29. september 1987 lever den danske gennemsnitskvinde 7 år længere end manden. Og da kvinder statistisk set gifter sig med mænd der er 3 år ældre end dem selv, kan de danske kvinder godt „belave sig på at skulle være enker i ti år, hvis de ikke gør noget ved mændenes kostvaner“.

Myrernes insektmiddel

Et nyt middel mod termitter og græshopper har vakt videnskabens interesse. Det er et stof der produceres af en lille sort myre — af slægten Monomorium — og blot en lille dosis er tilstrækkelig. „En dråbe gift [på offeret], og døden indtræder i løbet af nogle sekunder,“ oplyser det franske dagblad Le Monde. I modsætning til insekter der bliver besprøjtet med kunstige midler, lader de insekter der bliver bekæmpet med myregift ikke til at kunne opbygge effektiv immunitet. Giften kan allerede fremstilles ad syntetisk vej, og et laboratorium planlægger at komme med en industriel udgave af myrernes eget insektmiddel.

AIDS — svær at spore

Forskere har opdaget at bærere af AIDS-virus ikke altid kan få konstateret sygdommen ved de almindelige prøver der skal afsløre om kroppen har udviklet antistoffer til forsvar mod viruset. „Resultatet er urovækkende, for det lader formode at viruset faktisk bæres af nogle der løber en stor risiko for AIDS-infektion og som ellers er blevet erklæret virusfri ved de almindeligt anvendte prøver, og derfor kan overføre viruset til andre,“ bemærker The New York Times. „Resultatet betyder også at smittefarligt blod kan gå ubemærket gennem screeningprocedurer der har til formål at beskytte forsyningen af transfusionsblod.“ Videnskabsfolkene har fundet ud af at AIDS-viruset kan gemme sig i makrofager — immunsystemets mikrobeædende celler — eller endog ligge i dvale i T-4-celler, som normalt udløser fremstillingen af antistoffer. Det er måske forklaringen på at nogle med AIDS-virus i sig ikke har dannet antistoffer før der er gået et år eller mere. Forskerne er straks gået i gang med at udtænke nye prøver.

Samtidig hævder en lektor ved Cornell-universitetets lægevidenskabelige fakultet ifølge en rapport fra Associated Press at „nationens blodforsyning er langt mere forurenet end man har givet offentligheden indtryk af“, og han påstår at „én ud af 10 blodtransfusioner vil medføre en eller anden form for smitte, deriblandt hepatitis og AIDS“. Rapporten bemærker også at dr. Joseph Feldschuh ved en lægevidenskabelig konference har oplyst at „offentligheden er blevet vildledt, især angående risikoen for at pådrage sig AIDS ved en transfusion“. USA’s Center for Sygdomskontrol i Atlanta i Georgia har anslået at én ud af 40.000 portioner blod måske indeholder uopdaget AIDS-virus, men ifølge dr. Feldschuh „er offentligheden blevet affærdiget med åbenlyse fejlskøn der anslår risikoen for at man pådrager sig AIDS ved transfusion til et sted mellem én til 250.000 og én til en million“. Han henviser til nogle bestemte undersøgelser hvoraf han konkluderer at cirka én ud af 3600 portioner blod måske indeholder AIDS-virus som ikke røber sig ved antistoffer.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del