Bang! Bang! Du er død!

DET er en kølig morgenstund. Træerne i den tætte skov synes ubevægelige — der rører sig næppe en vind. De mange fugle der tidligere hvilede sig og søgte beskyttelse i træernes løv, er pludselig forsvundet. Hjorte og andre vilde dyr som for nogle få timer siden søgte tilflugt i den tætte underskov, er flygtet. Atmosfæren er ladet med spænding. Centimeter for centimeter maver du dig frem, gennem mudder og dynd. Fugtigheden gennemvæder det lasede camouflagetøj. Dit liv afhænger af om du bliver liggende udstrakt.

Pludselig brydes stilheden af et krigshyl der går gennem marv og ben. En anden soldat springer frem fra underskoven mindre end seks meter borte. Vildt og ubarmhjertigt retter han sit våben mod dig og trykker af. Imidlertid „klikker“ geværet, og skuddet udebliver. Han bander og svovler. Instinktivt ruller du dig om på siden og skyder mod ham. I ét nu er fjendens bryst dækket af en blodrød farve, som langsomt breder sig. Du har mødt din fjende og fået ram på ham.

Er dette en krigsveterans sørgelige minder fra den første eller anden verdenskrig, eller fra Koreakrigen, eller Vietnam? Nej, dette er et sceneri der udspiller sig under en leg som tusinder af „weekendsoldater“, både mænd og kvinder, deltager i hver uge. Der er tale om en af de hurtigst omsiggribende fritidsbeskæftigelser i De Forenede Stater, Canada, England, Frankrig, Vesttyskland og Japan. De medvirkende udgør to hold på hver 12, 15 eller 20 deltagere, og formålet er at erobre det andet holds flag.

I legen deltager mænd og kvinder med forskellig baggrund — læger, jurister, sygeplejersker, sekretærer, ingeniører, sælgere og erhvervsledere på alle trin af rangstigen. Klædt i camouflagetøj, med ansigtet indsmurt i mudder, eller i brun, sort og grøn farve, har de lagt alle forskelle bag sig — de har forvandlet sig til groteske figurer i en krigsleg.

Deltagerne er udstyret med specielt konstruerede håndvåben og geværer der kan affyre nogle små gelatinekapsler som er fyldt med rød, vandopløselig farve, og som flyver med en fart af 76 meter i sekundet. Når de rammer et mål sprænges de. Det afslørende røde farvestof, der tilsyneladende trænger frem fra huden, gør både ven og fjende opmærksom på at man er dødeligt såret. Når en deltager er blevet ramt af en modstander, er han ’død’ i resten af legen. Der tages ingen fanger!

Slagmarken kan være et hvilket som helst skovområde, der ofte lejes, leases eller ejes af en krigslegsklub. Mange af disse steder findes der åer og tæt underskov med dynd og sumpe, som nævnt i indledningen. De mere avancerede områder kan have særlige hytter der skal forestille vietnamesiske landsbyer hvor der udkæmpes nærkampe. Mange af ’landsbyerne’ har endog vietnamesiske navne. Nogle steder har man også tanks for at gøre det hele mere livagtigt, eller huler og skyttehuller til at gemme sig i eller til bagholdsangreb. Der kan også være små platforme oppe i træerne hvor snigskytter kan ligge på lur efter deres ofre og ’dræbe’ dem. Hvis det andet holds flag ikke bliver erobret, vinder det hold der har ’slået flest ihjel’.

Bør kristne beskæftige sig med krigslege?

En snes medlemmer af to kirker i Sacramentoområdet i Californien betalte ved en lejlighed hver 35 dollars (cirka 250 kroner) for at kunne „deltage i den mere og mere populære udendørs sport,“ skriver en journalist. „Kirke mod kirke tog de ud til det kuperede terræn hvor de tilbragte næsten seks timer med at gemme sig bag træer og store olietønder, affyre deres kulsyredrevne våben og forsøge at erobre det andet holds flag.“ På spørgsmålet om hvorvidt det er rigtigt af kirkeledere at deltage i sådanne sportsgrene, siger en præst fra den ene af kirkerne: „At man er kristen er ikke ensbetydende med at man ikke kan more sig som andre mennesker.“ Hans modpart, præsten fra den anden kirke, havde efter sigende „ingen skrupler over at deltage regelmæssigt i krigslegen“. Men burde en der kalder sig kristen ikke have skrupler over at deltage i en leg der forherliger krig?

En deltager siger: „Det er alles drøm at kunne snige sig om bag sin fjende og meje ham ned. Dette er den mest spændende måde at dræbe på. Vedkommende er død før han finder ud af hvad der er sket.“ En anden udtaler: „Jeg blev helt vild med denne leg første gang jeg var med. På en måde bliver man afhængig. Man er simpelt hen nødt til at komme hver uge for at holde adrenalinproduktionen i gang.“

Mange adfærdsforskere anklager krigslegen for at støde og forarge, og kalder den „et skræmmende fænomen“. Blandt reaktionerne er følgende:

„Det at rette et våben mod nogen, hvad enten det er ladt med farvekugler eller ikke, og trykke på aftrækkeren, kan føre til ufølsomhed over for virkelig vold.“ „Det forekommer ekstremt uæstetisk at nogle føler tilfredsstillelse ved at dræbe andre mennesker.“ „Jeg har set det gøre mere skade end gavn,“ udtaler en professor i psykologi ved University of Wisconsin som også er specialist i aggressiv adfærd. „Der er klare vidnesbyrd om at der ikke er nogen gavnlig katarsis [det vil sige befrielse for forstyrrende komplekser ved afreagering] men at det kan nedbryde ens hæmninger mod vold.“ „Andre kritikere har kaldt krigslegsmanien en syg fremstilling af mennesker der jager og foregiver at myrde [andre mennesker],“ skriver avisen New Orleans. „En . . . antydede at deltagerne i krigslegen i virkeligheden havde brug for en god psykoterapeut.“

Ikke blot virker legen moralsk frastødende, men den er fyldt med faremomenter der ofte resulterer i at mange kommer til skade.

Krig er afskyeligt. Derfor føler en kristen ingen spænding eller fornøjelse ved at efterligne krig. I stedet for at more sig med at lege krig vil sande kristne glæde sig ved tanken om fred. For den almægtige Skaber, Jehova Gud, har lovet at ’standse krige indtil jordens ende’. — Salme 46:9; Esajas 2:4.