Reddet fra ’en sejlende ligkiste’

„Det lille Fiskerleje Klintholm Havn paa Møns Sydkyst var Lørdag Skuepladsen for Begivenheder af ubeskrivelig Gru og af saa dyster Natur, at det overgaar alt, hvad man kan forestille sig.“ — Avisen „Møns Social-Demokrat“.

DANSKERNE husker det som en usædvanlig dejlig forårsmorgen. Ikke blot på grund af vejret, men nok så meget på grund af budskabet aftenen før: Tyskerne havde kapituleret.

Det var lørdag morgen den 5. maj 1945, og nattens storm var løjet af. Men inden solen nåede at komme højt på himmelen, skulle beboerne på en af Danmarks sydlige øer få en uventet plads i historien. De blev blandt de første uden for Tyskland der ved selvsyn oplevede hvad Hitler havde gjort ved sine fanger.

Fra Stutthof

Ved den lille sydvendte havn Klintholm på Møn var flere skibe ankommet morgenen igennem. Adskillige både havde forladt Tyskland under krigens sidste krampetrækninger og krydset Østersøen. Men 5-6 meter fra bolværket lå et fartøj som ikke lignede andre. Det var en lang flodpram, der kort efter blev kaldt for ’en sejlende ligkiste’.

Nationaltidende beskrev det sådan: „Det første, de Mønboer saa af denne Østersø-Arks Beboere, da de var stimlet sammen paa Landingspladsen, var en Klynge snavsede, pjaltede og ubeskriveligt magre Mennesker, som stavrede op ad Hønsestigerne fra Arkens bælgmørke Indre og tumlede mod Rælingen i en forvirret, kæmpende Klump. En Skolepige inde paa Land greb et Stykke Brød og slyngede det over imod det indfiltrede Bundt af fremrakte Arme, som de menneskelige Skeletter om Bord i Lægteren strakte ind mod den fremmede Kyst. Øjeblikkeligt opstod der et voldsomt Slagsmaal omkring den ene Humpel Rugbrød, som Skolepigen instinktivt havde kastet.“ — 8. maj 1945.

Egnens dygtige læge, dr. Rasmus Fenger, fortæller: „Jeg gik ombord i Prammen, vist nok som den første, og uden at Tyskerne forsøgte at hindre det. Det var en underlig Oplevelse. De stimlede sammen om mig, hev mig i Tøjet, og en . . . fortalte mig, at det var Fanger fra Koncentrationslejren Stutthof, og at de havde sejlet i mange Dage uden at faa fersk Vand, og uden Mad.“

Så var det alligevel sandt

De cirka 370 ombordværende var fanger som blev evakueret fra kz-lejren Stutthof ved Danzig, da de tyske ledere for enhver pris ville tømme lejrene inden de allierede kom. Efter en lang og farefuld rejse over sø og land var fangerne nu havnet i Danmark.

Over for Møns Folkeblad beskrev dr. Fenger sit indtryk: „Det er jo forfærdeligt. Det viser, at Briternes Meddelelser i BBC om de tyske Koncentrationslejres Rædsler er i nøje Overensstemmelse med Sandheden. Jeg har faktisk ikke før kunnet tro det!“

„Alle I, som har tvivlet, burde se! I Klintholm paa Møn kan I se!“ skrev en ung journalist, Gert Munch, i Møns Dagblad.

De lokale folk tvivlede ikke længere. Derimod gik de straks i gang med et formidabelt hjælpearbejde. De slap hvad de havde i hænderne, og egnens befolkning var fra da af koncentreret om den humanitære opgave at sørge for 370 mennesker i nød. Vi vil her fokusere på det der blev gjort for én gruppe af fangerne.

Bibelstudenterne

Journalist Gert Munch nævner denne gruppe: „I Prammens Lastrum 3 befandt sig en Del Kvinder, bl.a. en Samling fra den religiøse, tyske Sekt ’Die ernste Bibelforschung’ [Jehovas Vidner]. Disse Kvinder og et par enkelte Mænd iblandt dem havde siden 1933, da Hitler profeterede Jordens og alle Tiders mest fuldendte, lykkeligste og mest kulturelle Rige, været jaget som Dyr. Til sidst var de blevet fanget og sendt til Stutthof. . . . De ville hellere dø med deres Tro i Behold end leve som hedenske Nazister.“ — Møns Dagblad.

Ja, blandt de undslupne fra Stutthof var 12 kvindelige og to mandlige Jehovas vidner der var blevet forfulgt for deres tro, som Hitler ikke kunne tage fra dem. Lokale trosfæller fik nu lejlighed til at hjælpe dem i næstekærlighedens ånd, og snart blev der knyttet et venskabsbånd der for fleres vedkommende stadig består.

Det var en rystende beretning der kom frem.

Afrejse og indskibning

En af fangerne, Eduard Warter fra Memel, beretter om udmarchen fra Stutthof: ’Den 25. april var vi på vej mod kysten. Jeg var alvorligt syg af tyfus, og søstrene måtte kæmpe en hård kamp for at holde mig oppe. Alligevel sang nogle af dem Rigets sange.’

Nittenårige Hermine (nu Schmidt) fortæller at indskibningen var foregået under luftangreb: „Kolonnerne løb fra hinanden, kastede sig ned og trykkede sig ind mod Pakhuse og Vogne. Alt under os bævede. Jorden syntes at være af Gummi. . . . Vi laa, saa lange vi var, i Snavs og havde vel alle regnet med, at nu var det forbi; og dog havde vi tillidsfuldt bedende Navnet ’Jehova’ paa vore Læber.“

Eduard Warter: ’Vi var stivfrosne da vi næste morgen lagde til i Sassnitz på øen Rügen. Indbyggerne ville ikke tage imod os og gav os blot noget frisk vand. Natten mellem den 29. og 30. april løb prammen på grund. Midt i et område der var fyldt med miner, havde slæbebåden [med tyske militærfolk] gjort sig fri af os og var forsvundet. Forsøgte man at skaffe sig af med os på denne måde? Vi hørte de undersøiske skær skrabe mod prammens bund, men stolede på at Gud ikke ville forlade os.’ Rejsen fortsatte i en anden pram.

Hermine Schmidt: „Saa sad vi formummede paa ’Pæreskuden’ i høj Sø. Der var vel 400 Mennesker ovenpaa. Nedenunder var Helvede løs. Den ene laa bogstavelig oven paa den anden. De døde blev kastet over Bord, maaske også halvdøde. Prammen gyngede forfærdeligt. Hele Tiden troede man, at den vilde kæntre. Den havde Slagside. . . . Nedenunder blev de syge traadt ned; man hørte Slag, Eder, Skrig og Stønnen dernedefra. . . . Hen imod Morgen kom vi over i [en tredje] Pram. Skipperen, en Schlesier, hadede Nazismen . . . Ligeledes vægrede han sig over for Myndighederne ved at tage ud paa den efterfølgende risikable og haabløse Tur. Han sagde, at i aaben Sø vilde Prammen uden Tvivl gaa under.“

En „Paulusrejse“

Den unge Mary Smigiel var født i USA, men via Polen var hun havnet i kz-lejr. Hun fortæller hvordan en kristen søster forkyndte for denne skipper. „En ældre søster der hed Malenke, tog initiativet til at kontakte kaptajnen. Hun forkyndte for ham hver dag. Eftersom de tyske styrker nu var besejret, ville han ikke længere holde noget hemmeligt for os. Han fortalte derfor søster Malenke at han havde fået ordre til at drukne alle de fanger der var i hans varetægt. Nu befandt han sig i den samme situation som os andre med frygt for at miste sit liv. Han var velvilligt stemt over for os og fortalte at han engang havde været en ondskabsfuld modstander af Jehovas Vidner. Nu fortrød han bitterligt at han havde smidt 12 af vore trosfæller i koncentrationslejr.“

Den velvillige kaptajn traf en beslutning, fortæller Mary Smigiel. ’I tiltro til at Jehova ville beskytte sine Vidner, ville han alligevel begive sig ud på havet med den faldefærdige pram sammen med os, men ikke for at sænke den.’

Gert Munch, Møns Dagblad: „I 11 Døgn nærmest drev Skibet rundt i Østersøen. . . . Mellem 15 og 20 Mennesker døde efterhaanden om Dagen af alskens Sygdom og — af Sult. Ligene blev kastet overbord. Stanken i det store Lastrum blev kraftigere og kraftigere. . . . Blandt de overlevende fortæller flere, at efter Følgeskabet af SS-Fartøjet det sidste Stykke, turde ingen mere gaa op paa Dækket, naar de vilde forrette deres Nødtørft. SS-Overmenneskene i det første Fartøj morede sig med at bruge deres sidste Ammunition paa at skyde de arme, sultende Mennesker i Havet.“

Mary Smigiel: „Søster Malenke var til stor opmuntring for os. Dag efter dag mindede hun os om Apostelgerninger, kapitel 27, som handler om den farefulde sørejse Paulus var på.

Den 4. maj kl. 22 begyndte skibets nitter at gå løs, og båden tog vand ind. Dagen efter blev det stormvejr. Vi var atter i stor fare. Det røde flag blev hængt ud som tegn på havsnød, og efter radioforbindelse med den foran liggende kyst anløb vi endelig Danmark, den 5. maj kl. 8.30.“

Hermine Schmidt: ’Politimesteren tog rørende Afsked med os og bad os som et Barn at bede for ham. Vi Venner vil aldrig glemme den 5. Maj 1945, hvor vi efter en farefuld Rejse og langt Fangenskab hørte tre betagende Ord: „I er frie!“’

Venner i Danmark

Nu var spørgsmålet hvad der skulle ske med de strandede passagerer. Hvad Bibelstudenterne angår, kom svaret inden længe. Et af de lokale Jehovas vidner var en ung pige, Elsa Hansen, i dag heltidsforkynder i Nakskov. Hun fortæller:

„Jeg var logerende og frisørelev hos en søster, Ketty, der havde salon. Om morgenen den 5. maj blev vi vækket af telefonen. Det viste sig at være postmesteren fra Klintholm.

’Har De trosfæller i Tyskland?’ spurgte han. Nu var situationen jo lidt prekær; tyskerne sad stadig på ’Havneslottet’ og havde ikke overgivet sig, og vi vidste at der foregik grufulde ting i Tyskland, så jeg var lidt bange for hvad der lå bag hans spørgsmål. ’Det har jeg vel,’ svarede jeg tøvende.

Så forklarede postmesteren om prammen i Klintholm Havn hvor nogle fanger påstod at de uden tvivl havde trosfæller her på øen. En eller anden hørte ordet ’Bibelforscher’, og så tænkte postmesteren på den pige der plejede at sende penge til Vagttårnet. Det var mig; jeg afregnede for abonnementerne på vore blade.

Jeg blev så spurgt om jeg ville møde op på rådhuset. Her sagde postmesteren alvorligt til mig og en anden søster: ’Det vil jeg sige Dem, at hvis De ikke kan holde til at se mennesker der ligner skeletter, skal De lade være at tage med.’ Jeg mente nok at jeg kunne tage det. Da vi kom frem til havnen, stod doktor Fenger og holdt alle på afstand. Fangerne var stadig om bord; de var i karantæne. Blandt andet var der tyfus iblandt dem.

’Jeg får ikke tyfus,’ sagde jeg kækt til lægen. ’Der er blevet spurgt efter mig om bord på skibet.’ Med hjælp fra postmesteren kom jeg så endelig op på skibet og blev vidne til de grufulde forhold. Men hvordan skulle jeg nu finde mine brødre og søstre?

Jeg spurgte fangernes polske tillidsmand efter Jehovas vidner. Kristne, tilføjede jeg. ’Vi er alle sammen kristne,’ erklærede han. Endelig fandt vi på at sige Bibelforskere, og inden nogen havde oversat det, havde de hørt det og forstået det. Jeg blev vist hen til hønsestigen der førte ned til lastrummet. Nede i det frygtelige rum sad hele gruppen af vore venner samlet — syge og svage var de, men de holdt sammen.

Der blev en utrolig jubel da jeg kom. Eduard Warter var for svag til at rejse sig op, men han kunne sagtens tale, og han var meget ivrig efter at fortælle.“

Eduard Warter har selv beskrevet det med disse ord: „Før der var gået to timer, fik vi en hjertelig omfavnelse af to søstre. Hvor var de der stod omkring os, forbløffede!“

Elsa Hansen: „Mandag fik jeg fuldmagt af Vagttårnet til at købe mad og tøj, hente læge- og tandlægehjælp og bare sende regningerne til Selskabet. Jeg husker at en af dem havde hårdt brug for en tandlæge. Jeg gik til min egen tandlæge, som ordnede det. Da jeg bad om regningen, ville han ingen penge have. ’Når det er et menneske i nød, vil jeg ikke have penge,’ sagde han.

Vi kom ud med mad og tøj til dem, hjalp med alt hvad vi kunne, og inviterede dem også til at komme og spise hos Ketty og mig i Storegade. Dér dækkede vi op med tallerkener og bestik, og jeg kan stadig se for mig hvordan Eduard Warter sad og stirrede på kniven og gaffelen i sine hænder — i mange år havde han ikke spist med kniv og gaffel.“

Da Bibelstudenterne var kommet nogenlunde til kræfter, blev de indkvarteret nogle dage i Slotshøj Forsamlingshus øst for Stege.

Elsa Hansen: „En af pigerne, Nadja, skulle bo hos mig i nogle dage for at vænne sig til at bo på et ganske almindeligt værelse. Hun sov næsten ikke om natten af lutter glæde over at ligge i en seng med rigtige lagener og dyner.“

„Bibelskolen“ i Lohals

Efter nogen tid fik Vagttårnets kontor i Valby tilladelse til at tage sig af den videre pleje for Bibelstudenternes vedkommende. Meget belejligt havde Selskabet et hus på Langeland der var blevet brugt som kursusejendom, den såkaldte Bibelskole. Der var både køkken og værelser til beboelse, og her fik de tidligere fanger kærlig omsorg og pleje.

Margaret West fra Vagttårnets kontor i Valby blev sendt til Møn for at følge hele gruppen til Langeland. „Det var en længere tur med tog og færge, og der var nogle i toget som begyndte at gøre vrøvl fordi vi havde tysktalende passagerer med. Jeg måtte forklare hvad de havde været igennem, og så fik piben jo en anden lyd.“

Dyb taknemmelighed

Forvalterparret på Bibelskolen, Simon og Else Petersen, blev nært knyttet til de 14 tidligere fanger. Else, der nu er alene, har bevaret husets gæstebog til i dag. Hver med sin håndskrift udtrykker de overlevende deres lykke og taknemmelighed over at være kommet frelst ud af krigen og have fundet kærlige kristne søskende der tog sig af dem.

Nadja fra Rusland skriver i gæstebogen: „I Stutthof lærte jeg ved Jehovas nåde sandheden at kende. Jeg ville vide hvad den lilla trekant [Bibelstudenternes kendetegn] betød. En søster fortalte mig det hele, og fra da af ville jeg bruge mit liv på at kæmpe for denne sag. Nu rejser jeg til Rusland og vil kæmpe videre for Guds rige.“

Mange år senere siger Nadja: „Når man ser Jehovas beskyttende hånd over sig, kan man ikke længere huske alt det onde der er sket. Jeg har tilgivet alle de ulykkelige mennesker som har kæmpet mod mig, og jeg beder til Jehova at han også vil tilgive dem.“

For de tidligere fanger — og for dem der hjalp dem — blev det en oplevelse der prægede dem for livet og befæstede dem i troen på de kristnes internationale broderskab. Nogle af dem lever ikke længere. Men Nadja, Hermine og Mary er stadig trofaste og flittige Jehovas vidner. Det samme gælder Elsa, Margaret og Else.

„Når jeg om sommeren går i seng og kan mærke en let brise fra det åbne vindue i soveværelset,“ siger Mary, der nu bor i USA, „tænker jeg stadig på Østersøens brusen som jeg oplevede den dengang jeg ankom til Danmark. Jeg vil aldrig glemme den kærlige behandling de danske venner gav os. Deres omsorg var et synligt bevis på Jehovas store kærlighed.“

Kilder:

Ny Verden, juli 1945, s. 74-76

Vagttaarnet, 1. juli 1945, s. 103, 104

Vagttårnet, 1. marts 1987, s. 21-24

Erik Haaest: Aktion Prammen, Kertehusets Forlag, 1995.

Aviscitater: Efter Aktion Prammen (se ovenfor)

Personlige beretninger fra og samtaler med: Elsa Hansen, Anastasia (Nadja) Kazak, Else Petersen, Hermine Schmidt, Mary Smigiel og Margaret West.

[Illustration på side 30]

Nogle af de tidligere fanger fra kz-lejren Stutthof