Altajerne — et folk vi kom til at holde af

I det forløbne århundrede oversatte en russisk-ortodoks gejstlig, arkimandritten Makarios, Bibelen til russisk. Men forinden fik han af kirkesynoden til opgave at gøre altajerne bekendt med kristendommen. Hvem er altajerne? Hvor og hvordan lever de?

SIDSTE år i juli overværede omtrent 40 altajer et af Jehovas Vidners områdestævner der blev afholdt i Rusland. Det fandt sted i Barnaul, som er den største by i den russiske Altajregion. Der var 1730 til stede ved denne kristne sammenkomst. Sammen med nogle venner fra Sankt Petersborg måtte jeg flyve næsten 6500 kilometer for at overvære dette tredagesstævne.

I løbet af de få dage vi var i Barnaul, kom vi til at nære en inderlig kærlighed til de altajer vi mødte. Vi blev særlig rørte da vi fik at vide at mange af dem havde tilbagelagt næsten 650 kilometer med bus ad bjergveje. Ikke engang efter at et nedstyrtende klippestykke havde ødelagt bussens forrude, havde de så meget som overvejet at vende om. Efter at vi havde hørt om deres land og kultur, var vi ivrige efter at besøge dem i deres landsbyer og hjem. Derfor tog vi efter stævnet på en betagende rejse på omkring 1500 kilometer gennem altajernes land.

Deres land og religion

De fleste af de omtrent 70.000 altajer, som er de oprindelige beboere i området, har hjemme i de bjergfulde egne i nærheden af Kasakhstan, Kina og Mongoliet. Vi så her et ærefrygtindgydende landskab — smukt og bjergrigt, med krystalklare floder og en overdådighed af blomster. Lokalbefolkningen samler mange forskellige rødder hvoraf de laver en dejlig aromatisk te. De ynder også at spise pinjekerner.

Nogle altajer er gårdejere. En forkynder fortæller at hun og hendes familie har 75 stykker kvæg og 80 får. De sælger kødet og giver ulden i bytte for mel og sukker. Af en anden kristen søster får jeg at vide at hun solgte fire væddere for at hun og hendes datter kunne tage til stævnet. Der var også syv andre personer med hende, alle sammen nogle hun studerer Bibelen med. Ved stævnet sagde en af dem til mig: „Vi har kun én livsform — Guds vej.“

Selv om dette er en afsides egn af betagende skønhed — besøgende plejer at sammenligne den med De Schweiziske Alper — har folks tilværelse også her gennemgået en drastisk forandring. En ældre mand fortæller: „Hvis nogen for mange år siden havde sagt at jeg ville blive nødt til at aflåse min jurte [rundt, hvælvet hus] inden jeg gik i seng, ville jeg ikke have troet vedkommende. Men nu låser jeg hver aften.“ Disse „kritiske tider“ har motiveret mange til at undersøge profetierne i Bibelen. — 2 Timoteus 3:1-5.

Altajerne er generelt stolte af deres gamle traditioner og deres religion. De fleste tror på flod- og bjergånder — for dem er et bjerg et symbol på deres guder. De tilbeder også dyr. De tegner for eksempel et billede af en kanin på et stykke hvidt klæde som de hænger op på væggen i deres jurte. Når det trækker op til regntidens første tordenvejr, udfører de et ritual foran kaninbilledet idet de stænker det med te, mælk eller en alkoholisk drik kaldet arrak. Men de tilbeder især det der efter deres overbevisning er de dødes ånder.

Deres religiøse ledere kaldes shamaner. Både om foråret og om efteråret udfører shamanerne ritualer på ’hellige steder’ på bjergtoppe eller bjergskråninger. Under sådanne ritualer binder shamanerne hvide stofstrimler til grene og dækker en hel del træer med disse strimler. De tror at de behager bjergånderne ved at gøre det, og at ånderne så vil beskytte dem mod uheld når de er på rejse.

Følgerne af spiritisme

Men det der gjorde størst indtryk på mine venner og mig, var menneskene og deres hjertelige oprigtighed. I Barnaul mødte vi Svetlana og hendes datter Tulunaj, og vi nød deres gæstfrihed i Ust-Kansk, en landsby med cirka 3000 indbyggere. Svetlana er opvokset hos sin bedstemor, der fulgte de lokale traditioner og var nært knyttet til shamanerne. Svetlana har da også lært at kommunikere med det der efter den almindelige mening er de afdødes ånder. Som følge af sin særlige viden fik Svetlana en magtposition, og det var hun godt tilfreds med.

Men hun begyndte at få mange problemer. Hun fortæller: „Jeg blev plaget af dæmoner. Min søvn blev forstyrret om natten.“ Til tider befandt hun sig i en mere eller mindre hypnotisk tilstand. „Engang så jeg min seks måneder gamle datter Tulunaj i skikkelse af en lille gris der kom kravlende hen imod mig,“ beretter hun. „Jeg ville kvæle den, men så begyndte Tulunaj at græde højlydt. Jeg var forfærdet da jeg kom til mig selv og blev klar over at jeg kunne have slået min datter ihjel.“ Svetlana begyndte at spekulere over hvad disse ånder var for nogen.

I 1991 tog en altajkvinde nogle bibelske publikationer udgivet af Jehovas Vidner med til Ust-Kansk. Hver gang Svetlana begyndte at læse brochuren „Se! Jeg gør alting nyt“, var hun ved at falde i søvn. „Jeg morede mig lidt over det og sagde at Jehovas vidner havde givet mig noget der var bedre end sovepiller.“ Men hun så stadig foruroligende syner om natten og bad derfor denne oprigtige bøn: „Jehova, hvis du er så mægtig, vil du så ikke nok hjælpe mig af med disse forfærdelige mareridt?“ I løbet af et øjeblik var alt i orden, og hun følte sig normal.

Fra da af bad Svetlana hver aften inden hun gik i seng, og til sin store overraskelse faldt hun hurtigt i søvn. „Det var utroligt at jeg kunne sove ligesom et almindeligt menneske,“ siger hun. Hun besluttede at studere Bibelen for alvor ved hjælp af Vagttårnsselskabets publikationer, og i 1992 symboliserede hun sin indvielse til Jehova Gud ved vanddåben. „Jeg har lært at hvis man stoler fuldstændigt på Jehova, viser det sig at intet er umuligt,“ fastslår hun. — Filipperne 4:13.

Den kristne tilbedelse har fremgang

I 1993 oprettede man en menighed af Jehovas Vidner i Ust-Kansk, og der kom cirka 70 til møderne. I april 1998 var der 120 til stede ved højtiden til minde om Jesu død. Landsbyen Yakonur, der ligger et par kilometer nord for Ust-Kansk, blev dengang anset for at være shamanismens højborg. Men en mand ved navn Sjamyt fortalte at shamanerne lidt efter lidt havde mistet deres evner da forkynderne var begyndt at virke i byen. En hel gruppe forkyndere virker nu i Yakonur, og mange viser interesse for Bibelen.

I landsbyen Chagan-Uzun, der ligger cirka 90 kilometer fra grænsen til Mongoliet, læser de fleste af de 500 indbyggere efter sigende vores publikationer. Og i Gorno-Altajsk, der er hovedstaden i den Altajske Republik, er der to menigheder med hver omkring 160 forkyndere.

I begyndelsen af 1994 fik mange Jehovas vidner, deriblandt dem fra Ust-Kansk, en tilsigelse om at møde i retten i Gorno-Altajsk. De blev anklaget for noget så uhyrligt som at praktisere børneofringer. På grund af modstanden blev nogle forkyndere fyret fra deres arbejde og forvist fra Altaj. Men med tiden stod det klart at anklagerne mod Vidnerne var falske. I maj 1994 blev trossamfundet Jehovas Vidner derfor juridisk indregistreret i den Gorno-Altajske Republik. I dag er Jehovas Vidner og deres bibelske publikationer velkendte i hele Altajregionen.

Med i forkyndelsen

Under vort besøg i Ust-Kansk havde vi mulighed for at deltage i forkyndelsen sammen med de lokale forkyndere. Det var faktisk rygtedes at der skulle komme nogle fremmede til byen. Så da en journalist fra den lokale avis så os på gaden i færd med at forkynde, nærmede han sig vores gruppe og sagde: „Jeg har hørt at nogle betydningsfulde personer skulle komme til egnen. Hvordan kan jeg komme i kontakt med dem?“

Hvor blev han overrasket da han opdagede at vi var de personer der angiveligt var så betydningsfulde. Han var forbavset over at vi sammen med nogle fra lokalbefolkningen besøgte hans naboer. Under vores samtale med ham udtalte han: „Jeg forstår på det at der ikke er nogen chef iblandt jer. I er bare ganske almindelige mennesker, og I opfatter ikke jer selv som noget særligt. Det er bemærkelsesværdigt! I er sande kristne, dét kan jeg lide.“

Desværre sluttede vores besøg alt for hurtigt. Da vi skulle rejse, var vore venner meget bevægede. De stod tæt sammen, skulder ved skulder, og dannede en levende mur. Det er den afsked altajerne traditionelt bereder deres venner. I de få dage vi var sammen med dem, havde vi fået stor kærlighed til hinanden. Vi blev sande venner. Det er nemlig Jehova, den upartiske Gud, der forener os. — Apostelgerninger 10:34.

På vejen tilbage

På vores tilbagerejse til Barnaul gjorde vi holdt ved en butik i en lille bjerglandsby. Ekspeditricen, der var alene, var glad for at se os. Efter at vi havde udvekslet et par ord, spurgte jeg: „Har De nogen sinde hørt navnet Makarios?“

„Nej det har jeg ikke,“ svarede hun efter at have tænkt lidt over det.

Jeg viste hende derfor et eksemplar af Makarios’ bibeloversættelse og forklarede: „Det var her i Altajregionen at Makarios i forrige århundrede arbejdede på denne oversættelse.“ Derpå forærede jeg hende Bibelen.

Mens vi kiggede os omkring i butikken, begyndte damen straks at læse i Bibelen. Med ét bemærkede vi et glimt af håb i hendes øjne. Da vi skulle videre, fortalte hun os at hun havde mange venner og slægtninge der ville være interesserede i Bibelen. Inden vi tog endelig afsked med hende, gav vi hende derfor en anselig mængde bibelske publikationer.

Det er tilfredsstillende at vide at mange altajer får gavn af Makarios-Bibelen i dag selv om det er over 150 år siden at Makarios levede blandt altajerne og arbejdede på sin bibeloversættelse. — Indsendt.

[Kort/illustration på side 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Den Gorno-Altajske Republik

Kasakhstan

Kina

Mongoliet

[Illustration på side 16, 17]

Altajer ved stævnet i Barnaul

[Illustration på side 16, 17]

Landskab i Altaj

[Illustration på side 17]

Mange tror at disse tøjstrimler beskytter rejsende

[Illustrationer på side 18]

Forkyndelse i Ust-Kansk

[Illustration på side 18]

Svetlana og hendes datter

[Illustration på side 19]

Makarios-Bibelen