Hvad er forskellen på Jehovas Vidner og andre kirkesamfund?

Hvad er forskellen på Jehovas Vidner og andre kirkesamfund?

Selv om kirkesamfundene indbyrdes er forskellige, og selv om vi på nogle punkter har samme lære og praksis som andre samfund, er der et klart skel mellem os på den ene side og alle de andre samfund på den anden side.

Med hensyn til vort syn på Bibelen (Se også spørgsmål 5, side 9): Vi læser den som Guds ord og lader os i alle ting lede af den. Nogle i kristenheden har nok samme syn på Bibelen, men så har de desuden en anden åbenbaring ved siden af, eller en trosbekendelse eller et sæt dogmer og en tradition de skal være tro mod, hvorved Bibelens ord ofte tilsidesættes. Vi lader Bibelen alene være vor rettesnor.

Det fører for eksempel til at vi afviser treenighedslæren (Se spørgsmål 3, side 5). Dens oprindelse er ikke kristen. Den er i modstrid med klare bibelske udsagn. Den fører til at Faderen, den almægtige Gud, trænges i baggrunden, således at Jesu navn fremhæves på bekostning af Faderens navn.

Det fører også til at vi afviser læren om en udødelig sjæl der for de ondes vedkommende siges at skulle pines i helvede til evig tid. Denne lære stammer fra hedenskabet. Den er i modstrid med utallige bibelske udtalelser. Den er i modstrid med Guds kærlighed og retfærdighed. Den er i strid med den bibelske lære om opstandelsen.

Med hensyn til Jehovas Vidners enhed: Ifølge Bibelen skal de kristne være ét. Deres tro og lære skal være én. Deres menighed skal være ét samfund, ligesom det menneskelige legeme udgør en enhed under ét hoved. Det at vi konsekvent lader os lede af Bibelen og af den alene, gør os til en enhed. Den kristne kærlighed byder os at nægte at deltage i nationernes krige og militærprogrammer; vi nægter endog at udføre tvungen erstatningstjeneste for staten. Vi holder os fri af politik, nægter at melde os ind i partier og at gå til valg, selv om det nogle steder fører til hård forfølgelse. Vi siger nej til nationalisme og patriotisme og bevarer således enheden med vore trosfæller i andre lande. I overensstemmelse med Bibelen betragter vi alle racer som lige for Gud.

Et tredje eksempel på en konsekvent bibelsk holdning: vi praktiserer det såkaldte almindelige præstedømme. Enhver døbt kristen har den opgave at forkynde det kristne budskab. Vi har i vore menigheder ikke noget skel mellem et præsteskab og et lægfolk. Derved bliver menigheden et samfund af forkyndere. Det betyder igen at menigheden må gøre alvor af at hævde den høje bibelske norm for moral og anstændighed som gælder for kristne forkyndere. De bør være eksempler for andre. Menigheden må holdes ren for dem der fører falsk lære eller lever et ukristent liv. En sådan menighedstugt administreres dog med stor barmhjertighed og tålmodighed.

Mens nogle kirkeretninger lægger vægt på en bestemt side af det bibelske budskab, for eksempel at Gud er nådig, stræber vi efter at få budskabet frem i sin helhed. Gud er nådig. Men han er også retfærdig. Det sande og hele billede kommer frem når vi holder os til det tema vi har fået besked på at forkynde: Guds rige. Det er menneskenes eneste håb. Guds rige vil løse menneskehedens store problemer. Troen på Guds rige er troen på at Gud på en retfærdig og kærlig måde vil fjerne alt ondt og skabe en helt ny samfundsordning.

Siden 1876 har bibelstudenterne forkyndt hedningetidernes udløb i 1914, og siden den første verdenskrig har vi i hele verden gjort opmærksom på at begivenhederne efter 1914 nøje svarer til det som Jesus sagde skulle kendetegne tiden for Guds riges oprettelse, hans genkomst og verdens ende.

Litteratur:

Er Bibelen virkelig Guds ord? s. 162-172

Sandheden der fører til evigt liv, s. 35-44, 82-101, 122-139

Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? s. 82, 83

[Oversigter/illustration på side 7]

Der er forskel

Bibelen — eneste rettesnor

2 Timoteus 3:16, 17

1 Tessaloniker 2:13

1 Korinter 4:6

Jakob 1:22

Åbenbaringen 22:18, 19