Fra vore læsere
Hjemløshed
Jeg undrer mig over at jeres artikler om hjemløshed (8. marts 1988) ikke omtaler selve ondets rod — nemlig overbefolkningen, eller menneskenes manglende evne til at kontrollere deres egen formering. Når som helst menneskene går imod Guds hensigter med hans børn bringer de ulykke over sig selv.
J. A., Japan
Det er sandt at overbefolkningen er en væsentlig årsag til hjemløsheden. Imidlertid er der også hjemløshed i dele af verden hvor der ingen større overbefolkningsproblemer er; derfor tilstræbte vi et helhedsperspektiv. Overbefolkningsproblematikken er et emne for sig, som blev grundigt behandlet i Vågn op! for 22. november 1983. — RED.
I skolen skulle vi skrive om verdensproblemerne af i dag. Jeg valgte at skrive om hjemløsheden. Af alle de tidsskrifter jeg henviste til, hentede jeg de fleste og de bedste oplysninger i Vågn op! for 8. marts. Det var det eneste der havde en virkelig løsning.
S. G., De Forenede Stater
Om at afværge voldtægt
Sidste år i december blev jeg overfaldet bagfra af en mand. Jeg huskede at Vågn op! (22. september 1980) havde rådet kvinder til at skrige i sådanne situationer. Da han holdt sin hånd for min mund forsøgte jeg at bide ham for at kunne komme til at skrige, men det var umuligt. Han blev ved at sige at han ville dræbe mig hvis jeg ikke faldt til ro. Men jeg var ikke i tvivl om hvad jeg skulle gøre.
Det lykkedes mig at åbne munden så hans håndflade kom mellem mine tænder. Jeg bed ham så hårdt jeg kunne, hvorefter han løsnede sit greb om mig. Jeg bed ham igen, og mens jeg trak hans hænder væk ved at bruge mine negle, skreg jeg af fuld hals. Han bandede, slog mig hårdt på munden og løb så. Hvor var jeg taknemmelig! Jeg vil aldrig gå glip af en eneste artikel i disse fremragende tidsskrifter.
D. G., Italien
Respekt for forældre
Jeg er 17 år og har netop læst artiklerne om at ære sine forældre i serien „Unge spørger“ i Vågn op! for 8. og 22. april 1988. Disse artikler henvendte sig særligt til mig. For at følge rådet om ikke at ’gennemgå bunker af diamanter, søgende efter snavs’, satte jeg mig ned og skrev alle mine forældres gode sider op på et stykke papir. De har faktisk mange.
Artiklerne hjalp mig til at forstå hvor taknemmelig jeg skal være for at jeg har nogle dejlige forældre som, trods alle deres fejl, har ledet mig ind på den bedste livsvej. Jeg indrømmer at jeg ofte er svær at have med at gøre og at mine forældre ikke fortjener dette. Nu og da vender jeg tilbage til listen over mine forældres gode egenskaber. Tak for de gode artikler.
R. P., Italien