Vi betragter verden

Religionsfrihed i Moçambique

Tidsskriftet Africa News meddeler at Jehovas Vidner i Moçambique i 1988 fik et vist mål af religionsfrihed. I 1975 forviste regeringen tusinder af Jehovas vidner til en fjern afkrog i den nordlige del af landet fordi de nægtede at fremsige politiske slagord, en handling der ville krænke deres bibelsk oplærte samvittighed. Her boede de i isolation til 1986, da oprørere mod den moçambiquiske regering begyndte at angribe dem, at kidnappe kvinderne og gøre dem til slaver, og at myrde i snesevis ved nedskydning. Jehovas vidner flygtede til nabolandet Malawi, der anmodede De Forenede Nationer om at få dem ud af landet. Derefter ophævede den moçambiquiske regering de restriktioner der havde tvunget Jehovas vidner i eksil, og gav dem mulighed for at vende tilbage til deres hjem som de havde forladt 14 år tidligere. De holder stadig fast ved deres kristne neutralitet, og i øjeblikket lader regeringen dem bo i fred og tilbede Gud.

Blodbank sagsøgt

For første gang har en sagsøger vundet en sag mod en amerikansk blodbank, hvis blod smittede en transfusionsmodtager med det AIDS-fremkaldende HIV-virus. Offeret, en dreng der nu er fem år, fik blodtransfusionen under en operation på åbent hjerte da han blot var en måned gammel. Advokaten der førte sagen for drengens familie fremførte i retten at blodbanken ikke alene havde udvist forsømmelighed i forbindelse med kontrol og screening af blodet, men også havde opført sig uredeligt, idet den af profithensyn ikke havde tilladt drengens familie selv at give det nødvendige blod. Ifølge The New York Times mente juryen at blodbanken havde udvist forsømmelighed, og tilkendte drengen og hans forældre 750.000 dollars (cirka 5.250.000 kroner) i erstatning.

„Sikkerhedsbusk“

Sikkerhedsbevidste organisationer i De Forenede Stater, som for eksempel CIA, militæret og NASA, har taget en gammel idé op for at beskytte deres enemærker: busken. For hundrede år siden brugte mange en bestemt busk til at holde kvæg inde på markerne. Set på afstand virker den ganske uskadelig, men bladene dækker over et effektivt våben — 10 centimeter lange torne der er skarpe som barberblade. Tidsskriftet Discover oplyser at „når den ’fjendtligsindede’ hæk er fuldt udvokset, er den så tyk at den kan standse en jeep“. Den koster kun en brøkdel af hvad et pigtrådshegn koster, men holder tre gange så længe. Buskens latinske navn er Poncrus trifoliata. Dette forkortes til P.T., hvilket i folkemunde bliver til „pain and terror“, svarende til at man på dansk kaldte busken for „SS“: skræk og smerte.

„Højst usandsynligt“

Forskerne ved stadig ikke hvad de skal mene om livets oprindelse. Det franske dagblad Le Figaro havde følgende kommentar efter en reportage om en biologkonference i Paris: „Hvorfra kommer livet? . . . Er det bragt hertil af rumvæsener eller asteroider? Skyldes det guddommelig indgriben? Ingen har en videnskabelig forklaring.“ Artiklen fortsatte: „Der er så stor en forskel mellem de mest komplekse mineralsystemer og de simpleste celler at ingen fatter hvordan der er bygget bro mellem dem. Livets opståen på jorden er en ophobning af så lang en række usandsynligheder at det i sig selv er højst usandsynligt.“ Ikke desto mindre er der liv på jorden. Udviklingslæren kan ikke forklare hvordan livet er kommet her, men det kan Bibelen.

Grådighed skaber skovdød

Siden 1952 har den indiske stat Uttar Pradesh mistet næsten halvdelen af sine dyrebare skove — men ikke kun på grund af hugst. Bladet India Today skriver at illegal aftapning af harpiks fra fyrretræer er skyld i størstedelen af skaden. Skovvæsenet har fastlagt visse regler for hvordan harpiksen skal tappes fra træerne så de ikke beskadiges, men har endnu ikke været i stand til at håndhæve dem. I mellemtiden fortsætter folk med grådigt at tappe harpiks på en sådan måde at træerne ikke blot bliver ubrugelige som harpiksleverandører i flere år efter, men også lettere vælter i stormvejr. Nogle ’snig-tappere’ sætter endda ild til træerne for at slette sporene efter deres forbrydelse. Dette skaber skovbrande. „Det er et klassisk eksempel på moralsk forfald,“ skriver India Today. „Man slagter hønen der lægger guldæg.“

Krigene i 1988

Antallet af krigsofre er stadig uhyggeligt højt. I 1988 rasede der 22 krige rundt om i verden, og ifølge et skøn faldt 416.000 mennesker som ofre for dem. Lederen af Lentz Fredsforskningslaboratorium i St. Louis, Missouri i USA, mener at de fleste, i alt syv af krigene, skyldtes etniske stridigheder. Andre årsager var oprør fra politisk højre- eller venstreorienterede grupper, magtkampe mellem rivaliserende religiøse sekter, grænsestridigheder og „uafhængighedskampe“. Størstedelen af de omkomne var imidlertid ikke soldater, men civile.

Gammel dyrkningsmetode

Arkæologer har opdaget en gammel peruansk dyrkningsmetode der har været glemt i århundreder, og som måske er mere effektiv end de metoder man benytter nu om stunder. Indtil for nogle hundrede år siden brugte bønderne omkring søen Titicaca denne enkle metode: De dyrkede afgrøderne på højbede der var mellem 4 og 10 meter brede, cirka 1 meter høje og mellem 10 og 100 meter lange, med kanaler af tilsvarende længde og dybde imellem. I den tørre årstid blev algerne fra kanalerne skovlet ind på markerne som gødning. Eftersom vand holder på varme tjente kanalerne desuden det formål at holde afgrøderne frostfri om vinteren. Højbedene synes at være mere modstandsdygtige over for både oversvømmelse og tørke end almindelige marker. Ved moderne eksperimenter gav denne gamle dyrkningsmetode op til ti gange så stort udbytte som konventionelle metoder — vel at mærke uden udgifter til maskiner og gødning.

Affald i rummet

Menneskenes forurening breder sig mere og mere — helt ud i det ydre rum. Efter at man i årevis har sendt maskiner i kredsløb uden at hente dem ned igen, er det begyndt at få konsekvenser. Videnskabsmænd der planlægger opsendelsen af nye rumskibe må nu overveje hvordan disse kan beskyttes mod vraggods i rummet der skyder en fart af op til 12 kilometer i sekundet. Med en sådan hastighed kan et stykke vraggods på størrelse med en marmorkugle „have samme ødelæggelseskraft som en håndgranat,“ skriver The New York Times. En ingeniør har endda opfundet en styrbar rumrobot der kan sættes i kredsløb, demontere vraggods og opsamle det. Det er dog ikke let at komme rumaffaldet til livs. Hundredtusinder af stumperne er for små til at de kan spores fra jorden, men de er store nok til at være dødbringende. Som en videnskabsmand udtaler til The New York Times: „Det giver anledning til frustration og afsky at det der burde være et rent miljø er ét rod der synes at blive værre.“

Børneprostitution på Filippinerne

Børneprostitution er blevet meget udbredt i en lille by på Filippinerne, skriver The New York Times. I 1988 blev 22 udenlandske mænd arresteret for at drive alfonseri. En af dem havde i hundredvis af pornografiske billeder af unge lokale drenge, og kartoteker over deres navne og personlige data. En lokal organisation, „Borgerrådet til Beskyttelse af Børn“, har forsøgt at standse dette afskyelige foretagende. Den er imidlertid kommet i strid modvind — selv fra børnenes forældre! De rige udenlandske kunder overøser åbenbart drengene og deres forældre med dyre gaver. Organisationen anslår at en tredjedel af byens børn har arbejdet for „foretagendet“. The New York Times nævner meget interessant at „den magtfulde katolske kirke ikke har haft meget at sige om prostitution . . . i skarp kontrast til dens tordnende fordømmelse af svangerskabsforebyggelse“.

Åndeligt døde?

På opslagstavlerne i den lille italienske by Manerba, der ligger ved Gardasøen, hang der for nylig en usædvanlig dødsannonce. Teksten på den højtidelige, sortkantede plakat lød: „Sognet må med dyb sorg bekendtgøre at byen Manerba er åndeligt død efter en langvarig og snigende sygdom fremkaldt af turisme, kedsomhed og manglende kirkegang. Der vil ikke blive afholdt nogen bisættelse, eftersom afdøde stadig er på benene. En tak skal rettes til de få der overværer søndagens messe og enhver der måtte overveje at komme i fremtiden.“ I sin omtale skriver avisen Il Giornale di Brescia: „For hver sommer der går, daler antallet af troende, og med årene giver det anledning til bekymring at menigheden bliver mindre og mindre.“ Opslagets forfatter, den lokale præst Mario Filippi, tilføjer: „Jeg ved at der hersker lignende tilstande i andre byer ved Gardasøen. Og måske er situationen mere udbredt end man regner med.“