Breve

Mere om blodtransfusion

13. februar 1950.

Kære broder!

Vort svar på dit brev af 24. januar følger her:

Guds forbud til Noa og hans efterkommere mod at drikke blod gjaldt naturligvis kun den lavere dyreskabning, eftersom det var sådanne dyr, Gud havde bemyndiget mennesket til at dræbe og spise kødet af. Han gav ikke mennesket myndighed til at dræbe andre mennesker for at spise deres kød som kannibaler, og det var derfor ikke nødvendigt for ham at udstede en lov mod at drikke menneskeblod eller mod at overføre blod fra en menneskelig organisme til en anden. (1 Mosebog 9:1-6) Hvis overføring af menneskeblod efter de moderne metodera ikke brugtes på Noas eller Moses’s tid, var det ikke påkrævet, at Gud udtrykkelig skulle udstede en lov derimod, ligesom han heller ikke udstedte noget forbud mod tobaksrygning i de bud, han gav sit forbilledlige folk. Men dermed være ikke sagt, at de fundamentale principper i hans lov ikke var imod sådanne ting.

Da Gud befalede Abraham at lade sig selv og alle mandlige medlemmer af sin husstand omskære, medførte denne operation naturligvis udgydelse af en del menneskeblod. (1 Mosebog 17:9-14, 23-27) Men denne udgydelse af en vis mængde blod var ikke overføring af blod til en anden organisme.

Du siger, at „når et menneske får overført blod, er det, fordi han behøver det, transfusionen foretages ikke, fordi han er grisk efter det“. Hvor kan du sige det? Når en læge fortæller en patient, at han må have blodtransfusion, da han ellers ikke kan blive rask og leve videre, hvad skaber lægen så i patienten andet end griskhed efter et andet menneskes blod?

Det er ikke ganske rigtigt, at „bloddonoren ikke sætter livet i vove under en blodtransfusion“. For ganske nylig blev en veteran fra den anden verdenskrig hyldet som en helt, fordi han havde indvilliget i at ligge tre timer ved siden af en ung pige, der led af en livsfarlig blodsygdom, mens hans blod blev ført gennem hendes blodkar og der fra hendes blodkar tømtes sygt blod over i hans blodkar. Trods denne blodoverføring døde pigen. Men hvorfor blev manden hyldet som en helt? Hans blod blev pumpet ind i hendes legeme, fordi han var blevet helbredt for en sjælden sygdom og hans blod havde undergået en forvandling og var blevet af netop den type, den unge pige ifølge lægernes udsagn behøvede. Men samtidig med at de påstår, at hans blod kunne have forvandlet hendes blod, således at hun kunne have overvundet sygdommen, udsatte veteranen sig for at pådrage sig hendes sygdom ved at lade hendes blod pulsere gennem sit legeme. Fordi han på denne måde vovede sit liv, blev han udråbt som en helt. Det er ganske rigtigt, at manden meldte sig frivilligt som svar på en opfordring i radioen af lægerne, men ved hvilken gudgiven lov har lægerne ret til at udsætte en stærk, fuldvoksen mand for at dø i den hensigt at redde en ung pige fra døden? Hvis nu bloddonoren under overføringen havde pådraget sig hendes sygdom og var død deraf? Hvem ville da være blevet krævet til regnskab for denne mands død?

Gennem nyhedstjenesten hører man hovedsagelig om de værdifulde og gavnlige virkninger af blodtransfusion, men knapt så hyppigt hører man om den skade, den gør. F. eks. havde The American Weekly for 29. januar 1950, side 10, følgende at sige om den anden side af sagen: „Sikkerhedsforanstaltninger for blodbankerne“:

„Hvad mangen oprigtig bloddonor ikke ved, er imidlertid, at blod, der ikke er bakteriefrit, kan koste den persons liv, det er tænkt at skulle redde. . . . Forskellige virustyper, deriblandt influenza- og børnelammelsesvirus, kan være til stede i det blod eller plasma, der bruges ved transfusionen, hvis ikke der udvises den største påpasselighed. Ligeledes kan dette blod eller plasma indeholde baciller, der forårsager malaria eller andre sygdomme. Eller det kan indeholde allergiproducerende stivelsesstoffer. Sådanne substanser kan forårsage strubehoste, astma eller høfeber hos den patient, der får transfusionen. Fru Gilda Burlin fra Cincinnati, Ohio, var så sikker på, at hun havde fået malaria som resultat af en blodtransfusion, at hun krævede 50.000 dollars i skadeserstatning fra Cincinnati universitets blodoverføringstjeneste på Almindeligt Hospital. Hun hævdede, at hun i 1947 havde været patient på Jødisk Hospital og der havde fået to enheder blod fra blodoverføringstjenestens bank. . . . Ifølge videnskaben er overføring af malaria mulig under blodtransfusion. Der er også mulighed for, at der kan opstå forskellige sygdomme, hvis det apparat, der bruges til transfusion, befordrer smitte. Dette er der imidlertid på alle første klasses hospitaler truffet sikkerhedsforanstaltninger mod, men der kan dog ske uheld. . . . Leversygdommes virus og andre vira kan ikke ses under mikroskop. Det gør det farligere at blive smittet med denne virus end med bakterier, der lettere kan opdages. . . . Foruden at undersøge, om der er sygdomsbefordrende smittebærere til stede må banken kontrollere blodtypen på alt det indkomne blod. . . . En anden vigtig ting er Rh-faktoren. . . . Hvis en Rh-negativ person modtager en Rh-positiv transfusion, og ganske særlig mere end een, kan resultatet blive yderst farligt.“

Lad dig derfor ikke rive med af den vægt, der lægges på menneskeblodets „livgivende“ egenskaber, men tænk også på dets sygdomsspredende egenskaber. Når du således står ansigt til ansigt med alle disse farer, og når du betragter al den skade, blodtransfusionen medfører, tror du så ikke, at Guds evige pagt om blodets hellighed også forbyder blodoverføring på mennesker? Når Gud forbød nære slægtninge som brødre og søstre, forældre og børn at gifte sig, for at de ikke skulle give udprægede særegenheder i arv til deres efterkommere og derved forårsage sygdom, tror du så, at Gud ser med mindre misbilligelse på blodoverføringen med al dens sygdomsbefordrende og skæbnesvangre egenskaber og muligheder? — 3 Mosebog 18:6-18; 20:11-21.

Det indrømmes beredvilligt, at vædske fra et menneske af een blodtype kan dræbe et menneske af en anden blodtype. Hvis du nu stillede dit blod til rådighed og din blodtype dræbte det menneske, der fik transfusionen, ville du da være skyld i mord? Eller ville lægen eller sygeplejersken, der foretog transfusionen, være skyld i mord? Ville du ikke i det mindste være medskyldig i mord? Næh, vil du måske sige, det var slet og ret et uheld, det havde ikke været meningen! Husk dog på, at i Israels forbilledlige nation holdt Gud endog det menneske ansvarligt, der var skyld i et uagtsomt drab af en mand eller en kvinde, og at den ufrivillige manddraber måtte flygte til tilflugtsbyen og blive der for at undgå den dødes blodhævner. (4 Mosebog 35:9-34) Kristne formanes til at være endnu mere forsigtige med menneskelivet end de naturlige jøder.

Yderligere udtalelser om blodtransfusion foruden dem, du allerede har læst, kan du finde i de breve, der har været offentliggjort i Vagttaarnet om dette spørgsmål.

Dine brødre på retfærdighedens vej

[Fodnote]