Hvad betragter I som synd?
At gå imod Guds vilje er at synde. Adams og Evas synd var oprør mod Gud. De ville selv bestemme.
„Selv’ets gerninger kan man let få øje på: Usædelighed og urenhed, udsvævelser, afgudsdyrkelse og magi, had og nag og nid og hidsighed, intrigeren og splittelsesforsøg og partiuvæsen og misundelse, druk og svir og al den slags, hvorom jeg siger, hvad jeg allerede før har sagt, at de, der giver sig af med sådan noget, kommer ikke til at arve Guds Rige.“
Den der lader sig lede af Guds ånd og handler efter hans vilje, lægger gerninger for dagen der beskrives som „Åndens frugt“: „Men Åndens frugter hedder: Kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, selvbeherskelse.“
En grundlæggende syndig tilbøjelighed er selviskhed. Den ytrer sig for eksempel ved griskhed. Det igen er blandt andet årsag til den hensynsløse ødelæggelse af miljøet. Stolthed og fordom er andre udslag af egoisme og fører tit til undertrykkelse og diskrimination. Nationalegoismen har været årsag til krige. På det personlige plan kan selvisk begær føre til tyveri, løgn og mord. Alle rettænkende mennesker er imod alt sådant. Samvittigheden fordømmer selviskhed. Bibelen omtaler selviskhed som afgudsdyrkelse: man dyrker sig selv, sætter sig selv først.
I modsætning hertil er det Guds vilje at menneskene skal leve i fred og være lykkelige. Den grundlæggende egenskab som kræves, er kærlighed, det vil sige uselviskhed. Det første bud er at vi skal elske Gud, Jehova, som ligefrem kaldes „kærlighed“. Det andet bud er at vi skal elske vore medmennesker, som vi elsker os selv.
De synder Bibelen omtaler som utugt, urenhed, løsagtighed, er kønslig umoralitet. Det er Guds vilje at manden og kvinden skal leve sammen som ægtefolk og nyde samlivet. Det er naturligt. Sådan er de skabt. De skal være trofaste mod hinanden, så de kan være trygge. Eventuelle børn skal have en fader og en moder og et harmonisk hjem. Hele samfundet fungerer bedst når familielivet er sundt. Det er hensynsløst og egoistisk kun at ville nyde sex uden hensyn til de her nævnte forhold. Vi betragter samliv før ægteskabet, ægteskabelig utroskab og homoseksuelle og lesbiske handlinger som synd. Vi betragter ligeledes provokeret abort som synd. Om ægtefæller vil benytte svangerskabsforebyggende midler overlades til deres egen samvittigheds afgørelse.
Et andet eksempel på synd: Brug af narkotiske stoffer som gør en til slave, som ødelægger ens helbred og ofte gør en til en fare for andre. Det er imod Guds vilje. Han ønsker vi skal være frie mennesker. Det er utaknemmeligt og hensynsløst over for ham at vi ødelægger det liv og helbred han har skænket os. Det er hensynsløst over for de mennesker som holder af os. Det er ukærligt over for dem som man ved sit eksempel forleder til samme handlemåde.
Tobaksrygning betragter vi som en form for narkomani. Hertil kommer at det er meget egoistisk at forurene den luft som andre skal indånde, blot fordi man selv vil nyde det skadelige stof.
Drukkenskab og svir, det vil sige overdreven nydelse af alkoholiske drikke og mad, omtales som synd.
Bibelen omtaler brugen af visse nydelsesmidler, for eksempel honning, krydderier, vin og stærke drikke. Man kan udmærket nyde disse ting uden at skade andre derved, uden at skade sig selv og uden at miste sin frihed. Men Bibelen tilråder mådehold.
Bibelen siger ikke at det er Guds vilje at vi skal være asketer, det vil sige pine os selv med en yderst nøjsom levevis. Nej, han har skabt en mængde ting som vi kan glæde os over og nyde. Og det er kun rimeligt at vi viser ham taknemmelighed. Det gør vi blandt andet ved at tage hensyn til hvad der er hans vilje, ved at tage hensyn til hvad der gavner andre. Det er syndigt kun at tænke på sig selv.
Litteratur:
Er Bibelen virkelig Guds ord? s. 90-102, 166-178
Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? s. 132-177
Den gode nyhed der gør os lykkelige, s. 78-84
Hvordan du får det bedste ud af din ungdom, s. 35-42, 96-141, 172-179
[Oversigter på side 26]
Synd er at gå imod Guds vilje
Den syndige tilbøjelighed hos alle mennesker
Seidelin-oversættelsen
Guds vilje
Seidelin-oversættelsen
Selviskhed
Kærlighed
Sex
Abort
[Oversigter på side 27]
Narkotika
Tobak
Drukkenskab
Mådehold
Ikke askese