Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g98 22/4 s. 28-29
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1998
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Dyre stofvaner
  • Den glemte lov
  • Børn og intelligensprøver
  • Omhyggelige afskrivere
  • Koffeinfri kaffe — eller hvad?
  • Verdensvid skovhugst
  • Skatte stjålet
  • Den katolske kirke søger tilgivelse
  • Ødelæggende snudebiller
  • Fordele ved ældre medarbejdere
  • Kaffe, te og de kristne
    Vågn op! – 1977
  • Kaffedilemmaet
    Vågn op! – 1991
  • Spørgsmål fra læserne
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2007
  • Vi betragter verden
    Vågn op! – 2005
Se mere
Vågn op! – 1998
g98 22/4 s. 28-29

Vi betragter verden

Dyre stofvaner

En regeringsrapport fra USA anslår at amerikanerne i 1995 brugte 57,3 milliarder dollars på ulovlige stoffer. Kokain tegnede sig for to tredjedele af salget, mens heroin, marihuana og andre ulovlige stoffer udgjorde den sidste tredjedel. Lederen af kontoret for landets narkotikapolitik under Det Hvide Hus, Barry McCaffrey, siger ifølge Associated Press at man for det beløb der bruges på disse stoffer, kan give en million studenter en fireårig universitetsuddannelse eller købe 83 milliarder liter mælk til underernærede spædbørn. Og så er de store sociale omkostninger ved stofmisbrug — såsom stigende kriminalitet, ødelagte liv og familier samt spredning af sygdomme som hepatitis og aids — ikke engang medregnet.

Den glemte lov

Hvor mange af De Ti Bud kan du huske? En undersøgelse i Rio de Janeiro viser at mere end hver fjerde brasilianer ikke kan huske et eneste af dem. Af dem der kunne huske mindst ét af budene, citerede 42 procent „Du må ikke slå ihjel“ eller „Du må ikke stjæle“; 38 procent nævnte, ifølge tidsskriftet Veja, „Du må ikke begære din næstes hustru“; 22 procent sagde: „Ær din far og din mor,“ og 14 procent: „Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste.“ Kun 13 procent af de adspurgte kunne huske det tredje bud: „Du må ikke misbruge Herren din Guds navn.“

Børn og intelligensprøver

Forskere der undersøger menneskets intelligens, mener nu at et spædbarns hjerne gennemgår den mest kritiske udvikling fra fødselen til og med treårsalderen. Man mener også at der i denne periode bliver dannet faste forbindelser i hjernen som reaktion på mental stimulering. Ifølge bladet Modern Maturity er nogle forældre derfor begyndt at give deres børn intelligensprøver lang tid før de kommer i børnehave, i håb om at kunne give dem et forspring. Men dr. Barry Zuckerman, der er leder af børnelægeafdelingen ved Boston-universitetets medicinske fakultet, er betænkelig ved at forældre „føler sig presset til hele tiden at ’stimulere’ deres spædbarn“ i forsøg på at frembringe et pragteksemplar. Professor i børnepsykologi Richard Weinberg tilføjer: „At forsøge at presse sine børn til at konkurrere for tidligt giver ofte bagslag. Lad børnene nyde deres barndom.“

Omhyggelige afskrivere

Den tekst der udgør Bibelens Græske Skrifter, er samvittighedsfuldt blevet afskrevet og med stor omhu givet i arv, siger dr. Barbara Aland, der leder Instituttet for Nytestamentlig Tekstforskning i Münster i Tyskland. „Fejl, for slet ikke at tale om teologisk inspirerede ændringer, er sjældne,“ skriver avisen Westfälische Nachrichten. Siden 1959 har instituttet undersøgt over 5000 håndskrevne manuskripter som daterer sig fra Middelalderen og Antikken. Omkring 90 procent af manuskripterne er blevet affotograferet på mikrofilm. Hvorfor var afskriverne af Bibelen så påpasselige? Fordi „de betragtede sig selv som ’afskrivere’ — ikke forfattere,“ siger avisen.

Koffeinfri kaffe — eller hvad?

De der ikke tåler koffein, holder sig ofte til koffeinfri drikke. Men kan man være sikker på at den koffeinfri kaffe man bestiller, nu også er koffeinfri? Ifølge en artikel i The New York Times kan man kun være sikker hver tredje gang. Koffeinfri kaffe bliver af den amerikanske sundhedsstyrelse defineret som kaffe med to til fem milligram koffein. I kaffe der blev testet 18 forskellige steder i New York, var der imidlertid stor forskel på koffeinindholdet. I en kop kunne det svinge fra 2,3 til 114 milligram koffein. Ifølge National Coffee Association indeholder en almindelig kop kaffe mellem 60 og 180 milligram koffein.

Verdensvid skovhugst

„To tredjedele af jordens skovdække er allerede blevet udryddet,“ skriver Jornal da Tarde. Ud af jordens oprindelige skovareal der var på 80 millioner kvadratkilometer, er der kun 30 millioner kvadratkilometer tilbage. Ifølge Verdensnaturfonden (WWF) er Asien det kontinent der er hårdest ramt, idet hele 88 procent af kontinentets oprindelige vegetation er blevet udryddet. I Europa drejer det sig om 62 procent, Afrika 45 procent, Latinamerika 41 procent og i Nordamerika 39 procent. Amazonlandet, der er hjemsted for verdens største tropiske regnskov, har mere end 85 procent af sin oprindelige skov tilbage. Avisen O Estado de S. Paulo citerer Garo Batmanian fra WWF for at sige: „Brasilien har mulighed for at undgå at gentage de fejl man har begået i andre skovområder.“

Skatte stjålet

I en nylig pressemeddelelse fra Canada oplyses det at „international organiseret kriminalitet har mesopotamiske skatte som mål. Som følge af Golfkrigen i 1991 står mange af disse skatte praktisk talt ubevogtet hen,“ skriver bladet World Press Review. I 1996 brød tyve ind på Babylon-museet ved højlys dag og stjal cylindere og tavler med inskriptioner i kileskrift. Disse sjældne antikviteter, hvoraf nogle daterer sig helt tilbage til Nebukadnezar II’s regeringstid, blev anslået til at have en værdi af over 5.000.000 kroner på det internationale kunstmarked. Tyve har også udset sig fortidsbyen Al-Hadhr som mål. I et forsøg på at beskytte de skatte der endnu er tilbage i denne by, har myndighederne fået tilmuret alle byens døre og passager, oplyser bladet.

Den katolske kirke søger tilgivelse

Den katolske kirke i Frankrig har udsendt en formel „Erklæring om Anger“, hvori den beder Gud og det jødiske folk om tilgivelse for den „ligegyldige“ holdning kirken havde til forfølgelsen af jøderne under krigstidens franske Vichy-regering. Fra 1940 til 1944 blev over 75.000 jøder i Frankrig arresteret og deporteret til nazisternes dødslejre. I en erklæring oplæst af ærkebiskop Olivier de Berranger indrømmede kirken at den havde sat sine egne interesser så højt at den havde „tilsløret den bibelske befaling om at respektere alle mennesker som værende skabt i Guds billede,“ skriver den franske avis Le Monde. En håndfuld franske gejstlige forsvarede ganske vist jøderne, men flertallet støttede Vichy-regeringen og dens politik. Erklæringen lyder i uddrag: „Kirken må erkende at man var langt mere ligegyldig end indigneret hvad angik forfølgelsen af jøderne, især med hensyn til de mangfoldige antisemitiske indgreb som blev iværksat af Vichy-myndighederne. Tavshed var regelen, og røster til forsvar for ofrene undtagelsen. . . . I dag indrømmer vi at denne tavshed var en fejl. Vi erkender også at kirken i Frankrig kom til kort i sin mission som opdrager af folkets samvittighed.“

Ødelæggende snudebiller

Siden palmesnudebillen for mindre end 20 år siden holdt sit indtog på Den Arabiske Halvø, har dette lille insekt boret sig ind i tusindvis af daddelpalmer og forårsaget enorme ødelæggelser. „Nu frygter man at den 5000 år gamle ’livets frugt’ på Arabiens daddelpalmer helt vil forsvinde,“ skriver bladet The Economist. Snudebillerne, der er fem centimeter lange, gnaver en række gange inde i selve palmetræet, hvorved det langsomt dør. Pesticider har ikke haft den store virkning på dette insekt, og der bliver stadig flere og flere af dem overalt i området.

Fordele ved ældre medarbejdere

Ansatte over 47 år er mere opmærksomme og mere effektive om morgenen end deres yngre kolleger, siger Londonavisen The Times. Da det senere på dagen ser ud til at være lige omvendt, foreslår Tom Reilly fra John Moores-universitetet i Liverpool at arbejdsgivere lader de ældre medarbejdere komme om morgenen og de yngre om eftermiddagen og om aftenen. Talere ved den engelske lægeforenings konference om alderdom gjorde også opmærksom på at man i supermarkeder og selvbetjeningsbutikker ofte foretrækker at ansætte ældre medarbejdere. Dette skyldes at de er bedre til at ekspedere kunderne og ved hvordan forskellige situationer skal klares når der ikke foreligger nogen vejledning. De følger også „de etiske normer som en virksomhed måske har fraveget,“ skriver avisen.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del