Julens skikke — Hvorfra stammer de?

BÅDE på den nordlige og den sydlige halvkugle er julen en af de populæreste højtider, også blandt ikkekristne. I Japan, hvor størstedelen af indbyggerne er shintoister, bliver julen fejret på linje med andre højtider og er blevet en tid præget af mange gilder og stor kommercialisme. Men har julefesten altid haft et så verdsligt islæt? Og hvornår begyndte man at fejre den?

Når man ser lidt nærmere på hvordan julen blev fejret i det første årtusind, viser det sig at dens rødder kan spores tilbage til førkristen tid. Alexander Murray fra Oxford-universitetet hævder i tidsskriftet History Today at man i middelalderen „smeltede den fremvoksende juleteologi sammen med allerede eksisterende hedenske midvinterriter“. Hvordan og hvorfor gjorde man det?

Førkristen oprindelse

De gamle europæere iagttog hvordan den lavthængende sol ved vintersolhverv tilsyneladende stod stille over den sydlige horisont før den atter langsomt hævede sig på himmelen. Ifølge den julianske kalender var det vintersolhverv den 25. december. Det lå ikke vore forfædre fjernt at opfatte solen som Gud, livets kilde og opretholder. I 274 udråbte den romerske kejser Sol invictus (den ubesejrede sol) til kejserrigets beskytter. Dette skete den 25. december til ære for Mithra, lysets gud.

Angående kristendommens ophøjelse til ny statsreligion skriver Murray: „Efter megen uvished løb [mithrasdyrkelsens] hovedrival, kristendommen, af med sejren. Men endnu omkring år 300 måtte denne rival udvise diplomati. Det var på det tidspunkt at kirken besluttede at skabe en højtid til minde om Kristi fødsel (latin: nativitas). (Der nævnes ingen sådan højtid i lister over helligdage fra det tredje århundrede; først i et dokument fra 336 omtales den nye højtid for første gang.)“ Hvilken dato valgte man at fejre den? Den 25. december, hvilket ifølge bogen Discovering Christmas Customs and Folklore var „et klogt og hensigtsmæssigt valg fra de tidlige kirkefædres side“. Hvorfor?

Midvinteren havde allerede længe været en festtid, idet man havde fejret den syv dage lange romerske landbrugsfest, saturnalia, ildens og lysets fest. Desuden var der calendae, en fest hvor man i tre dage fejrede udnævnelsen af de romerske embedsmænd der skulle tjene i en etårig periode fra og med den første dag i januar, calendae. Eftersom saturnalia, calendae og Mithraskultens ’ubesejrede sols fødselsdag’ faldt så tæt på hinanden hvert år, var den 25. december den ideelle dag at vælge til fejringen af den såkaldte Kristmesse når man ønskede at omvende hedningerne til Romerrigets nye statsreligion.

Med tiden mærkedes også en påvirkning fra de hedenske germaneres midvinterfest, kaldet „jul“, med dens løjer, store gilder og gaveudveksling. Kærter, brændeknuder, stedsegrønne dekorationer samt træer kom til at spille en vigtig rolle ved fejringen af julen. Imidlertid vil nogle måske hævde at Kristi fødsel blev fejret af de kristne før disse hedenske skikke vandt indpas. Men forholder det sig sådan?

De første kristne fejrede ikke jul

Bibelen oplyser ikke den nøjagtige dato for Jesu fødsel. Og, hvad vigtigere er, „de første kristne fejrede ikke hans fødsel“, fortæller The World Book Encyclopedia. Hvorfor ikke? „Fordi de betragtede selve det at fejre fødselsdag som en hedensk skik.“ August Neander indrømmer i bogen The History of the Christian Religion and Church, During the Three First Centuries: „Forestillingen om en fødselsdagsfest lå fjernt fra de kristnes tankegang i perioden som helhed.“

Det viser sig altså at julefestlighederne har rod i hedenske skikke. Som bladet The Economist forklarer om ’den ubesejrede sols fødselsdag’, var det først senere at „propagandister gjorde denne ’lysets fest’ til en fest for Kristus, ’der jo er verdens lys’, og (med en mangel på beviser der tyder stærkt på falsk reklame) hævdede at Jesusbarnet blev født i december. Af disse grunde foragtede det presbyterianske Skotland i lang tid julefesten, og det samme var tilfældet i Amerika (der længe forblev puritansk), indtil kommercielle interesser hentede den frem igen.“

Juleskikkene genoplives

Om de første år af dronning Victorias regeringstid (1837-1901), skriver Gavin Weightman og Steve Humphries, forfattere til Christmas Past: „Ingen engelske børn hængte deres strømper over kaminen juleaften; ingen havde hørt om julemanden; der fandtes ingen julegodter; meget få spiste kalkun juleaften; det var ikke almindeligt at give gaver; og det pyntede, tændte juletræ kendte man knap nok uden for det kongelige hof. Faktisk var juleaftensdag ingen mærkedag i kalenderen hvad sociale ritualer angik.“ Hvordan genvandt julen da sin popularitet?

„Denne forvandling af flere gamle fester til én kortvarig, respektabel familiebegivenhed begyndte i 1830’erne . . . og var mere eller mindre fuldført i 1870’erne, da julemandsfiguren dukkede op i England,“ hedder det i Christmas Past. I samme periode udkom Charles Dickens’ Et juleeventyr, novellen om hvordan den gerrige Scrooge kommer i julestemning, en historie som vakte folks medlidenhed med de fattige og som rigtig satte skub i velgørenhedsarbejdet. De elendige boligforhold og trange økonomiske kår i byernes fattigkvarterer som den industrielle revolution havde skabt, fik victorianerne til at indlede en slags moralsk korstog, som senere, i den edwardianske periode, blev indskrænket til kun at gælde de „respektable“ fattige.

En skribent ved den engelske avis Catholic Herald bemærker: „Med den stigende velstand har mange af de uheldige sider af middelklassens juleritual efterhånden fundet almindelig udbredelse. Enkelheden og gavmildheden har veget pladsen for konkurrenceånden og succesræset. Familiefesten hvor alle morede sig, er blevet erstattet af ædegilder. De nye skikke tvinger familier til at tilbringe dagevis sammen uanset om de bryder sig om det eller ej, at deltage i lege som nogle af dem ikke kan fordrage, at se tv-programmer som flere af dem hader, at afskære al kontakt med naboer og andre på en tid hvor velvilje og medmenneskelighed burde være i højsædet.

Og hvis man påpeger dette, altså vover at kritisere enten kommercialismen eller blot de sociale konventioner bag det hele, bliver man stemplet som en Scrooge. Efter min mening har julen udviklet sig i en helt forkert retning i de senere år.“

Det kan godt være at du ikke er enig i denne vurdering. Men hvad går der rent faktisk for sig i dit nabolag i juletiden?

Julen — en farlig tid

Er det dit indtryk at nogle bruger julen til at frådse i mad og drikke? Bliver freden dér hvor du bor forstyrret af spektakelmagere og drukkenbolte? Mange oprigtige mennesker opfører sig meget hensynsfuldt i juletiden, men det forhindrer ikke at der altid finder en række familieopgør sted i denne periode.

Måske får det dig til at spørge: ’Hvordan kan det være at julen får folk til at opføre sig så dårligt?’ Først og fremmest fordi den er ukristen, hedensk. Tror du at Jesus ville synes om det? Næppe. Faktisk spørger Bibelen rent ud: „Hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar [Satan]?“ — 2 Korinther 6:14, 15.

En anden holdning

Det kan være at du i juledagene får besøg af et af Jehovas vidner. De holder ikke jul. Måske synes du det er synd for deres børn at de går glip af festlighederne. Men i et interview til avisen Southern Evening Echo fra Southampton (England) har John, et Jehovas vidne som er far til to børn, udtalt: „Jeg forsikrer Dem, de føler virkelig ikke de går glip af noget. Jehovas vidner er meget interesserede i at skabe et lykkeligt familieliv. Vi giver vores børn mange gaver i årets løb, men vi giver dem også noget andet, noget som er langt mere værdifuldt: — vores tid og vores kærlighed.“

Ja, ægte kærlighed og interesse bidrager til at skabe et lykkeligt familieliv. Og er det ikke bedre at vi alle, i stedet for at følge juleskikke af hedensk oprindelse, ærer Jesus ved hele året at vise en sand, kristuslignende ånd i vores omgang med slægtninge, venner og bekendte, ja selv fremmede?

[Ramme/​illustration på side 14]

JULEMANDEN

Nogle har kaldt historien om julemanden „det mest virkningsfulde salgsfremstød siden det med Jesus Kristus“. Men hvem var han egentlig? Ifølge The Customs and Ceremonies of Britain har han „mere eller mindre været symbol på [jule]tiden i det mindste siden det 15. århundrede . . . og optræder i et træsnit fra 1653 i en dragt der næsten til forveksling ligner den han har nu. Men forestillingerne om at han kommer på besøg juleaften, kravler ned i skorstenen for at fylde strømperne (eller, mindre beskedent, pudebetrækkene) og kører i en rensdyrtrukket kane, kommer fra traditionernes smeltedigel, USA. Dér blev han til ved en sammensmeltning af europæiske legender om Skt. Nikolaus fra Myra (som i det 4. århundrede reddede tre ungmøer fra prostitution ved i nattens mulm og mørke at forære dem penge der kunne tjene som medgift, og som under navnet Sinte Klaas fyldte de hollandsk-amerikanske børns sko den 6. december, hans helgendag), de tysk-amerikanske fortællinger om Krisskringle (som belønnede de artige børn og straffede de uartige), og de skandinaviske eller russiske folkeeventyr om troldmænd der boede på Nordpolen. . . . Blandingsproduktet, den amerikanske julemand, kom stille og roligt tilbage over Atlanten i 1870’erne; siden da har han bevaret sin popularitet trods sine utallige erhvervsmæssige dobbeltgængere. Han er i stadig højere grad blevet det rent verdslige midtpunkt i ’børnenes jul’.“

[Ramme/​illustration på side 15]

KRISTTJØRN, MISTELTEN OG JULETRÆ

Mange steder er det almindeligt at man i julen pynter op med kristtjørn, vedbend og mistelten, som nogle har kaldt „magiske planter der bærer frugt på den døde årstid“. Men hvorfor netop disse stedsegrønne planter? Nogle hævder at kristtjørnens røde bær står for Kristi blod mens dens stikkende blade symboliserer den „krone af tornegrene“ som Pontius Pilatus’ soldater spottende satte på Jesu hoved. (Mattæus 27:29) Hedningerne betragtede imidlertid kristtjørnens skinnende blade og bær som et mandligt symbol på evigt liv. Vedbend opfattede de som et kvindeligt livssymbol på udødelighed. Kristtjørn og vedbend udgjorde derfor tilsammen et frugtbarhedssymbol. Brugen af mistelten betragtes stadig af mange som hedensk, og bogen The Customs and Ceremonies of Britain oplyser: „Ingen kirkedekoratører bruger det, bortset fra [dem] i Yorks domkirke.“ Af julens stedsegrønne dekorationer er den mest udbredte juletræet, der i lang tid har været brugt i Tyskland. Det blev gjort populært i England af dronning Victorias gemal, prins Albert, og blev det samlende midtpunkt i familiens julefest. Siden 1947 har Norges hovedstad, Oslo, hvert år skænket London et juletræ som opstilles på Trafalgar Square.

[Illustration på side 16]

Norge forærer hvert år England et juletræ