Bemærkelsesværdig konference om blodløs kirurgi i Moskva
ALTERNATIVER TIL BLODTRANSFUSION I KIRURGIEN. Sådan lød temaet for en international lægevidenskabelig konference der blev afholdt i Moskva den 6. oktober 1998. Mere end 800 læger var til stede ved dette symposium, som blev afholdt på Vishnevskij-instituttet for Kirurgi i forbindelse med The Sixth All-Russian Congress of Anaesthesiologists and Intensive Care Specialists (Den sjette russiske kongres for anæstesiologer og specialister i intensivbehandling).
Professor Andrej Ivanovitj Vorobiev, som er chefhæmatolog ved Det Russiske Akademi for Lægevidenskab i Moskva, bød lægerne velkommen til hvad han kaldte „dette symposium der tager sigte på at finde alternativer til blodtransfusion“.
I sin begrundelse for konferencens vigtighed fortalte professor Vorobiev om „alvorlige ulykker med blodtransfusion“. Han hævdede at de fleste børn med hæmofili i lande som USA, Japan og Tyskland allerede er blevet smittet med aids som følge af blodtransfusion. Efter at have fremvist statistikker over spredningen af hepatitis via blodtransfusion sagde han med sorg i stemmen: „Statistikkerne er næsten ikke til at tro. Stort set alle hæmofilipatienter er smittet med hepatitis.“
Professor Vorobiev fortalte at den almindelige opfattelse blandt lægerne var at hvis en patient „mistede en liter blod, skulle den erstattes med en liter blod“. Men „det er en misforståelse,“ erklærede han. Som afslutning på sine indledende bemærkninger sagde han: „Vi har støttet blodtransfusion, men nu må vi sammen se at komme af med de gamle synspunkter.“
Mange af de lægevidenskabelige eksperter som derefter havde indlæg på programmet, var fra Rusland, men der var også foredragsholdere fra Frankrig, Sverige, Belgien og USA. Ud over redegørelserne for hvordan man behandler blodtab med alternativer til blodtransfusion, beskrev lægerne de farer der er forbundet med blodtransfusion, inklusive risikoen for immunologiske bivirkninger.
Tv-dækning
Det russiske tv, som kan ses af mere end 235 millioner, bragte efterfølgende en udmærket udsendelse om konferencen. Programlederen Elena Malysheva sagde: ’Internationalt anerkendte kirurger, anæstesilæger og hæmatologer var forsamlet i Moskva for at besvare spørgsmålet: Kan kirurgiske indgreb foretages uden blodtransfusion?’
Elena Malysheva informerede seerne om de sygdomme der kan overføres via blodtransfusion, og sagde: „Det var af den grund lægerne begyndte at se sig om efter en anden løsning på problemet. Og man fandt den. Den kaldes blodløs kirurgi. Enhver som skal have foretaget en operation, kan drøfte den blodløse kirurgis behandlingsmetoder med sin læge.“
I det indslag i tv-udsendelsen hvor professor Vorobiev medvirkede, sagde han: ’Donorblod indeholder proteiner der er fremmede for patientens legeme, og det kan medføre uforudsigelige og uafvendelige reaktioner. En donor kan desuden, uanset hvor omhyggelige vi er, smitte en patient med virus som findes i donorblodet, men som vi ikke har nogen mulighed for at opdage.’ Professor Vorobiev konkluderede: ’Vi er nødt til at skære ned på transfusionerne af donorblod til patienterne.’
Lederen af anæstesi- og intensivafdelingen på Broussais Hospital i Paris, Jean-François Baron, var også med i tv-programmet. Han sagde: „På det hospital hvor jeg arbejder, har vi fremstillet specielle væsker som kan bære og transportere ilt. De har de samme iltbærende egenskaber som blod, men indeholder ingen røde blodlegemer [som kan overføre smitte]. I nær fremtid,“ forudsagde Jean-François Baron, „vil disse væsker blive brugt som standardbehandling.“
Dette fik programlederen til at fortælle om den russiske professor Felix F. Belojartsev, som for 20 år siden introducerede en iltbærende væske som plasmaerstatningsmiddel, et alternativ til blod. Elena Malysheva oplyste at Belojartsevs opdagelse ikke blev hilst velkommen af lægeverdenen dengang, og at han „begik selvmord som følge af den endeløse forfølgelse hans opdagelse gav anledning til“.
Omtale i lægevidenskabelige tidsskrifter
Den lægevidenskabelige avis Meditsinskaja Gazeta omtalte også konferencen. Den skrev: „Hovedkonklusionen af dette symposium kan udtrykkes på følgende måde: Det er nødvendigt at bruge alternativer til blodtransfusion i alle de situationer hvor det er muligt, og kun bruge blod i livstruende tilfælde og efter en nøje overvejelse af risikoen for den enkelte patient.“
Avisen fortalte også om visse lægers manglende villighed til at respektere patientens vægring mod blodtransfusion. Jehovas vidner afviser eksempelvis blodtransfusion på grund af det bibelske påbud om at ’afholde sig fra blod’. (Apostelgerninger 15:28, 29) Angående dette spørgsmål blev Michel de Guillenchmidt, der er juraprofessor i Frankrig, citeret for udtalelsen:
’Vi bør være Jehovas vidner taknemmelige for at de, ved at rejse dette spørgsmål, ikke kun har henledt opmærksomheden på deres egne rettigheder, men har hjulpet hele lægeverdenen til at erkende farerne ved blodtransfusion. Dette har tilskyndet forskerne til at søge efter mere avancerede behandlingsmetoder i forbindelse med blodløs kirurgi.’
I indledningen til en af artiklerne i Meditsinskaja Gazeta stod der: „Nogle har hævdet at blodtransfusion og ægteskab ligner hinanden: Der er ingen der kender konsekvenserne.“ Efter at have gjort opmærksom på at ’det med menneskeblod er som med fingeraftryk — der findes ikke to individer hos hvem det er identisk,’ stillede avisen spørgsmålet: „Er det i dag muligt at give en sikker garanti for at en blodtransfusion ikke vil påføre patienten infektioner?“ Svaret lød: ’Selv i lande hvor man på det lægevidenskabelige område har opnået imponerende resultater, findes der ikke noget effektivt kontrolsystem når det gælder blodprodukter.’
Artiklen konkluderede: ’At dømme efter det overfyldte auditorium og de delegeredes åbenlyse interesse for de problemer der blev drøftet, er der ved at ske en ændring i lægernes holdning.’
Et godt tilbud
Uden for konferencelokalet havde Jehovas Vidner indrettet en stand hvor de tilbød lægerne en pakke med artikler fra lægevidenskabelige tidsskrifter, artikler om brugen af alternative metoder i behandlingen af blodtab. Hundreder af læger tog med glæde imod disse pakker.
Det er tydeligt at velinformerede medicinske fagfolk arbejder på at begrænse den lægevidenskabelige brug af blod.
[Illustrationer på side 26]
Jehovas Vidner forsynede hundreder af læger med artikler om de seneste forskningsresultater angående blod