Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g98 8/6 s. 4-7
  • Fanget i fattigdom

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Fanget i fattigdom
  • Vågn op! – 1998
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Sult og underernæring
  • Dårligt helbred
  • Arbejdsløshed og lavtlønnet arbejde
  • Ødelæggelsen af miljøet
  • Uddannelse
  • Boligforhold
  • Befolkningstilvæksten
  • De mange forsøg på at fjerne fattigdommen
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2011
  • Svar på bibelske spørgsmål
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2015
  • Den voksende fattigdom — en trussel mod alle
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1975
  • Al fattigdom vil snart blive fjernet
    Vågn op! – 1998
Se mere
Vågn op! – 1998
g98 8/6 s. 4-7

Fanget i fattigdom

I ÅR 33 sagde Jesus Kristus til sine disciple: „De fattige har I jo altid hos jer.“ (Mattæus 26:11) Hvad mente han med disse ord? Mente han at der altid ville være fattige?

James Speth, der er administrator for FN’s Udviklingsprogram, siger: „Vi kan ikke acceptere at der altid vil være [fattigdom] blandt os. Nutidens verden har ressourcer, viden og ekspertise til at fjerne fattigdommen fra historiebøgerne.“ Men kan den moderne verden løse fattigdomsproblemet?

FN’s Generalforsamling håber åbenbart at menneskene kan fjerne fattigdom eftersom den har udråbt årene 1997 til 2006 som det første „FN-årti for fattigdommens udryddelse“. FN har tilbudt at samarbejde med regeringer, folk og institutioner for at støtte den økonomiske udvikling, forbedre adgangen til livsvigtige tjenesteydelser, forbedre kvindens stilling, forhøje indtægten og fremme beskæftigelsen.

Men vil verdenssamfundet nogen siden kunne nå disse ædle mål? I det følgende vil vi pege på nogle af de hindringer der gør det vanskeligt at fjerne fattigdommen.

Sult og underernæring

Ayembe, som bor i Congo (Kinshasa), har 15 i sin familie der er afhængige af hende. Nogle gange har familien kun råd til at spise ét måltid om dagen, der består af majsgrød krydret med kassavablade, salt og sukker. Til tider må de undvære mad i to eller tre dage. „Jeg må vente til børnene græder af sult før jeg laver mad,“ siger Ayembe.

Deres situation er ikke usædvanlig. I udviklingslandene går hver femte indbygger sulten i seng hver aften. På verdensplan er omkring 800 millioner — deraf 200 millioner børn — kronisk underernærede. Disse børn udvikler sig ikke normalt; de bliver ofte syge. Deres præstationer i skolen er dårlige. Alt dette får konsekvenser i deres voksenliv. Fattigdom fører altså ofte til fejlernæring, der igen resulterer i fattigdom.

Fattigdom, sult og underernæring er så store problemer at de står i vejen for både de politiske, økonomiske og sociale bestræbelser der gøres for at løse dem. Situationen er ikke blevet bedre, men værre.

Dårligt helbred

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen er fattigdom „verdens mest dødbringende sygdom“ og „den største enkeltårsag til sygdom, død og lidelser“.

Bogen An Urbanizing World: Global Report on Human Settlements, 1996 nævner at mindst 600 millioner mennesker i Latinamerika, Asien og Afrika lever under så dårlige boligforhold — hvor de både mangler vand, gode sanitære forhold og kloakering — at deres liv og helbred konstant er i fare. På verdensplan har over en milliard mennesker ikke adgang til rent drikkevand. Hundredmillioner har ikke råd til en varieret kost. Alle disse faktorer gør det vanskeligt for fattige at forebygge sygdomme.

De fattige har heller ikke altid mulighed for at få deres sygdomme behandlet. Når de bliver syge, har de som regel ikke penge til den rette medicin eller lægebehandling. De lider måske af kroniske sygdomme eller dør i en ung alder.

Zahida, der er markedssælger på Maldiverne, siger: „Fattigdom er ensbetydende med et dårligt helbred der hindrer en i at arbejde.“ Når man ikke kan arbejde, forværres fattigdommen. Resultatet er en ond og dødbringende cirkel hvor fattigdom og sygdom forstærker hinanden.

Arbejdsløshed og lavtlønnet arbejde

Et andet aspekt af fattigdommen er arbejdsløshed. Globalt set er der omkring 120 millioner arbejdsløse. Andre, cirka 700 millioner, får så ussel en løn for en lang arbejdsdag at den ikke kan dække udgifterne til det mest nødvendige.

Rudeen er cykelrickshawer i Cambodja. Han siger: „For mig betyder fattigdommen at jeg skal arbejde over 18 timer i døgnet, men stadig ikke kan tjene nok til at brødføde mig selv, min kone og vores to børn.“

Ødelæggelsen af miljøet

Fattigdom påvirker også miljøet i negativ retning. Elsa, en forsker fra Guyana i Sydamerika, siger: „Fattigdom er ensbetydende med at naturen — skoven, jorden, dyrene, floderne og søerne — bliver ødelagt.“ Det er endnu en ond cirkel hvor fattigdom ødelægger miljøet, hvilket igen resulterer i at der bliver flere fattige.

I mange år har man dyrket jorden indtil den var udpint, eller man har ryddet skove for at få tømmer og brændsel, eller for at skaffe plads til afgrøder. Eftersom jordens befolkningstal hele tiden stiger, er situationen nu blevet kritisk.

Ifølge Den Internationale Fond for Landbrugsudvikling er cirka 20 procent af verdens muldjord gået tabt i de sidste 30 år, hovedsagelig på grund af mangel på penge og den nødvendige teknologi til at holde på jorden. I samme periode er millioner af hektarer blevet lagt øde fordi overrislingsanlæggene var af dårlig kvalitet og ikke blev vedligeholdt. Derudover bliver millioner af hektarer skov hvert år fældet for at rydde jorden til afgrøder eller for at skaffe træ til tømmer eller brændsel.

Denne nedbrydning af miljøet har relation til fattigdomsproblemet på to måder. For det første bliver de fattige ofte tvunget til at udpine miljøet fordi de mangler mad og brænde. Hvordan kan man tale om en bæredygtig udvikling eller fremtidige generationers velfærd til folk der er sultne og fattige, og som er tvunget til at udpine naturens ressourcer for at overleve netop nu? For det andet udnytter de rige ofte de fattiges ressourcer for profittens skyld. Når både rige og fattige ødelægger naturen, vokser fattigdommen.

Uddannelse

Alicia, der er socialrådgiver i en storby i Filippinerne, siger: „Fattigdom er blandt andet at en mor må sende sine børn ud for at tigge på gaden i stedet for at sende dem i skole fordi de ellers ikke vil få noget at spise. Moderen ved at det er en gentagelse af den onde cirkel hun selv er fanget i, men hun kan ikke se nogen anden løsning.“

Der mangler plads til omkring 500 millioner børn i skolerne. En milliard voksne er funktionelle analfabeter. Uden uddannelse er det vanskeligt at få et godt job. Fattigdommen er altså skyld i at mange ikke får en uddannelse, og dét resulterer igen i at der bliver flere fattige.

Boligforhold

I de fattige lande — og såmænd også i nogle af de rige — er der boligmangel. En rapport siger at næsten en kvart million af New Yorks indbyggere på et eller andet tidspunkt inden for de sidste fem år har boet på herberger for hjemløse. I London står omkring 400.000 opført som hjemløse, og i Frankrig har en halv million mennesker ikke nogen bolig.

I udviklingslandene er situationen endnu værre. Folk strømmer ind til byerne i håb om at finde mad, arbejde og et bedre liv. I nogle byer bor over 60 procent af indbyggerne i blikskure eller slumkvarterer. Fattigdommen på landet bidrager således til fattigdommen i byerne.

Befolkningstilvæksten

Et andet problem er befolkningstilvæksten. Verdens befolkning er blevet mere end fordoblet i de sidste 45 år. FN skønner at tallet vil stige til 6,2 milliarder i år 2000 og til 9,8 milliarder i år 2050. De fattigste lande har den højeste befolkningstilvækst. I 1995 blev der født cirka 90 millioner børn, og de 85 millioner af dem blev født i de lande hvor man har mindst mulighed for at forsørge dem.

Tror du at menneskene pludselig vil kunne samarbejde om for evigt at fjerne fattigdommen ved at løse problemer som sult, sygdom, arbejdsløshed, ødelæggelse af miljøet, mangel på uddannelse, dårlige boligforhold og krig? Sandsynligvis ikke.

Betyder det at situationen er håbløs? Nej, for der er en løsning i sigte, og den vil med sikkerhed blive realiseret. Men det vil ikke ske ved menneskers hjælp. Hvordan da? Og hvad mente Jesus da han sagde: „De fattige har I jo altid hos jer“?

[Ramme på side 7]

De fattigste af de fattige

I 1971 brugte FN udtrykket „de mindst udviklede lande“ til at beskrive „de fattigste og økonomisk svageste udviklingslande“. Dengang var der 21 lande i denne kategori. I dag er tallet steget til 48, hvoraf de 33 er i Afrika.

[Illustration på side 5]

Millioner har en lang arbejdsdag til en ussel løn

[Kildeangivelse]

Godo-Foto

[Illustration på side 6]

Luksus og fattigdom findes side om side

[Illustration på side 7]

Millioner bor i de usleste boliger

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del