Pumaen — alle vegne og ingen steder

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I BRASILIEN

HIMMELEN over regnskoven i Sydamerika skiftede kulør til den ubeskrivelige farve den altid får lige inden al farve udviskes af tropenatten. I det samme fik jeg øje på pumaen. Den havde forsigtigt og uden en lyd bevæget sig ind i en lysning og var nu stoppet op.

Med undtagelse af halespidsen, der bevægede sig som en langsom vinduesvisker, rørte den store kat sig ikke. Men da pumaen opdagede at den blev iagttaget, sprang den tværs over lysningen og ind i skoven. Denne eftermiddag for nogle år siden forstod jeg hvorfor løbesko, hurtige biler og selv jetjagere er blevet opkaldt efter dette dyr. Pumaen eller kuguaren, som er den næststørste kat i Nord- og Sydamerika, er bygget til at kunne bevæge sig hurtigt.a

Et muskelbundt

Den ensfarvede pumas gulbrune kulør får den til at ligne en løvinde. Men ansigtsformen er ikke så kantet som hos dens afrikanske slægtning. Pumaens hoved er rundere og mindre, og det samme er dens ører. Set fra siden ligner dens lange og strømlinede hoved et projektil. De store, grønne øjne er meget gennemtrængende. Hvide pletter om munden får det til at se ud som om den har dyppet sin snude i en skål mælk og har glemt at slikke sig bagefter. Dens smidige og slanke krop kan blive halvanden meter eller længere, og så er dens tykke hale med den mørke halespids ikke regnet med.

Lange og stærke bagben bevirker at pumaens bagparti er højere end dens skuldre. Disse kraftige ben giver dette 60 kilo tunge muskelbundt et formidabelt afsæt. Pumaer er blevet set springe op i en højde af 5 meter i ét stort spring. Det svarer til at man foretog et stangspring uden at bruge en stang!

Når pumaen springer ned, er det ikke mindre imponerende hvad den er i stand til. Man ved at den har sprunget fra en højde af 18 meter. Det er næsten to gange højden på de tårne som udspringere anvender ved De Olympiske Lege; men pumaen har ikke noget fyldt svømmebassin under sig der kan tage af for nedslaget. Alligevel er den, idet den rammer jorden, klar til at springe af sted som var den landet på en trampolin.

„Det er et stærkt og respektindgydende dyr,“ siger biologen Kenneth Logan. „Man kan ikke andet end respektere disse katte når man forstår hvordan de klarer sig.“ De synes at være så godt som alle vegne og dog ingen steder.

Allestedsnærværende og usynlig som luften

Da de første kolonister slog sig ned i det nyopdagede Amerika, var pumaen udbredt over hele kontinentet fra Atlanterhavet til Stillehavet. Den levede i bjerge, sumpe og jungler og færdedes på prærien. Nu har jægere og landmænd udryddet pumaen i mange dele af Nordamerika, men den har alligevel bevaret sin udbredelse over hele det amerikanske kontinent, idet den strejfer omkring i et område der strækker sig fra Canada til det sydligste af Sydamerika. Hvis et dyrs geografiske udbredelsesområde og dets levesteders forskellighed siger noget om et dyrs kvaliteter, må pumaen anses for at være det naturligt hjemmehørende pattedyr i Amerika der har klaret sig bedst. Hvad er forklaringen på dette?

Pumaen er godt udrustet til at overleve. Den har en hårdfør mave og gør brug af forskellige jagtmetoder. Den tilpasser sig den forhåndenværende føde. „Den er i stand til at dræbe et dyr som er fem gange større end den selv, og slæbe det med sig. Men den æder også græshopper hvis ikke der er andet at få fat på,“ udtaler en dyrlæge som har undersøgt maveindholdet fra adskillige dræbte pumaer i Brasilien. „Pumaens kost er mere alsidig end andre kattearters.“

Den afvekslende føde betyder at pumaen må anvende forskellige jagtmetoder. At slå kløerne i en fugl kræver en anden taktik end at springe på en hjort. Hvordan fanger pumaen fugle? I Brasiliens skove ud til Atlanterhavet tiltrækker pumaen tinamuen ved at efterligne fuglens kald. „Det er en perfekt efterligning,“ siger en iagttager. „Tinamuen kalder kun et par gange, men pumaen fortsætter med at imitere dens kald 10 til 20 gange.“ Det virker dog efter hensigten, for tinamuen tror at en støjende hanfugl har trængt sig ind på dens territorium og beslutter sig for at træde frem og tage kampen op med rivalen — en skæbnesvanger beslutning.

Hvad enten man søger efter pumaen i Nord-, Central- eller Sydamerika, lykkes det den for det meste at holde sig ude af syne — allestedsnærværende og usynlig som luften. Forskere der studerer pumaen, bruger oftest tillægsord som „hemmelighedsfuld“, „sky“ og „forsigtig“ når de skal beskrive den. En jæger der har nedlagt 70 pumaer, har indrømmet at han „aldrig har set sit bytte før hundene drev det op i et træ“. Det er ikke overraskende at nogle forskere frustreret har kaldt pumaen „irriterende sky“.

En kat med mange navne

Denne kat er ikke blot svær at få øje på, men også vanskelig at artsbestemme. Bogen The Guinness Book of Animal Record anfører at pumaen „har flere navne end noget andet pattedyr i verden“. Ud over de nogle og fyrre navne man kender på engelsk, „har den mindst 18 sydamerikanske navne og yderligere 25 nordamerikanske“.

De fleste zoologer kalder den puma, et ord der stammer fra sproget quechua, som tales i Peru. Bjergløve, amerikansk løve og kuguar er nogle af de andre navne katten har fået.

Dr. Faiçal Simon, direktør for São Paulos Zoologiske Have og ekspert i pumaer, siger: „Hvad angår adfærd og fysiske evner har pumaen kun lidt tilfælles med andre store katte.“ Denne kat er bemærkelsesværdig anderledes og varierer i størrelse og farve. Man har registreret op til 30 underarter af pumaen i hele Nord- og Sydamerika, hvoraf de seks lever i Brasilien.

Bør den udryddes?

Mange kvægavlere i Brasilien og andre steder betragter pumaen som et skadedyr der uden tøven bør skydes. Men er det rigtigt når folk siger at den gør voldsomt indhug i kvægbestanden? „Hvis det er muligt for pumaen at fange vilde dyr, dræber den sjældent kvæg,“ forklarer dr. Simon. „De få gange det sker, berettiger bestemt ikke til en systematisk udryddelse af dette dyr. Ved at skyde pumaen skader kvægavlerne faktisk sig selv.“ Hvordan det?

Kvægavlere dræber for eksempel pumaer i Pantanal, et brasiliansk vådområde som er større end Sydkorea, hvor meget kvæg går på græs. Og ifølge dr. Simon har det medført at bestanden af bæltedyr, pumaens foretrukne bytte i dette område, er i hurtig vækst. Bæltedyr er pladebeklædte pattedyr som er på størrelse med kaniner, og de graver huller. Da der ikke længere er nogen pumaer tilbage i området, er bæltedyrene i færd med at gøre Pantanals græsgange farlige.

Kvæget træder nemlig ned i hullerne, hvorved de brækker benene og dør. „Nu mister kvægavlerne flere dyr end før de nedlagde pumaerne,“ siger dr. Simon. „Dette er endnu et eksempel på hvad der sker når mennesket griber ind i naturens gang.“

Et stadigt voksende antal indbyggere i Nord- og Sydamerika ønsker at bevare pumaen. Derfor har myndighederne i nogle dele af Nordamerika vedtaget love der beskytter pumaen, fører kontrol med jagten på den og er med til at bevare dens leveområder.

Det har ført til at pumaen er vendt tilbage i det vestlige USA og nu formerer sig på de tidligere levesteder. Selvfølgelig hilser ikke alle denne udvikling velkommen, men mange gør. Bladet Smithsonian bemærker at pumaen „på forholdsvis kort tid har gennemlevet en smuk . . . forvandling fra skadedyr til et meget yndet dyr.“

Naturelskere og jægere ønsker pumaen tilbage. For de første er katten et storslået symbol på den uberørte natur, men for de sidstnævnte forbliver den et trofæ. Spørgsmålet er hvor længe pumaen kan være begge dele.

[Fodnote]

[Ramme på side 26]

Er pumaen farlig for mennesker?

Lovgivning til beskyttelse af pumaen eller kuguaren i det vestlige USA har ikke blot øget bestanden af pumaer, men også ført til at pumaer og mennesker oftere støder sammen. Forklaringen er ligetil. Flere og flere bosætter sig i udkanten af den fri natur, hvor pumaerne lever, hvilket udgør en fare for disse mennesker. Alligevel er det sjældent at nogle bliver angrebet af pumaer.

Forskere har siden 1890 kunnet dokumentere 65 tilfælde hvor mennesker er blevet angrebet af pumaer i USA og Canada. Det svarer til cirka 3 angreb hvert femte år. Ud af de 65 angreb har 10 af disse måske haft dødelig udgang. I sammenligning hermed er der hvert år 40 amerikanere som mister livet som følge af bistik.

Biologen Kevin Hansen siger: „I betragtning af den reelle risiko der er for at blive angrebet, er det overraskende sjældent at man hører om noget sådant. Det kunne tyde på at pumaen som regel lader mennesker i fred.“

[Kildeangivelse på side 25]

Fotos: Med tilladelse af São Paulo Zoo